Mediedækningen der floppede

Trump fik tidligt et afgørende forspring i den amerikanske valgkamp, da medierne belønnede hans underholdningsværdi. Danske medier nåede aldrig rigtig at fatte hans brand, hvilket har gødet diskussionen om, hvorvidt journalistuddannelsen bør nedlægges.
Medierne floppede med deres dækning af Trump. Måske mangler medierne gode rollemodeller?
Medierne floppede med deres dækning af Trump. Måske mangler medierne gode rollemodeller?
Da milliardæren og reality-stjernen Donald Trump i sommer rundbarberede et felt af 16 erfarne republikanske rivaler til præsidentembedet, sad forskere fra Harvard med på sidelinjen. I en sammenligning af store amerikanske mediers dækning af begivenheden erklærer professor Thomas Patterson, at Trumps gennemslagskraft blandt andet skyldes hans åbenlyse showmanship. Han fik lynhurtigt værdi for medierne.
 
Den nok største mediesluger under den amerikanske valgkamp, var Trumps såkaldte pussygate. Forløbet blev både dækket i danske -og internationale medier. 
 
Næsegrus beundring af showmanship
Medierne har med andre ord indledningsvis mandsopdækket kilden til gode seertal og clicktal i samlet flok og holdt igen med kritikken. Når Donald Trump blev kraftigt kritiseret, har medierne (ubevidst) tjent Trump gennem tilstræbt objektivitet, hvilket vil sige, at de har imødegået kritikken af hans udsøgt horrible udtalelser med stemmer, som har sagt god for dem.
 
Det er ikke enkeltstående medier, men hele medieindustriens arbejdsmetode og søvngængeragtige framing og fokusering på det sensationelle, som er genstand for professor Pattersons kritik: ”Jeg tror, journalister er så fanget af ”horse race”-narrativet, at de simpelthen ikke ser volumen og tonen i dækningen.”
 
Hvis USA-dramaet er en lakmusprøve på, om danske medier har mestret dækningen, må det korte svar være nej. Trods et utal af indslag har vi fejlagtigt hypet med på årets absolut dårligste vits: ”Nu er Donald Trump altså virkelig færdig!” Først meget sent har de politiske journalister fået øjnene op for den folkelige revolte, som Trump også er et udtryk for.
 
Det er min påstand, at dækningen ville have været dramatisk mere på forkant, hvis medierne tidligt havde kunnet tolke Trump - ved hjælp af branding-eksperter, psykologer, sociologer eller for den sags skyld forskere i fascisme.
 
På trods af mediernes forudsigelser blev det alligevel Donald Trump der løb af med titlen som amerikas næste præsident.
 
Det er ikke sket med rettidig omhu, hverken i Guds eget land eller herhjemme. Dog er amerikanerne, med for eksempel Harvard i spidsen, ved at have opbygget ressourcerne til at forske i aktuelle begivenheder, hvilket ifølge lektor i journalistik Anne Lea Landsted fra SDU kun sjældent sker i Danmark.
 
Hvor går medierne galt?
Medierne er gået fejl af Trump. Det samme skete for nogle år siden under finanskrisen, for nu at nævne et andet stort og rigt mediedækket fænomen. Fra Roger Buch og Mette Verners antologi Krisen i økonomi og journalistik har vi fået en ikke ubetydelig viden om de systemsvagheder og udskridninger, som mediedækningen op til finanskrisen var ude i.
 
En viden, som Medie- og Journalisthøjskolens forskningschef Poul Thøis Madsen - med reference til Anya Schiffrins nyeste forskning på Columbia University – i Politiken 1.2.2016 har udmøntet i 6 punkter:
 
(1) Medierne glemte deres rolle som vagthund
(2) Medierne praktiserede et alt for snævert kildevalg
(3) Medierne tilegnede sig kildernes neoliberale mindset, og blev derved ramt af et Stockholmsyndrom (gidsler begynder at                identificere sig med gidseltagerne. Red.)
(4) Mediernes fokus er alt for kortsigtet; det store overblik og den systemiske kritik finder ikke vej til overskrifterne
(5) Medierne har ikke magtet at klæde folk på til at forstå den moderne kapitalisme og dens konsekvenser
(6) Der hersker en klar tendens til flokmentalitet blandt journalister
 
Cathrine Kier og Arjen Van Dalen er to af de skarpsindige akademikere, som skriver i ”Krisen i økonomi og journalistik”. Skal man tro dem, har journalisterne faktisk udviklet sig efter krisen.
 
Er den 4. statsmagt endelig vågnet?
I marts-april 2007 kunne 71 % af erhvervsartiklerne i toneangivende medier som JP, Berlingske og Børsen betegnes som forholdsvis ukritisk imagejournalistik. Men i de samme måneder i 2010 dominerede den mere kritiske strategijournalistik nu med 62 %. Med strategijournalistik menes en mere aktiv og opsøgende journalistik omkring virksomheders styrker og svagheder i forhold til markeds- og lovgivningsmæssige forhold.
 
Forskerne kommer også frem til, at antallet af kilder generelt stiger fra i gennemsnit 1,95 i 2007 til 2,33 i 2010. Hvilket blandt andet er udtryk for, at eksperter fra universiteterne får mere plads i medierne på bekostning af partskilder som bankøkonomer og lobbyister fra brancheorganisationer.
 
Men holder denne tendens i længden? 
 
Kier og Van Dalen er dog selv i tvivl, om denne læring er holdbar: ”Undersøgelsens resultater viser, at erhvervsjournalistik er blevet mere kritisk, uafhængig og personfokuseret efter finanskrisen… Det forbliver et ubesvaret spørgsmål, hvorvidt finanskrisen har ændret erhvervsjournalistikken permanent, eller om nyhedsrutinerne er så stærke, at det hurtigt bliver 'business as usual'.”
 
Skal man tro Patterson, så har pressens ”horse race”-tilgang til matadoren Trump i høj grad været udtryk for ”business as usual”. Det har været en fordel for ham, ligesom den var det for de tycoons, der analogt ud fra en ”hit-and-run”-strategi havde held til at stikke offentligheden blår i øjnene op til finanskrisen.
 
Problemet med en del hårdtarbejdende journalister er tilsyneladende, at man ikke formår at tænke abstrakt og ud-af-boksen. Og at der ligger en kæmpestor fælde i at handle ud fra almindeligt anerkendte frames i behagelig flokmentalitet.
 
En ting er den dækning, amerikanske medier har givet Trump/Clinton-opgøret. Men hvorfor kører danske medier oftest ærbødigt med på denne framing? Hvorfor har vi ikke benchmarket og refereret til for eksempel canadiernes kritiske dækning af den voldsomme politiske debat i USA?
 
Systemkritikeren Michael Moore er aldrig bleg for at drage sammenligninger til Canada, der jo ret beset er amerikanere, som har valgt at forblive loyale mod deres europæiske udgangspunkt - med helt andre løsninger på dagsaktuelle udfordringer til følge. Moore skrev i øvrigt allerede i juli måned en klumme om årsagerne til Trumps kommende sejr.
 

Filmmageren og systemkritikeren, Michael Moore.
 
Havde man tilsvarende haft et par branding-teoretikere med inde over, havde man fra starten forstået, at Trump faktisk repræsenterede et frygteligt stærkt personligt brand, der med en tegneseriefigurs genkendelighed har evnet at generere enorme mængder brand awareness på bekostning af favoritten Clinton, der har haft rollen som kedelig embedsmand.
 
Er presset på journalisterne for hårdt?
Anne Lea Landsted har her på Kforum gjort gældende, at en total omlægning af journalistuddannelsen vil være en virksom kur mod det kortsigtede, højfrekvente journalistiske tunnelsyn – et tunnelsyn, der er produktet af dels stigende produktionspres, dels mangel på teoretiske forudsætninger.
 
Anne Lea Landsted, der deler dette synspunkt med så forskellige opinionsdannere og udøvere som Lisbeth Knudsen og Martin Krasnik, konkluderer: ”Generalisternes tid er forbi, og hvis man skal overleve som journalist i en stadig mere presset mediebranche, er større viden nøgleordet. Nedlæg grunduddannelserne i journalistik på SDU og DMJX, og erstat dem med en overbygningsuddannelse – som i USA.”
 
$torebror $am
Dan Turèll skrev engang i et essay med den sigende titel ”$torebror $am”: ”At vi her i Danmark har vore 'frie bestemmelse' er ren bluf. Gu’ har vi ej! Vi har en stadig voksende amerikansk bevidsthed, vi har USA’s frie bestemmelse, om det så er på tredje hånd.”
 
Selv om det ligger lige for at være enig med Anne Lea Landsted, så lever vi også i en (amerikansk) bevidsthed, som er under forvandling. Præsidentvalget har om ikke andet vist et USA, der er mere splittet, indforstået og mere svækket, end vi havde troet.
 
Statsmanden Hans Hedtoft (S) begik en dristig og lettere amoralsk genistreg, da Socialdemokratiet i 1945 på Danmarks vegne satsede på en strategisk alliance med USA fremfor Storbritannien. Storbritannien havde ellers bidraget til Danmarks befrielse bl.a. gennem våbennedkastninger til modstandsbevægelsen, et stort antal tropper på D-dag samt udstationeret 5000 soldater i Danmark. Danmark stod i taknemmelighedsgæld til Storbritannien, men Hedtoft kunne se, at fremtiden lå hos amerikanerne.
 
Vi ved ikke, om Trump-revolten varsler samme nedtur for USA, som det britiske imperium har gennemlevet, men moralen må være, at man i den amerikanske bevidsthed – som til dels også er en dansk bevidsthed – skal vælge sine valgslægtskaber med omhu (hvis man vil have et medieflow med en ordentlig båndbredde).
 
George Lakoff og politisk framing
Et af de amerikanske valgslægtskaber, jeg synes skal fremhæves, er lingvistikprofessoren George Lakoff, der i sit fremragende essay tidligt gav en dækkende forklaring på Trumps store succes og ressonans. 
 
Det geniale ved Lakoff er, at han løbende bevidstgør os om, at sproget er en genvej til hjernen og dermed også en genvej til at påvirke de grundlæggende værdier, vi handler efter. Det er blandt andet Lakoffs forskning, som har påvist den direkte forbindelse ord, værdier og bestemte neurale kredsløb imellem.
 
Lakoffs grundliggende forskning i framing-begrebet synes også yderst relevant i en medievirkelighed, som skifter mere, end vi måske bryder os om.
 
Til sommermøde i Dansk Journalistforbund, Kreds 1, kan man fx opleve, at hovedtaleren, attraktionen og den implicitte rollemodel er den tidligere SE og HØR-redaktør Henrik Qvortrup, der om nogen har fremmet forståelsen af politik som ”horse race”. Og som senest har trukket overskrifter som ”Anklager kræver op mod to års fængsel til Henrik Qvortrup”.


Henrik Qvortrup. Polfoto/Peter Hove Olesen.
 
Men Qvortrup-stilen har sin berettigelse, ligesom Trump har sin berettigelse. 
 
Frame-building som grundvilkår
Frame-building handler om at vinkle, dreje eller indramme en løbende debat for at styre, hvordan fænomenet skal diskuteres.
 
Fælles for finanskrisen og Trump er, at medierne har tolket fænomenerne ud fra en snæver konsensus-forestilling, som har vist sig klart utilstrækkelig. De mange overstadige meldinger om, at finansmarkederne havde det strålende, viste sig ikke at holde. De mange dommedagsagtige meldinger om, at Trump ikke skulle vise sig som en ligeværdig konkurrent i vælgerne øjne, har vist sig totalt absurde.
 
Lad os derfor reducere dette selvsving og få nogle flere kommunikationsfagfolk ud i de utallige kommentariater og ekspertpaneler. Så undgår vi disse pinlige øjeblikke med ”talking heads” i medierne, der pludselig skal lade, som om Trump-sejren er den mest naturlige selvfølge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også