1. Hvad er udfordringerne i dit nye job som kommunikations- og public affairs chef hos Børnefonden?

Først og fremmest skal vi fortsætte arbejdet med at få sponsorer, så flere børn og unge får muligheden for at få et godt liv i de lande, hvor Børnefonden arbejder. Og det er måske mere vigtigt end nogensinde før. Vi ser lige nu store migrantstrømme søge mod Europa, og en del af løsningen er jo netop at sikre, at børn og unge kan se en fremtid for sig i deres hjemland. Og set i det lys kommer samarbejdet med erhvervsliv og politikere til at være endnu vigtigere for Børnefonden i de kommende år.

2. Hvad brænder du især for inden for kommunikation?
Jeg brænder især for strategisk kommunikation. Og hvad betyder det så? Det betyder bl.a., at man knytter kommunikation tæt til sin forretningsstrategi, altid definerer et mål for sin kommunikation og nøje gør sig overvejelser om hvilke målgrupper, man kommunikerer til og på hvilke platforme.

3. Hvad er svært for kommunikationsfolk?
Tal er ofte svært for kommunikationsfolk. Og det er en skam, for det betyder også, at kommunikationsfolk generelt er for dårlige til at måle og evaluere effekten af vores kommunikation.

4. Hvad ser du som den røde tråd i din karriere?
Politisk kommunikation er den røde tråd i min karriere. Jeg red med på den første bølge af folk, der blev uddannet inden for politisk kommunikation. Det var da Michael Kristiansen var i statsministeriet med Anders Fogh Rasmussen og var ved at blive kult. Jeg skrev opgave og speciale om politisk kommunikation på universitetet, fik studiejob på Christiansborg og Deadline på DR2, arbejdede med politisk kommunikation på bureau, kom til pressetjenesten hos Det Radikale Venstre, underviste i politisk kommunikation på universitetet og har de sidste år arbejdet med politisk kommunikation hos Geelmuyden Kiese.

5. Hvad er det mest spændende du har arbejdet med?
Det er uden tvivl valgkampene, mens jeg var hos Det Radikale Venstre på Christiansborg. Første gang i 2007, hvor Margrethe Vestager lige havde overtaget magten i partiet. Det var noget af en rutchebanetur, og jeg lærte mere om kommunikation de tre uger, end jeg gjorde på hele mit studium – uden i øvrigt at nedgøre studietiden.

6. Hvordan ser du udviklingen I kommunikationsfaget, og hvilke tendenser er især markante?
Jeg tror nok, jeg synes, at der er lidt for mange af os. Det er som om, at man kan blive uddannet inden for kommunikation alle steder efterhånden, og det udvander lidt faget. Der kunne godt blive strammet lidt op. Af tendenser må jeg bare sige, at man ikke kommer uden om det digitale længere. En kommunikationsindsats er snart ikke længere en kommunikationsindsats, hvis den ikke udspringer i det digitale.

7. Hvem gør det godt kommunikationsmæssigt?
Det er der mange, der gør. Helt grundlæggende, så er kommunikation mange steder blevet meget mere professionelt, og det skinner tydeligt igennem. Skal jeg fremhæve nogen, så synes jeg, at Søren Pind er en superdygtig kommunikatør. Han håndterer vanskelige sager – f.eks. den såkaldte flygtningekrise, hvor han kommunikerer med hoved, hænder og hjerte, så man kan mærke ham som minister i en meget vanskelig sag.

8. Har du et godt råd til andre kommunikationsfolk, fx dem der starter I branchen nu?
Mit råd retter sig netop mod sociale medier og det digitale. De unge, der starter i branchen nu, kan indhente de gamle, garvede kommunikationsfolk netop ved at stå stærkere på digital medieforståelse.

9. Nævn en aktuel kommunikationssag i medierne som optager dig og hvorfor
Sagen omkring Carl Holst optager mig. Den er trist både for Carl Holst som person og for det politiske Danmark. Der var så mange kommunikative fejlhåndteringer undervejs, at det gjorde ondt, og så viste journalisterne sig på godt og ondt fra deres kritiske side. Med godt mener jeg, at de på fineste vis fungerede som vaghund, og med ondt mener jeg, at de godt kunne udøve en højere grad af selvkritik, når de bliver tændt af disse personsager.

 

10. Hvad er forskellen på at arbejde som kommunikationsansvarlig i det private og det offentlige erhvervsliv?

Der er ofte større fokus på profit i det private. Hvis en CEO skal tage stilling til en kommunikationsstrategi, så spørger han eller hun typisk, hvad det gør for bundlinjen. Sådan er det ikke altid i det offentlige.

 

--

CV