Det siger din lort om din succes
Skider du (også) på dit arbejde?

Skrevet af
Altså helt bogstaveligt. Forretter du din nødtørft på din arbejdsplads med nogenlunde ro i sindet? Eller klemmer du med djævelens vold og magt balderne sammen til du kommer hjem, fordi det er for pinligt at dele den slags og de eventuelle lugtgener med kollegerne? Jeg gætter - og håber - på det første.
Som danskere er vi i varierende grad blufærdige omkring vores toiletbesøg, javel, men de færreste ligger søvnløse ved tanken om at besørge side om side med kollegerne, eller chefen for den sags skyld.
 
Med fare for overgeneralisering vil jeg vove den påstand, at i vores kulturkreds er toiletangst noget, man går til psykolog med, og ikke noget, ovennævnte toiletbesøgende chef skal tage ansvar for at udbedre, ved for eksempel at blande sig i medarbejdernes toiletikette.
 
 
For nylig læste jeg en web-artikel med denne overskrift. Jeg tænkte, yes, mere succes i livet bare ved at ændre lidt på mine toiletvaner. Eller måske jeg endda ville opdage, at jeg havde forbilledlige arbejds-wc-vaner og allerede var på vej til at skide mig til den ultimative succes?
 
Jeg blev slemt skuffet. Dels har jeg i skrivende stund stadig ikke luret, hvordan titlen hænger sammen med artiklens indhold, og dels er jeg ikke enig med skribenten i, hvad succes er.
 
Den første tredjedel af teksten besynger vores alle sammens varme, brune yndlingsdrik, kaffen, og glider elegant over i, hvordan nydelsen hurtigt fader, fordi morgen-cortadoen sætter gang i peristaltikken og angsten for, at porcelænskummen pludselig fylder ALT.
 
Derefter beskriver artiklen, hvor pinligt det er at skide på jobbet, og hvordan man overmandes af tvangstanker om, at andre kan se ens sko under døren og måske gætte, at vi bag vores professionelle ydre, vores omhyggeligt udvalgte påklædning, makeup og polerede manerer besidder både mave, tarm og anus.
 
 
Vi er dermed foul and gross, som artiklens forfatter Lindsay Goldwert udtrykker det, før hun går over til at give råd om, hvordan chefen og medarbejderne sammen kan skabe en bedre toiletikette på arbejdspladsen. Denne bør indebære forbud mod sladder, telefonsamtaler og sms-skrivning på toilettet, hvilket skulle lette presset - so to speak - for de ængstelige og samtidig booste arbejdspladsens produktivitet såvel som arbejdsmoral.
 
Den forkerte læser
Work poop-artiklen gav anledning til en ikke ringe grad af forvirring i undertegnede læsers hoved. Først og fremmest hænger spørgsmålet om, hvad de særligt succesfulde foretager sig på toilettet, som hæver dem over os andre, stadig i luften som en stædig juleprut.
 
Og hvad er det for et vi, der ulasteligt klædt og i perfekt makeup bilder sig ind, at andre ikke ved, vi også laver number two? Hvem er i det hele taget de succesfulde mennesker, overskriften taler om? Er skribenten selv en af dem? I så fald, hvorfor har hun ikke et ordentligt toilet med vægge fra gulv til loft? Hvorfor må hun nøjes med et gammeldags skoletoilet, hvor bøllerne kan kigge ned fra oven og måske stjæle hendes taske ud under døren?
 
Og selvfølgelig den overordnede forvirring over, hvorfor hun gør så stort et nummer ud af noget, der ikke er et problem. For mig i hvert fald.
 
På med de kulturkomparative globalistbriller
Det er interessant, hvad der sker, når en tekst som How the most successful people poop at work publiceres elektronisk og pludselig kan læses af alle de godt 765 millioner mennesker på kloden, der taler engelsk, men for flertallets vedkommende ikke selv tilhører den kulturelle sammenhæng, der skrives i.
 
En ting er, at man som læser ikke kan regne sig med i det vi, der postuleres, hvilket jo er ret almindeligt selv i en lillebitte kulturkreds som den danske, men i mange tilfælde har vi som globale læsere i en fortravlet hverdag ingen som helst bevidsthed om det.
 
Vi ser ikke den kløft, der eksisterer mellem vores egen virkelighed og skribentens. Vi mærker måske bare en let udefinerbar forvirring over at blive placeret i en læserrolle, der ikke passer, og zapper videre. Eller vi identificerer os uden videre med rollen, fordi vi har set for mange Netflix-klassikere og tror vi er Rory fra Gilmore Girls, Homeland-Carrie eller Suits-Mike. Det er vi ikke.
 
Det er der ingen der er, men da slet ikke os, der er vokset op med Muldvarpen,der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved i det - med amerikanske øjne - socialistiske hyggemonarki kaldet Denmark. Lad os tænde staldlygten, skovle en vej ud gennem forvirringens snedriver med vores hyggesokker trukket godt op over galocherne og etablere et oversigtskort med en skingrende rød Her-står-De-plet, som dem man møder i ethvert storcenter med respekt for sig selv.
 
 
Lad os undersøge, hvor skribenten befinder sig, hvem det helt præcis er, der skriver, og ikke mindst hvem det er, vi som læsere skal forestille at være i det her scenarie.
 
Her står De
De står i et engelsktalende land anno 2014. Specifikke kulturelle referencer i artiklen peger på, at det drejer sig om en stor, vestlig by, hvor man kan få alle typer espressobaseret morgenkaffe to go. Teksten er publiceret på et business-site der hedder Fast Company, startet i 90'erne af to Harvard Business Review-redaktører, og den adresse, man finder under contact us, ligger på Lower Manhattan, New York City.
 
Vi befinder os altså på en dyr adresse i storby-USA, og Fast Companys modellæser drømmer vel om at spejle den internationale, innovative, progressive businessprofil, sitet står på tæer for at udstråle.
 
Forfatterens egne oplevelser stammer fra en tid før 2014, hvor hun arbejdede hos modeblade som Marie Claire, Redbook og Glamour i et miljø, der angiveligt lignede det, man kender fra filmen The Devil Wears Prada. Kulturelt befinder vi os altså solidt placeret i damebladsafdelingen af det sociologen Henrik Dahl i 90'erne kaldte for blåt segment.
 
Lindsay Goldwert, artiklens skribent, er i øvrigt også standupkomiker og teksten publiceret som et 5 min read - vi har travlt - så det havde givetvis været mere passende, hvis jeg bare havde læst den på min telefon - evt. på toilettet - før jeg klik-klakkede hurtigt videre på mine business-hæle for at erobre verden. Lad os ikke desto mindre fortsætte ufortrødent ud ad det analytiske spor i de gamle, (næsten) flade vinterstøvler.
 
Supersippede amerikanere
I engelsktalende kulturkredse er kroppen og dens funktioner generelt mere tabubelagte, end de er i Danmark, og toiletrummet, i metaforisk forstand, ekstremt privat, så jeg køber umiddelbart, at den angst, Lindsay Goldwert humoriserer over, er ægte nok, når det gælder USA, særligt i de store byers blålige segmenter.
 
 
Hele angstproblematikken omkring work poop forekommer mig dog anstrengt og eksotisk i en dansk kontekst. Heraf en væsentlig del af min læserforvirring. Hverken vinklingen af artiklen eller dens humoristiske referencer resonerer pga. den kulturelle forskel. Det, der er sandt og sjovt - to sider af samme sag - i USA, er det ikke (nødvendigvis) i Danmark. Med mindre modtageren er særligt hårdt ramt af medieoverført kultur-amerikanitis, naturligvis.
 
Men bortset fra at kroppen er mere tabubelagt i USA end i Danmark, er der også mindst et andet aspekt i spil, som kan forvirre en dansk læser: forskelle i toiletarkitektur.
 
Barmhjertig wc-arkitektur i Danmark
Hvis der findes oversigter over, hvilke lande/arbejdspladser der benytter hvilke typer wc-arkitektur, så har jeg ikke kunne finde dem. Derfor må det følgende blive baseret på et kvalificeret gæt, baseret på personlig erfaring. Lad os dele job-toiletter op i to overordnede kategorier: båse og badeværelser.
 
 
I Danmark har jeg kun oplevet båse i det helt offentlige rum og på visse uddannelsesinstitutioner, hvor elever/studerende også ofte må nøjes med disse halvåbne strukturer. Men på de fleste danske arbejdspladser er der reelle badeværelser, altså toiletter med vægge fra gulv til loft. I de engelsktalende områder er båse derimod meget mere almindelige. Selv på de kontorer, der ligger på meget fine storby-adresser, har man som oftest halvåbne båse.
 
Det tror jeg gør en kæmpe forskel i forhold til angst-niveauet. Det er også denne type toiletforhold, som Lindsay Goldwert tager for givet, at læseren har på sit job.
 
Blufærdig eller angst?
Det er i øvrigt værd at dvæle et øjeblik ved forskellen mellem angst og blufærdighed. Det er en ærlig sag at foretrække stramme privacy settings omkring bummelum-situationen. Jeg er selv en stor fan af lorten som fællesmenneskeligt hverdagsfænomen, men, indrømmet, jeg putter et stykke papir i kummen for at dæmpe plumpet, før jeg skider på meget åbne offentlige toiletter. Det oplever jeg ikke som hverken angst eller ængstelse, men blot blufærdighed. Forskellige faktorer påvirker graden af blufærdigheden, for eksempel alder.
 
I processen med at undersøge work poop-emnet diskuterede jeg de unges forhold til sagen med en tidligere kollega, der arbejder på Egå Gymnasium, et moderne, på alle måder hvidt gymnasium 10 km nord for Århus centrum. Her fik elevrådet for nogle år siden indført musik på et af elevtoiletterne. Et festligt indslag i dagligdagen, men også praktisk. Med musikken strømmende ud af højtalerne kan man nemlig ikke høre, hvad der ellers måtte strømme og plaske ned i porcelænskummerne bag båsenes døre.
 
Kollegaen fortalte også om en studietur til Spanien, hvor de 17-årige 2.g'ere var indkvarteret hos lokale familier, og flere nægtede at bruge toilettet, der hvor de boede, til dagens dump. Selv indrømmede kollegaen, at hun ikke bryder sig om at bruge elevernes båse-toiletter, som hun ofte gør, fordi de ligger mere centralt placeret end personaletoiletterne, hvis der er elever til stede. Og faktisk undgår hun også at bruge det normale voksentoilet nær rektors kontor, hvor hun føler, hun kommer hans revir lidt for nær.
 
Så ud over at være aldersbetinget og sikkert også kønsbetinget ser det ud til, der også kan være en hierarkisk dimension i spil. Jo tættere på teen-årene, jo flere X-kromosomer og jo større social statusforskel, der er mellem dem, der (potentielt) skider sammen, jo mere blufærdigt er mennesket omkring egen afføring?
 
Lort på avisen
En af mine sejeste og mindst sippede veninder, som arbejder på et større dansk dagblad i hovedstaden, fortalte den anden dag om en lille toiletdans, hun havde haft med en mandlig kollega. Lad os kalde dem Line og Lars.
 
Efter sigende ligger et af avisens personaletoiletter lidt væk fra alfarvej, på en etage med lav trafik. Der kan Line godt lide at gå hen, når hun skal skide. Og hun er åbenbart ikke den eneste. En dag mødte hun Lars på vejen derned, og hun kunne sværge på, han havde samme ærinde som hun. Jeg tror på det, for Lines sociale antenner er blandt de længste og skarpeste, jeg kender.
 
Line og Lars talte ikke om det, men de vidste det begge to. De talte om noget hyggeligt, noget arbejdsrelateret, noget sjovt, mens de diskret cirklede tilbage til resten af nyheds-flokken med uforettet ærinde.
 
Jeg ved ikke med Lars, men Line er i hvert fald ikke bange for at pølle på jobbet. Det er bare privat og noget, hun foretrækker ikke at dele med en kollega, hvis det er muligt.
 
Den sensationelle lort trækker læsere?
Jeg mener altså ikke, gennemsnitsdanskere er målgruppen for How the most succesfuld people poop at work, selvom de fleste af os udmærket kan læse artiklen på engelsk. Ja, vi er blufærdige, men som gruppe er vi ikke sippede nok til rigtig at synes, den er hverken rigtig sjov eller spot on. Og vores toiletfaciliteter er generelt for gode.
 
Men ikke alle er enige i den antagelse. I august 2015 kunne man for eksempel læse i Metroxpress at hver femte ikke laver stort på arbejdspladsen og få 5 ret bizarre råd til, hvordan man kan få sine efterladenskaber til at lugte mindre.
 
Kigger man nærmere på tallene fra YouGov, der havde lavet undersøgelsen blandt godt 1.000 danskere, viser det sig dog, at det kun var halvdelen af de 20 procent - reelt var det 18 procent rundet op - der undgik toiletbesøg. Resten havde aldrig havde haft behovet, hvilket er helt plausibelt, da rigtig mange af os kommer af med the mother load om morgenen, inden vi tager på arbejde. Og så er tallet nede på 9 procent - ca. 90 mennesker - der med hjælp fra mildt ledende spørgsmål indrømmer, de har et problem med at skide på jobbet.
 
Næppe nyhedsværdigt, så hvorfor piske en stemning op? Tja, lort er noget alle kan relatere til og måske af den grund pr. definition en god historie? Eller også havde nogen på Metroxpress læst en amerikansk undersøgelse og glemt at regne de kulturelle forskelle ind i ligningen? Eller måske var det bare agurketid på Metroxpress i august.
 
Me-time på tønden
Ikke alene har danskerne det ok med semi-offentlig pølleaktivitet - 91 procent jf. YouGovs undersøgelse, hvis man lige vender den på hovedet. Nogle elsker ligefrem deres wc-pause over alt på jorden. Avisen, bogen, damebladet (aka telefonen) med på das, og så er der time-out fra verden. Aaaah.
 
Eller som det lyder hos James Joyces sanselige, fiktive alter ego Leopold Bloom i romanmastodonten "Ulysses":
 
Siddende lavt foldede han bladet ud og vendte dets sider på sine bare knæ. Noget nyt og let. Ingen større hast. Hold lidt igen. (...) Han læste roligt, holdt stadig igen, første spalte, gav efter, men gjorde modstand, og begyndte på den anden. Midtvejs svandt hans sidste modstand, og han lod tarmen tømme sig roligt, mens han læste, blev ved med at læse tålmodigt, den lette forstoppelse fra i går var helt forsvundet. Håber den ikke er for stor, kunne få hæmorroider igen. Nej, lige tilpas. Sådan. Ah!
 
Der er litteratur på toilettet og toiletter i litteraturen, toiletter, hvor der ofte foregår meget andet, end det de er lavet til, hjemme såvel som på arbejdet. Det er ikke svært at forestille sig, at nogle ansatte holder så meget af deres latrinære me-time, at det bliver et problem for arbejdsgiveren.
 
Det indtryk får man i hvert fald i en jobannonce som BT sætter spotlight på i august 2014 (er august lokummets måned i medierne?), hvor en arbejdsgiver til HK’s forbløffelse tillader sig at skrive i et deltidsjobopslag, at kandidater til stillingen ikke skal regne med tid på det lille hus: Der er altid noget at lave. Og vi holder ikke pauser. Eller ryger. Eller skider på jobbet, specificerer annoncen.
 
Hvordan de mest succesfulde mennesker skider
Ja, ja, jeg ved det godt. Den overskrift behøver ikke være et løfte om at afsløre de succesfuldes hemmelige pølleliv. Den kunne også bare læses som noget, der peger på, at her er en artikel om folks toiletvaner på arbejdet, og dem, der skrives om, er selvfølgelig, by the way, succesfulde, som De selv er, kære læser. Jeg føler nu alligevel, jeg skylder et svar på, hvad hemmeligheden er. Her kommer mit bud:
 
I dokumentarfilmen Amy (2015) om sangeren Amy Winehouses alt for korte liv, siger hendes store idol, crooneren Tony Bennett, følgende vise ord: If she had lived, I would have said: slow down; you're too important... Life teaches you how to live it if you live long enough.
 
Dette budskab - lev længe, så skal du nok finde ud af det - svarer bedre til min forståelse af grundlaget for succes end det, der ligger mellem linjerne i How the most succesfuld people poop at work, og som indbefatter en masse penge, en fin adresse, samt anerkendelse i en bredere offentlighed, gerne via omfattende medieeksponering. En successprofil, som Amy Winehouse i øvrigt levede op til om nogen.
 
Hvis vi følger Bennetts tanke og forlænger den med, at jo bedre man forstår, hvordan ens liv skal leves, jo større mulighed er der for, at man finder en selvdefineret form for succes, så betyder det, at hovednøglen til succes er et langt liv, hvor man bliver ved med at prøve.Og hvordan får man et langt liv? Et godt sted at starte kunne være med tarmforsker Giulia Enders bestseller Tarme med Charme (2014), der fortæller, hvor vigtige tarmene er for kvaliteten af ens liv, såvel som længden af det.
 
Den tyske tarm-bog, der har gået sin sejrsgang i Europa.
 
Enders observerer i øvrigt, at den sundeste måde at skide på ikke er højt placeret på den hvide porcelænstrone, som hæmoridebekymrede Harold Bloom i Ulysses og de fleste af os andre i den vestlige verden. Den sundeste måde at skide på er siddende på hug. Over et hul i jorden Indian-style, eller med fødderne på en skammel, hvis man trods alt er glad for sine sanitære forhold, som de er.
 
Så mit svar på, hvordan succesfulde mennesker skider, må altså være: Vi gør det, når vi skal - også på arbejdet - og vi gør det gerne på hug.

Relaterede artikler

Er du til junkfood eller regnbuer? - Dine emojis fortæller en hel del om dig og måske også det, du helst ville undgå blev fortalt. Fx om du er celeb-fikseret...
Vores alle sammens Bruno - Lorten er verdens mest undervurderede fællesmenneskelige hverdagsfænomen. Den er international og demokratisk. Den er hu...
Rock og rå data fra Roskilde - Hvor meget vejer lort? Roskilde har fundet svaret ved hjælp af nye sensorer og big data. Resultatet er færre fyldte toil...
Er du en drittsekk? - Den norske ungdomsserie Skam har taget Norge med storm og er nu i gang med at lægge Danmark ned. Flere gloser fra den po...

Giv din stemme

16 stemmer
3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Lav professionel mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

Kom til K-bar!

Kun få ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Netværk

Kommunikatører

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Kursus

Content marketing bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

Content marketing bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Communication Consultant

Frist: Hurtigst muligt

Student Assistant

Frist: 2. april

Praktikant

Frist: 18. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Sprint: Ryk på dine idéer med lynhurtig konceptudvikling

19. april

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.