Hvad med Vestager i virkeligheden?

Jens Thomsens “Kommissærens første 100 dage” om Margrethe Vestagers start som EU-kommissær er udkommet. Jens Thomsen har begået en fin og velskrevet introduktion til EU-kommissionens virke og - ikke mindst - Vestagers samme. Desværre er bogen også et ukritisk glansbillede, som derved – formentlig mod sit formål – simpelthen ikke yder kommissærens og kommissionens store udfordringer retfærdighed.
af Martin Bresson, Flemming Mieth
“Kommissærens første 100 dage” er en rettidig udgivelse, mindre end en uge efter, at Margrethe Vestager igen sugede europæisk opmærksomhed til sig ved offentliggørelsen af kommissionens statsstøttesager mod Holland/Starbucks og Luxembourg/Fiat-Chrysler, og – sådan nogenlunde – et år efter, at hun tiltrådte sit nye job i det højere luftlag i Berlaymont-bygningen. 
 
“Kommissærens første 100 dage” tegner et billede af Margrethe Vestagers virke som EU-kommissær. Kilde: Scanpix.dk.
 
Ud over rettidighed i udgivelsen tilfører Jens Thomsens bog bestemt også nyt. Ved at anlægge en meget personorienteret vinkel på dannelsen af en kommission og tiltrædelsen i samme løfter bogen sig ud af de gængse, mere traditionelle akademiske og systemorienterede forklaringer, og med sine fine små personlige anekdoter og med en understregning af – hvad der ellers hyppigt bliver overset – vigtigheden af personlige relationer i europæisk politik har forfatteren taget et ret forfriskende, utraditionelt udgangspunkt.
 
Vestagers første arbejdsdag som kommissær, uvidende om de kommende statsstøttesager mod Holland/Starbucks og Luxembourg/Fiat-Chrysler. Kilde: Scanpix. 
 
Man kan derfor som læser sagtens leve med, at Jens Thomsen bruger sit vinklede indblik i magtens korridorer til at vise, at han kan sin EU-politiske historie og har adgang til de i Bruxelles så værdsatte små anekdoter om interne sms’er. For det kan han, og det har han. Men vi kommer godt nok vidt omkring, når vi skal helt fra Édith Cresson-skandalen omkring årtusindskiftet frem til i dag, uden at det har en entydig relevans for de 100 dage, som bogen formodes at beskæftige sig med (og som vel … rundt regnet … kun fylder ca. 30 sider).
 
Kilder, der står hinanden nær, udtaler …
Vigtigere – og langt mere problematisk – er, at bogen svigter sin hovedperson ved at være alt for poleret i sin fremstilling. Det er for så vidt forståeligt nok, at det er svært at skrive kritisk om sin egen hovedkilde (bogen er ifølge forordet skrevet ’i samarbejde med’ Margrethe Vestager), og det er vel fint nok, at bogens sigte ikke er at være kritisk journalistik.
 
 
Men når man skal fremstille Margrethe Vestagers første dage som kommissær og prætenderer at redegøre for både motiver, beslutninger og effekt, så ville det have styrket fremstillingen, hvis man havde haft andre kilder end Vestager selv, hendes (ligeledes) dygtige presserådgiver Christina Holm-Eiberg og de øvrige medlemmer af den håndplukkede kabinetstab. Stort set alle andre kilder, med undtagelse af Marianne Jelved, er citeret fra åbne medier, og de meget få kritiske iblandt dem afvises af forfatteren over en kam ved at tillægge dem alle skjulte og dunkle motiver.   
 
Tegner “Kommissærens første 100 dage” et for poleret billede af hovedpersonen? Det mener artiklens forfattere. Kilde: Scanpix.
 
Billedet af Margrethe Vestager, hendes virke og hendes dygtighed bliver dermed simpelthen for karikeret. Vi tror for eksempel ikke på den indbyggede myte om, at statsminister Helle Thorning-Schmidts valg af Vestager som dansk kommissær alene skete over et par kopper kaffe, fordi Helle var klog nok til at se, at Margrethe Vestager var den bedste til jobbet. Mon ikke en lidt mere kynisk afvejning hos Vestager af risikoen for en et til ti års ørkenvandring som leder af et lille oppositionsparti i Danmark over for muligheden for at blive den første radikale kommissær i EU spillede ind? Ligesom det for HTS næppe har været fremmed at overveje værdien af at slippe af med personificeringen af Det Radikale Venstres magt, inden en valgkamp skulle begynde.
 
Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt pegede på Vestager som den kommende EU-kommissær og dermed også den første radikale kommissær i EU. Kilde: Scanpix. 

Politik er også at prioritere og at evne at være hård – til tider kynisk -  i sine prioriteringer. Margrethe Vestager viste den side af sig selv i genrejsningen af Det Radikale Venstre og ligeledes på den europæiske scene under ledelsen af ECOFIN-forhandlingerne under det danske formandsskab. Hun gjorde det med saglighed og venlighed, jovist, men også som en tredimensionel politiker, der godt forstår aktivt at bruge spændvidden mellem de nære relationer og det store politiske spil – og kynisk kan sortere det fra, som ikke fører fremad mod de opstillede mål. 
 
Ved at tage et for nært og for todimensionelt perspektiv kommer det til at virke, som om forfatteren overser, hvor store udfordringer Vestager er oppe imod, og derfor også hvor dygtig det kræves, at hun er. Margrethe Vestagers job er ikke at komme til byen med de korrekte løsninger og lære de dumme bureaukrater om uformel ledelse, og hvordan man får tingene gjort … ”på den danske måde”. Hun er der for at bedrive politik, og der er sjældent korrekte løsninger i politik, som alle er enige i. Der er som regel benhårde prioriteringer mellem forskellige interesser. Det bliver ikke let.
 
Udfordringer forude
Margrethe Vestager er et af få medlemmer fra den liberale gruppe i en kommission, der, blandt andet pga. Junckers politiske gæld til Europa-Parlamentet, i et hidtil uset omfang er blevet optaget af partipolitik – og det er partipolitik mellem de store grupper i Europa, S&D og EPP, der ikke omfatter Vestagers gruppe.
 
Hun er et af lidt flere medlemmer fra lande uden for eurozonen i en kommission, der i stigende omfang, blandt andet på grund af efterdønningerne af den finansielle krise og den efterfølgende græske tragedie, er optaget af målrettet at uddybe samarbejdet inden for eurozonen.
 
Vestager sidder med konkurrenceporteføljen i EU, hvor balancen drejer sig om at være politisk i udvælgelsen af, hvad man gør, men aldrig politisk i, hvordan man håndhæver, hvilke firmaer der skal undersøges. Kilde: Scanpix. 
 
Hun sidder med en portefølje, konkurrenceporteføljen, hvor balancen drejer sig om at være politisk i udvælgelsen af, hvad man gør - hvilket område ser man som konkurrencemæssigt problematisk - men aldrig politisk i, hvordan man håndhæver, hvilke firmaer man vil undersøge og evt. straffe. Det er en umådelig vanskelig balance, hvor det alt for let kommer til at styrke den globale opfattelse af, at Europa siden krisen er blevet protektionistisk.  
 
Udfordringerne med at fastholde sig selv, sin portefølje og (dermed) i et vist omfang Danmark som relevant i EU er derfor større og kræver mere af Margrethe Vestager end venlighed, saglighed og dansk lune. Hårde - til tider kyniske - prioriteringer, klog markedsføring og klare leverancer vil være påkrævet. Det vil altid føre til modvind, modstand og endda modvilje – og modstanderne har altså også legitime meninger, som også skærper billedet af, hvem og hvad vi egentlig taler om.
 
Sukkerchok
Når selv to inkarnerede Vestager-tilhængere med hvert sit geografiske udgangspunkt sidder tilbage efter at have læst bogen med en let kvalme af sukkerchok, så er der gået noget galt i den alt for positive todimensionelle fremstilling af kommissær Vestager.
 
Vestager er ikke et glansbillede (uanset hvor mange facetter, man giver det), men en dygtig politiker med alt, hvad det indebærer – også af mere kyniske og kalkulerende overvejelser.
 
Det er på mange måder en meget dansk fremstilling, at man kun må/kan vinde, hvis man gør det “på den danske måde” – dvs. kommer lige fra sommerferien og spiller de andre af fodboldbanen iført badesandaler eller vinder det halve kongerige med mudder i lommen og en krage til stegning. Men Margrethe Vestager blev ikke kommissær, fordi hun bager boller, taler med kassedamen eller vælger et lille skrivebord og er “så forfriskende uformel”. Hun er (også – og i langt højere grad) en fantastisk dygtig og nogle gange helt kynisk politiker, der forstår at bruge det politiske spil. Det bliver nærmest væk i anekdoterne om strikkede elefanter og kontorindretning.   
 
Margrethe Vestager er kendt for sin uformelle og forfriskende stil, men har også et renommé som kynisk politiker. Kilde: Scanpix.
 
Der er hos os ingen tvivl om, at Margrethe Vestager er lykkedes med dele af sin mission – i sine første år og dermed også i sine første 100 dage. Der er heller ingen tvivl hos os om, at hendes position til at adressere nogle af de store udfordringer, der ligger foran hende, er styrket af hendes indsats og hendes måde at gebærde sig på i EU-systemet indtil nu. Men der er altså fire år endnu af hendes mandat, og derfor er det alt, alt for tidligt med et festskrift-a-la-afskedsreception, som Jens Thomsens bog kommer til at ligne.
 
Vestagers politiske filosofi er tilegnet et helt kapitel i bogen; at konflikter driver fremskridt. Det havde klædt bogen – og dermed dens hovedperson – hvis det var blevet taget mere alvorligt, således at der var mere fokus på hårde prioriteringer mellem flere legitime interesser og lidt færre superlativer om hovedpersonen. 
 
"Kommissærens første 100 dage" udkommer i dag på Gyldendal. 
 
Kommissærens første 100 dage er en bog, der giver et indblik i magtens korridorer på et tidspunkt, hvor vi kan forvente, at der kommer langt mere omtale i danske medier af Margrethe Vestagers arbejdsområde. Det vil være fint, hvis journalisterne, der skal dække området, læser bogen og får en god forståelse af dynamikken i en kommission, der beslutter kollektivt, men har hver deres ansvarsområder. På den måde er Jens Thomsen lykkedes med sin mission. Man må så også håbe, at journalister og andre læsere bevarer deres egen kritiske sans.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job