Generation Ztreet cred

Generation Z indtager arbejdspladserne om 2 år og er for alvor etableret om 12 i alle positioner. Hvordan kan du allerede nu ruste dig til at være den, de vælger at bruge deres tid og kreativitet på?
En repræsentant for generation Z er maksimalt 16 år og minimum 6 år, for allerede i 2010 begyndte den nye generation Alpha at indtage verden, som den første fuldbårne touch-generation. Det betyder, at Z’erne i løbet af blot to år vil kunne indtage arbejdsmarkedet i andet end fritidsjob, og om 12 år vil de være at finde i alle typer af jobs og sikkert også på alle niveauer.
 
Hvad beskriver generation Z? Det kan faktisk opsummeres i fire ord: Frihed og fællesskaber. Frygt og forkælelse.
 
 
Frihed og fællesskaber
Flygtighed. Kompleksitet. Paradoks-elasticitet. Livskarriere. Og tillid. Mest af alt tillid og troværdighed. Eller street cred, som det nok mere rigtigt hedder i dette hjørne af generationerne. Det er nogle af de ord, der bedst beskriver Z’erne. I en verden uden institutioner og autoriteter, som de tror på og bekender sig til, skaber de nemlig deres egne veje til formålstjenlige systemer og strukturer, der kan hjælpe dem til at få retning i livet og placere sig selv med mening i tilværelsen.
 
En af hjørnestenene i forståelsen af Z’ernes liv er den måde, de i dag er forbundet digitalt, globalt og ikke mindst socialt på en måde, så det overskrider de geografiske grænser og de sociale klasser. Tænk på, at mange af dem kommunikerede med andre børn gennem deres computerspil og videoer på engelsk, før de faktisk lærte engelsk i skolen og er derfor vokset op med en forståelse af sig selv som grænseløse og har her været vant til udelukkende at blive vurderet ud fra deres evner.
 
Generation Touch.
 
Hvad du er, betyder derfor langt mindre end hvem du er, og hvad du kan bidrage med. Til fællesskabet. Det handler først og fremmest om, hvilke muligheder du kan skabe, hvad du kan producere, og hvilke interessante oplevelser du kan formidle, som vi andre kan forholde os til og brygge videre på.
 
Digitale (med)skabere 
Samfundet er mere ”på” end nogensinde, og det er umuligt at trække vejret uden for den digitale zone. Men både Y’erne, Z’erne og Alphaerne er det i ekstrem grad. Allerede fra Y’erne er de at betegne som digitale indfødte, men Z’erne har en endnu større selvfølgelighed med sig i brugen af disse medier. Og det helt afgørende er, at deres identitet ikke primært er som modtagere, men i lige så høj grad er som medskabere af indholdet og det, der bliver delt.
 
Youtubere.
 
De har selv lavet videoer, fra de kunne trykke på nogle touchscreen-knapper. De har lavet alt fra digitale udfordringer (fx Been-boozled, chilier, slå en med Ralph Cap og meget mere) til noget, der mindede om proffe film fra deres hobbyer (fx skatere) eller musik og sang. Ligeledes er de medskabere af eller ligefrem ophavspersoner til de mange spil, der florerer i App-verdenen.
 
Som en konsekvens af dette, er multitasking blevet normaltilstanden, så mens de læser, sender de sms’er, opdaterer Facebook, tjekker YouTube, taler i mobil og laver i øvrigt lidt på den opgave, som de også skal aflevere dagen efter. Hvis de altså ikke går ind i hinanden på gaden, fordi de har næsen nede i deres device.
 
RL (Real Life) er blot et åbent vindue blandt andre ligestillede åbne vinduer (læs: smartphone, tablet, computer, spil med mere), der er med til at definere og skabe deres liv, og Z’erne opfatter ikke altid RL som mere gyldigt, ægte eller vigtigt end de andre ”vinduer”, hvor de befinder sig bevidsthedsmæssigt.
 
Real life.
 
Generation krea på arbejdsmarkedet 
Multitaskingtilstanden smitter naturligvis også af på deres arbejdsliv. De finder inspiration alle steder fra, og selvom det kan virke provokerende og kontraproduktivt, at de bruger arbejdstiden på at tjekke FB, Insta eller en af de andre SoMe-platforme, skal man ikke nødvendigvis regne med, at det ikke også smitter af på deres arbejde. De kan finde partnere, opgaver, kollegaer og kunder i alle sammenhænge. Punktum!
 
Z’erne har på ingen måde stabilitet, forudsigelighed og social sikkerhed på dagsordenen. Ej heller på længere sigt, og vi står over for en generation af unge, der ikke længere har som ideal – eller mulighed med det arbejdsmarked vi har i dag efter krisen – at opretholde en længerevarende ansættelse.
 
Omskiftelighed er en konstans for Generation Z.
 
Selv højtuddannede må leve med en lang serie af ad-hoc ansættelser og projektarbejde, og dermed en mindre sikker adgang til lån i banken til fast ejendom, og en fortsættelse af de stabile rammer, som ellers har karakteriseret den gode borger, hvis fornemste opgave det har været at stabilisere de eksisterende strukturer i samfundet. Allerede i dag er ca. en tredjedel af arbejdsstyrken i USA såkaldte frie agenter og selvstændige konsulenter, og tendensen er også hårdt på vej her til Danmark.
 
Som arbejdsgiver skal man derfor anerkende det helt afgørende træk hos Z’erne: Nemlig at de SKAL have mulighed og frihed til både at være medskabere af indholdet, produkterne, firmaets vision og mission. De er vant til at tage ansvar på de her områder, og får de ikke opgaver, der modsvarer deres initiativ og deres kreative kraft, løber de hurtigt et sted hen, hvor de bliver mødt. Og husk lige, at de gerne deler. Alt. Også erfaringer med tidligere arbejdssteder og chefer!
 
Fra individ til situid 
Udover jobbet, har familien altid været det faste fællesskabsmæssige holdepunkt som definerende for de unges indslusning i samfundsstrukturen. Men også her har der gennem et par generationer været et opbrud, som blot fortsætter. Hvor familien – både den man kom fra og den man selv skabte – var centrum i ens sociale verden, er det i dag i stigende grad blev vennerne, kollegaerne og de mennesker, man møder på sin vej i de forskellige sammenhæng, som man indgår i.
 
Cosplay-fællesskab.
 
Det er ikke usædvanligt, at mange venskaber overlever ægteskaber, hvor man før kunne se det omvendte billede. Unge vil gerne indgå i langvarige fællesskaber, blot de kan være af varierende forpligtelse, så de kan passe ind i det store selvrealiseringsprojekt, som er mange unges primære livsprojekt.
 
For generation Z handler det primært om at udvikle sig selv, og karrieren tilbyder kun en fragmenteret del af det fællesskab, som skal være med til at udleve dette projekt. Mange kommer til at leve i en noget mere immateriel verden end tidligere generationer, og succeskriteriet er ikke at kunne etablere sig i en særlig defineret social kontekst med familie og fast job, men derimod at være en slags dynamisk meningsnomade, der bruger sig selv i mange forskellige situationer og muligheder.
 
Fremfor at være et individ, så snarere et situid som Instituttet for Fremtidsforskning har beskrevet. Et situid føler sig som en, der kan og gør noget bestemt i de skiftende situationer, som vedkommende indgår i. Som en, der har en virkning. Spørgsmålet om identitet træder derfor i baggrunden til fordel for spørgsmålet om effekt.
 
Ejerskab er ej heller noget, som Z’erne vil have et passioneret forhold til, med mindre det sker i en form for samlingsorientering, eller hvis tingen har en særlig affektiv værdi. Ellers er både ting og mennesker noget, der er på gennemrejse i deres liv, og allerede nu ser vi mange Z’ere købe og videresælge især branded tøj og sko over Instagram og Facebook.
 
Som konsekvens af dette er der opstået et enormt og fuldstændig ukontrolleret og umonitoreret marked af forbrugsvarer, der bevæger sig næsten som i tiden før penge blev en fællesnævner; et slags moderne bytte-bytte samfund.
 
Y’erne var frontløberne i den nye form for fællesskaber, som er begyndt at dominere, men Z’erne kommer til at leve dem helt ud. Inden for sociologien taler man om bundne fællesskaber, som fortrinsvis er præget af, at man er tvunget sammen for at overleve. Derfor handler det langt mindre om det enkelte individs ønsker og behov, og langt mere om at tilpasse sig gruppen, så den samlet set kan overleve.
 
Generation Y.
 
Z'ernes neo-tribale fællesskaber
Bundne fællesskaber bliver defineret ud fra feudale principper og er især karakteriseret af tre faktorer: At man har en fælles lokalitet, at man har en fælles aktivitet (for eksempel at dyrke jord), og at man har den samme mentalitet, dvs. at man tænker det samme om det fælles liv man lever. Man var altså fælles om at gøre det samme, tænke det samme om det man gjorde, og at gøre det på samme sted. Af samme årsag blev de tvungne fællesskaber også meget bestemmende for, hvem man blev til, hvad man lavede, og hvem man delte sit liv med.
 
Moderne frie fællesskaber har imidlertid tillid som centrum. Tillid mellem medlemmerne og tillid til projektet. De frie fællesskaber er nemlig først og fremmest frivillige, og dermed ofte også friskabende for de enkelte medlemmer, fordi de får mulighed for at realisere sig selv i det.
 
Hvor traditionelle fællesskaber er præget af angst for det fremmede, og dermed hele tiden forsøger at ekskludere medlemmer, der udviser en anden adfærd end den tilladte eller hele tiden bygger mure mod andre virkeligheder (i bogstaveligste forstand kan fortidens bymure ses som eksempler på dette), er frie fællesskaber tværtimod præget af inklusion. Enhver der tager initiativ til at blive medlem, og som har noget brugbart at tilbyde gruppen, bliver også meget lettere inviteret ind.
 
Hvor det traditionelle fællesskab var styret af pligt, ære og blod, er de nye drevet af personlig lyst, interesse og tillid. Det gør dem meget intense, men også mere flygtige. Nogle vælger at kalde dem for neo-tribale fællesskaber (nye stammefællesskaber), fordi mange fællesskaber i dag er som nye stammer, man bare kan gå ind i og ud af, efter hvordan det passer ind i ens eget liv.
 
Mange netværksgrupper kan kategoriseres som neo-tribale fællesskaber, fordi de fordrer af medlemmerne, at de hele tiden skaber og udvikler rammerne for gruppen, og dermed holder den dynamisk, levende og aktiv. Og det er præcis, hvad Z’erne vil forlange af deres arbejdsfællesskaber.
 
Det værste i verden.
 
Skal man som arbejdsgiver holde på Z’erne, er det essentielt, at man opbygger sin organisation som et stort neo-tribalt fællesskab, hvor det netop er lysten, interessen, initiativet der driver det – og som bliver bundet sammen af tillid på tværs af mennesker, formål og opgaver. Det stiller store krav til den enkelte leder om at være en troværdig uformel leder også, for i det neo-tribale univers, er du kun noget, hvis du bidrager ægte til fællesskabet.
 
Lederrollen skal mere administreres som et kraftcenter af viden, kreativitet, muligheder og relationer, som kan sendes videre til de rette partnere eller kobles sammen afhængig af det enkelte projekt. Selvledelse er bestemt noget, man som leder i en Z-organisation kan regne med. På de fleste områder. Og husk nu, at de slet ikke identificerer sig med hierarkier, så hvis de føler sig for begrænset af dem, går de steder hen, hvor de ikke dominerer.
 
Frygt og forkælelse
Lad os starte med det sidste, forkælelse. De er en super privilegeret generation, opfostret af en lang række forældre, der har set dem som et af deres vigtigste projekter i deres liv. Curlingforældre har der været nok af, og Z’erne har lært, at de gerne må bede om hjælp til… ret meget. Også forlange og forvente at få den.
 
Curlingforældre, watch out!
 
Det gælder både i det følelsesmæssige, som det særlige bånd, der oftest hersker mellem børn og forældre, men så sandelig også, når det gælder den stigende professionalisering, der hersker generelt i vores samfund. Har Z’eren problemer, som forældrene ikke selv kan klare, er det udbredt, at der hentes professionel hjælp, så barnet kan blive optimeret eller i hvert fald sikkert hjulpet videre. Ekstra lektiehjælp, særlige coaches osv er på menuen.
 
Det giver en generation af unge, der på mange måder har lært at betragte sig selv som et projekt, der kan lykkes, hvis blot man bruge de rigtige midler. I forlængelse af denne projekttankegang findes også forestillingen om lyst som den vigtigste drivkraft.
 
Lysten driver i høj grad værket, når det gælder Z-generationen, og den driver til gengæld rigtig meget.
Når det bliver lagt sammen med interesse, kreativitet og produktivitet, forstår man lidt bedre, hvordan en stor del af Z’erne vil være som kommende arbejdskraft.
 
Forkælelsen er også et udslag af den omnipotens, som friheden og fællesskaberne har givet Z’erne; gennem Youtube, Instagram, Facebook og andre sociale medier, møder de konstant verden i alle mulige afskygninger, men det immanente gennemgående budskab i det er, at alt kan lade sig gøre. Det, de ser, er jo alle succeserne (ellers havde de jo ikke selv fået øje på dem), hvorfor det ofte bliver idealet og målet for dem.
 
Likes som målestok for succes.
 
Samtidig er det let at komme til at skabe noget, producere noget, der på et eller andet niveau kan skabe opmærksomhed eller forretning, og derfor glider forestillingen om, at alt kan lade sig gøre over i, at de også selv bør være omnipotente. Det er kun deres egen fantasi og egne ambitioner, der sætter grænsen for, hvad de kan opnå med deres liv.
 
12-talspiger og Ritalin-drenge 
Dette ideal om omnipotens er samtidig det, der skaber en grundlæggende frygt hos mange af dem. For kan de overhovedet leve op til alle de idoler – både som mennesker, men sørme også som livsstile – de møder i deres hverdag? I RL og på SoMe. Man taler om 12-talspiger, der skærer i sig selv, om alt for mange drenge, der ikke må være urolige og derfor er diagnosticeret med ADHD og på Ritalin.
 
Om at der er flere og flere børn, der lider af angst (helt op til 20%), om spiseforstyrrelser som normen, om en konstant redigering af sig selv både i personlighed og på billeder, om presset ved at optræde både sexet, cute, sej, cool og meget mere – hvilket gælder begge køn! – i de billeder, der hele tiden lægges op, og ikke mindst om angsten for at netop de billeder, bliver misbrugt og delt uden samtykke med verden.
 
Hvor kan de finde tryghed i deres egne cirkler, når alt, de gør, kan dokumenteres, også selvom de ikke selv er opmærksomme på det? Fordi de får hele verden ind som en mulighed, er de også i konkurrence med hele verden, og denne mega-konkurrence er noget, som mange af dem må forholde sig til op igennem folkeskolen og gymnasiet, hvor de hele tiden bliver mødt med stigende krav om gode evalueringer i alle afskygninger.
 
Også de uformelle i kraft af den SoMe-skolegård, der i princippet er grænseløs. Udover denne private konstante terrortrussel, vokser de op med en forestilling om tilfældig politisk terror, som et dagligt vilkår, og det skaber en grundlæggende ontologisk usikkerhed med hensyn til deres egen plads og sikkerhed i det samfund, de vokser op i.
 
Sådan leder og fastholder du Z'er i din virksomhed 
Z’ernes liv er altså allerede nu langt mere gennemsigtige, socialt multidimensionelle og strukturusikre end tidligere generationers, samtidig med at de paradoksalt nok er en knap ressource, for vi lever længere og længere og har færre og færre til at forsørge de ældre generationer. Og disse vilkår bliver ikke mindre fremover.
 
Som arbejdsgiver kan du allerede nu ruste dig til at tage godt imod den generation ved at gøre især 3 ting:
  • Lav en flydende organsation, der er baseret på neo-tribale vilkår: Altså, hav fokus på lyst, interesse, initiativ og inklusion – og lad det være tilliden (og ikke systemerne og reglerne), der holder fællesskabet sammen.
  • Giv masser af plads til Z’erne til selv at skabe og deltage med indhold i organisationens eksistensberettigelse; på den måde sikrer du et konstant kreativt input, der faktisk er i tråd med tiden.
  • Sørg for nogle trygge rammer, der rammesætter deres succeser, så de mærker, at de har opnået nogle markante mål, som de kan bygge videre på. Konkurrence er stadig en god ting, men lad den ske på gruppeniveau. Og glemt alt om performancemålinger – de er så old school, at selv virksomheder som Microsoft og Accenture allerede har droppet dem.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job