|
|
Den koreanske stridsøkse er begravet
Kim Jong-un og Moon Jae-in er BFFs <3

Skrevet af

Mette Holm
Forsker & journalist

8 artikler

0 indlæg

Så stod de pludselig der og omfavnede hinanden ved deres fælles grænse, den kolde krigs formelt både første og sidste varme fjender, verdens næstyngste og mest hensynsløse leder, Nordkoreas Kim Jong-un, og kollegaen fra Sydkorea, Moon Jae-in. Og som Politikens hovedorgan, ATS, så rigtigt påpegede, begravede de to sørme stridsøksen i en sandkasse.
27. april lovede de to nye hjertevenner hinanden – og verden – fred og forsoning i en symbolsk fredserklæring. De lovede atomafrustning og udveksling, gødede et træ. Det hele var fryd og gammen. Mødet blev overværet af myriader af journalister, der bl.a. refererede, at Kim Jong-un koket talte koreansk med schweizisk accent – noget, han måske tillagde sig, da han som ung gik et par år i skole i Schweiz.
 
Det var første gang, en nordkoreansk leder satte fod på sydkoreansk jord i de 65 år, der er gået, siden Nordkorea, Kina samt FN og USA i juli 1953 underskrev en våbenhvile, som efter tre år gjorde en ende på den kolde krigs første glødende og blodige stedfortræderkrig.
 

Kim Jong-un og Moon Jae-in er BFFs.
 
Korea havde været et samlet land i over 1.000 år, siden 1910 som japansk koloni. Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945 med amerikanernes atombomber i Japan, delte sejrherrerne, Sovjetunionen og USA, Korea mellem sig. To unge amerikanske officerer fandt et kort i National Geographic Magazine og trak en streg hen over den koreanske halvø ved 38. breddegrad og delte den i Nordkorea (Den Demokratiske Folkerepublik Korea), som Sovjetunionen besatte, og Sydkorea (Republikken Korea), som USA besatte. 
 
Besættelsesmagterne kunne ikke enes om en formel for koreansk uafhængighed, hvilket førte til Koreakrigens udbrud i 1950, for Nordkoreas vedkommende med støtte fra Sovjetunionen og millioner af soldater fra Kina, for Sydkoreas vedkommende støtte fra vestmagter, anført af USA og FN – den eneste regulære krig, som Forenede Nationer har været regulær part i. Somme vil – måske med hjælp af Kim Larsen og Gasolin – huske, at Danmarks bidrag dengang var hospitalsskibet Jutlandia.
 
Formelt er krigen ikke slut, men våbenhvilen har i alt væsentligt været på plads siden 1953. Der har været skærmydsler og sammenstød, også alvorlige, og frem for alt har der været hysterisk megafonkrig med vældige højttalere, der sender budskaber og musik hen over demarkationslinjen ved Panmunjom på 38. breddegrad. I nyere tid mest fra Nordkorea, som til gengæld i den nye forbrødrings ånd de seneste dage har afmonteret deres vældige højttalere.
 
Nordkorea udviklede sig indadvendt under Kim-dynastiets juche-ideologi – med Kim Jong-un som tredje generation – til et af verdens mest hensynsløse og isolerede regimer, der har udnyttet, underkuet og udsultet befolkningen, som i dag tæller omkring 25 mio. underernærede mennesker i et urfattigt og tilbagestående – atombevæbnet – land.
 
Sydkorea udviklede sige lige omvendt, fra ligeledes urfattigt til i et i dag velhavende, demokratisk, innovativt land med cirka dobbelt så mange – veluddannede og velnærede – indbyggere som Nordkorea på et lidt mindre areal. 
 
Nordkorea har det svære skyts rettet mod den sydkoreanske hovedstad, Seoul, som Kims kanoner kan udslette på et øjeblik. Sydkorea beskyttes bl.a. af 35.000 amerikanske soldater og andet mandskab, amerikanernes militære udrustning samt Koreas eget flyvevåben, som er et af verdens mest avancerede.
 
De gensidige beskydninger, beskyldninger og anklager har været højrøstede og hysteriske – især fra nord. Mest kendt i omverdenen givet tv-oplæseren Ri Chun-hee, der gennem snart en menneskealder har forfinet evnen til at brøle, hulke eller smiske et hvilket som helst budskab fra eller om den til enhver tid siddende Kim til den nordkoreanske befolkning.
 

Den lyserøde Miss Information er Nordkoreas svar på det tyske regimes propagandaminister Goebbels.
 
Med andre ord er sandkassen i Panmunjom, hvor d’herrer Kim og Moon mødtes i sidste uge, verdens nok bedst bevogtede og sværest bevæbnede.
 
Tonen begyndte så småt at ændre sig med Kim Jong-uns nytårstale, den hidtil mindst aggressive i forhold til både Sydkorea, Japan og USA.
 
Kim lagde ud med at fastslå, at Nordkorea nu har færdigudviklet sit atomprogram, og han har knappen til at udløse det installeret i sit skrivebord – det er altså ham ,og kun ham, der kan udløse Nordkoreas atomraketter.
 
Det er ikke til at vide, om Kim Jong-un sagde netop det for at berolige eller indgyde frygt, men betryggende var det ikke. Og det fik som bekendt Donald Trump til ovre i USA at erklære, at hans knap var større end Kims. 
 
 
‘Vil nogen fra hans svækkede og udsultede regime venligst oplyse ham (Kim) om, at jeg også har en atomknap, men den er meget større og kraftigere end hans, og min knap virker!’ Det var heller ikke betryggende.
 
Men efter det med knappen fortsatte Kim Jong-un sin nytårstale med at erklære, at han gerne ville mødes med sin sydkoreanske kollega, Moon Jae-in, og ikke nok med det – han ville sende en nordkoreansk delegation til vinter-OL i Sydkorea. Det var til gengæld nye toner; siden er tonen blevet stadig pænere, og det er gået slag i slag med forbrødringen på den koreanske halvø.
 
Kim sendte sin søster med OL-delegationen til Pyeongchang i Sydkorea i februar, nok inspireret af Donald Trumps vane med at bruge sin datter Ivanka som budbringer. Søsteren, Kim Yo-jong, er suppleant i Nordkoreas enevældige Arbejderpartis magtfulde politbureau og leder af partiets propaganda og agitationsbureau, altså ingen frk. hvem-som-helst.
 
Sydkoreas førstedame, Kim Jung-sook (tv.), Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, Nordkoreas statschef, Kim Yong-nam, og Kim Jong-uns søster, Kim Yo-jong (th.), sidder på tilskuerpladserne ved de Olympiske Lege i Pyeongchang, Sydkorea. Kilde: Getty Images.
 
Hun blev da også vinter-OL’s ukronede dronning, begge Koreaer udnyttede muligheden for publicity maksimalt. Og hvad de næppe kunne forudse, så opførte Trumps udsending, vicepræsident Mike Pence, sig som en tåbelig fornærmet skoledreng; han surmulede og ville ikke deltage i noget som helst, hvor også frk. Kim deltog, og når de dog overværede samme begivenheder på sportsarenaen, sad han og kiggede mut ned på sine sko. USA kunne have solet sig i forbrødringen fuldt så meget, som koreanerne på begge sider af 38. breddegrad gjorde, men tanken strejfede tilsyneladende ikke Trump & Co.
 
Den foreløbige kulmination var topmødet i Panmunjom, hvor Kim pludselig trak Moon fra den demilitariserede sandkasse over i Nordkorea – første gang, Moon satte foden på nordkoreansk jord. Kim Jong-un skruede tiden en halv time tilbage i 2015, fordi han fandt det fornedrende, at nordkoreanerne skulle have samme tid på klokken som Sydkorea og Japan. Som gestus til fremtidens gode samarbejde lovede han at skrue den frem igen allerede her 5. maj. Derpå skovlede de to gødning på et symbolsk træ, der blev plantet ved våbenhvilens indgåelse – og vigtigst af det hele, de aftalte at slutte fred og fuldstændigt atomafruste den koreanske halvø.
 
Og nu er også Trump kommet med i heppekoret; han kalder Kim Jong-un for en hædersmand og prøver med en række tweets at tage æren for det hele. 
 
"KOREAKRIGEN SLUTTER! De Forenede Stater, og alle deres PRÆGTIGE mennesker, bør være stolte over begivenhederne i Korea!" Og inden for den næste lille måneds tid skal også Kim og Trump mødes.
 
Trump tweet: ’Flere steder er under overvejelse til MØDET, men ville Fredshuset/Frihedshuset på grænsen mellem Nord- & Sydkorea ikke være mere Repræsentativt, Vigtigt og Varigt end et tredjeland? Jeg spørger bare!’
 
Kim sidder på knappen på mere end én led. Men hvad sker der? Og hvorfor nu?
 
Det kan der være flere forklaringer på.
 
Når Kim Jong-un overhovedet har atombevæbnet sig, er det formentlig af frygt for, at omverdenens modvilje skal komme til udtryk, som det skete i Irak og Libyen, hvor Saddam Hussein og Muammar Gadaffi blev væltet af fremmede magter og summarisk henrettet af rasende undersåtter. Kims rationale er, at det selvfølgelig ikke var sket, hvis de to havde været i besiddelse af atomvåben. Med knappen til den slags på skrivebordet bliver man taget anderledes alvorligt.
 
Japan er inden for rækkevidde af Kim Jong-uns våben og lige så bange for dem som sydkoreanerne. Og både Japan og Sydkorea har betydelig amerikansk troppetilstedeværelse i deres nationale forsvar. Det bryder Kim sig ikke om, og med forbrødringen med Moon Jae-in, prøver han at sætte en kile ind mellem Sydkorea og henholdsvis USA og Japan.
 
Resultatet tegner umiddelbart til at blive en endnu større succes for Kim, end han har turdet håbe, nemlig det tilstundende topmøde med USA’s Donald Trump og måske også Japans Shinzo Abe, der kalder Trump modig, at han vil mødes med Kim, men heller ikke har afvist Kims invitation til at mødes.
 
For første gang i Kim-dynastiets historie har den siddende leder nærmest et overtegnet balkort og overvældende positiv international opmærksomhed, hvilket tydeligvis huer unge Kim Jong-un.
 
Så er der fredserklæringen, som Moon og Kim kom med sammen. Det er først og fremmest en hensigtserklæring, en symbolsk virkelig vigtig hensigtserklæring. 
 
Eftersom våbenhvileaftalen for 65 år siden blev indgået mellem og underskrevet af Nordkorea og Kina (der mistede op imod en halv million soldater, mens næsten lige så mange blev såret; i alt blev næsten tre mio. mennesker, militær og civile dræbt i Koreakrigen) på den ene side og USA (der mistede knap 34.000 soldater) og FN på den anden. Sydkorea var således ikke medunderskriver, og derfor er der tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan slutte fred uden USA, FN og Kina.
 
Et andet stort og væsentligt spørgsmål er, hvad ’full denuclearisation’, fuldstændig atomafrustning, af den koreanske halvø overhovedet betyder. Fuldstændig er der selvfølgelig ikke tvivl om, men omfatter erklæringen også de amerikanske styrkers våben i Sydkorea og deres arsenal i Guam? Dertil kommer, at Nordkorea i 1990'erne, 2005 og 2012 også lovede at ’denuke’ – og hver eneste gang brød aftalen. Forhåbningerne er enorme, og når støvet lægger sig, vil det vise sig, om de indfris.
 
Længere nede på listen figurerer personsager, ubehagelige spørgsmål om tre amerikanere og eventuelt også andre udlændinge, der fortsat sidder fængslet i Nordkorea; her var seneste rædselsfulde historie den om den unge amerikanske studerende Otto Warmbier, der kom galt afsted ved at stjæle en propagandaplakat på ferie i Nordkorea i januar 2016. 
 

Amerikaneren Otto Warmbier blev fængslet og kom hjem sidste sommer som blind og umælende grøntsag og døde kort efter. Koreaner eller udlænding, det er ingen spøg at sidde i nordkoreansk fængsel. Kilde: Scanpix.
 
Lettere bliver det givet med de gribende sporadiske genforeninger mellem familiemedlemmer, der blev skilt ad ved grænsedragningen i sin tid. De får fra tid til anden lov at mødes ved Panmunjom. Forhåbentlig får de bedre muligheder nu. Nordkorea har også i tidens løb, især i 1970'erne, bortført japanere for at uddanne spioner i sprog og skikke. Mange af dem er døde, andre er gamle. Nordkorea tillader med meget lange mellemrum disse japanere og deres efterkommere kort at mødes med slægtninge og efterkommere fra Japan, oftest i Mongoliet, som diskret stiler sig til rådighed for den slags. Også de sager må formodes at glide lettere – hvis det altså bliver alvor denne gang.

Relaterede artikler

I Kina spiser de mennesker - I Kina måler man nu den enkeltes performance inden for sociale vaner, venner, arbejde, moral, politisk artighed, religiø...
WTF sker der lige i Det Hvide Hus? - Nedenunder det løbende realityshow, som Donald Trumps præsidentskab ganske forudsigeligt har udviklet sig til, befinder ...
Når raketterne taler - Nordkorea og USA er i konflikt: Kim Jong-un taler med testmissiler, Trump med trusler om bål og brand, og hele verden ho...
Big Brother's big data - Efter en udviklingsperiode på snart 40 år tilpasser Kina fortsat socialismen med særlige kinesiske kendetegn. Senest for...
Furore i Singapore - Præsident Donald Trump har på opsigtsvækkende manér givet freden på den koreanske halvø en chance med sin tur til Singap...
Når soldaterne skyder med narrativer - Der er ikke længere krig, men heller ikke fred. I det nordlige Kosovo kæmper 35 danske soldater under NATO-kommando med ...
Læs Fear og frygt Trump endnu mere - ANMELDELSE - Det meste af arbejdet for Donald Trumps stab koncentrerer sig om at holde oplysninger væk fra præsidenten, ...

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

Digital Consultant

Se alle job Indryk job

Kursus

SoMe bootcamp

Kun få ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: 15. november

Senior kommunikationskonsulent

Frist: 28. september

Praktikant

Frist: 22. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.