Headhunterdrøm eller fejlcast?
Brander blå Bjarne Børsen bedre?

Tidligere finansminister og socialdemokrat Bjarne Corydon bliver ny ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Dagbladet Børsen. Kilde/Scanpix.

Skrevet af
Valget af Bjarne Corydon til Børsens chefredaktør er headhunterens ønskedrøm. Han får nu et job, som ingen kunne forudse, at netop han ville få, og dermed har headhunteren leveret varen. Kandidater som avisens debatredaktør Thomas Bernt Henriksen, den tidligere magtmediemand Michael Dyrby eller redaktøren og kommentatoren Troels Mylenberg kunne have været oplagte, men de havde ikke den x-faktor, som var ønsket af Bonniers bestyrelse.
Det er ellers ikke let at være chefredaktør for et printmedie nu om dage. Børsen har tabt 11 % af sine læsere de sidste 12 måneder, og det er et større fald end selv Berlingske. Det ses også på omsætningen, som lider af de deraf faldende annonceindtægter.

Alle printmedier taber i øjeblikket, men Børsen taber mere, måske fordi den tidligere chefredaktør Anders Krab Johansen havde plukket alle de lavthængende frugter - og mere til ved at fyre dyre medarbejdere og erstatte dem med unge, billige folk. Kun et fåtal har den erfaring, der skal til for at lave kritisk erhvervsjournalistik.
 

Forhenværende chefredaktør ved Børsen Anders Krab Johansen. Kilde: Polfoto/Philip Davali.
 
Børsen lænset for kvalitet
Så når Børsen skal lave afslørende journalistik, går man efter små ”hustlertyper”, som Hesalights Lars Nørholt eller Thomas Clausen fra Fine Wine Invest. De tunge folk i dansk erhvervsliv går fri, selv når mulighederne for at grave dybt ligger lige for. Den afslørende journalistik er overladt til det lille nichemedie Inside Business, som bl.a. dygtigt har afklædt ledelsen i Nykredit, og som også har afsløret flere spektakulære jobskift og virksomhedstransaktioner.

Til gengæld er det blevet lettere at placere sine historier i Børsen, fordi journalisterne kun i begrænset omfang evner at gennemskue, at de er blevet snøret af en dygtig PR-rådgiver. Flere gamle Børsen-folk sidder i rollen som spinmestre i dag. Tænk blot på den kompetente Morten Jeppesen eller på Jens Theil, som det lykkedes for Nykredit at spise med hud og hår.
 
Tunge folk, som Søren Linding og Christopher Arzrouni, har forladt avisen, og chefredaktør Niels Lunde kan efterhånden slippe afsted med kun at skrive en klumme om ugen og så ellers leve højt på sine bøger og foredrag. Hvor længe mon det kan blive ved? Læserne kan efterhånden gennemskue, at Børsen ikke er den avis, den var engang, og det må på et tidspunkt udvikle sig til et reelt og synligt problem.
 

Arzrouni er skribent er særlig rådgiver for Venstres Kristian Jensen og gennemført liberalist. I ovenstående Facebook-opslag udtrykker han en mere eller mindre subtil utilfredshed over, at Børsens nye chefredaktør er socialdemokrat.
 
Udgangspunktet er dog fortsat stærkt, for Børsen tjener næsten 60 mio. kr. før skat ud af en omsætning på 350 mio. kr. Det er der ingen af de andre større aviser, der kan matche, og det skyldes, udover Anders Krabs dygtighed, at Børsens læsere tilhører Danmarks mest købedygtige segment.
 
Børsen ville derfor med lethed kunne undvære de ca. 18 mio. kr., man modtager i mediestøtte, men det er der andre, der ikke kan, og derfor fortsætter ordningen nok en rum tid endnu, og derfor vil Børsen, næsten uanset hvad, være en god forretning en rum tid endnu.
 
Børsens udfordringer står i kø
Men intet varer evigt. Den store udfordring for Børsen bliver den digitale omstilling, som avisen ikke er kommet så langt med, som man kunne have ønsket sig. Bevares, e-avisen er snart klar før aftenkaffen, og borsen.dk udkommer efterhånden med et hæderligt newsfeed, som gør det relevant at tjekke ind fra tid til anden.
 
Men redaktionelt kan det langt fra måle sig med Finans.dk, og i baggrunden truer nichemedier som Watch Medier, der med stor succes har ”slicet” sit produkt i meget tynde skiver, som kunderne er villige til at betale dyrt for. Man kan ikke længere nøjes med FinansWatch - man skal nu også betale særskilt for ITWatch, EjendomsWatch, ShippingWatch og senest også AMWatch (Asset Management).
 
Det er smart tænkt, og sikkert også ganske indbringende på den lidt længere bane. Her har Børsen sovet i timen, fordi avisen mangler medarbejdere med tilstrækkelig faglig tyngde, og fordi man sikkert ikke tør kannibalisere på hovedavisen.
 
Blå Bjarne på glatis?
Og hvad så med Bjarne Corydon? Kan han rette op på skuden, så Børsen ikke ender i en dødsskrue? Ingen har nogensinde læst en artikel, han har skrevet, for det har han altid haft folk til, men den går ikke på en redaktion. Der skal chefen selv kunne, ellers ryger respekten fra journalisterne med det samme.

Det må også være begrænset, hvad Bjarne Corydon kender til underskoven af dansk erhvervsliv. Han har muligvis været på et par almindelige arbejdspladser som folketingsmedlem i Esbjerg, men hans karriereforløb er klinisk renset for almindelige virksomheder - store som små. Er det overhovedet noget, han interesserer sig for?
 

Den forhenværende redaktør og studievært på P1's 'Mennesker og medier', Lasse Jensen, er mere direkte i sin kritik.

Det er heller ikke sikkert, at Bjarne Corydon er verdensmester i digital omstilling af medier. I sit hidtidige virke har han mest af alt danset rundt på de bonede gulve og siddet i hårde politiske forhandlinger. Senest har han som konsulent hos McKinsey solgt sig selv til regeringer rundt omkring i verden, men sandt at sige ved vi ikke helt, hvordan det er gået.
 
Var Bjarne mon med til at lave det massive underskud, som McKinsey ganske usædvanligt fik i 2016? Det er ikke utænkeligt, så måske kom tilbuddet fra Børsen på det helt rigtige tidspunkt for Bjarne Corydon?  
 
På den positive side tæller helt klart, at Bjarne Corydon har opbygget et omfattende netværk i toppen af Danmark, og han besidder et massivt strategisk overblik. Han ved udmærket, hvordan han skal gebærde sig på en arbejdsplads og vil klogeligt alliere sig med folk, der forstår de svære ting bedre end ham selv. Derfor vil hans svage punkter ikke umiddelbart ligge ham til last, så længe han blot kan bidrage med noget andet.
 
Den hårde valuta i medieverdenen består af flere ting. Fundamentet skal være i orden, og det består af stigende læsertal og annonceindtægter. Men det er ikke nok. Man skal også levere journalistisk integritet, og som chefredaktør på Børsen skal man kunne begå sig i den offentlige debat.
 
Selvom Bjarne Corydon siger, han er færdig med politik, er det ikke rigtigt – det politiske vil blot få en anden form. Børsen har de seneste år udviklet sig til en bastion for mere eller mindre outrerede højreorienterede synspunkter, og nu skal Bjarne Corydon beslutte, om den linje skal fortsætte, eller om han skal sætte sit eget præg på avisen, som så sikkert vil blive mindre konfronterende. Det må man håbe, at han vil – ellers bliver det et håbløst projekt, og helt igennem utroværdigt, hvis det skal hedde sig, at han leder avisen.
 

Bjarne Corydon har allerede fundet sig til rette hos Børsen.
 
Var DONG-sagen Corydons betonklods?
Modsat Hans Engell forlod Bjarne Corydon politik i tide, og han er heller ikke kørt ind i nogen betonklods, selvom mange gerne vil udråbe salget af DONG til noget, der ligner en skandale. Den sag vil langt de fleste af Børsens læsere være fløjtende ligeglade med, så det kan han tage helt roligt.
 
For dem bestod skandalen mest af alt i den amatørisme, hvormed Finansministeriet med Bjarne Corydon i spidsen håndterede salgsprocessen. Det var nærmest tåkrummende pinligt, at man ikke havde bedre svar på de mange spørgsmål og dermed ikke kunne lukke munden på kritikerne med det samme.

Derimod vil læserne nok nærmest være begejstrede for at tage imod en frafalden socialdemokrat – og navnlig en, der stod bag valget af den første kvindelige statsminister i Danmark. Det er en vigtig symbolsk sejr for det borgerlige Danmark, selvom det for andre vil bære ved til myten om, at Bjarne Corydon blev bestukket af Goldman Sachs og nu bliver belønnet med lukrative jobs af uhæmmede kapitalister.
 
Sikkert er det, at vi gerne ser Bjarne Corydon optræde på slap line i Presselogen og Deadline, selvom emnerne næppe bliver DONG-sagen eller et muligt comeback til Helle Thorning. Ligene i lasten skræmmer måske nogle, men hvem ved, om ikke Bjarne Corydon kan overraske og genetablere Børsen som et tungt dansk erhvervsmedie. Klokken er fem minutter i tolv, hvis det skal lykkes.

Relaterede artikler

Corydon: Jeg har ingen kommunikationsstrategi - Bjarne Corydon er kendt for at være troværdig i sin kommunikation og for altid at være rolig, seriøs - og sværere at rok...
Corydons dumme DONG-dilemma - Lad det være sagt med det samme. Jeg synes, det er en god ide at privatisere DONG Energy. Staten er ikke god til at eje ...
Corydon, den kløgtige bølle - Bjarne Corydon er en stærk mand. Han har magt, og han bruger den. Han er intelligent, sej og velformuleret, og han kan a...
DONG-salget: Hvad vægter mest – de økonomiske eller de moralske argumenter? - Debatten om salget af 19 procent af DONG Energy til Goldman Sachs giver mindelser om den gamle talemåde, hvor højden på ...
Vil du debattere med en Børsen-plakat? - Børsens holdningskampagne #dndk er blevet kaldt Godfather-agtig, selvsmagende og uforståelig. Men hvad er den egentlig f...
Da Børsen blev et brand - Et mediemarked under pres har tvunget de landsdækkende aviser ud i modige satsninger. Mens JP og Berlingske introducerer...
På Corydon-skalaen er det et … - Vi har opfundet en ny skala. En Corydon-skala. Jo mere du sælger ud, jo flere point. Find din politiker her, og se, hvor...

Giv din stemme

33 stemmer
3,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Facebook-annoncering: Skab målbare resultater

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Kommunikationskonsulent

Frist: 7. januar

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 8. januar kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.