Du er spærret inde i filterboblen!

For nylig er anmeldelsessitet Trustpilot blevet kritiseret for at tilbyde en service, hvor netbutikkerne kan filtrere dårlige anmeldelser fra, når de fremstilles på eget site. Det er velkendt, at forskellige betalte blog-netværk tager sig betalt for diverse former for promovering af fx modeprodukter, og for nylig er politiske gruppers bevidste manipulation af historier om bl.a. flygtninge blevet afdækket af store mediehuse verden over.

Danske forbrugere, der klikkede ind på netbutikken Boozt.com i september, blev mødt af den ene femstjernede Trustpilot-anmeldelse efter den anden. På Trustpilots hjemmeside var billedet dog noget anderledes. Boozt havde gjort brug af Trustpilots nye filtreringsfunktion, hvor dårlige anmeldelser kan sorteres fra. Fotokilde: boozt.com.

Alligevel hersker der blandt de fleste almindelige netbrugere en sørgelig illusion om, at nettets virkelig store mediespillere, søgemaskinerne, optræder uegennyttigt og upartisk i deres præsentation af den digitale verden. Det er der imidlertid en lang række grundlæggende problemer ved.

Vi narrer os selv og hinanden til at tro på en bestemt virkelighed. Efter giraffen Marius’ meget omtalte endeligt udtalte Zoo’s direktør, at haven ikke kunne drømme om at ”rydde op” i den digitale syndflod, som udgjorde det internationale kølvand på den berømte shit-storm. Han så det som manipulation (hvilket han har ret i) af sandheden (og her tog han grueligt fejl).

Det er naturligvis både beundringsværdigt og helt i orden, at Zoo ikke ønsker at blande sig i nettets udlægning af ”sandheden”. Men direktørens opfattelse af, at resultatet er afbalanceret og objektivt, siger noget om vores naive tiltro til nettets grundlæggende mekanismer.

Zoo's administrerende direktør, Steffen Stræde, meldte ud ovenpå den internationale shit-storm som aflivningen af giraffen Marius medførte, at Zoo ikke havde tænkt sig at rydde op i søgeresultaterne på fx Google, da det ville være at manipulere med sandheden. Kilde: Scanpix.

Spørgsmålet om, hvad der er relevant, er lagt i hænderne på en maskine

Der er en række fundamentale problemstillinger knyttet til, at vi som brugere har blind tillid til det verdensbillede, som vi præsenteres for på nettet.

Når vi ser nyheder i aviser og på fjernsyn, er vi på godt og ondt bevidste om kilden. Vi tager stilling til, hvorvidt DR, Jyllandsposten eller Financial Times er troværdige i vore øjne. Og langt de fleste er mere eller mindre klar over, at såvel mediet som dets kilder kan have en interesse i at præsentere en bestemt dagsorden. Der sidder i sidste ende en journalist eller en redaktør og afgør, hvad der er relevant. Det er ganske gennemskueligt.

Hvem er fx overrasket over, at Berlingske og Information i denne uge præsenterer to vidt forskellige konklusioner på arbejdsløsheden i Danmarks nære fremtid?

Information og Berlingske Business præsenterede i denne uge vidt forskellige konklusioner på arbejdsløsheden i Danmark.

Langt de fleste mennesker bevæger sig ud på nettet gennem en søgemaskine. Når vi foretager en søgning, bliver vi præsenteret for resultater, som er rangordnet efter såkaldt ”relevans”. Men hvilke almindelige brugere ved, hvad det indebærer? Søger man fx på ”arbejdsløshed”, er det jo ikke ligegyldigt, om det er Informations eller Berlingskes konklusioner, man præsenteres for. Ej heller, hvor de fremgår.

Søgemaskinernes relevanskriterier er sammensat af en lang række parametre. Fælles for dem er dog, at de ikke foretager en kvalitetsvurdering. Når en webkilde har høj autoritet i søgemaskinerne, har det altså intet at gøre med sandhedsværdien eller kvaliteten af deres materiale. Til gengæld tæller brugerantal, linkhenvisninger og andre tekniske parametre med.

For et års tid siden fortalte indehaveren af en amerikansk webshop, der sælger ure, hvordan man bevidst arbejdede på at skabe negative kundeoplevelser. Disse vrede kunders websider og blogposter linkede så meget til sitet, at det i søgemaskinernes blinde optik opbyggede enorm autoritet. Dermed fik sitet mere trafik og større omsætning.

Redaktøren er dermed erstattet med en algoritme. Og det er langt fra gennemskueligt, hvad der udgør relevanskriterierne. Det er i hvert fald ikke noget, den gennemsnitlige medieforbruger er bekendt med.

Det betyder groft sagt, at sider, der har skrevet meget om og haft mange links til og fra historien om giraffen Marius, kan blive præsenteret for langt flere mennesker end fx en dyrlægefaglig udlægning af sagen. På denne måde manipulerer nettet altså allerede selv med ”sandheden”. Og har fx en dyreaktivistisk gruppe en interesse i at gøre det, kan man så let som ingenting fortrænge den dyrlægefaglige udlægning fra store grupper menneskers søgeresultater og dermed hindre dem i nogensinde at trænge ind i deres bevidsthed.

Spærret inde i sin egen demografi
Et andet og tiltagende problem er opstået som følge af nettets fænomenale tekniske udvikling de senere år. Vi bliver i stigende grad ofre for en mental ghettodannelse, når vi henter information og udtrykker os online. Fænomenet kaldes filterboblen og er grundigt beskrevet af internetaktivisten Eli Pariser.

Fænomenet 'filterboblen' er opstået, efter at informationsstrømmen er taget til. Søgemaskiner og sociale medier hjælper nu brugerne med at sortere i information.

I takt med at informationsstrømmen er taget til, har såvel søgemaskiner som sociale medier haft behov for at hjælpe brugerne med at sortere i informationen. Dette sker gennem tilpassede, personlige algoritmer. Dvs. filtre, der udnytter dine egne digitale fodspor til at målrette information til dig.

Du kender det fra Googles personlige søgning og fra din egen nyhedsstrøm på Facebook. Her bliver du præsenteret for information fra mennesker, websteder og holdningsfællesskaber, som formodes at være ”relevante” for dig. Det er langt hen ad vejen en overordentlig nyttig funktion, som gør, at du slipper for rigtig mange ligegyldigheder - i dine egne øjne - når du begiver dig ud på nettet.

Desværre betyder det også, at du stadig sjældnere præsenteres for alternativer fra andre grupper end dem, du selv frekventerer. Og selvom du kan vælge visse af disse services fra, fx ved at undlade at bruge Googles personlige søgning, kan du aldrig bryde ud af boblen, da den skabes af mange andre typer information. Og hvad værre er: Du kan aldrig se verden med et andet udgangspunkt end dit eget, som hvis du fx skifter avisabonnement i en periode.

Googles personalized search lagrer dine præferencer, så dine mest besøgte sites dukker oftere op i søgningen end andre. Kilde: Google.

Interesserer du dig for teater, og bor du i hovedstaden, vil du sandsynligvis få en masse at vide om de kommende forestillinger i København. Men du vil måske aldrig finde ud af, at en ny musikfestival starter i Odense. Eksemplet er naturligvis forenklet, men illustrerer fint, hvordan vi i praksis bliver afskåret fra en stor del af omverdenen. En del, som vi oftere blev præsenteret for i de klassiske omnibusmedier.

Sat på spidsen risikerer vi i stigende grad at debattere med mennesker, vi er enige med. At dyrke egne interesser intensivt, men aldrig høre om andre. Vi har hele verden ved hånden, men lukker os i praksis af for den.

Nettet kan næppe fungere på en praktisk facon uden disse filtre. Derfor vil de kun blive stærkere, og tendensen forstærkes. Ligeledes må søgemaskinerne nødvendigvis sortere dine resultater efter nogle systemer, hvorfor manipulation ikke blot er mulig, men i realiteten en del af forudsætningen for relevante søgeresultater.

Derfor er det bydende nødvendigt, at vi snarest gør op med illusionen om det objektive internet og får skabt en gennemsigtighed og fælles bevidsthed om, hvorfor vores digitale verden ser ud, som den gør.

Vi må starte med at spørge os selv: Hvorfor ser netop jeg netop dette indhold?