Aarhus er det nye såårt, men hvor længe?

For et par måneder siden blev Sofie Linde interviewet til Politikens serie ’Mit København’. Her pointerede hun, at hun ikke brød sig om jyder, der efter kun en måned i hovedstaden fordømte deres ophav og definerede sig selv som ’Nørrebronx ind til hjertet’.

Personligt er jeg helt på bølgelængde med den kære X Factor-vært. Du bliver ikke automatisk mere sej og interessant, fordi du flytter til København og råber op. Du er stadig akkurat lige så 'pølset', som de københavnere, der har fløjet til Kreta flere gange, end de har taget toget til Jylland. Men artiklen peger alligevel på det evigt tilbagevendende forhold mellem København og Jylland. Endnu mere klassisk: København og Aarhus. Storebror mod lillebror.

Hvor er det dog trættende at høre på. En debat fuldstændig uden formål. Fordi Aarhus bliver aldrig København. Aarhus vil altid være nummer to i den sammenligning. Men du hverken kan eller skal jagte den målestok. Og det er nu, i konteksten af Aarhus 2017, at vi har muligheden for at trække by-brandet i en anden retning. Væk fra ligegyldige sammenligninger til noget helt unikt. Men hvad? Og hvordan?

Selv den tyske avis Bild refererer til Aarhus som 'Københavns seje søster'.

Du og jeg, Aarhus - eller hvad?

I skrivende stund har Aarhus 2017 allerede kastet flotte internationale overskrifter af sig rundt omkring i verdens førende medier – alt fra New York Times til Lonely Planet har været forbi postnummer 8000 med både pen og kamera og vendt tilbage med notesbøgerne fyldt af lovprisende Aarhusord.

Det er skarpt PR-arbejde fra regionens side, der allerede her kun få måneder inde i 2017 har formået at coine noget af den værdi, der ligger i at være kulturhovedstad. Det sætter Aarhus på det internationale kort over populære turistdestinationer, og det er godt. Men vi skal passe på ikke at lade os rive så meget med af den nuværende popularitet, at vi beregner The Guardian, New York Times og Lonely Planet-omtalen som end goal.

Aarhus, Denmark: what to see, plus the best restaurants, bars and hotels https://t.co/0R5TgsgrBS
— The Guardian (@guardian) 4. februar 2017

Det er derimod kun et skridt på vejen. For omtalen står og falder i høj grad med konteksten ved at være kulturhovedstad. Og hvis vi kun kommunikerer kultur fra nu af til december, kommer vi til at efterlade de både danske og internationale medier med så mange kulturelle tømmermænd i 2018, at alle journalister kaster en smule op, når Aarhus navnet dukker op.

Med andre ord: Det er nu, at vi (og med ’vi’ mener jeg ikke kun Region Midtjylland og Aarhus Kommune, men alle byens kreative, kulturelle og visionære aktører, der tilsammen er bannerførere for byen) skal omdanne kulturhypen til et grundlag for en brandingstrategi, der peger langt ud i fremtiden.

Måske er strategi endda så meget sagt. I hvert fald i ordets klassiske forstand. Den kan de tage op på kommunens bonede gulve. Nej, mere bare at vi i fællesskab, alle os aktører imellem, bliver enige om, hvilke vertikaler vi skal brande byen på.

For et par uger siden skrev Rune Dalgaard fra Advice en glimrende mini-analyse af Aarhus’ omdømme her på Kforum, hvori han sluttede af med ordene: ”Hvad skal være det særlige, hvor Aarhus viser, at man tør gå sine egne veje og være helt sin egen?” I samme artikel, faktisk i allerførste paragraf, peger han selv på nogle af svarene. Han slår i hvert fald tonen an. Det er nemlig ret unikt at have landets højeste koncentration af universitetsstuderende og højtuddannede.

Ligeledes at have landets højeste andel af borgere mellem 20-29 år. Beliggenheden er også fin, men først fantastisk, når man tager højde for både den historisk flotte og fabelagtige nyere arkitektur, som byen rummer. Dertil kommer de absolutte fyrtårne som eksempelvis ARoS og Moesgaard Museum. Og til sidst kan vi tilføje den spirende scene inden for både kulturliv og iværksætteri.

Det nye Moesgaard Museum (MOMU) er designet af Henning Larsen Architects.

Det, kære Aarhus, er hvad vi er. Unge borgere med trang til kultur, iværksætteri og innovation, der slentrer rundt midt i en unik arkitektonisk skala i en by, der udvikler sig hver eneste dag.

Make it Matter to More

På en måde kan man jo ikke klandre kommunen for at tænke stort med sloganet ’Danish for Progress’, der blev lanceret for et par år siden og nærmest med det samme kom i hård modvind. Fordi Aarhus er fyldt med ’Progress’. En brandingkampagne fra kommunens side, der snakker på vegne af alle borgere, er bare ikke måden, det skal formidles på. Tværtimod.

Wienerbrød for fremskridt...

Mine personlige erfaringer fra det seneste års virvar af store og små kulturelle projekter har efterladt mig med særligt én nøglesætning, som brandingen af Aarhus også bør trække på i sin eksekvering: Make it Matter to More. Kort fortalt handler det i den her sammenhæng om, at man som kommune tør uddele dele af arbejdet med byens branding til de borgergrupper, virksomheder og kulturelle fællesskaber, der dagligt lever og ånder det, som man vil kommunikere.

Lade dem få indflydelse, komme med kreative retninger og lade dem være et talerør udadtil. Det giver først og fremmest en mere afspejlende kommunikation, men vigtigst af alt giver det et hamrende stærkt ambassadørkorps af Aarhus-bannerførere, der alle snakker ud til hvert deres lokale, nationale og internationale publikum med en vis social impact. Byen er jo netop udgjort af dens aktører. Det er i høj grad dem, som gør den unik. Deres holdninger og deres valg.

Sat på spidsen: Det er ikke Aarhus Kommune, der skal brande arkitekturen. Det skal en gruppe af byens største og mest spændende tegnestuer som Schmidt Hammer Lassen Architects, SLETH og AART architechts – selvfølgelig sammen med Arkitektskolen.

Det er ikke Aarhus Kommune, der skal være afsender på det iværksættermiljø, som lige nu høster stor anerkendelse på landsplan. Det skal LYNfabrikken, Culture Workspace og Institut for (X).

Det er ikke Aarhus Kommune, der skal formidle det fantastiske studiemiljø i byen. Den skal blot stille ressourcer til rådighed og lade de forskellige studieretninger gøre resten.

Alle mand til affyringsrampen

Ovenstående tanker hænger sammen med et mindset, der kræver en bottom up-tankegang i yderste potens. Og bottom up kræver mod. Mod til at vokse nedefra. Men lige nu har vi som by mere af den travle verdens opmærksomhed, end vi nogensinde har haft. Det er nu, der skal pustes til ilden.

Derfor er det også ærgerligt, at flere borgere i lige præcis aldersgruppen 20-29 har udtrykt skuffelse over det officielle Aarhus 2017-program. Hvor er det indhold, som ikke bare er skabt af dem (ja, Aarhus 2017, der har været rig mulighed for at arbejde som frivillig på projekterne), men til dem. Der er meget til børn og meget til de balletelskende kulturkonventionelle, men hvor er rækken af storslåede arrangementer, der skal trække publikum i starten af 20’erne? Den lader vi stå lidt.

Aarhus 2017 åbningsfest.

Faktum er dog også, at der allerede er en bevægelse i gang på det mere rendyrkede erhvervsområde. Allerede nu, ja næsten et helt år før 2018, arbejder flere århusianske og midtjyske virksomheder sammen om at skabe et erhvervsnetværk – skabt i kulturhovedstadens ånd, men sat i verden for at levere resultater i mange år efterfølgende. Det er virksomheder, der tør gå forrest, og som alle kan se den værdi, der er at høste, når der på et tidspunkt lukkes ned for kulturhistorierne.

For at vende tilbage til Rune Dalgaards spørgsmål, så har vi allerede det helt særlige ved Aarhus lige foran os. Vi har et stærkt felt af aktører, der gør det særlige til det unikke. Og så har vi århundredets omdrejningspunkt til at kickstarte hele molevitten.

Det handler nu om at turde at stå sammen og være lige så ambitiøse i årene efter kulturhovedstaden som under selve året. Gør vi det, kommer vi til at huske 2017 som den kulturelle affyringsrampe – og ikke som året, der gav os kulturelle tømmermænd.