Verdens politiske magtudvikling
Den nye hegemoniske leder

Labour så, at venstrefløjen, før den kan tage magten, må gøre op med alle etablerede forestillinger om ’den sunde fornuft’. Man trodsede skeptikernes kritik af Corbyn – helt efter den italienske marxist Antonio Gramscis idé om den hegemoniske magtstruktur.

Skrevet af

Nicolai von Eggers

5 artikler

0 indlæg

Hegemoni har længe været et dominerende begreb i samfundsvidenskaberne. Men hvad ligger der i det? Hvor kommer det fra? Og hvad kan det fortælle os om politik i dag? Måske er ’hegemoni’ nøglen til at forstå alt fra den offentlige debat i Danmark til Corbyns succes, EU’s krise og amerikansk udenrigspolitik. Nicolai von Eggers har læst Perry Andersons seneste bog, The H-Word: The Peripeteia of Hegemony.
Når det kommer til politisk magt, findes der på den ene side direkte kontrol (underkastelse, dominans) og på den anden side enighed (konsensus, samtykke). Og så findes der hegemoni. Hegemoni er en form for ledelse eller indirekte dominans, hvor den, som har hegemonisk status, er i stand til at udstikke en retning for forskellige grupper og folk med forskellige og måske endda modstridende interesser – venner såvel som fjender.
 
I Danmark har der været to dominerende fortællinger, som er blevet sat på dagsordenen af forskellige grupper. For det første en fortælling om markedskræfter som løsningen på samfundets problemer. Denne agenda drives frem af forskellige grupper som CEPOS, Dansk Industri, økonomer og partier som f.eks. Liberal Alliance.
 
For det andet en fortælling om indvandrings faretruende og samfundsundergravende effekter – en agenda som drives frem af intellektuelle og journalister, Trykkefrihedsselskabet, Dansk Folkeparti o.a.
 
Venstre præsenterer deres asylreform. Kilde: Polfoto/Mogens Flindt. 
 
De to fortællinger er sat på dagsordenen, og mens nogen følger disse fortællinger velvilligt eller stiltiende, vil selv folk som ikke nødvendigvis er enige – eller slet ikke mener disse fortællinger hører nogen steder hjemme – være tvunget til at handle og tale i henhold til disse fortællinger.
 
Disse fortællinger har med andre ord hegemonisk status, og grupper som CEPOS og Trykkefrihedsselskabet eller partier som LA og DF kan siges at være hegemoniske. De har ikke magten til at styre direkte og tvinge deres agendaer igennem. De har heller ikke samtykke fra alle samfundets øvrige grupper. Ikke desto mindre udøver de en slags ledelse og udstikker en retning for den politiske ordning af dette samfund. De udøver med andre ord hegemoni.
 
Ledelse i en tilspidset situation
I The H-Word gennemgår Perry Anderson hegemoni-begrebets fascinerende historie fra dets opkomst i det antikke Grækenland til dets afgørende rolle i den lange kamp for tysk samling i 1800-tallet; fra debatter blandt revolutionære, russiske socialdemokrater i begyndelsen af det tyvende århundrede og videre til diskussioner blandt rådgivere for både amerikansk og kinesisk udenrigspolitik.
 
 
Det er i virkeligheden slet ikke så underligt, at begrebet har været centralt i de allermest tilspidsede og afgørende politiske situationer: fra revolutionære bevægelser til supermagters udenrigspolitik. Det er især to elementer, der definerer en tilspidset politisk situation.
 
For det første er den defineret ved en fælles fjende. Hvad end der er tale om russiske revolutionære eller amerikanske embedsmænd hviler deres projekt og politiske eksistens på bekæmpelsen af en ydre fjende: Det være sig zaren i Rusland eller for den amerikanske stat under den kolde krig: Sovjetunionen - og i dag mere generisk: den amerikanske stats fjender.
 
For det andet har kampen mod en fælles fjende skabt en umage samling af forskelligartede aktører med potentielt modsatrettede interesser. Bønder, fabriksarbejdere, soldater, partikommisærer i Rusland som ydermere måtte have vidt forskellige idealer, mens den amerikanske udenrigspolitik også hviler på lande som Storbritannien, Danmark, Tyskland, Saudi-Arabien, Israel, Ægypten, Tyrkiet osv., der også har vidt forskellige interne strukturer og udenrigspolitiske interesser.
 
I en sådan tilspidset politisk situation er der brug for en fælles kurs, og et vellykket hegemonisk projekt er at få de forskellige interessegrupper til at følge en sådan kurs. Hegemonen (USA, russiske socialdemokrater) kan ikke bare pålægge alle de andre grupper en sådan kurs. Nogle grupper vil og kan måske tvinges ind på den rette linje med trusler om vold. Men det er ganske enkelt ikke muligt for USA at gå i krig med hele verden eller for russiske socialdemokrater at gennemføre revolutionen på egen hånd.
 
International politik og nationale oprør
Der er med andre ord brug for en form for accept. Ikke nødvendigvis enighed eller for dens sags skyld egentligt samtykke, men blot en kurs som forskellige gruppe af forskellige grunde kan se sig nødsagede til at følge (for egen vindings skyld, for at vinde tid eller måske endda blot for egen overlevelses skyld). Irak-krigen kan i den sammenhæng læses som et termometer på USA’s hegemoniske status anno 2003.
 
På den ene side lykkedes det at få en række lande, heriblandt Danmark, med i invasionen og at underkue internationale institutioner som FN (der ikke godkendte invasionen, men som heller ikke har rejst sag ved Den Internationale Domstol). På den anden side meldte en række stater pas, og i det hele taget synes invasionens effekt på den lange bane at have været en svækkelse af amerikansk hegemoni globalt.
 
I det hele taget fylder internationale relationer og international politik meget i Perry Andersons bog, hvilket måske er overraskende for folk, der primært kender begrebet i analysen af (kampen mellem) forskellige samfundsgrupper i en national kontekst.
 
Russia Insiders billede af USAs hegemoniske verdensanskuelse.
 
Men, som Anderson viser, har hegemoni-begrebet to ben: International politik og national politik. Disse er ydermere kendetegnet ved at være henholdsvis domineret af reaktionære og revolutionære traditioner: Spørgsmål om bevaring af international dominans og spørgsmål om (national) social forandring; statens overlevelse og statens omstyrtning.
 
Hegemoni og imperialisme i Antikken og Tyskland
Begreber om hegemoni i international politik går tilbage til Antikkens Grækenland. I kampen mod en fælles fjende – den invaderende persiske hær – formede en række af de græske bystater en militær alliance. Bystaterne var formelt lige, men blev anført af den militært stærkeste og mest erfarne bystat, Sparta, som altså var hegemon.
 
Mod slutningen af krigen begyndte Athen imidlertid at blive mere ledende, mere hegemonisk, og da krigen var slut var Athen pludselig en imperial magt, som kunne udnytte sin privilegerede position i militæralliancen. I takt med at Athen pålagde de andre bystater at finansiere opbygningen af Akropolis og Athens flåde blev hegemoniet transformeret til egentlig imperialisme, og hegemoni-begrebet forsvandt gradvist ud af grækernes vokabular.
 
Derfor var det først i 1800-tallets Tyskland, at begrebet vandt indpas i det politiske ordforråd. Det, der siden blev Tyskland, var opdelt i en lang række fyrstendømmer, som liberale og reformister ønskede at samle til en international magtfaktor. Disse småstater havde dog vidt forskellige interesser og kunne ikke enes, så hvad der var brug for – ifølge folk som Paul Pfizer, Theodor Mommsen, J. G. Droysen – var at Preussen tog sin naturlige hegemoniske status på sig og ledte de tyske stater mod et samlet Tyskland.
 
Johann Gustav Droysen instiftede en ny historisk skole, der tog udgangspunkt i læren fra Alexander den Store med sin teori om idealiseret magt. 
 
Disse folk arbejdede alle med antik historie og fik deres inspiration derfra: Ligesom Alexander den Store havde samlet de partikulære græske bystater til en supermagt, kunne Preussen samle Tyskland og tage det ud i verden.
 
Er hegemoni ikke bare imperialisme?
Teorien om hegemoni blev i 1938 formaliseret af Heinrich Treipel. Der var tale om hegemoni, når man havde et forbund (Bund) af stater af formelt set samme type (om end ikke samme styrke), som var sluttet sammen mod en ekstern fjende, og som blev ledet af én af disse stater. Treipel var en konservativ men ikke nazistisk støtte til Hitlers før-krigsregime, og hans teori var en model for tysk hegemoni over Europa (og verden).
 
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan globalt hegemoni adskiller sig fra imperialisme? Treipel, som anså intervention for at være nødvendigt i opretholdelsen af hegemoni, havde ikke noget svar til dette spørgsmål. Måske er der en tendens til at hegemonisk status ofte leder til imperiale og mere direkte former for herredømme – en problematik som hurtigt blev aktuel for Treipel.
 
I det hele taget peger Anderson i retning af et tysk problem med hegemoni. Først i forhold til at finde de tysker regioners plads i Tyskland og siden i forhold til at finde Tysklands plads i Europa. Anderson drager ikke selv parallellen, men man kan spørge om ikke det er denne tradition, der har gjort Tyskland i særlig god stand til at udøve sit hegemoni gennem EU’s institutioner?
 
Tyskland har ikke formel, direkte magt over de andre nationer. Tyskland har heller ikke konsensus omkring sit projekt. Og alligevel har Tyskland utvivlsomt hegemonisk status og formår at udstikke retningen for det europæiske projekt til egen fordel. Spørgsmålet er dog, om ikke det allerede har antaget en imperial form – ikke ulig Athen det antikke Grækenland – hvor en stat benytter en formelt set føderal struktur til en særlig form for imperialisme. Det er i hvert fald historiens ironi, at man finder den kritik af Tyskland og EU i nutidens Athen.
 
Hegemoni og imperialisme i USA og Kina
Det blev E. H. Carr, internationale relationers (IR) fader, der trak hegemoni-begrebet ind i dens anglo-amerikanske sammenhæng. Med argumenter om, at folk altid vil gøre oprør mod utilsløret magt (tvang), var magtudøvelse afhængig af at blive anset som værende ”tolerant og ikke-undertrykkende”. For at være den afgørende internationale magtfaktor var det altså nødvendigt med en hegemonisk magtform, også selvom – som Carr bemærker – at ”dette hegemoni, ligesom den herskende klasses dominans i en stat, udfordrer dem, som ikke tager del i den”.
 
På den baggrund forsøgte amerikanske teoretikere efter Anden Verdenskrig løbende at udvikle amerikansk udenrigspolitik. Særligt interessant er Andersons gennemgang af akademikere og rådgivere som Robert Keohane og Joseph Nye, som har haft – og stadig har – enorm indflydelse på amerikansk udenrigspolitik.
 
Joseph Nye, professor og dekan ved Harvard University. Han udgav i 2004 bogen "Soft power" og introducerede dermed begrebet på den magtpolitiske scene. Soft power (eller blød magt) er den tredje dimension af magtbegrebet hvor militær og økonomisk er de to første.
 
Især Nye, som blev en del af teamet omkring Bill Clinton, har sat sit voldsomme aftryk på USA’s hegemoniske status i nutidens internationale politik.
 
Anderson giver to interessante perspektiver på de amerikanske debatter om amerikansk hegemoni. For det første læser han kinesisk udenrigspolitisk tænkning ind i denne debat. I 1980’erne og 90’erne førte Deng Xiaopeng en strategi om ’aldrig at søge hegemoni’ (et af Maos slogans). Tesen var, at Kina skulle fokusere på at styrke sig og skjule dets potentialer indtil det var stærkere.
 
Yan Xuetong, der er uddannet i Berkeley og dermed vokset op med amerikansk IR, omformulerede denne strategi til at Kina skulle lede som et moralsk og ideologisk forbillede og søge økonomisk indflydelse internationalt, mens det holdt sig ude af militære og politiske konflikter. Med andre ord skulle Kina gå efter hegemonisk snarere end en direkte dominerende status – en strategi, som i høj grad har vundet indpas i Beijing.
 
Det andet perspektiv er spørgsmålet om imperialisme. Som Anderson viser, forsøgte amerikanske teoretikere i lang tid at adskille hegemoni fra imperialisme og at argumentere for, at USA’s internationale dominans tilhørte den første type. Selvsamme teoretikere har i stigende grad set sig nødsaget til at kapitulere på dette punkt – særligt efter Sovjetunionens fald. Dette har dog ikke ledt til selvransagelse. Nærmere tværtimod.
 
Snarere end at formulere nye magtstrategier eller kritik af imperial politik forsøger amerikanske teoretikere derimod at finde en ny fjende, som kan give USA status af hegemon – hvad end det så skal samle en international koalition i krigen mod Terror, krigen mod Narko eller, som det kunne se ud mod Trump, krigen mod enten Iran, Nordkorea, islam eller hvem som helst man nu kan frame som fjende. Problemet for hegemoni-strategien er dog, at fjenden skal være troværdig som fjende for at USA’s dominans kan fremstå som tolerant og ikke-undertrykkende.
 
Hegemoni og revolution i Rusland
Hegemoni-begrebet har dog også en lang og stolt tradition, som ikke handler om nationalstaters konsolidering af magt over andre nationalstater, men om sociale klassers frigørelse fra undertrykkelse. Som de fleste ved forbindes begrebet især med den italienske marxist, Antonio Gramsci, som Anderson da også har (gen)udgivet en bog om i år: The Antinomies of Antonio Gramsci (med et nyt forord).
 
Der er til gengæld færre der ved, at Gramsci med sin hegemoni-forståelse trækker på en større diskussion blandt russiske socialdemokrater i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. I et brev Pavel Axelrod fra år 1900 forklarer Peter Struve, at ”på baggrund af vores proletariats styrke, kan det russiske socialdemokrati vinde hegemoni i kampen mod absolutismen”.
 
Året efter udgav Georgi Plekhanov en artikel, hvor han argumenterede for, at ”vores parti må tage initiativet i kampen mod absolutismen”, for kun på den måde kunne det russiske socialdemokrati – ”den russiske arbejderklasses avantgarde” – vinde ”politisk hegemoni i kampen mod zarismen”.
 
I 1902 var det Lenin, der i en artikel argumenterede for, at socialdemokraterne måtte engagere sig i alle igangværende kampe i Rusland, uanset hvor små tilsyneladende ligegyldige de måtte være, for kun på den måde ville socialdemokraterne kunne blive de moralske ledere af en samlet bevægelse.
 
Struve var i år 1900 et moderat medlem af det russiske socialdemokrati, som siden blev en erklæret liberal og endda medlem af De Hvide i borgerkrigen mod Bolshevikkerne efter Oktoberrevolutionen, 1917; Axelrod var venner med Plekhanov og i år 1900 gik de sammen med bl.a. Lenin om at redigere avisen Iskra, mens de siden tog forskellige sider i Oktoberrevolutionen og efterfølgende.
 
Der er med andre ord tale om ret forskellige positioner og forskellige perspektiver på det russiske socialdemokrati. Men alle var de samlet og engageret i en debat om, hvordan socialdemokraterne kunne opnå hegemonisk status i kampen mod zar-dømmet og for en ny social og politisk orden – og ’hegemoni’ var det ord, hvorom debatter drejede sig. For de russiske socialdemokrater handlede hegemoni ikke om stater og deres internationale relationer, men om samfundsgrupper og deres samling i en fælles kamp mod det undertrykkende zar-dømme.
 
Hegemoni og fascisme: Gramsci
Gramsci importerede i 1920’erne og 30’erne ordet i en italiensk kontekst. Han gav en historisk analyse af, hvordan Italien nok var blevet samlet af Mazzinis militære indsats, men at det stadig var Piemontes Moderate Parti, der havde hegemonisk status i og med det var deres storkapitalistiske (versus Mazzinis småborgerlige) program, der dannede udgangspunktet for Italiens økonomi efter samlingen. Der var altså tale om en form for dominans, som var i direkte modstrid med den militært dominerende gruppes interesser, ikke i forlængelse af dem.
 
For den marxistiske filosof og politiker Gramsci er staten ikke kun et tvangsapparat eller en klasses diktatur, men består også af «hegemoniske apparater» (kirken, skoler, aviser etc.) som sikrer borgerskabets intellektuelle og moralske hegemoni over andre sociale klasser. Gennem de hegemoniske apparater sikrer borgerskabet tilslutning og samtykke til sin politik. Gramsci åbner på denne måde for en analyse af den institutionaliserede folkelige støtte til kapitalismen i Vesteuropa - et tema der systematisk blev undgået i den dominerende kommunistiske tradition.
 
I samme tråd brugte Gramsci begrebet til at forstå, hvordan fascisterne, der var kommet til magten i Italien i 1922, vandt opbakning blandt proletariatet til at indføre politikker i direkte modstrid med deres egne interesser. Her pegede Gramscis analyser især til dels på de intellektuelles rolle og udbredelsen af bestemte idéer og forklaringsmodeller (ideologi), til dels på institutioner som skolen, kirken, partier, aviser og så videre, der kunne mediere folks syn på sig selv og deres verden.
 
Gramscis spørgsmål var stadig, hvordan man (arbejdsråd og senere Kommunistpartiet) kunne blive moralsk og ideologisk ledende uden at være styrkemæssigt dominerende i kampen mod undertrykkelse. Men samtidig var der også en vis kritisk dimension i undersøgelsen af, hvordan især fascisterne havde formået at etablere deres hegemoniske status – en magtform Gramsci, ligesom E. H. Carr efter ham, anså som stærkere end direkte fysisk dominans.
 
Thatcher og cultural studies
Gramscis analyser var nedskrevet i de notesbøger, der blev smuglet ind til ham under sit fangenskab i et fascistisk fængsel fra 1926 til 1937. Da disse skrifter begyndte at cirkulere i engelsk oversættelse i 1970’erne fik de enorm indflydelse på folk som Raymond Williams og Stuart Hall, der hører til blandt stifterne af ’cultural studies’.
 
Pointen for Williams og Hall var på den ene side at undersøge ’resisting cultures’ for at undersøge alternative veje til politik og for at vise, at den herskende politiske kultur aldrig var totalt dominerende. Det indebar undersøgelser af kulturelle fænomener (mad, sport, dans, musik, reklamer), som ellers hidtil havde været mere eller mindre ekskluderet fra seriøs akademisk analyse.
 
På den anden side handlede det for Williams og Hall om at forstå, hvordan hegemoni blev etableret – særligt i tiden med Thatcher. Her blev markedsrelationer gjort til den absolut uomgængelige form for mellemmenneskelige relationer opsummeret i Thatchers berømte motto: ’There Is No Alternative’ (TINA).
 
Kompromisløse Margaret Thatcher, som gjorde radikalt op med forgængeren James Callaghans politik, og fik Storbritannien rejst økonomisk gennem reformer. 
 
Men – og det var Halls pointe – denne rene markedsideologi var på en måde for tynd og for steril til at fungere som en ledende fortælling, hvorfor den måtte suppleres af fortællinger om familien og politiet som grobunden for god moral, og med De Konservative som de, der kan lede en bevægelse i denne retning. Det er nok ikke helt forkert at hævde, at det konservative projekt har været hegemonisk lige siden.
 
Hvad er Corbyn navnet på?
Med Jeremy Corbyns fremgang i valget for nyligt, er der muligvis ved at etablere sig et nyt hegemoni – ikke fordi Labour vandt valget og kan gennemtvinge deres politik (det kan de netop ikke), men fordi Corbyns agenda på mange områder er begyndt at udstikke linjerne for i hvilken retning landet skal ledes.
 
Kort efter valget havde The Times en artikel om, at Theresa May havde fortalt sine partikolleger, at nedskæringspolitikkens tid er forbi. Ikke fordi det nødvendigvis er Mays eller De Konservatives egen opfattelse, men fordi fortællingen muligvis er død og ikke længere virker som en sikker valgstrategi.
 
I samme tråd opfordrede den tidligere Konservative udenrigsminister, William Hague, May til at adoptere Labours Brexit-strategi. Begge indikationer på, at Corbyns linje i stigende grad er hegemonisk, også selvom han ikke har et parlamentarisk flertal.
 
Corbyns succes hviler ikke primært på det parlamentariske system. Fænomener som #Grime4Corbyn, hvor kendte britiske grime-musikere mødtes med og støttede op om Corbyn, og Corbyns taler på fodboldstadions, der reflekterer en fankultur som har produceret flere populære Corbyn-sange og tilråb, viser, hvordan et nyt potentielt hegemoni også afhænger af populærkultur som fodbold og popmusik.
 
Politik er meget mere end administration, debatter og parlamentarisk arbejde, og hegemoni-begrebet indfanger det væld af dynamikker, alliancer og konflikter, der er med til at afgøre, hvem der leder og hvad vejen frem bliver – fra amerikansk udenrigspolitik og Oktoberrevolutionen til antikkens Athen og grime.

Relaterede artikler

Humaniora i Dødens Dal? - ”Humaniora på det moderne masseuniversitet er så selvmodsigende, at de studerende godt kan mærke det, selvom de måske ik...
Blød magt er hård magt - Ifølge The Good Country Index ryger lande som Sverige, der har erklæret sig ‘humanitär stormakt’, helt til tops i en ran...
Nerdsplaining er den diskursive iscenesættelse af intellektuel ... - Når din bordherre m/k er astrofysiker, bygger modeljernbane eller læser filosofiske værker, der er tykkere end din hoved...
Politisk nostalgi i risikosamfundet - Fra Moskva til Istanbul. Fra Christiansborg til Washington – politisk nostalgi er blevet en dominerende og disruptiv kra...
Det stigende oprør - Mange er overraskede, ligefrem chokerede, over valget af Donald Trump som amerikansk præsident. Resultatet gik imod den ...
Liberalismens skibbrud - En af USA’s fremtrædende intellektuelle, idéhistorikeren Mark Lilla, har skrevet et ufrivilligt eksempel på den amerikan...
Medieelitens monopol smuldrer - Danmark befinder sig både i en økonomisk og værdimæssig krise. Det ses tydeligst i kampen om medierne, hvor det ikke er ...
Vi skal samle på ord der skinner af betydning - Er vores ordforråd blevet affortryllet - eller er vi bare blevet så dygtige til systemisk tænkning, at vi må bruge smile...
Macrons bibel - Det blev ikke overraskende Emmanuel Macron, der løb med sejren i kampen om at blive Frankrigs næste præsident. Men hvem ...
Hvordan taler man positivt om EU? - I kommunikationsbranchen identificerer vi situationer og ændrer dem med målrettede og strategisk valgte ord. En vigtig d...
Nej er slet ikke nok - Donald Trumps præsidentskab er en katastrofe. Men præcis hvordan er han katastrofal? Hvilke konsekvenser får hans politi...
AfD's buldrende branding - De tyske ultrahøjrepopulister i Alternative für Deutschland (AfD) er braget ind i Forbundsdagen med 94 mandater og har i...
SPD blødte stemmer i alle de ideologiske verdenshjørner - Martin Schulz og SPD lagde kind til en syngende vælgerlussing ved det tyske valg. Den systemkritiske storm blæser nu ogs...

Giv din stemme

10 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikatør

Frist: 19. november

Praktikant

Frist: 1. december

Kommunikationskonsulent

Frist: 29. november
Se alle job Indryk job

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.