Trumps tre trumfer

Kan Hillary føle sig sikker? Nej, for Trump har tre solide trumfer, der, uanset om vi kan lide det eller ej, kan bringe ham meget langt.
Donald Trump i Frank Underwood-positur: Det fortrolige og sejrssikre øjeblik med vælgeren/seeren.
Donald Trump i Frank Underwood-positur: Det fortrolige og sejrssikre øjeblik med vælgeren/seeren.
af Peter Jepsen
Så blev det officielt. Hillary Clinton er nu kåret som demokraternes præsidentkandidat, og Donald Trump er kåret som republikanernes ditto. Dermed er der allerede skrevet historie ved dette års amerikanske præsidentvalg. Det er nemlig første gang, at en kvinde er kåret som et af de to partiers kandidat til verdens mest magtfulde embede.
 
Hillary Clinton ankommer til Norfolk, Virginia, for at tale på kampagnen ’Get Out The Vote’ og modtager vælgernes hyldest.
 
Også Trump har skrevet historie. Han har nemlig gjort det, som de færreste politiske kommentatorer havde troet muligt, da han i juni sidste år meddelte sit kandidatur. At han rent faktisk kunne vinde republikanernes opstillingsræs. Og tilmed i overbevisende stil. Trump har således allerede bevist, at han gøre det umulige. Men kan han også blive USA’s næste præsident?
 
Glem fakta, det handler om følelser
Hvis man kigger på Trumps muligheder ud fra vælgerdemografi, har han på papiret ikke en chance for at slå Hillary Clinton. Eksempelvis giver New York Times’ valgmodel stadig Hillary en chance på 74 % for at vinde valget – mod kun 26 % til Trump.
 
Trump har ganske vist rigtig godt fat i de hvide vælgere, men minoritetsgrupperne – sorte, latinoer og asiater – udgør omkring en tredjedel af de amerikanske vælgere, og her er Hillary langt foran på point. Blandt andet fordi Trump med sine udfald mod mexicanere har lagt sig ud med latinoerne. Samtidig er Hillary langt foran Trump hos den største vælgergruppe: kvinderne.
 
Alligevel bør Hillary ikke føle sig helt sikker. For det amerikanske præsidentvalg handler måske mere end nogensinde før om følelser og ikke om fakta, statistik eller logik. Vi lever i dag i en kompleks verden, hvor truslerne mod USA – både indefra og udefra – har mange ansigter, og måske derfor søger folk enkle svar. Dem giver Trump til fulde.
 
Kombiner dette med et mediebillede, der er mere fragmenteret og alsidigt end tidligere, og hvor sociale medier gør det muligt at gå uden om de klassiske medier og de klassiske journalistiske ”filtre og fortolkere”. Så har du opskriften på uforudsigelighed.
 
Trumps Twitter-profil (artiklen fortsætter nedenunder):
 
 
Og Trump har flere gode kort på hånden. Derfor er her et bud på tre trumfer, der kan sende Trump hele vejen til Det Hvide Hus.
 
Trumf nr. 1: ”It’s the economy, stupid”
Bill Clintons rådgiver James Carville er nærmest blevet udødeliggjort, efter at han i 1992-kampagnen – lidt forenklet sagt – slog fast, at økonomien afgør valgkampe. Trump har vist sig at have et kæmpe vælgerpotentiale hos især den del af den hvide middelklasse, der føler sig overset og ladt i stikken af den politiske elite, som de oplever ikke har kunnet fastholde deres jobs. Netop oplevelsen er vigtig her. For, igen, det handler ikke om fakta, det handler om følelser.
 
Det kan godt være, at den amerikanske økonomi står stærkt på centrale parametre som jobskabelse og økonomisk vækst sammenlignet med fx Europa. Men hvis du er en fyret stålarbejder fra Ohio eller Pennsylvania, så oplever du verden noget anderledes. Så lytter du til en mand, der taler om, at mexicanerne og kineserne har taget amerikanernes jobs. Og at han vil tage dem tilbage igen.
 
Netop tabet af jobs kobler Trump smart sammen med sin modstand mod mexicanske immigranter, som han vil sende retur. Så passer pengene i Trumps forsimplede logik: ud med de lavtuddannede mexicanere, der har taget de ufaglærte jobs – og ind med amerikanerne igen.
 
Mexikanernes svar til Trump ("Motherf.....#TRUMP).
 
Et centralt omdrejningspunkt for Trumps økonomiske argumentation er de handelsaftaler, som USA har indgået med blandt andre netop Mexico. Han har eksempelvis kaldt NAFTA – den nordamerikanske frihandelsaftale – for den dårligste aftale, USA nogensinde har indgået.
 
Her bruger Trump så al sin forretningsmæssige patos: Han vil annullere alle handelsaftalerne og nærmest ene mand genforhandle dem, så de bliver langt mere fordelagtige for amerikanerne. Og hvem skulle være bedre til den slags end den succesrige erhvervsmand Donald Trump? Derfor er den udbredte skuffelse over at være hægtet af økonomisk stærk benzin på Trumps kampagnemotor.
 
Er det så ikke en selvmodsigelse, at mindrebemidlede amerikanere stemmer på en rigmand som Trump? Jo, måske for en europæer flasket op med, at det er lidt forkert at have tjent kassen. Men nej, hvis du er amerikaner, der stadig håber på den amerikanske drøm. Manden har jo netop – i sine tilhængeres øjne – bevist, at han kan skabe en økonomisk succes. Så hvis han har kunnet for sig selv, hvorfor skulle han så ikke også kunne for Amerika?
 
Trumf nr. 2: Anti-Washington
Trump er alt det modsatte af den etablerede, politiske elite i Washington. Det appellerer til den stærke følelse af svigt, der synes at præge store dele af den amerikanske befolkning. Så når Trump taler den politiske elite midt i mod – for ikke at sige lige op i synet – jubler hans tilhængere. De elsker en mand, der siger tingene, som han ser dem, uden omsvøb. Politiske programmer og konkrete planer rager dem en høstblomst, så længe de tror på, at manden kan levere varen. Og det har Trump tilsyneladende overbevist ikke så få amerikanere om.
 
Det er også grunden til, at eliten i det republikanske parti kun har gavnet Trump, når de har slået på hans manglende politiske erfaring, indsigt eller sammenhæng. Det er jo netop den forandring, som en stor del af vælgerne ønsker. De vil ikke have mere af det samme, de vil have noget nyt. Noget radikalt nyt, der for alvor kan ruske op i al den råddenskab, de ser komme fra Washington. Så jo mere eliten slår på Trump, jo stærkere står han. Og så har han det som en fisk i vandet, når politiske debatter bliver til polemiske slagsmål.
 
Trumps formue giver ham også her en fordel. Han har så mange penge, at han kan slå på ikke at være i lommen på lobbyister. Han er i sine følgeres øjne uafhængig, og derfor kan han tillade sig at kalde en spade for en spade. Og derfor tror de på, at han også efter et valg vil sætte handling bag sine bramfrie ord. Uanset om det handler om at bygge en mur mod Mexico – og få Mexico til at betale for den! – eller forhindre terror ved at lukke USA for muslimer. Den slags forslag bliver ikke opfattet som absurde hos Trumps vælgere, men som en stærk mands stærke svar.
 
Trumf nr. 3: Hillary
Store dele af den amerikanske befolkning hader tilsyneladende Hillary Clinton, og meningsmålinger har vist, at hendes popularitet aldrig har været lavere. Hun repræsenterer alt det, som ”det tavse flertal” mener er forkert ved det politiske system i USA: arrogance, magtfuldkommenhed, i lommen på lobbyister og løgn for egen vindings skyld – for blot at nævne nogle ting. Samtidig har Hillary en lang række lig i lasten, som er oplagte angrebspunkter for Trumps kampagne.
 
Helt fra Whitewater-affæren til den seneste mailskandale i det demokratiske parti, hvor partitoppen har arbejdet for at svække Hillarys modkandidat hos demokraterne, Bernie Sanders. Derfor ser Trumps tilhængere hende gerne bag lås og slå eller det, der er værre. Den ild puster Trump ikke bare til. Han hælder spandevis af benzin på bålet. Samtidig benytter han enhver lejlighed til at række ud efter de mest utilfredse Sanders-tilhængere for at flytte dem til sit parti.
 
Så når Hillary slår på sin politiske erfaring – og Trumps mangel på samme – skubber hun endnu flere frustrerede amerikanere i armene på sin modstander. I den klassiske amerikanske valgtest om, hvilken kandidat man helst vil drikke en øl med, svarer 45 % da også Trump mod 37 % Hillary, viser tal fra Rasmussen Reports. Ikke overraskende gælder det endnu flere blandt mænd.
 
Et centralt spørgsmål er derfor, hvor dybt modviljen mod Hillary stikker, når den enkelte vælger skal afgive sin stemme til november. Og om det ligefrem kan få nye vælgere op ad sofaen og hen til valgstederne.
 
Hvorfor tog de politiske eksperter fejl?
Men hvordan kan det være, at de politiske eksperter i starten så eklatant undervurderede Trump?
Mit bedste bud er, at de har brugt for megen tid på at kigge på statistik og tale med deres sædvanlige kilder i Washington. Og alt for lidt tid på at tage en tur til South Carolina, Illinois eller Indiana og tale med amerikaneren på gaden, på dineren eller hos barberen. Måske er de politiske analyser heller ikke helt blottet for ønsketænkning. For det er da et mareridt, hvis folket vælger en tosse som leder?  dumt kan folket da ikke være…
 
Scenariet er set før: at det politiske establishment og kommentatorerne har taget fuldstændig fejl og vist sig at være helt ude af trit med, hvad der egentlig rører sig i folkedybet og vælgerhavet. Og det gælder ikke kun i USA. Tænk bare på de seneste par års europæiske valg og EU-afstemninger, for at blive i egen andedam. Her er briternes farvel til EU blot det seneste eksempel på, at det langt fra altid går, som den politiske magtelites drejebog foreskriver.
 
Mon ikke der er et par lærebøger om amerikansk politik og politiske kampagner, der skal revideres? Og nogle mølædte hatte, der skal ædes af det politiske kommentatorkorps? I hvert fald bliver det mere end spændende til november.
 
Kilder anvendt generelt:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også