I Kina spiser de mennesker

I Kina måler man nu den enkeltes performance inden for sociale vaner, venner, arbejde, moral, politisk artighed, religiøse tilhørsforhold, flid, kundskaber, helbred, kørevaner og partiloyalitet. En fed statslig sammenfletning af big data, hvor hver eneste borgers profil ideelt set er samlet. Voila, så kender man din sociale kreditværdighed og ved, i hvilken grad du opfylder kravene til en mønsterborger i Kina.
Kina har indført et Big Brother-lignende overvågningssystem, der skal gøre kineserne til bedre borgere.
Kina har indført et Big Brother-lignende overvågningssystem, der skal gøre kineserne til bedre borgere.
af Mette Holm

Kina er et overvågningssamfund. Kineserne har alle dage været overvåget og for en meget stor del også selv aktivt holdt øje med hinanden, naboer, kollegaer, klassekammerater, lærere, forældre. Ikke nødvendigvis for at sladre, men fordi det kan være nyttigt at ’have noget’ noget på andre, den ene tjeneste kan være den anden værd.

Overvågningen er i perioder blevet vekslet til uhyrligheder i de politiske kampagners frådende destruktion. Kinas massive overvågning er med andre ord ikke et specielt nyt eller kommunistisk fænomen.
 
Fra Alibaba til Sesame Credit
I Folkerepublikken har hver eneste kineser en journal, der følger den pågældende fra vugge til grav. Her ligger en kopi af hukou’et, boligregistreringen, der binder en kineser til hjemstedet, eksamensresultater, sygdomshistorie, arbejdsindsats, politisk troværdighed, brevveksling, overholdelsen af den til enhver tid politiske vind, familiehistorie, omgangskreds, mulige tro, vaner, uvaner og meget, meget mere. Digitaliseringen har naturligvis gjort det lettere at holde sammen på oplysningerne.
 
Og nu systematiseres overvågningen af kinesernes sociale færden i cyberspace såvel som i virkeligheden som en ny form for adfærdsregulering. I den sociale kreditvurdering kan man optjene – eller forlise – point, der kan veksles til goder og indgå i et CV, en ægteskabsprofil, jobansøgning, adgangsprøven til universitetet eller måske i en retssag.
 
Adfærdsregulering som gamification.
 
I 2014 udstedte Kinas magtfulde statsråd, der rangerer over regeringen, skitsen til opbyggelsen af et socialt kreditsystem, GF No. (2014)21. Heri hedder det blandt andet, at et sådant system er ’en vigtig delkomponent af det socialistiske markedsøkonomiske system og af det samfundssociale styringssystem (…) Det støttes af lovlig brug af kreditoplysninger og et kreditservicesystem. Dets indeholdte krav skaber inspirationen til en oprigtighedskultur, fremmer oprigtighed og traditionelle værdier (…), og formålet er at hæve hele samfundets ærlighedsmentalitet og kreditniveau.’
 
Videre hedder det: ’At fremskynde opbyggelsen af et socialt kreditsystem er en vigtig forudsætning for en omfattende implementering af synspunktet om videnskabelig udvikling (en grundpille i de siddende magthaveres samfundsopfattelse) og opbyggelsen af et harmonisk socialistisk samfund.’ Alt dette til opfyldelse af kravet fra Kinas Kommunistpartis 18. kongres (i 2012 med yderligere skærpelser i de efterfølgende årlige plenarmøder) om at ’etablere og fuldføre et socialt kreditsystem, lovprise oprigtighed og straffe uoprigtighed.’
 
Kilde: The Wall Street.
 
Sesame Credit
Okay! Hvordan gør man så det?
 
Man plukker lystigt i den allerede eksisterende, omfattende kommercielle del af kinesernes netbaserede markedspladser, Alibaba (Kinas svar på Amazon er med 400 millioner brugere verdens største detailhandler og en af de største internetvirksomheder) og virksomhedens mange underafdelinger som betalingssystemet Alipay (350 millioner brugere) og Ant Financial, der analyserer folks elektroniske købe- og betalingsmønster for at udregne deres finansielle kreditværdighed.
 
Jo flere point, desto bedre kreditværdighed, som udmønter sig i muligheden for at optage små lån, bonus ved køb af forskelligt eller at slippe for at betale depositum. En rigtig god score kan ifølge netmagasinet Quartz sågar udløse et visum til Luxembourg!
 
Systemet hedder Sesame Credit (Sesamkredit; Alibaba hørte de fyrretyve røvere sige 'Sesam, luk dig op', når de åbnede porten til skatten). Mange kinesere synes godt om systemet og praler med deres kreditscore på Weibo og WeChat (kinesiske pendanter til Twitter og WhatsApp). Via myriaderne af søsterselskaber har Sesame Credit adgang til oplysninger nok til at kortlægge de fleste kineseres vaner i cyberspace.
 
Sesame Credit måler ifølge Quartz brugerne på fem parametre, hvis samlede komposition giver en score.
 
1/ Man får – eller mister – point på baggrund af omfanget og værdien af sine køb. Om man køber babysutter eller dildoer, betyder angiveligt ikke noget; der er ingen social vurdering af køb, kun volumen og værdi – endnu da.
 
2/ Personlige oplysninger som arbejde og hukou. Det er frivilligt, om man vil opgive sine personlige oplysninger. Gør man det, udløser det pluspoint. Ens arbejdssituation og hukou skulle ikke gøre den store forskel, om end der er en verden til forskel på tilværelsen for én med velbetalt job og boligtilladelse i Shanghai og en gadefejer i Harbin.
 
3/ og 4/ har at gøre med, om man betaler sine regninger og gør det til tiden. Betalingsvilje og -evne er altså vigtigere, end om man har hukou til en særlig eftertragtelsesværdig by – i hvert fald for Sesame Credit.
 
5/ Man får point for at få venner til at tilmelde sig systemet – herved kan også kortlægges, hvem der kender hvem.
 
Pointene bliver dels talt sammen, dels illustreret i en femkant, som gengiver forholdet mellem ens point, så den længste side viser, hvor man scorer bedst; de fem sider er personlig identitet, betalingsvilje, kreditkortbetaling, socialt engagement og indkøbsvaner. Man kan se sine egne point, selvfølgelig, og hvis ens venner indvilger, kan man også se deres. Staten og Alibaba kan se det hele.
 
 
 
Sesame og Kinas største netbaserede ægteskabsmægler, Baihe, har slået sig sammen om at gøre reklame for klienter med høj score. I Kina vejer velstand endog meget tungt i kvinders valg af partner, så mange unge mænd er glade for at blive udstillet på den måde. Det bliver også mere og mere almindeligt blandt Baihes 90 millioner klienter selv at oplyse deres Sesame Creditscore i deres profiler.
 
Statens offentlige karakterbog
Sesame bruger også andre oplysninger, for eksempel fra den kinesiske pendant til taxitjenesten Uber, Didi Kuaidi.
 
Foreløbig har Sesame Credit 36 millioner brugere – en brøkdel af Kinas godt 1,3 milliarder indbyggere. Ant Financial siger til Quartz, at systemet ikke fælder nogen som helst moralsk dom over arbejde, venner eller indkøb og understreger, at Sesame ikke er statsmagtens forlængede arm.
 
Og så alligevel. For i fjor sagde Sesames tekniske direktør Li Yingyun til magasinet Caixin, at man for eksempel nok ville kalde ’én, der spiller computerspil ti timer hver dag, en dovenlars, mens én, der ofte køber bleer, sandsynligvis er forælder, så man er mest tilbøjelig til at mene, at sidstnævnte har størst ansvarsfølelse.’
 
Den kinesiske stat profilerer sine borgere efter deres adfærd. 
 
Sesame Credit (og en stribe mindre konkurrenter; Kina har udstedt ti licenser i alt til private selskaber) er en guldgrube af oplysning til den kreditmæssige side af det nye vurderingssystem, der ifølge indeværende femårsplan skal være på plads i 2020. Og selvom Sesame Credit hævder ikke at interessere sig for den moralske og sociale side af kinesernes indkøbsvaner, er de lige til at gå til for dem, som måtte interessere sig for også det aspekt.
 
I forvejen har Statens Informationscenter lagt en føler ud med en hjemmeside (kun på kinesisk. Red.) som er en slags udvidet RKI-database med folks betalingsevne, kørevaner, skattebetaling (eller -unddragelse), mulige domme og så videre. Siden blev lanceret i fjor som statens offentlige karakterbog eller gabestok for at 'rose ærlighed og straffe uærlighed' og har kolonner til positive og negative oplysninger. Siden er endnu ikke særlig omfattende.
 
Den bærer mindelser til den nære fortids stortegnsaviser, dazibao, hvor opråb til befolkningen, det være sig om lokalt vejarbejde, folkelige domstole eller generelle udrensninger, blev bekendtgjort på store, ofte håndskrevne plakater.
 
Dazibao, stortegnsaviser under Kulturrevolutionen.
 
I skitsen til Kinas kommende sociale kreditvurderingssystem indgår for eksempel temaer som folks brug af prævention. Og målet om oprigtighed i alle tænkelige relationer og enheder går igen, det være sig handel, arbejde, staten, kommunerne, undervisning, ungdom eller alderdom går igen – ligesom målet om at straffe det modsatte, nemlig uoprigtighed, korruption, nepotisme, og hvad der ellers findes af akutte sygdomme i det kinesiske system.
 
Den gensidige oprigtighed
Folk, der angiver andres ’uoprigtighed’ skal belønnes og skærmes. De skal roses og vises frem, samtidig med at man beskytter dem mod de formasteliges mulige vrede over at blive angivet.
 
Kinas hidtidige skepsis og ofte også skræk for internettets muligheder for ukontrolleret oplysning synes helt igennem konverteret til en tillid til, at enorme datasamlinger er løsningen på alt uvæsen.
 
De sociale kreditoplysninger om alle Kinas indbyggere skal samles i ’nationale ressourcedatabaser med oplysninger om befolkningen; der skal oprettes og perfektioneres økonomiske og sociale kreditoplysninger for hvert enkelt individ i Kina. Oplysningerne skal samles i landsdækkende datasamlinger.’
 
For, som det hedder: ’Social oprigtighed er grundlaget for skabelsen af det sociale kreditsystem, for kun hvis borgerne omgås med gensidig oprigtighed, og kun hvis oprigtigheden er grundlæggende, vil det være muligt at skabe harmoniske og mindelige mellemmenneskelige relationer, vil det være muligt at stimulere samfundsfremskridt og civilisation og realisere social harmoni, stabilitet og en lang periode med fred og (samfunds-)orden.
 
Nøgleordene her er stabilitet og social harmoni, magthavernes newspeak for, at kineserne skal forholde sig i ro, forbruge, glæde sig over ethvert fremskridt og holde kaje med kritik. Med til historien hører, at kineserne – trods alt – aldrig har haft større frihed, end de har i dag.
 
Den korte version af det temmelig lange dokument er således, at Kinas Kommunistparti ufortrødent klemmer på med at bevare magten på egne hænder, og at de frygter og forebygger ethvert forsøg på udfordring af denne magt. Og med den sære plan om social kreditscore forsøger man at imødekomme de menige kineseres reelle afmagt og frustrationer over korruption, magtmisbrug, ulighed for loven og deres manglende mulighed for indflydelse på deres egen tilværelse.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job