Hvorfor det job?

Det er, fordi jeg er rød. Og jeg håber, det er et sted, hvor jeg kan bidrage til den politiske samtale og samtidig have et arbejdsliv, der gør mig til en glad mand. Meningen skulle gerne være at arbejde med politik og forandringer, både kreativt og analytisk. Tænketankene vil fylde mere, fordi politikudvikling foregår flere og flere steder end bare i de politiske partier og centraladministrationen. De uafhængige positioner, tænketankene kommer med, bliver et mere og mere nødvendigt korrektiv til de policies, der fremføres af særinteresser.

 

Og så er jeg lige blevet fyrre, og så laver mænd jo om på ting. Skal jeg bidrage i politik igen, virker nu som et meget godt tidspunkt. Jeg har arbejdet med at fremme dansk gastronomi og danske kvalitetsfødevarer i mere end fem år. Det er spændende og tættere på den kommercielle virkelighed, som man godt kan savne det konkrete aspekt af i det politiske arbejde. Men det var bare på tide at gøre et eller andet med den politiske side af mig selv. Jeg har forsøgt at lægge det fra mig i perioder, og det er ikke rigtigt lykkedes mig.

 

Det har været ret særligt at få lov til at være med i det, som jeg oprigtigt opfatter som vigtigste kulturelle udvikling i Danmark de sidste 20 år, den danske madrevolution. Men der er jo også noget med frihed, lighed og fælleskab, som vi skal videre med.

 

 

Hvordan ser du den politiske situation lige nu?

 

Det er ulvetider.

 

Tiltroen til det politiske system og de politiske institutioner er udmarvet. Flere og flere vælgere glider med flygtige stemninger ubundet mellem partier fra det yderste højre til det yderste venstre, som om de ikke for alvor tror, at det rat, de trækker i, er forbundet med roret på skibet. I det politiske landskab er konkurrencen om at bevare og forsvare altdominerende, fordi det stadie, globaliseringen er inde i, fjerner jobs og velstand fra vores del af verden. Det er en mørk koncert, hvor melodien ikke kan undgå at medvirke til følelsen af, at fremtiden ligger bag os. Måske tonearten også følger et samfund, der bliver ældre. Alternativets og Liberal Alliances succes hos de unge hænger sammen med, at de tilbyder positive fortællinger; for Liberal Alliances vedkommende, at når du skal klare dig selv, og fællesskabet ikke kan hjælpe dig, så skal du også have den værdi, du skaber selv. For Alternativets vedkommende, at du som individ kan påvirke verden gennem dine handlinger, at det nytter at angribe de store problemer, hvor du møder dem, om det så er med en elbil og en kødfri fredag.

 

Migration og flygtningestrømme vil vedblive at være en kolossal udfordring, der skal håndteres, men samtidig er det nødvendigt at forsøge at fastholde optimismen omkring en integration og et samfund, der hænger sammen som andet end et sprogområde. Det er svære ting at gøre samtidig, for det er modsatrettede strømninger. Arbejdsmarkedet er under pres fra de mange mennesker, der bryder op i Europa for at søge nye jobs; teknologien overflødiggør mennesker, på samme måde som den første bølge af industrialisering overflødiggjorde mange arbejdere. Det bliver en hård kamp at holde fast i vores samfundsmodel i den tid, der kommer. Og så er globaliseringens konkurrencestater alligevel en vision, der kun er elsket eller ønsket af få, så mon ikke det nok skal lykkes at holde fast i den alligevel med tro, håb og kærlighed.

 

 

Kasper Fogh som pressechef i Ritt Bjerregaards sekretariat, hvor den tidligere kommisær praktiserede en kabinetsmodel efter forbillede fra Bruxelles. En model, som Kasper blandt andet mener vil give en styrkelse af den politiske ledelse af ministerier og kommuner og udfordre de lukkede offentlige administrationer. Ritt Bjerregaards valgsejr i 2004 var eneste valg, venstrefløjen vandt i Anders Foghs tiår.  Foto: Søren Svendsen.

 

Hvorfor tror du på Mette som statsminister?

 

Det er der to grunde til. For det første er der nogle ting i hendes personlige egenskaber, som er meget vigtige; her tænker jeg på, at hun har kunnet tage meget hårde konflikter med et vrangvilligt og lejlighedsvist inkompetent bureaukrati, noget som meget få politikere magter. Hun har udskiftet departementschefer og ikke valgt systemets folk, og hun har gennemført forandringer på tværs af systemets interesser. Hvis danskerne skal have genskabt tilliden til, at politik nytter noget, skal de opleve flere politikere og en statsminister, der kan give staten en anden retning, end den giver sig selv. I min bog er det en fordel, at der har været så meget piveri fra embedsværket i hendes tid i justitsministeriet. Alle var klar over, at der skulle ske noget for at rette op på tingene i det ministerium.

 

Og så er der det politiske. Mette Frederiksen har et meget tydeligt politisk kompas. Ingen er i tvivl om, at hendes blik er rettet ned i samfundet. Jeg er overbevist om, at Mette Frederiksen vil svare på globaliseringens udfordringer med nye, fællesskabsbaserede løsninger, der får flere med. Jeg tror, hun kan præstere en udvikling af det skandinaviske socialdemokrati og ikke en afvikling.

 

Jeg har ikke været i tvivl om, at hun ville blive statsminister.

 

Hvad tænker du om spindoktor-rollen som gammel spindoktor?

 

Det afhænger jo af, hvilken politiker man arbejder for, det kan være mange slags job. Men helt overordnet: For det første at det nok oftest er et meget spændende og lærerigt møgjob, der for de fleste kun giver mening, hvis man er politisk meget engageret. Det er spændende, giver stor indsigt, og politik har narkotiske kvaliteter – men på mange objektive parametre er det også bare svært at lykkes med. Og det er ikke bare noget med, at pressen mærkeligt nok har givet dem, der laver deres historier, et dårligt ry. Det er, fordi alle konflikter i politik samles i én stilling: konflikterne med pressen, ofte også konflikter med andre politikere og partier og så de opslidende konflikter med embedsapparatet. Man har taget en del af de brydsomme elementer i politikerrollen og lagt dem over i en specialiseret jobfunktion. Jeg anbefaler, at man kun har den slags arbejde i begrænsede perioder. Som en ven, der var rådgiver i forrige regering, sagde: Forestil dig et job, hvor det, når telefonen ringer – og det gør den 100 gange om dagen -, er med en opringning fra nogen, der som regel helst vil have dig ned med nakken eller have dig til at løse et problem, ingen andre kan løse. Men man sidder også der, hvor alt strømmer igennem, så det er måske den mest fantastiske uddannelse, man kan få. Men mange kommer bulede fra den type stilling. Det er heller ikke altid et godt sted for idealister.

 

Det gode er, at rollen er ved at ændre sig. Nogle rådgivere er i dag langt mere det, som de burde være, nemlig politiske udviklere, håndværkere og analytikere og mindst af alt nogen, der bruger deres tid på at tale med journalister. Det vil sige, vi er langsomt ved at udvikle et juniorministerkoncept, og det er nødvendigt med den politiske styrkelse af de ministre, der oftest står med svage forudsætninger overfor et videntungt og specialiseret bureaukrati. Mit håb er, at vi udvikler et kabinetssystem. Det var en af de ting, Ritt Bjerregaard tog med hjem til Københavns Kommune fra Bruxelles, hvor der mellem ministrene – i hendes tilfælde borgmesteren - og embedsværket kommer et reelt politisk sekretariat, der kan hjælpe med at skabe ny dynamik og gøre det lettere at implementere forandringer. Rådgiverrollen udvikler sig i den retning. Mange af de rådgivere, jeg kender, er jo også nærmest mere politiske end dem, de arbejder for. Det kan være begyndelsen på den udvikling af den danske statsmodel, der har været tiltrængt længe. Jeg gætter på, at en af grundene til, at Sverige har været mere dynamisk på nogle stræk også økonomisk, er, at man i de sidste svenske regeringer har haft nogle meget stærke statssekretærer tilknyttet, som er kommet med selvstændige analyser og fokusområder og har bragt nyt blod og nye tanker ind i toppen af samfundet. Der kan måske blive meget iltfattigt i det departementschefstyrede statsapparat.

 

Hvad er fagbevægelsens store udfordring?

 

Først og fremmest, som Rune Lykkeberg vist siger det, at den moderne lønmodtager står i et efterligningsforhold til sin arbejdsgiver og ikke i et modsætningsforhold. I dag er det virksomhederne og iværksætterne, der står i et heroisk narrativ.

 

På kort sigt er udfordringen, at mange af de folk, der kommer hertil for at arbejde, ikke har noget incitament til at gå i fagforening. De kommer her for at udnytte det høje lønforhold, og de skal ikke bo her, så de vil bare gerne arbejde meget og tage pengene med hjem igen. Fagbevægelsen har kæmpet for et rimeligt arbejdsliv med henblik på et samfund, hvor alle kan leve her og have ordentlige liv. Så den internationale arbejdsstyrke, der er kommet til landet, kan, når arbejdsgiverne udnytter den, risikere at underløbe det system, der har givet os alle sammen en større del af kagen. Det er man nødt til at give et bæredygtigt svar på, også politisk.

 

Hvad mener du om tillidskrisen til politikere?

 

At den er helt forventelig og forståelig. Politik ligner udefra set et lukket karrieresystem, der tilmed selv siger, at det er magtesløst over for verdens forandringer, at det politiske system er blevet så komplekst, at magten i politik er svag. Så stemmer folk jo på mere radikale partier. Hvorfor skulle de ikke det, hvis de vil have forandringer og løsninger? Og verden har jo udviklet sig sådan, at usikkerheden er større i bunden af pyramiden, og velstanden konsolideres i toppen. Det kommer der en reaktion på. Hvad i alverden forestiller man sig ellers? Og de gamle, de ansvarlige partier, bliver så kannibaliseret af populister og et gennemtabloidiseret mediebillede, der har gjort politik til en særlig del af underholdningsbranchen, hvor holdninger og viden ikke skilles ad, og hvor man ikke magter ressourcemæssigt at kuratere de vigtige samtaler. Donald Trump er kun begyndelsen. Han er ikke en anomali – han er en profeti. Folk glemmer Berlusconi, Putin - at den type populister er i fremmarch, ofte i en snæver alliance med deres nationale medier.

 

Hvad er state of the art for politisk kommunikation?

 

Helt grundlæggende er man vel stadig optaget af kortlægning, targeting, og hvordan man når vælgerne uden om medierne Og så er der en løbende diskussion alle steder om, hvordan man arbejder med involvering. Men politik er som baseball og fodbold: The numbers game er kommet for at blive. For når man ikke kan nå vælgerne gennem medierne – ingen læser aviser længere, og TV-nyheder har flere voxpops, end Amager har gummisko - så må man nå dem med reklame. Medierne er meget blevet det sted, man kæmper med negativ kommunikation. Det er meget få budskaber, man kan få igennem medierne, og decideret at sætte en dagsorden på tværs af medier på noget, der ikke handler om personfortællinger, er meget svært. Når reklame er værktøjet, er målgruppeanalyserne og analyser af budskabernes effekter i snævert segmenterede grupper de centrale værktøjer.

 

Men man kan udvikle politisk deltagelse og kommunikation. Man kan godt gøre det sjovt og vigtigt at være med igen. Jeg tror godt, man kan samle mennesker omkring et parti, hvis man forstår, at mennesker gerne vil være medlem af noget, hvis de oplever, at de har indflydelse, og at deltagelse fører til noget. Den bevægelse, Howard Dean startede med at folkeliggøre i Det Demokratiske Parti, som Obama og Bernie Sanders har videreført, og som grundlæggende handler om at åbne et gammelt parti i bunden, åbne for deltagelse og politiske handlinger, er den konkurrerende tendens; og jeg må tilstå, jeg ikke tror på politiske partier, som folk ikke vil være aktive i eller omkring. Man skal bare være klar over, at mobiliseringen som politisk strategi også kan gå galt – Republikanernes involveringsprojekt startede med George Bush, med talk-radio og de kristne fundamentalister og endte i et endnu vredere og mere destruktivt Tea-Party, der nu nærmest har lagt det republikanske parti i graven. 

 

Drumpf?

 

Det, jeg virkeligt ikke kan holde ud, er journalister i TV-studier, der har beskrevet verden med realitykendisser, voxpops, pseudokonflikter med citater under 10 sekunder, der spørger, hvordan Donald Trump kan blive kandidat og måske præsident. Kig i spejlet.

 

Trump er et resultat af den måde, medierne har drevet den politiske samtale på, efter at internettet sparkede benene væk under reklamemarkedet og dermed en stor del af den journalistiske kultur, lige så meget som han er et resultat af, at den almindelige amerikaner har fået det hårdere og står mere usikkert i livet, og at væksten er blevet samlet op af en ekstremt lille, globaliseret velhaverelite. Man kan håbe, at nogen på Christiansborg ser på Trump og begynder at interessere sig både for middelklassens vilkår og for mediepolitik på en anden måde end ved at garantere X-faktor og Hammerslag til folket. Trump er så, hvad der sker for et land, der har set for meget reality-TV. Det betyder jo noget, hvad man hælder ind i folks hoveder.

 

Det er noget skidt, at Bernie Sanders ikke får den demokratiske nominering, for han ville nok stå bedre i en lang kampagne overfor Drumpf. Hvad Hillary vil, har jeg stadig ikke forstået, og kønskortet er vist ved at være overtrukket. Det bliver en kampagne med Trump i offensiven mod det etablerede, og Hillary som billedet på et Washington, der ikke kan levere. Selvom hun fører i målingerne, ligger dynamikken bedre for Trump mod Hillary end mod Bernie.  

 

 

 

Den internationale markedsføring af nordisk gastronomi har også været med til at gøre opmærksom på samernes kår og madkultur i tundraen

 

Hvad kommer du til at savne fra dit gamle job?

 

At være en del af den vigtigste kulturøkonomiske forandring i Danmark. Jeg kender intet felt, hvor iværksætteriet og ambitionerne er så store som hos kokke og fødevareiværksætterne. På torsdag åbner mit yndlingsbryggeri To Øl deres nye restaurant og sodavandsbryggeri – en lille virksomhed, som verdens mest engagerede ølentusiaster placerer blandt verdens ti bedste bryggerier. Hvor i Danmark er der samme ambitions- og iværksætterdrømme? Jeg kommer nok også til at savne at spise jævnligt hos Paul Cunningham. Og så har jeg jo været med til at lave en organisation sammen med gode venner – det bedste, der findes, er at lave noget og arbejde sammen med sine venner. Det burde alle prøve på et tidspunkt i deres liv.

 

 

Hvad er status på nomanomics?

 

Kort sagt: Det bliver bedre og bedre. Først og fremmest har René Redzepi og Noma, med al den madmæssige selvtillid, der kom i hans kølvand, forandret Danmark. Og det er for evigt. Vi kommer ikke til at holde op med at spise spelt, emmer og kamut, brygge vores eget ingefærøl eller drikke færre mikrobryg. Økologien vil blive ved at vokse, der vil blive ved at være et pres for bedre skolemad og hospitalsmad, der vil komme flere lokale fødevarer ud til danskerne. Det, Redzepi gjorde for Danmark, var at levere den anerkendelse til en hel kultur, der nu siger: Vi kan lave noget, der er fremragende. Jeg ved ikke, om Lars von Trier skabte et filmmiljø, der kan noget videre internationalt eller kulturelt. Jeg ved ikke, om dansk arkitektur vil blive legende og smilende efter Bjarke Ingels. Men jeg ved, at dansk madkultur og dansk fødevareproduktion er noget helt andet efter René Redzepi. Arla leverer unika-oste og Carlsberg investerer mere i kvalitet og økologi. Og det, som skaber flest nye jobs i Danmark, er restaurationsbranchen, der uden statstøtte, landbrugsmilliarder eller kulturpuljer har leveret næsten 10.000 nye arbejdspladser siden krisen. Det er, fordi kvaliteten og niveauet er blevet hævet. En hel branche har forbedret sit kvalitetsniveau. Og i sidste ende kommer den energi fra den indædte vilje og et sæt nye tanker om, hvad der er dansk og nordisk, hos en søn af en muslimsk indvandrer fra Balkan, der tvang køkkenet tilbage til naturen. Det kræver en kolossal mangel på overblik at gøre grin med nordisk mad, og hvad Noma og Redzepi har betydet. Han er en kulturperson i Danmark på linje med vores vigtigste kunstnere og forfattere.

 

Når det kommer til selve gastronomien, dette elskelige og ret krukkede kunsthåndværk, så er der en ny, enormt spændende generation på vej, langt hen ad vejen formet af det talent, som Noma trak hertil og udklækkede.