Borgerjournalistik på Twitter

En analyse af #ParisAttacks under terrorangrebene i Paris i november 2015
”Hostages from the theatre have been released and are walking down rue Oberkampf. Some are literally shaking with fear”- Andrew Smith
 
”A woman diner just ran back into the restaurant and yelled everyone hit the floor. All hiding under tables now” – Brian Morearty
 
”If in #Paris, stay the F away from the canal side of La République area. A man w AK-47 just gunned down multiple people & on run. Yes I’m okay” – Seth Porges
 
Tweets som disse blev mellem d. 13. og 15. november 2015 postet fra den franske hovedstad Paris af helt almindelige borgere på Twitter. Baggrunden for disse opdateringer var et igangværende terrorangreb, der ramte flere forskellige offentlige steder i Paris blot 10 måneder efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo. Øjenvidneberetninger i form af billeder og video, samt nyhedsopdateringer om de dramatiske begivenheder viste sig de sene nattetimer på Twitter under en række forskellige hashtags, hvor nyhedsmedier, almindelige borgere og journalister opdaterede side om side. Terrorangrebet i Paris eksemplificerer, at helt almindelig borgere i dag med de sociale mediers fremkomst har fået nem adgang til at deltage i nyhedsformidlingen og producere såkaldt borgerjournalistik. Fænomenet har ifølge flere forskere vist sig helt vital under dækningen af kriser, hvor Twitter har været et afgørende redskab for private borgere til at sprede information, billeder og video på grund af det høje tempo og det åbne informationskredsløb. Twitter er derfor i høj grad blevet et medie, hvor nyhedsformidling og produktion finder sted, og hvor skabelsen af nyheder og journalistik ikke kun varetages af professionelle journalister, men nu også af amatører. Twitter og borgerjournalistik har således udviklet sig til et væsentligt element i den moderne online nyhedsformidling, hvor alle reelt har en stemme og bruger den.
 
Dette speciale undersøger gennem en kvantitativ indholdsanalyse af det mest anvendte hashtag under angrebet, #ParisAttacks, hvilke aktører og hvilke typer indhold, der dominerede mest. Derudover består specialet af en række kvalitative interviews med professionelle nyhedsjournalister på danske medier, for at undersøge, hvordan professionelle journalister griber borgerjournalistikken an i deres daglige journalistiske arbejde, og hvordan de ser på borgeres aktive medskabelse i nyhedsproduktionen for deres egen funktion, rolle og praksis i samfundet.
 
Specialet er skrevet af Benedikte Lundberg, som er uddannet i Cand. Public fra Aarhus Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også