GKs jyske nederlag
Nu er den gal igen. Det københavnske kommunikationsbureau Geelmuyden Kiese har fået fingerene i fedtefadet efter et uskønt forløb med Jydske Vestkysten og Region Syddanmark. På de sociale medier breder der sig derfor nu en lynchstemning over for kommunikationsbureauet, mens journalisterne står tilbage som de renskurede og jomfruelige, der bliver forhindret i at lave objektiv nyhedsdækning.
af Christian J. Schultz
Sagen tager sit udspring i forbindelse med et syddansk topmøde, som Region Syddanmark stod for i Kolding midt i april. Her hyrede Region Syddanmark Geelmuyden Kiese (herefter GK) til at sørge for bl.a. ekstern mediedækning af dette event. Ifølge Jydske Vestkysten fik redaktionen i ugerne op til topmødet en række telefoniske henvendelser fra GK.
Nogle af historierne GK prøvede at sælge ind var, hvis man spørger journalisterne på Jydske Vestkysten, ”på ingen måde dokumenterede”, men alligevel ”ringede man op til tre gange i løbet af et par timer, hvor en ansat hos GK ville vide, om vi gik videre med historien,” som en fra redaktionen fortæller til Journalisten.dk.
GK var ifølge Jydske Vestkysten også skyldig i at forsøge at pitche historier til Jydske Vestkysten som allerede var blevet pitchet af Region Syddanmarks egen presseafdeling. Og i sidste ende blev GK bedt om helt at stoppe med at kontakte Jydske Vestkysten. Og alt dette til en pris på en kvart million kroner.
De forstår os ikke
Dette lille udpluk af flere fejlslagne processer viser et uskønt forløb, og det ville være rigtig nemt at følge Jydske Vestkystens linje og dømme GK ude. Give dem et direkte rødt kort for deres arbejde. Men som en del af kommunikationsbranchen, så mener jeg ikke, at denne sag bør handle om et uskønt forløb, men derimod om journalisternes manglende indsigt og forståelse af kommunikationsbranchen. For vi er stadig alt for langt fra hinanden. Ja, den påstand har vi hørt mange gange før, men det virker ikke til at nogle af parterne er kommet tættere på hinanden. Snarere tværtimod.
Præmissen for kommunikationsrådgivere og kommunikationsbureauer som GK, er at man dagligt skal være i tæt dialog med journalister. Det skal man være for at kunne rådgive sine kunder om aktualitet og relevans. Men i kommunikationsbranchen oplever man i stigende grad, at journalisterne i lige så høj grad nu opsøger os, i jagten efter et godt citat, en ny kilde eller baggrund til en historie. I mit eget tilfælde er det ikke usædvanligt, at jeg i løbet af en dag taler eller skriver med to-tre journalister. Og jeg brokker mig ikke, når de ringer.
Jeg brokker mig heller ikke når journalisten ringer med informationer som er forældede, ukorrekte eller bare dårligt researchede. For kommunikationsbranchen forstår nemlig journalistens præmis. Vi forstår de stramme deadlines og deres redaktører som oftest kun er interesserede i hurtige overskrifter og click-rates. Vi forstår den evige søgen efter føljetoner med konflikt, mægling og løsning. Det er vores job at forstå det. Men jeg vil også mene, at det er journalisternes job at forstå vores job.
.jpg)
Journalistens framing af Jydske Vestkystens historie om Geelmuyden Kiese.
Det bringer mig tilbage til problemet, som sagen mellem Jydske Vestkysten, Region Syddanmark og GK er eksponent for. For på mange måder forstår journalisterne ikke kommunikationsbranchens vilkår. Man ser os som ”den mørke side”. De korrupte og dem med de hemmelige agendaer. Man hører ligeledes disse fordomme, når en journalist skifter fra et medie til en virksomhed. Et sådan skifte følges ofte op med dumsmarte bemærkninger om at journalisten valgte med pengepungen og ikke med sjælen.
Nogle sammenligner det med dengang Michael Laudrup skiftede fra Barcelona til Real Madrid. En rigtig judas, siger man. Og derfor er det et alt for nemt greb i værktøjskassen for en journalist, at bringe historier om forfejlede processer og arbejdsmetoder i kommunikationsbranchen. For kommunikationsbranchen svarer dem ikke igen. Myterne og fordommene står alene og uden svar på tiltale. Selv i går, da sagen begyndte i Journalisten.dk, nægtede GK at stille op til interview om sagen. Kommunikationsbranchen gør det derfor heller ikke nemt for sig selv. Og det bør stoppe nu.
Formand for Region Syddanmark, Carl Holst klapper af det store fremmøde med hele 22 kommuner. Kilde: Tv2fyn.
Hvor er brancheforeningerne?
De er oftest helt stille, men kommunikationsbranchen er faktisk repræsenteret af flere brancheorganisationer. De to vigtigste er Dansk Kommunikationsforening, som netop har fået ny direktør i spidsen og som i den grad har brug for at forny sig selv og sin eksistensberettigelse. Og så er der Public Relations branchen, som efter nogle stille år, langsomt, men sikkert, er begyndt at markere sig i branchen.
Udfordringen med begge organisationer er, at man bruge markant mere tid på at kigge indad i branchen end på at kigge udad. Man har travlt med at efteruddanne, informere og belønne kommunikationsbranchen, hvilket der så absolut også er behov for og man gør det godt. Men man har glemt at uddanne og informere en af de vigtigste stakeholders i vores branche; journaliststanden. Som branche må og skal vi simpelthen investere mere tid og ressourcer til at blive forstået. Som branche skal vi blive bedre til at klæde journalisterne på i forhold til hvad kommunikationsbranchen er for en fisk, hvorfor vi arbejder som vi gør og hvordan journalister kan drage større nytte af os.
Hør mere om det store topmøde her. Kilde: Tv2fyn.
Og vi skal blive bedre til at svare igen med fakta og indsigt, når myter og fordomme banker på vores dør. Det er i vores interesse og det er i journalisternes interesse. Om kommunikationsbranchen derfor skal indlemmes i Journalistforbundet, skal jeg ikke gøre mig klog på, men der er så absolut behov for en tættere dialog og accept.
Dette er derfor et kraftigt opråb til brancheforeningerne i kommunikationsbranchen om, at de skal bruge mere tid på at kridte banen op og spille bold, end på at sidde nede i omklædningsrummet og vælge hvem der skal være anfører og diskutere hvem der har den største pokal. Lad os få startet en diskussion og finde løsninger!
