Kampfly-lobbyisternes netværk. Hvem er involveret i valget af forsvarets nye kampfly?
Hvert bureau sit kampfly

Slaget står mellem Vespa Crabro, Lead Agency sammen med Another Communication og Advice.

Kampagnerne ruller. Hvad der ligner en af danmarkshistoriens største PR- og lobbykampagne-krig, er centreret om købet af nye kampfly til det danske forsvar. Det er et slag om op mod 30 mia. kroner, og i front står et netværk af K-branchens public affairs-folk. Hvem er involveret og hvordan? Kforum giver dig det forkromede overblik.
I slaget om forsvarets nye kamplfy står Boeing, Lockhead Martin og Airbus Defence and Space stærkt repræsenteret af et par prominente navne i kommunikationsbranchen. Vi har mappet hvem de er, og hvordan deres netværk ser ud. 
 
 
Boeing-lejren
De er ikke så mange. Til gengæld løber de stærkt og har mange penge i ryggen. Nogenlunde sådan kan man beskrive det arbejde, som det lille pr- og public affairs-firma Vespa Crabro laver for den amerikanske flyproducent Boeing i den tilspidsede konkurrence om at sælge nye kampfly til det danske forsvar.
 
Vespa Crabro er latin for 'stor gedehams', der på amerikansk kaldes 'super hornet'. Og det firmanavn er ikke tilfældigt valgt. Super Hornet er nemlig tilnavnet på det F/A-18F kampfly, som Boeing gerne vil sælge til Danmark. Vespa Crabro er dannet i 2008 netop med det ene formål at arbejde for Boeing og Super Hornet. Siden hen er flere andre militære kunder kommet til, men Boeing er stadig firmaets suverænt største kunde.
 
Bag Vespa Crabro står den tidligere TV2-journalist og nyhedsvært Annette Juhler Kjær og kommunikationsrådgiveren Mads Lindberg, der begge har hver sit eget firma ved siden af.
 
Fra venstre: Tidligere nyhedsvært Annette Juhler Kjær lobbyer med charme og diskret netværk sammen med Mads Lindberg - Boeings pr-bulldog.
 
Annette Juhler Kjær er tidligere særlig rådgiver for Bendt Bendtsen og gift med TV2-journalisten Søren Juhler. Mads Lindberg har en fortid som rådgiver for forsvarsminister Hans Hækkerup, men har de seneste 15 år arbejdet med kommunikation og pr.
 
Arbejdsfordelingen i Vespa Crabro er groft sagt, at Anette Juhler Kjær arbejder på de bonede gulve med at drikke kaffe med embedsmænd, politikere og meningsdannere. Hendes netværk er efter sigende diskret, men stort. Mads Lindberg står så for pr-aktiviteterne, der gennem årene har været mangesidede.
 
Juhler Kjær og Lindbergs arbejde for Boeing er langt mere omfattende end det arbejde, som andre pr- og public affairs-firmaer laver for de andre deltagere i den danske kampflykonkurrence. Boeings meget omtalte reklamekampagne, som er ved at klinge ud, er lavet af et reklamebureau. Men Annette Juhler Kjær og Mads Lindberg har haft fingrene dybt nede i forberedelsen og eksekveringen af kampagnen. Juhler Kjær og Lindberg stod blandt andet for en eksklusiv frokost for danske politiske kommentatorer med Boeing-topchef Tom Bell på reklamekampagnens første dag i starten af april.
 
Boeing har de sidste otte år sandsynligvis brugt flere hundrede millioner på at føre kampagne i Danmark. Annette Juhler Kjær og Mads Lindberg har fået betaling undervejs for deres anstrengelser, men står også til at indkassere en klækkelig bonus, hvis Boeing vinder kampflykonkurrencen.
 
Lockheed Martin-lejren
Boeing-lejren er ikke alene om at have en tidligere tv-vært på holdet. Hos konkurrenten Lockheed Martin er det den tidligere vært for TV AVISEN og USA-korrespondent Torsten Jansen, der står i spidsen for at assistere Lockheed Martin med public affairs-arbejdet i forbindelse med kampflyindkøbet. Torsten Jansen og Lead Agency har siden 2013 arbejdet for Lockheed Martin, der deltager med det udskældte F-35 kampfly. 
 
Jansen er tidligere informationschef på den danske ambassade i Washington og har blandt andet USA's ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, i sit netværk. Noget som Jansen de senere år har udnyttet til Lockheed Martins fordel på Folkemødet. Her har Torsten Jansen og Lead Agency nemlig arrangeret en kamp i kørestolsbasketball, som Lockheed Martin har sponsoreret, og Rufus Gifford har kastet glans over ved at deltage i.
 
Hos Lead Agency ses fra ventre: Torsten Jansen, CEO Søren Kaster, bestyrelsesformand Michael Christiansen og den amerikanske ambassadør Rufus Gifford. Fra Another Communication er den efterhånden garvede kampfly-lobbyist Morten Lintrup og Frej Elbæk repræsenteret. 
 
Lead Agency fusionerede tidligere i år med Kasters, og det har betydet, at endnu en tidligere tv-vært er vendt tilbage til cirklerne omkring kampflyindkøbet. Det er den tidligere vært på TV AVISEN og quizprogrammet Jeopardy, Søren Kaster, der i knap et år arbejdede for svenske SAAB, da de frem til juli 2014 deltog i den danske kampflykonkurrence med deres Gripen-kampfly.
 
DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, er også bestyrelsesformand i Lead Agency, hvilket i sidste uge sikrede ham omtale i en Ekstra Blads-artikel om, hvordan tv-koryfæer laver lobbyarbejde for kampflyproducenterne.
 
På pr-siden har Lockheed Martin hyret Morten Lintrup, der har sit eget pr-firma Another Communication. At verdens største våbenproducent teamer op med et lille dansk pr-firma med to ansatte, skyldes, at Morten Lintrup er en af de danske kommunikationsfolk, der har arbejdet længst tid med kampflyindkøbet. Siden 2008, hvor Lockheed Martin var kunde hos PrimeTime og Morten Lintrup var partner samme sted. I 2013 skiftede Lockheed Martin PrimeTime ud med OutCom. Det bekendtskab holdt dog kun tre måneder. I mellemtiden var Lintrup gået solo og lykkedes med at vinde Lockheed Martin foran næsen på PrimeTime og OutCom.
 
Lockheed Martins F-35 kampfly er ikke bare favoritten i den danske kampflykonkurrence. Det er også det teknisk mest komplicerede fly og stadig under udvikling. Der kommer derfor en lind strøm af kritiske artikler om kvalerne ved udviklingen af flyet. For at kunne imødegå de kritiske artikler og demontere kritiske pressehistorier er det vigtigt at være inde i detaljerne med hensyn til flyet.
 
Uffe Elbæks søn, Frej Elbæk Schjeldel, er associeret partner i Another Communication og driver sit eget bureau Elbæk Strategi & Kommunikation. Lintrup og Elbæk arrangerer events sammen på Folkemødet og løser sammen opgaver for en række virksomheder i hele Skandinavien.
 
Eurofighter-lejren
Det store kommunikationsbureau Advice' støt voksende public affairs-afdeling fik i 2013 et ben indenfor hos Airbus Defence and Space, der er ansvarlig for arbejdet med at få solgt det fælleseuropæiske kampfly Eurofighter Typhoon i Danmark.
 
I spidsen for Advice' arbejde for Airbus og Eurofighter står den erfarne Martin Vith Ankerstjerne, der blandt andet har en fortid som særlig rådgiver for Karen Ellemann-Jensen i hendes tid som miljøminister. Med rødder i VU og Venstre har Ankerstjerne et solidt Christiansborg-netværk og en god føling med tingenes tilstand på Borgen.
 
Fra venstre: Martin Vtih Ankerstjerne, Jens Christiansen og Gitte Lillelund Bech. 
 
I anden linje står to personer, der også har stor erfaring med politik. Den ene er Advice-direktør Jens Christiansen, der har en lang forhistorie i den socialdemokratiske bevægelse. Først som formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom fra 1986 til 1990, siden hen blandt andet som lederskribent og debatredaktør på Det Fri Aktuelt. Fra 2002 til 2006 var Jens Christiansen partisekretær. En periode, der blandt andet bød på formandsvalget mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt i 2005. Jens Christiansen er en del af netværket omkring Socialdemokratiets stærke grå eminence, gruppeformand Henrik Sass Larsen, der også har en fortid som formand for de unge socialdemokrater.
 
Den anden med politisk erfaring i Advice er tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, der i næste uge vender tilbage til Advice efter en to-årig afstikker til Danske Havne. Det har flere gange tiltrukket sig medieopmærksomhed, at den tidligere forsvarsminister arbejdede for et firma, der arbejder for en af deltagerne i kampflykonkurrencen. Det er dog meget lidt, Gitte Lillelund Bech har haft med kampagnen at gøre.
 
De, der var med tidligere
I juli 2014 trak svenske SAAB deres Gripen-kampfly ud af den danske konkurrence. Det betød samtidig, at public affairs-firmaet Rud Pedersen ikke længere var en del af spillet omkring danmarkshistoriens suverænt største våbenindkøb. SAAB og Rud Pedersen havde indtil da kørt en offensiv kampagne. Ikke mindst Steen Hansen og Jan Juul Christensens omfattende netværk i henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet. Sidstnævnte har en fortid som socialdemokratisk pressechef i Nyrup-tiden og blev fornylig valgt som partisekretær for Socialdemokratiet.
 
Fra venstre: Jan Juul Christensen og Steen Hansen. 
 
SAAB's exit var dog ikke ensbetydende med, at Rud Pedersen var færdig med at bedrive lobbyvirksomhed for våbenproducenter, der ønskede at sælge isenkram til Danmark. Snarere tværtimod. Således har public affairs-firmaet også været involveret i indkøbet af nye skibsbaserede helikoptere og pansrede mandskabsvogne, ligesom de lige nu har kunder i butikken, der gerne vil vinde de igangværende udbud på nyt artilleri og nye lastbiler til det danske forsvar.
 
De, der er med i periferien
Når politikerne formentlig allerede inden sommerferien vælger Danmarks nye kampfly, så skal de også tage stilling til, hvor mange flyvestationer Danmark skal have fremover. Skal der fortsat være tre, eller skal der kun være to? Ja, kunne man nøjes med én? Flyvestationerne i Skrydstrup og Aalborg er begge i fare for at blive lukket. Danmarks nuværende F-16 kampfly holder til på Flyvestation Skrydstrup. Men hvis udgifterne til at gøre Skrydstrup klar til at kunne modtage de nye kampfly, så kan det måske bedre betale sig at foretage de nyinvesteringer på Flyvestation Karup og lukke Skrydstrup ned nu, hvis det alligevel kommer til at gå den vej.
 
Flyvestationen er Haderslev Kommunes største arbejdsplads næst efter kommunen selv. Og derfor er man gået i offensiven og har hyret et københavnsk pr-firma for bedre at kunne få fortalt historien om fordelene ved at bevare flyvestationen. I Aalborg Kommune har man taget et lignende skridt. 
 
Redaktionen vil for god ordens skyld præcisere at Frej Elbæk Schjeldal, der nævnes i artiklen ikke er involveret i arbejdet med F35.

Relaterede artikler

Kampfly-kommunikation - Politikerture i 140.000-kronersklassen på bagsædet af et jagerfly. Studieture til fabrikker i USA. Det er en storstilet ...
Lobbyismens lommebog - Lobbyisme og public affairs er påvirkning, der virker. Men hvordan gør man det egentligt godt? Det har en ny bog af to l...
Kampen om kampflyene - Valget af nye kampfly til det danske forsvar forventes truffet i år. Det er dog ikke ensbetydende med, at Public Affairs...
Må man sælge kampfly med outdoor? - Valg af kampfly handler ikke kun om Danmarks forsvar. Det handler også om, hvad der ellers kan bruges penge på. Valgkamp...
Boeing sælger død på vinger - I sidste uge vågnede danskerne op til en hidtil uset form for reklame-blitzkrieg. I et lille land, hvor vi normalt ikke ...
Uetisk kampagne eller åben debat? - Så kom vi op af stolene. Siden Boeing lancerede sin kontroversielle annoncekampagne til fordel for købet af kampflyet F/...
Når raketterne taler - Nordkorea og USA er i konflikt: Kim Jong-un taler med testmissiler, Trump med trusler om bål og brand, og hele verden ho...

Giv din stemme

21 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Content marketing bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Studentermedhjælper

Frist: 27. november

Kommunikationskonsulent

Frist: 24. november kl. 12.00

Praktikant

Frist: Snarest muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Bliv en dygtigere facilitator med co-creation

1. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.