I det postfaktuelle demokrati er det svært at skelne kendsgerninger fra ideologi
Spin din sandhed i det postfaktuelle samfund

Skrevet af

David Budtz Pedersen
Lektor, ph.d.

1 artikler

0 indlæg

Stadig flere informationskilder konkurrerer om at præge befolkningen, og med den strategiske kommunikations indtog i politik, kan det være svært at skelne kendsgerninger fra ideologi. Skal vi med en iscenesat sandhed vænne os til, at man får lige dele information og konstruktion? Hvis du ikke selv er i stand til at skille skidt fra kanel, er du i det postfaktuelle samfund ilde stedt. Lektor i kommunikation David Budtz Pedersen forklarer.
En række tendenser tyder på, at vi er på vej mod et postfaktuelt demokrati. I modsætning til det faktuelle demokrati er det postfaktuelle samfund kendetegnet ved, at borgerne i stigende grad har vanskeligt ved at skelne kendsgerninger fra ideologi – fakta fra politik. 
 
Revolutionen inden for kommunikationsteknologi har altså medbragt en massiv udvidelse og demokratisering af information, hvor mange flere aktører end tidligere har mulighed for at skabe og cirkulere information. 
 
 
Inden for det politiske domæne har der været en markant stigning i brugen af strategisk kommunikation, spindoktorer, fokusgrupper og brug af skjulte kommunikationsmidler, der har til formål at sikre vælgernes opbakning. Samtidig har der i befolkningen været en faldende tillid til folkevalgte politikere. Ifølge World Values Survey tegner det et billede af en historisk stigning i borgernes efterspørgsel efter ’stærke ledere’, ligesom tilliden til parlamenter, regeringer og politiske partier i de demokratiske lande er historisk lav.
 
Befolkningens tillid til politikernes gøren og laden har siden 2011 været i nedadgående. Troværdighedsanalyse, Radius Kommunikation.
 
Befolkningen har måttet acceptere, at en væsentlig del af den strategiske kommunikation, som den er målgruppe for, rummer en uadskillelig blanding af information og konstruktion – alt sammen med det formål at maksimere vælgernes tilslutning. Medier og eksterne konsulenter bidrager og profiterer i vid udstrækning af denne udvikling. 
 
HPV-vaccinen - Fup eller fakta?
I det postfaktuelle samfund iscenesætter man sin egen sandhed. Sandheden er ikke længere noget, politikere og befolkning forholder sig kritisk til, men noget, man konstruerer og vinkler ud fra strategiske interesser og politiske motiver. Tendenser til at opløse det faktuelle demokrati ses flere steder. De sociale medier er et eksempel på det drøftende demokratis risikozoner. På nettet kan mavefornemmelser og anekdoter få tillagt samme værdi som evidensbaseret forskning.
 
HPV-vaccinering af unge piger er faldet drastisk grundet frygt for bivirkninger. Polfoto/Bjørn Marcus
 
Den seneste tids debat om HPV-vaccinen er et godt eksempel. Danske sundhedsmyndigheder har i en række år anbefalet unge piger at tage vaccinen, fordi forskning på området viser en klar sammenhæng mellem HPV-virus og livsmoderhalskraft. Helt op imod 90 procent af pigerne i den udsatte gruppe har modtaget vaccinen. Samtidig har en lang række kvinder berettet om bivirkninger ligesom forskellige internetfora har rejst alvorlige indvendinger mod behandlingen.
 
Imidlertid er der ingen dokumenteret sammenhæng mellem vaccinen og de angivelige symptomer. Senest har en undersøgelse fra den europæiske lægemiddelmyndighed, EMA, afvist mistankerne. Alligevel er det færre og færre unge kvinder, der modtager vaccinen. I sidste kvartal af 2015 og starten af 2016 var det kun 27 procent af de 12-årige piger, der valgte at blive vaccineret ifølge nye tal fra Statens Serum Institut.
 
Antallet af unge piger, der vælger at blive vaccineret mod livmoderhalskræft, er gået stødt ned ad bakke. Bliv opdateret med flere data på Bias.nu.
 
Der er ingen tvivl om, at debatten om HPV-vaccinens mulige bivirkninger har fyldt meget i mediebilledet. Samtidig er der politikere, som har valgt at så tvivl om myndighedernes granskning af vaccinen. Udover Dansk Folkepartis Liselotte Blixt og forskellige etablerede medier har en række Facebook-grupper sat fokus på mistankerne om bivirkninger. Mistanker, som myndighederne altså har afvist med robuste populationsundersøgelser.
 
Sagen vidner om en problematisk tendens i det postfaktuelle demokrati, hvor mavefornemmelser, anekdoter og selvrapporterede historier i højere og højere grad tillægges samme værdi som lødig forskning og fagligt funderet viden. Det postfaktuelle demokrati er et samfund, hvor videnskabelige eksperter og offentlige myndigheder kun er én blandt mange konkurrerende informationskilder. På de sociale medier kan en historie udbredes og de debatterende parter konfrontere hinanden, uden at det er klart, hvilket grundlag af kendsgerninger og fakta diskussionen hviler på.
 
Det er nærliggende at tro, at adfærden på de sociale medier bare er et spørgsmål om nogle enkelte personer, der bliver mere og mere ekstreme i takt med, at debatten udvikler sig. Men fænomenet stikker dybere. Vi lever i dag i en samfundssituation, hvor myndigheder og politikere er ude stand til at præsentere forskningsmæssig viden og ekspertise på en måde, så store befolkningsgrupper fæstner tillid til den.
 
#Gyllegate
En del af denne problemstilling kan myndighederne takke sig selv for. I de seneste år har der været en tendens til at politiske kampagner præsenteres på en måde, hvor detaljer og kendsgerninger fortoner sig i retorik. Politikerne har selv været dårlige til at håndhæve tilliden til uafhængige eksperter og viden.
 
I alt for mange situationer er det blevet mere belejligt for politikere at udsende strategisk tilrettelagte budskaber i stedet for at tage en debat om, hvilken viden og evidens, der ligger bag et bestemt beslutningsgrundlag. Medierne har med få undtagelser ikke været optagede af faktatjek og forskningskommunikation og vidensformidling har generel lav prioritet i mediebilledet.
 
Landbrugspakken udviklede sig til en møgsag - og ministerrokade - for Venstre bl.a. grundet manglende klarhed om evidensgrundlaget. Polfoto/Martin Lehman
 
De kommunikative betingelser der skal være til stede for, at befolkningen har tillid til videnskabelige eksperter og kan få indsigt i politikernes og embedsapparatets brug af rådgivning, er i stor udstrækning afmonteret. I stedet for transparens og en åben debat om evidens og kildegrundlag er der opstået en kommunikationskultur præget af uigennemsigtighed og taktiske budskaber.
 
Falsk objektivitet og Junk-evidens
Den danske videnskabsjournalist Lone Frank har påpeget, at en del af problemet skyldes, at journalistisk formidling ofte lider af en falsk objektivitet, hvor man sidestiller uvidenskabelige postulater med grundig videnskabelig evidens. Hun peger på HPV-sagen som et eksempel. Ofte fremstilles to parter ligeværdigt, selvom den ene har tung videnskabelig faglighed i ryggen og den anden kommer med en række uunderstøttede og uvidenskabelige påstande.
 
Den omstridte miljødebattør Bjørn Lomborg har præget debatten om global opvarmning i en skeptisk retning. Polfoto/Niels Hougaard.
 
Formelt er det objektivt, fordi vi hører begge perspektiver. Men debatten er ikke balanceret, fordi kilderne ikke har samme vægt. Resultatet er, at eksperter og forskere ikke længere har monopol på sandheden og ikke nødvendigvis er de første, journalister og borgere henvender sig til, når de vil have afklaring af kendsgerninger og indsigt i de politiske beslutningsprocesser.
 
Beretningerne peger på to principielt farlige informationsbårne tendenser, der ikke kun er at finde blandt desperate patientgrupper, men gennemsyrer alle vigtige kulturelle, økonomiske og politiske beslutningsprocesser. Tilstedeværelsen af ”junk-evidens” har været et tragisk fænomen i debatten om klimaforandringer, genmodificerede afgrøder og en lang række lignende situationer. Selv om de fleste i dag anerkender, at klimaet ændrer sig på grund af stigende CO2-udledning, har det taget alt for længe at acceptere denne kendsgerning. Imens er skaderne på miljøet vokset og befolkning, politikere og forskere er blevet distanceret fra hinanden.
 
En debat fyldt med junk-evidens og falsk objektivitet har udskudt en egentlig stillingtagen til klima-udfordringerne. Polfoto/Aaron Favila.
 
En forklarlig nødløgn?
Når en del af årsagen til det postfaktuelle demokrati skal tilskrives politikerne og det politiske systems kommunikationsmidler, skyldes det ikke mindst, at politikere og embedsmænd i en række situationer spekulerer i, hvordan befolkningen kan overbevises om fortællinger, der har et lemfældigt forhold til sandheden. Et eksempel er sagen om nødløgn.
 
Sagen blev genstand for stor offentligt debat efter en statslig undersøgelse af Justitsministeriets embedsmænd, der havde aflyst Folketingets retsudvalgs besøg på Christiania. Besøget var arrangeret for, at udvalgsmedlemmerne kunne diskutere kriminalitets- og sikkerhedsniveauet i fristaden. Men kort før besøget advarede Politiets Efterretningstjeneste (PET) den daværende justitsminister Morten Bødskov om, at der var et ”skærpet” trusselsbillede i forbindelse med besøget.
 
Politikere forgår, embedsmænd består. Retsudvalgets tur til Christiania med Pia Kjærsgaard i front. Polfoto/Mikkel Khan.
 
PET anbefalede derfor, at mødet blev udskudt. Men chefen for PET mente ikke, at det var muligt at dele oplysningerne om trusselbilledet med retsudvalget. Løsningen fandt Morten Bødskov i samråd med sine embedsmænd. Embedsmændene aftalte, at den daværende politidirektør skulle aflyse sin deltagelse i mødet. Dermed kunne hele arrangementet aflyses. Og således blev Folketingets Retsudvalg stukket en løgn.
 
Offentligt skattesmæk
Sagen om Skatteministeriets håndtering af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skatteforhold har mange lignende træk, der minder om samme lemfældige omgang med sandheden. Sagen brød ud, da BT i 2010 bragte en artikel om, at Kinnock ikke havde betalt skat i Danmark. Thorning-Schmidt og hendes mand blev først frikendt. Men nogen tid efter frifindelsen blev afgørelsen fra SKAT lækket til medierne.
 
Sidenhen blev der nedsat en Skattesagskommission, der skulle kortlægge, om lækket af personfølsomme oplysninger var ulovligt. Selv om der aldrig blev fundet beviser for, at toppen af Skatteministeriet gennemtvang en bestemt afgørelse i Helle Thorning-Schmidts sag, vidner processen om en vildfaren embedskultur med en klar interesse i at manipulere medier og befolkning til at skabe et bestemt konstrueret billede af sandheden.
 
Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skatteforhold blev hængt ud som snavset vasketøj. Polfoto/Niklas Hallén.
 
Hvem sætter dagsordenen? 
I sin helhed har disse tendenser en uheldig samfundsmæssig virkning. I et demokrati må politiske beslutningsprocesser være gennemsigtige og pålidelige. I de situationer hvor beslutningsprocesserne kræver rådgivning bør denne være informeret af videnskabelige studier kombineret med en insisteren på, at videnskabelige eksperter ikke kan træffe beslutninger på borgernes vegne.
 
Hvis et samfund ikke skal falde tilbage på dogmatisme og ortodoksi, hvor magt og sandhed følger hinanden, må der bevares en arbejdsdeling mellem evidens og ideologi. De fleste almindelige borgere er ude af stand til at vurdere de specifikke detaljer i videnskabelige undersøgelser, og mange står tilbage uden mulighed for at vurdere pålideligheden af de forskellige personer og anbefalinger, når en kontrovers bryder ud.
 
Derfor er der brug for det faktuelle demokrati. Der vil naturligvis altid være aktører, der er interesserede i at fordreje sandheden, ligesom der altid vil være medier, der ikke har tilstrækkelige ressourcer til at eftertjekke bestemte påstande. Men det væsentligste er, at der findes videnskabelige institutioner og myndigheder, der nyder integritet i samfundet og som kan være med til at skabe et evidensbaseret beslutningsgrundlag.
 
Det betyder også, at forskerne og eksperter skal blande sig mere i debatten og engagere sig i den demokratiske samtale. Alt for mange forskere er kun optagede af den interne kommunikation til andre forskere i specialiserede tidsskrifter – i håb om at denne viden før eller siden når ud til samfundet. Men dette er langt fra tilfældet.
 
Hele fadæsen om Landbrugspakken er et eksempel på, hvordan eksperternes udtalelser og forskningsresultater har konsekvenser for den politiske beslutningstagen. Polfoto/Jacob Ehrbrahn.
 
Som eksemplerne ovenfor viser, er forskning og videnskabelig evidens i det postfaktuelle demokrati ikke noget befolkningen automatisk har tillid til. I stedet for at vente på en naturlig nedsivning af viden gennem uddannelse og medier er det nødvendigt med mere strukturerede systemer for ekspertrådgivning og myndighedsbetjening. Forskere kan i langt højere grad end det er tilfældet i dag, bidrage til politikudvikling, optræde som kilder i den offentlige debat og være med til at sætte en dagsorden på de områder, hvor deres forskning har samfundsmæssige implikationer, som for eksempel inden for sundhed, klima og energi.
 
Mellem videnskab og demokrati
I udlandet har man i en årrække haft tradition for, at regeringer eller parlamenter ansætter en national videnskabelig rådgiver, der har til opgave at levere ekspertise og evidens om varme politiske sager – for at nedkøle den politiske kommunikation og skabe en mere ligevægtig og tillidsvækkende brug af analyser og evidens.
 
Disse rådgivere har for det meste en videnskabelig baggrund, men frem for alt har de talent og erfaringer med politiske beslutningsprocesser. De skal agere som mellemhandlere mellem to forskellige, og alligevel indbyrdes afhængige, institutioner: videnskab og demokrati.
 
På europæisk niveau har EU Kommissionen etableret en ny mekanisme for videnskabelig rådgivning, Scientific Advice Mechanism (SAM), der skal rådgive kommissionen i sager, hvor der er brug for et stærkt videngrundlag for at træffe beslutninger med stor betydning for borgernes hverdag. Formålet med SAM er at sikre, at kommissionen har adgang til den bedst mulige rådgivning, uafhængigt af institutionelle og politiske interesser.
 
Der findes med andre ord effektive mekanismer, der kan være med til at modvirke det postfaktuelle demokrati. Men polarisering på de sociale medier, politikernes brug af strategisk kommunikation samt den overflod af data og information, der i dag er tilgængelig på internettet, gør det nødvendigt med en principiel debat om, hvilken rolle evidens og pålidelig viden har i samfundet. Fra eleverne i folkeskolen til forskerne på universitetet er det nødvendigt med en stærkere bevidsthed om, hvem der styrer informationsstrømmen og hvordan den påvirker de demokratiske institutioner.
 
Det er ét blandt mange værktøjer samfundet har til rådighed for at bevare det faktuelle demokrati.
 
Artiklen er udstyret af Kforum. 

Relaterede artikler

Kovendingen er vendt tilbage - I Danmark er en ny folkesport for alvor ved at brede sig: kovending. En imponerende mængde danske politikere har de sene...
En helt uforsvarlig spindoktor? - Mange mener, at spindoktorhysteriet er overstået. I England er Tony Blair ved at skrive sit politiske testamente, og i U...
The great green team - Klima er overhype. Kommunikationsbranchen kæmper endnu en gang for at sælge ind i direktionslokalet. Nu er det ikke stor...
Er der en hæderlig politiker til stede? - Skal politikere være bedre end os andre? Ja. De står med et meget ærefuldt hverv. Vi skal ikke falde på halen over vores...
Løkkes magtufuldkommenhed - Eva Kjer Hansens ministerafgang er blot kulminationen på en årelang ledelseskrise i Venstre med magtfuldkommenhed, arrog...
Er Esben Lunde Larsen Hollywood-star? - Ved at sætte både videnskab, fælles lovgivning og sund fornuft over styr spiller Esben Lunde Larsen rollen som Lars Løkk...
K-briefing - kort og godt - Her samler vi det, du skal vide, nu vi ved det. Den amerikanske præsident får sin briefing hver morgen, du får den hver ...
Journalisternes tre fordummende fejltrin - Omkring fire overskrifter. Så kort tid kan der nogle gange gå, fra jeg vågner, til jeg bliver livstræt. For man skal ikk...
Kommunikation med det store K forrest - Den ene dag er k-direktøren med i ledelsen, den næste dag er k-afdelingen en del af HR, og den tredje dag skal synergier...
Opmærksomheds-økonomiens desperate kommunikation - I opmærksomhedsøkonomien opfører alt for mange kommunikations- og marketingfolk sig som desperate forældre, der forsøger...
Den iltre nestor - Bertel Haarder har været i dansk politik i årtier og kender alle spillets regler. Han kan argumentere sagligt, men han k...
Løkke lykkedes ikke - Paragraf 38 i grundloven foreskriver, at Folketinget skal sættes første tirsdag i oktober. Det skete også i år, hvor Pia...
DF’s fire brølere i krisekommunikation - Dansk Folkeparti har altid været dygtige til deres kommunikation. De har formået at smyge sig udenom ansvaret for politi...
Politisk nostalgi i risikosamfundet - Fra Moskva til Istanbul. Fra Christiansborg til Washington – politisk nostalgi er blevet en dominerende og disruptiv kra...
Er eventyret om Mandag Morgen slut? - Mandag Morgen er blevet opslugt af fremadstormende Altinget, og måske markerer det afslutningen på et vigtigt kapitel i ...
Det går jo godt for DR, rigtigt godt endda - DR er under angreb, som DR næsten altid har været det. Danske Medier fortsætter deres felttog, der blev igangsat i 2000,...
Det underdanige og det magtfulde - Susan Simonsen har igennem forlaget Gladiator udgivet en essaysamling, hvor flere politikere og embedsmænd nævnes ved na...
Startmanual til Lobbyland - ”Flyt magten” er en ny ledelses-og metodebog for lobbyister. Kommunikation er et af flere støtteben, ligesom den rette b...
En hotline til borgmesteren - Vi har sat en interessent og en konsulent til at læse ny bog om lobbyisme i det offentlige. Her interessentens: Den bed...
Forår og lobbyisme - Vi har sat en interessent og en konsulent til at læse ny bog om lobbyisme i det offentlige. Her konsulentens: ”Forår og...
ABC om HPV - HPV-vaccinen kan i den grad bringe følelserne i kog og få folk til tastaturet. En ny kampagne for at øge tilslutningen t...
10 hurtige til Vestagers spindoktor - Udover at være EU-kommissær i Bruxelles er Margrethe Vestager hele Danmarks titaner, der er blevet kåret til at være bla...

Giv din stemme

25 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

KOM18

Vær med, når hele branchen samles til årets k-konference

3. maj

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.