#SOTU - State of Social

I 2008 surfede Barack Obama ind i det Hvide Hus på en bølge af løfter om forandring, retorisk talent og innovativ brug af sociale medier. Siden har han talt til amerikanerne (og verden) under de årlige State of the Union (SOTU) taler i januar. I dag tirsdag den 12. januar 2016 holder Obama sin sidste SOTU, så her er en State of Social on #SOTU.
Barack Obamas Chief Digital Officer Jason Goldman har skrevet om, hvordan de arbejder med at møde folk, der hvor de er. Det vil sige at spille på mange forskellige platforme, lade folk se talen, når de kan, og hvor de kan – og så at stimulere dialogen om talen, så den når bredere ud og rammer dybere ned.
 
Sammenfatning af Barack Obamas State of Union-taler siden han i 2008 blev præsident.
 
Fra skriftlig rapport til State of Social
Det står ingen steder, at State of the Union skal være en tale. Den har faktisk tidligere været en rapport. Så blev den en tale, så kom den i avisen, på radioen, i TV og som webcast. Det er den udvikling SOTU 2016 skal ses i. Og med Barack Obama er #SOTU blevet til State of Social.
 
Det hele startede med MyBO – Barack Obamas eget sociale medie, der gjorde det muligt for alle hans aktivister at organisere sig online i en grad, der aldrig før var set. Det var nyt, det var spændende, det virkede, og det blev forsøgt kopieret. Mange gange – og med varierende succes.
 
Siden - vil jeg hævde - er energien blevet brugt mere på brede sociale platforme som Facebook, Twitter, YouTube og G+ (ja, jeg ved det – kun ansatte fra Google bruger G+…). Disse platforme er så blevet suppleret løbende med andre og til denne SOTU – med temaet ’nå folk, hvor de er’ – er der kommet endnu flere til. SOTU 2016 vil kunne ses på Amazon Video on demand og Vine. Du vil kunne følge billeder fra talen på Instagram, se uddrag på Tumblr, høre med på Snapchat eller se opsummeringer på Storify.
 
Med så mange kanaler og platforme kan det være svært at holde fokus. Så lad os dele det op i optakten, live og samtalen bagefter.
 
Præsident Barack Obamas officielle Facebookside
Foto: Polfoto
 
Optakten – som taget ud af West Wing
Som Jason Goldman skriver, kan Obama ikke lancere store politiske forslag længere. Kongressen er modstridende, og han har ikke tiden til det. Derfor vil talen i højere grad kaste et tilbageblik på hans tid i Det Hvide Hus og fremad mod fremtiden i USA. Det har også været fokus for de sociale medier i optakten til talen. Og her har de lagt sig op ad den populære kulturelle reference, mange har om Det Hvide Hus: TV-serien West Wing. Så meget, at de har lavet en #BigBlockOfCheeseDay, hvor Obama besvarer spørgsmål i forbindelse med SOTU.
 
MyBO er ikke aktiv længere, men det er barackobama.com. Michelle Obama har opfordret til, at man ser talen og organiserer sig – både på hjemmesiden og i mails til aktivister. Den samme opfordring er blevet delt på tværs af sociale platforme og forstærket med en trailer, hvor Obama fortæller om sine tanker. Det hele bindes sammen af en 'call to action', hvor man tilkendegiver ”I’m in!”, og SOTU er selvfølgelig oprettet som Facebook-event. Det Hvide Hus har tidligere brugt Thunderclap, men det gør de vist ikke til denne SOTU.
 
I 2014 nærede Det Hvide Hus bag-facaden fascinationen ved at lade deres Instagram gå på omgang blandt de særlige rådgivere. Der var ikke så meget substans, men mere fokus på personen bag – og derved den menneskelige historie om at arbejde i Obama-administrationen. Se også deres Storify fra sidste år.  
 
På Instagram har optakten været båret af Obama som den 44. præsident. Her har de delt citater fra tidligere præsidenter sammen med opfordringen om at se Obamas sidste SOTU. Denne samme historiske tilgang har de anvendt på Facebook, hvor fokus har været på Obamas egne SOTU-taler siden 2008. På den måde har de skabt en rød tråd uden fuldstændigt at kopiere indhold fra den ene platform til den anden.
 
Jason Goldmans artikel i starten byder også på noget andet: Den gode, gamle nyhedsvinkel. I år har annonceringen af SOTU haft forskellige nyhedsgodbidder, som har trukket overskrifter i pressen. Obama har måttet erkende, at han ikke kan lancere initiativer, som han ikke kan følge til dørs. Det har de vendt til en positiv nyhedshook om, at han vil tage det store helikopterperspektiv og tale om, hvordan USA kommer videre som nation. Spændende, når man har fuld retorisk flyvefærdighed som Obama og hans taleskriverhold.
 
Det kan I læse mere om i Mark Herron’s snarlige artikel lige her på K-forum.
 
Den tomme stol
Gæstelisten vækker altid interesse. Den siger noget om, hvilke temaer der vil fylde, men den taler også til den personlige vinkel – eller human interest. Her får du både præsentationer på skrift og i video. En ting er, hvem der kommer, men en tom stol kan også trække overskrifter.
 
Clint Eastwood under hans tale på the Republican National Convention d. 30 august 2012. 
Foto: Polfoto
 
Obama har fornyligt lanceret tiltag til at begrænse adgang til våben. Det gjorde han med en anden følelsesladet tale, hvor fokus naturligt var på ofrene for de masseskyderier som plager USA. Da ofre af naturlige årsager ikke kan være til stede til SOTU, har det Hvide Hus ladet en stol stå tom. Den vil Obama adressere – og det har trukket overskrifter.  Måske også fordi det giver mindelser om andre tomme stole, fx den ’tom stol’ gimmick, der blev mere klodset udført af Clint Eastwood med Obama som offer – og hvor Obama svarede prompte med memen her.
 
 
 
Eller den tomme stol under George W. Bushs SOTU i 2003 til minde om ofrene for 9-11. Læs også retorikprofessor Jens E. Kjeldsens tanker om ’den tomme stols retorik’.
 
LIVE – der, hvor du er
Når SOTU 2016 holdes skal vi endeligt se om Jason har formået at gøre den så tilgængelig, som tiltænkt. For hvor langt kan man egentligt nå med en tale, når man sætte alle sociale sejl? Denne artikel er skrevet FØR Obama træder op på talerstolen, men her er lidt af hvad vi kan forvente vil ske for at ’nå alle, der hvor de er’ og skabe en bedre second screen oplevelse.
 
Second screen oplevelsen vil bestå af forskellige sammensætninger af velforberedte og planlagte citater, billeder, memer og infografics.  Talemanuskriptet er helt sikkert blevet gennemgået for tweetable sætninger og der er blevet researchet for billeder, baggrundsmateriale og historier, der kan illustrere de budskaber Obama taler om. Det kan allerede ses i Jasons artikel.
 
Desuden er fotograferne klar til at dele billeder af Obama på talerstolen, publikums reaktioner og de gæster, der er givetvis lavet en plan over hvilke gæster, det er relevant at tage billeder af og hvornår i talen de bliver nævnt. Der er helt sikkert ikke langt fra billedet er taget og til det er delt. Slagplanen ligger klar.
 
Alt dette materiale vil blive live tweetet, delt på Facebook, G+, Instagram, YouTube, Vine, Snapchat og Tumblr. Fokus vil variere og de forskellige elementer vil være blevet tilpasset mediets karakteristika. Alt sammen vil lede tilbage til wh.gov/sotu, hvor talen vil blive live streamet og de vil samle op på alle trådene. Desuden vil man – som skrevet – kunne opleve talen on demand fra Amazon Video.
 
Ligesom Clement og Debatten her hjemme, er jeg sikker på at det Hvide Hus har engageret aktivister og markante meningsdannere til at tage debatten på sociale medier, så temaer og hashtags ikke bliver misbrugt af modstandere.
 
På den måde kan du lade dig engagere i lige præcist det tema, der fylde mest for dig. Det kan du så debattere online og du kan læse mere på hjemmesiden – både baggrundsmateriale og personlige historier.  Det gælder både under og efter talen.
 
Live Q&A-session på Twitter i Det Hvide Hus, december 2012.
Foto: Polfoto
 
Dialogen – når talen også er social bagefter
Med velforberedte og planlagte memer, baggrundsstof, citater og infografics, kan Obama sætte gang i debatten. Men det er også en måde at bevæbne sine støtter til at tage kampen op om hearts and minds bagefter.
 
I dag laves the spin om talen ofte på sociale medier, men i år har Det Hvide Hus valgt at lade talerne blive sociale medier i sig selv med Genius. De har simpelthen lavet alle Obamas tidligere SOTU taler om til sociale platforme, hvor de giver mulighed for at debattere, læse personlige beretninger om særlige elementer, fordybe sig i baggrundsmateriale og se og høre talen på video. Det giver en øget kontrol, hvor de kan undgå nogle misforståelser ved at føre folk helt ind i teksten, og hvor de kan highlighte særlige (Obama-venlige?) kommentarer. Det er fedt, og det er nyt. Herhjemme tror jeg kun, det er DENFRI.dk, der er med helt fremme.
 
Vi vil også komme til at se en masse opsamlinger af debatten. Her vil de formodentlig blandt andet anvende Storify – ligesom sidste år – og dele den på tværs af platforme. Storify har den styrke, at dem der nævnes også får en notifikation og derfor kan dele med deres netværk. På den måde kommer historien om historien ud en gang til og skaber endnu mere gennemslagskraft – denne gang gennem andres netværk.
 
Det ka’ være, vi ka’ lære…
State of the Union er en lang og etableret tradition – selvom den har udviklet sig meget. Og selvom ingen af os kan håbe på, at blive USA's præsident og holde State of the Union, så kan vi alle lære noget af, hvordan alt det arbejde, der altid ligger i at skrive en tale, kan bruges til at udvide det publikum, talen har, til at nære dialogen og til at skabe engagement. Derfor er #SOTU også State of the Social.
 
Vi kan starte med at stille os selv 3 spørgsmål, når vi har en større tale:
 
  • Hvordan skaber vi en god optakt og trækker folk helt ind, så de har lyst til at lytte fra starten?
  • Hvordan udvider vi vores publikum under talen og klæder folk på til at tage debatten under og efter?
  • Og hvad gør vi for, at budskaberne lever – også når højtalerne er slukket?
     
Obama har sat fulde sejl på det sociale i denne SOTU. Det bliver spændende at se, om det giver pote, og hvad vi andre kan lære, når vi skal forberede og holde en tale for at rykke noget. For en god tale kan rykke en masse – også meningsmålinger – men det er klart: Jo flere der lytter, jo mere kan den rykke. Så hvorfor ikke investere lidt energi i at udvide dit publikum med sociale medier?
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også