|
Julekalenderens ritualistiske logik
Ingen jul uden julekalender

Julekalenderen i tv er et næsten lige så fast ritual som julemiddagen og dansen rundt om juletræet - i hvert fald for børnefamilier. Men hvorfor egentlig? Collage: DR

Skrevet af

Lea Sohn Mikkelsen

2 artikler

0 indlæg

Sara Aagaard Pedersen

2 artikler

0 indlæg

Børnefamilierne indfinder sig år efter år foran tv’et, når julekalenderen ruller over skærmen i december måned. Men hvad er det, der er så særligt ved den danske tv-julekalender? Og hvad motiverer familien til at se den?
Julekalenderen er blevet vist i december måned siden 1962 og er derfor den ældste, danske tradition for at producere fiktion i føljetonformat. Den udgør en enestående genre i det danske tv-landskab og er gået fra et dukkeunivers henvendt til de mindre børn til i dag at omhandle samtidsrealistiske emner, både børn og voksne kan relatere til.
 
Stillbillede fra DR's første julekalender "Historier fra hele verden", 1962.
 
Julekalenderens dramaturgiske opbygning med 24 episoder skaber en nedtælling til juleaften, hvilket kan siges at lægge op til en rituel brugssituation. Vi mener, at netop det rituelle aspekt er afgørende, når det kommer til julekalenderens stadige popularitet.
 
Julekalenderen som ritualiseret mediegenre
Der er inden for det medievidenskabelige forskningsfelt et uudforsket og ubeskrevet område i forhold til julekalenderen set som en ritualiseret mediegenre, der møder hverdagslivet og dermed udgør en særlig form for mediebrug. Vi håber med denne artikel at kunne generere ny viden om julekalenderen i et ritualteoretisk perspektiv og derigennem bidrage til nogle interessante indsigter i julekalenderens karakteristika i både en familiemæssig og samfundskulturel kontekst.
 
Forskningen i ritualer er et vidtspændende felt og rummer mange definitioner og indgangsvinkler, da det er blevet brugt i flere sammenhænge med forskellige formål. Især Nick Couldry, Eric W. Rothenbuhler, Roger Silverstone og Bent Larsen bidrager med interessante og relevante teorier, hvor det antropologiske begreb opnår betydning og bliver undersøgt inden for kommunikations- og medieverdenen.
 
Fælles for teoretikerne er, at de alle er inspirerede af Emile Durkheims klassiske definition af ritualbegrebet. Ingen af teorietikerne formår dog fuldt ud at belyse ritualbegrebet, som det må forstås i relation til julekalenderen og den måde, den bruges på i familien.
 
Julekalenderen kan nemlig siges at befinde sig i et uudforsket spændingsfelt mellem teorierne. Derfor har vi ved hjælp af de forskellige teoretikeres udlægninger af ritualbegrebet, både i og uden for et mediefokus, forsøgt at forstå det spændingsfelt, julekalenderen befinder sig i som værende et særligt mediefænomen.
 
Julekalenderen som et flow-tv-fænomen er særligt relevant i en nutidig mediekontekst, da den har en samlende effekt i et ellers mere fragmenteret medielandskab med en tendens til individualiseret mediebrug. Det traditionelle distributionsflow styrker den samlende kraft yderligere, da det til en vis grad fastholder julekalenderen som en tradition, familien samles om på et bestemt tidspunkt hver aften i december måned. Derfor bliver julekalenderen for mange familier en vigtig komponent i julen og nedtællingen til juleaften.
 
Den kan endda blive så vigtig en komponent, at man ser julekalenderen uanset dens indholdsmæssige niveau. Eksempelvis modtog Den anden verden (DR, 2016) kritik, da mange seere fandt den for uhyggelig og savnede julestemning.
 
DR's julekalender i 2016, Den anden verden, bragte voksenemner som en afdød ægtefælle/far og et lukningstruet teater op. Julekalenderen fik en blandet modtagelse.
 
Alligevel var der i gennemsnit ca. 900.000, der så med hver aften. Det faktum, at julekalenderen kan opnå høje seertal og samtidig modtage kritik fra seerne, kan opfattes paradoksalt, da en naturlig seerreaktion på et tv-program, der ikke lever op til forventningerne, ville være seerflugt. Paradokset tyder altså på, at der muligvis kan ligge andre faktorer bag familiens motivation for at se julekalender end blot det konkrete indhold.     
                                           
Julekalenderen som et forankret familieritual
Julen er traditionernes tid. Mange familiers juletraditioner har været stabile gennem generationer og er med tiden blevet svært foranderlige. Det betyder, at familiens juleaften og december måned forløber på stort set samme måde år efter år med samme faste traditioner – traditioner, der skal være der, før det er rigtig jul.
 
Juledekorerede hjem, et øget fokus på familiesamvær og den traditionsprægede adfærd er med til at opstille tydelige grænser mellem en rituel tid og en sekulær tid. Det betyder, at de aktiviteter, der finder sted i december, på flere måder står i kontrast til de aktiviteter, der normalt fylder i familiens hverdag, fordi de bliver tillagt langt større betydning pga. julen og dens mange traditioner. En af de aktiviteter, der i julen bliver prioriteret højt, er det at se tv sammen. Især julekalenderen står højt på listen.
 
Alle de familier, vi har talt med i vores undersøgelse, strukturerer i december deres hverdagsaftener efter julekalenderen og prioriterer at se den alle 24 dage op til jul. Julekalenderseningen adskiller sig altså fra familiernes ellers individualiserede mediebrug, hvor samling omkring tv’et er sjælden.
 
Julekalenderen er altså dybt forankret i familiernes forestilling om, hvad de forbinder med julen, og er en tradition, de gerne vil holde fast i. Derfor udgør juletiden på mange måder en tidsmæssig og kontekstualiserende ramme omkring julekalenderen som fænomen.
 
Den Anden Verden brød på flere måder med julekalenderens historiske og stolte traditioner, og man kan argumentere for, at en årsag til seernes kritik af julekalenderen kan være, at den placerer sig i spændingsfeltet mellem genrefornyelse og genrebrud.
 
Vores undersøgelse viser, at familierne generelt ikke går op i en julekalenders indhold, dog skal den kunne samle familien, og der skal indgå elementer, som relaterer sig til den højtid, den er en del af. Derfor har julekalenderens indhold sin primære betydning i kraft af dens forbindelse til julen, da den uden højtiden ikke ville opnå samme funktion i form af nedtælling og spændingsopbygning til juleaften. Julekalenderen må derfor nødvendigvis ses i relation til den højtid, den er en del af.
 
Noget kan altså tyde på, at en del af årsagen til familiens prioritering af julekalenderen og dens samlende kraft skal findes i dens karakteristikum som tradition og i dens forbindelse til julen som højtid, hvor familien og det sociale aspekt tillægges stor værdi. I den forbindelse kan rituel mediebrug ikke udelukkende forklares med rationelle valg i forhold til det konkrete medieindhold. Den rituelle mediebrug er derimod præget af social indflydelse og sociale hensyn.
 
Derfor kan julekalendersening betegnes som en form for forankret familieoplevelse, hvor julekalenderen er med til at konstituere og samle familien som en enhed.
 
Da familierne betegner det at se julekalender som vigtigt og desuden omgås julekalenderen på en måde, der adskiller sig fra hverdagens mediebrug, kan deres adfærd omkring julekalenderen betegnes som den adfærd, der skal til, for at noget kan defineres som værende helligt og dermed et ritual i durkheimsk forstand.
 
I år bringer DR den norske julekalender "Snefald". Købet af den har allerede fået massiv kritik - dubbede julekalendere er ifølge en del danskere ikke julede nok.
 
Tv-sening som en ellers ordinær og sekulær aktivitet bliver med julekalenderen løftet til et helligt niveau, hvor tv’et bliver omdrejningspunkt for et familieritual. Hermed udgør julekalendersening et rituelt rum, der er adskilt fra hverdagen, hvor det sociale samvær er i fokus. Man kan argumentere for, at der i kraft af definitionen som ritual ligger, at den sociale kontekst vægtes over det indholdsmæssige, da ritualer ifølge Durkheim udgøres af handlinger.
                                          
Julekalenderen skaber et socialt handlingsforløb, der integrerer familiemedlemmerne i et forpligtende fællesskab i kraft af den særlige stemning, julekalenderens årlige gentagelse skaber. Det udgør et vigtigt aspekt i forhold til paradokset omkring julekalenderens høje seertal trods indholdsmæssig kritik.
 
Dog kan man sige, at mange andre tv-genrer og -programmer også har en rituel brugssituation, så hvordan adskiller julekalenderen sig fra programmer som Vild med Dans og X Factor? X Factor er sat på pause, og hvorvidt ,Vild med Dans skal sende endnu en sæson, er til debat, men julekalenderens fortsatte eksistens er der slet ingen tvivl om. Så hvordan adskiller julekalenderens ritualitet sig fra Vild med Dans’ og X Factors?
 
Julekalenderen som et dobbeltrituelt mediefænomen
Julekalenderen er en unik mediegenre, og vi vil argumentere for, at den muligvis er noget af det eneste medieindhold, der fortsat kan blive ved med at samle familien. Men hvorfor og hvordan? Julekalenderens unikhed skal findes i dens helt særlige ritualitet.
 
Rothenbuhler mener, det er vigtigt, at man skelner mellem ritual som substantiv og ritual som adjektiv. Ritualet som substantiv er en ting, eksempelvis et event, mens ritualet som adjektiv er en måde, man gør ting på. Julekalenderen befinder sig i krydsfeltet mellem de to måder at se ritualet på. Julekalenderen fungerer nemlig som substantiv, da den udgør en mediebegivenhed og et særligt ritual i sig selv, hvis gentagelse opstår ved dens tilknytning til julen. Omvendt kan julekalenderen ses som et ritual set som adjektiv, da den indgår i en social forpligtende brugssituation i familien, der kan siges at være rituel.
 
Pyrus har samlet familier om skærmen i hele fire julekalendere: Alletiders Jul (1994), Alletiders Nisse (1995), Alletiders Julemand (1997) og Pyrus i Alletiders Eventyr (2000). Alle har været genudsendt mindst én gang.
 
Julekalenderen udgør altså en dobbeltrituel størrelse, hvor begge aspekter eksisterer og fungerer i kraft af hinanden. I forlængelse heraf vil vi argumentere for, at julekalenderen udgør et dobbeltrituelt mediefænomen. Det er netop som et dobbeltrituelt mediefænomen, at julekalenderen opnår sin særstatus som en mediegenre, der kan samle hele familien. Den rituelle dobbelthed skal ses i nær tilknytning til julen som højtid, da julekalenderen uden for denne kontekst ikke ville opnå samme funktion – hverken som substantiv eller adjektiv.
 
Julen udgør altså en kontekstualiserende ramme, der er af essentiel betydning for motivationsfaktorer, der vedrører både kontekst og indhold. Idet julekalenderen er et dobbeltrituelt mediefænomen, ses flere motivationsfaktorer for familiens julekalendersening. Men da julekalenderen kan karakteriseres som et familieritual, kan man konkludere, at det er julen og den sociale kontekst, julekalenderen indgår i, der er af primær betydning for familiens motivation.
 
Julekalenderens indhold skal dog ikke fraskrives al betydning, da det kan have indflydelse på ritualets udførelse, da familien ønsker og forventer en julekalender, der handler om jul og kan samle familien. Julekalenderens indhold kan derfor fungere som hæmsko i forhold til en optimal udførelse af ritualet, hvis indholdet ikke lever op til forventningerne.
 
Man kan hermed argumentere for, at årsagen til paradokset – at familierne så Den anden verden, selvom den har været under massiv kritik og af familierne er blevet kategoriseret som en middelmådig julekalender – er, at den udgør et dobbeltrituelt mediefænomen.
                                          
Og hvad kan vi så bruge det til?  
Flere forskere argumenterer for, at flow-tv er et døende fænomen. Denne tendens ses langt fra hos julekalenderen, der i kraft af dens dobbeltritualitet og status som forankret familieoplevelse nødvendigvis skal eksistere i flow-tv.
 
Hvis familiens motivation for at se julekalender skal findes i dens dobbeltritualitet, er det så det, der skal sikre tv’s overlevelse? Og hvordan kan julekalenderproducenterne udnytte denne viden om seernes motivation og den brugssituation, julekalenderen indgår i? Julekalenderen som mediefænomen illustrerer, hvordan tv’et i dag kan have en stadig samlende funktion i et ellers individualiseret og fragmenteret medielandskab.
 
I forlængelse heraf kan man argumentere for, at tv på denne måde stadig har strukturerende betydning for familiens hverdagsliv og formentlig vil blive ved med at have det, dog på stadigt hurtigt foranderlige vilkår. Julekalenderens dobbeltritualitet bidrager altså til, at vi for en stund ser tv, som vi gjorde, dengang tv’et udgjorde det primære massemedie.
 
Set fra et andet perspektiv kan undersøgelsen bidrage til at generere viden om julekalenderen og dens publikum, som producent og afsender kan forholde sig til og medtage i deres overvejelser, når de i fremtiden skal producere julekalendere med det formål at samle hele familien foran tv’et.
 
Julekalenderen må, som alle andre genrer, nødvendigvis forny sig for at bevare sin relevans. Derfor opstår der en udfordring for producent og afsender, da fornyelse nemt kan ske på bekostning af indfrielse af seernes forventninger til genren. Ved fornyelse bliver julekalenderens rituelle karakter udfordret, da den må stemme overens med seernes forventninger for at opnå den mest optimale udførelse af ritualet.
 
DR's julekalender 'Tidsrejsen' fra 2014 blev modtaget overvejende positivt og blev rost for en spændende handling, men også en alvorlig håndtering af skilsmissers effekt på børn.
 
Der er altså en grænse for, hvor langt producenterne kan gå i forhold til julekalenderens indhold. Derfor kan en fornyelse af julekalenderen – hvis den af seerne opleves som genrebrud – virke skadende for den funktion, julekalenderen har i familien som en forankret familieoplevelse og et fast familieritual.
 
At balancere mellem det genkendelige og det fornyende er derfor en vanskelig opgave. Julekalenderen må nødvendigvis forny sig indholdsmæssigt for at forholde sig til sin kontekst, men samtidig må det gøres med varsomhed for ikke at træde for langt ved siden af konventionerne og de dertilhørende forventninger.
 
Familierne ønsker og forventer først og fremmest en julekalender med indhold, der kan samle hele familien og omhandler julen, så den relaterer sig til hverdagslivet i december måned. Det er altså nærmest et ufravigeligt krav, som familierne stiller til julekalenderen. Hvis producenten alligevel leverer utilfredsstillende indhold ved at afvige for meget fra seernes forventninger, reddes det dog ofte af den rituelle brugssituation, julekalenderen indgår i.
 
For familierne er julekalenderen svært undværlig, og det er altså ikke rigtig jul uden julekalender.

Relaterede artikler

Julekalender: I'm lost too - DR genudsender sin julekalender ’Absalons hemmelighed’. Det bliver den ikke mindre uhyggelig af. Kforum svarer igen ved ...
E-julekortet: en ustrategisk ujulet unode - Glædelig 6. december! Og apropos glædelig jul; er din indbakke også fyldt med elektroniske julekort? Virker de på de? Ne...
Hvem tænder på nissepiger? - Både magasiner og butiksvinduer bugner af rødt undertøj, når julen nærmer sig. De ansvarlige må antage, at en vovet mark...
Julefrokostens bullshit-bingo - Vi kender klicheen: snap, chef, sild, kolleger, oversharing, angsten for at sige noget upassende og høre noget, man gern...
Hvorfor så din mor SKAM? - Har du også undret dig over, hvad det er ved ungdomsserien SKAM, som uge efter uge har fået kvinder i 30’erne til at hvi...

Giv din stemme

14 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

PR og kommunikationspraktikant

Se alle job Indryk job

Job

Norsk PR-konsulent

Frist: Løbende

PR og kommunikationspraktikant

Frist: 25. maj

Pressekonsulent

Frist: 13. maj kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

KOM18

Vær med, når hele branchen samles til årets k-konference

3. maj

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.