Papes professionelle paparazzi-parkering
Pape kan krisekommunikationens ABC og hans håndtering af partnerens spritkørsel redder partiet for at ramme endnu en betonklods i de Konservatives katastrofale lidelseshistorie i rækken af branderter og bommerter.
af Jon Kiellberg
”Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt”, lød linjerne fra Sangen om Larsen, som Kjeld Abell i 1935 skrev til stykket Melodien som blev væk. Det samme kunne man næsten sige om de Konservative. For måling på måling viser, at det gamle parti atter har godt fat i vælgerne og kun har få udsving (bortset fra The Loose Cannon, Naser Khader, der efterhånden udgør en parentes i partiet).
Partiet undgik at være en del af regeringens efterårs- og vinterkrise og fik sig dygtigt manøvreret væk fra de drabelige politiske sværdslag mellem Venstre og ikke mindst DF og LA om paradigmeskift i udlændingepolitikken vs. historiske skattelettelser.
Men så gik det alligevel galt.
Endnu en motorvej. Endnu en K-brandert, som vi tidligere har set smadre det gamle hæderkronede ordensparti til atomer. Papes forlovede Josue Medina Vasquez blev taget med en promille på 1,2 på Holstebrovej i Viborg, da en medarbejder fra Burger King efter hans besøg ringede og angav ham til politiet.
Søren Pape med kæresten Josue Medina Vasquez. Scanpix/Sophia Juliane Lydolph.
Chefen for lovens lange arm
Tidspunktet kunne næsten ikke være mere ubelejligt. Gunstige meningsmålinger og Pape ved roret som justitsfar og chef for lovens lange arm har igen fået partiet ind på rette kurs – med en tough on crime-kurs, som næsten får hans forgænger på posten, Søren Pind, til at ligne en rar sherif med blød hat.
Derfor er det naturligvis ekstremt uheldigt for lov- og ordenspartiet og med justitsministerposten in mente, at Papes bedre halvdel i den grad slog en skævert af de helt store forleden. Det her tilføjer endnu et kapitel i partiets lange tradition for k-kriser, skandaler, møgsager og bommerter i lange baner. Det nogle kalder den konservative forbandelse. For selvom det ikke var Pape selv, der var genstand for forseelsen på motorvejen, så kunne det have haft katastrofale følger for partiet og formanden selv, hvis ikke Pape prompte havde grebet fat om nældens rod og ageret krisestyring på højeste niveau.
Kongen af lov og orden. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe.
For vi kender historierne. Vi kender alle de konservative koryfæer, som tidligere er blevet fældet for forsættelige forseelser. Hvem husker ikke Hans Engells berømte betonklods på Helsingørmotorvejen, hvilken for 21 år siden kostede ham formandsposten, kastede partiet ud i årtiers krise og sørgede for, at partiet ikke har været regeringsbærende eller haft en konservativ statsminister lige siden.
Efter Hans Engell blev formandsstolen overtaget af Per Stig Møller, som mange år før det havde fået en alvorlig spiritusdom. Senere fulgte så også det konservative medlem Per Ørum, da han blev taget for spritkørsel i 2010. Og senere igen Lene Espersen, som kørte en knallertbilist ned – dog uden alkohol i blodet.
Den berygtede betonklods på Helsingørmotorvejen.
Klarer Pape frisag hos vælgerne?
Svaret er lige så klokkeklart som Papes melding efter sin forlovedes fadæse. Vælgerne vil af flere årsager ikke straffe partiet. Dels var det ikke formanden, som var stangbacardi bag et rat i Viborg, dels formåede Pape med sin krisehåndtering faktisk at afskille privatlivet fra sit offentlige embede.
Det var justitsministeren, som skrev den opdatering på Facebook, mere end samleveren Pape, som prompte meldte ud, at det var en meget alvorlig sag, at det ikke kan forsvares og skal have konsekvenser – uanset, hvem der sidder bag rattet. Det er konsekvens. Ingen slinger i valsen, og der er lighed for loven – Loke såvel som Thor. Det er konsistent og klar krisekommunikation – intet fejet ind under gulvtæppet her – som både vælgere og medier accepterer som plausibel forklaring.
Her er Papes reaktionstid afgørende. Ingen fodslæben og venten på, hvordan sagen udviklede sig i medierne. Han tog selv teten og trådte i karakter. En direkte og ærlig form, som faktisk kendetegner Søren Pape, og som vi også så, da han tiltrådte som ny formand i 2014, hvor han selv gik ud med historien om, at han var homoseksuel. Ingen gætterier, ingen hvisken i krogene.
Den kontante og ligefremme stil kommer Pape til gode i denne potentielle krisesag. Her en lille uge efter hændelsen er der stille igen. Ingen skriver om det, borer i det eller på anden måder puster til ilden. Det er krisestyring til UG med kryds og slange. Det må naturligvis ikke ske igen. Som i aldrig. Skulle det ske – ja, så er konsekvenserne langt mere vidtrækkende for formanden.
