Dystopier skal bekæmpes med demokratiske fester

Jeg er taget til this.conference, som byder på spændende navne som BBC, holdet bag den første danskproducerede Netflixserie, The Rain, og konceptudviklere fra YouTube Kids. Vi befinder os i Filmbyen i Aarhus, sommeren er endegyldigt forbi, og vi har alle sammen lidt for sensommeroptimistisk tøj på og står og skutter os i udeteltet med Peter Hansen-kaffe mellem hænderne.

Hvem er vi? Omkring 400 kreative, udviklere, SoMe-typer, kommunikationschefer, festivalarrangører, medieplanlæggere, journalister, marketingansvarlige og community managers; alle, der kan noget med ord og billeder.

Konferencens undertitel er Northern Light On Tomorrow, hvilket faktisk også bør interessere … nåh ja, alle. Fremtiden i nordisk perspektiv. Herunder tegner der sig i programmet et interessefelt, der hedder media, sustainable design og verdens dårlige tilstand.

Mediemennesket Adam Holm og samfundsdebattøren Sanne Cigale byder velkommen og præsenterer arrangementet som en god blanding mellem en konference og en festival, og det klassiske sterile konferencelook med mørkeblå sofagrupper, grå væg til væg-tæpper og personale i konservative uniformer finder vi da heller ikke her i det industriromantiske Olsen-Banden-landskab, Filmbyen udgør. Det er charmerende og udstråler innovation. Og Adam Holms formfuldendte britiske giver konferencen lidt flere centimeter i skulderbredde.

Værterne Sanne Cigale og Adam Holm. Foto: Kristian Fæste.

Man arbejder med både hovedspor, master classes og breakout sessions, og det meste af indholdet ser virkelig spændende ud. Som altid må jeg sande, at det er umuligt at nå det hele. Altså vælger jeg ud efter interesse og realitetssans og bliver i første omgang siddende i Studio 1 for at høre forfatteren Kaspar Colling Nielsen. I programmet står speakerne opført med navn, men uden titel på deres indlæg, så det står desværre hen i det uvisse, hvad Colling Nielsen skal tale om.

Vi begynder med afslutningen

Det, der imidlertid med lidt god vilje kan samle både fremtiden, media, sustainable design og ikke mindst verdens dårlige tilstand, viser sig at være dystopien. Colling Nielsens to seneste bøger, Den danske borgerkrig 2018 -2024 og Det europæiske forår, drejer sig begge om ændringer i tiden, ustabilitet og kunst som døende livsform. Teknologi som undertrykker af demokratiet. Humanismens åndenød. Europa som lukket resort. Med udgangspunkt i dem holder Colling Nielsen en dundertale, der gælder os alle sammen. It’s the end of the world as we know it.

Kaspar Colling foran sin første dystopiske bog. Historien fortælles af en 475-årig gammel rigmand, der ved hjælp af et stamcelleprogram har opnået evigt liv. Eget foto.

Med filosoffen Peter Sloterdijks ord: Vesten er ikke længere dem, der ændrer verden positivt. Vi er overvægtige kapitalister, hvis eneste interesser er kommercialisme og teknologi. Skudt afsted i den hellige udviklings navn.

Hvis noget er muligt, bliver det skabt. Ingen kan stoppe udviklingen, og ingen forstår teknologiens komplikationer – ikke engang Google og Facebook.

Colling Nielsen rømmer sig kraftigt. Et tilsigtet nudge til alle vi mediemennesker, der føler kæmpeplatformenes snærende bånd, men ikke har forladt dem?

I medielandskabet er dum og klog blevet lige, og had får lige så meget taletid som humanisme. Resultatet er demokratiets ødelæggelse.

Menneskerettighederne og flygtningekonventionen var engang institutioner, der beviste den europæiske humanismes autoritet. Men nu står vi over for et problem, som Umberto Eco har formuleret således: Hvis vi åbner vores grænser, mister vi os selv. Hvis vi lukker vores grænser, mister vi os selv. Der er ingen måde, hvorpå vi kan fortsætte med at være helte.

Kunst var engang gudsgivet inspiration, men efter det moderne gennembrud blev kunstneren en modkultur; en syg og alkoholisk stemme, der, fordi han stod udenfor, kunne tale rent om verden.

Kunst i dag er en supernova, der vokser og vokser uden en kerne, fordi der ikke er noget legitimt sted, hvorfra kunst kan blive skabt. Kunsten som det sublime og et utopia, vi kan stræbe efter, er derfor døende. Vi kan ikke flygte længere, for nu har vi fået revet blåret ud af øjnene: Kunst har aldrig eksisteret som andet end en falsk sandhed, en placebomedicin. Ingen tror på det samme mere. Derfor er der plads til profeter som Trump.

Helt dernede under gulvbrædderne ender Colling Nielsen og forlader os gennem bagtæppet. Vi har ikke lyst til at klappe, men hvad skal vi ellers?

Dystopien som Netflixserie

Det føltes naturligt at fortsætte over i et møde med de to mænd bag den første danske Netflixproduktion, The Rain, Christian Potalivo og Jannik Tai Mosholt. Deres udvikling af The Rain begyndte med en stigende irritation over den kendsgerning, at Jorden i film og serier altid går under i Californien. Hvorfor når apokalypsen aldrig til Danmark?

Potalivo og Mosholt foran et af de centrale set fra The Rain – pladsen foran indgangen til Tivoli udsat for apokalypsen. Eget foto.

Potalivo og Mosholt holdt møde med Netflix, som kunne se idéen i deres overvejelser: Hvad sker der med Danmark, hvis nature strikes back? Er danskerne nogle af de lykkeligste mennesker i verden under alle omstændigheder – eller er vi kun lykkelige pga. de strukturer, vi har bygget op omkring os? Er vi stadig dem, vi var, hvis alle de bærende strukturer forsvinder?

Og hvordan reagerer young adults på ekstreme forhold, hvis de ikke har nogen at spejle sig i, hvis ingen kan give dem et moralsk kompas? Bliver det ren overlevelse, eller presser man en moral frem.

Undervejs i de fire måneder, Potalivo og Mosholt fik, fra de begyndte at skrive, til der skulle filmes, talte de med virologer, biologer og videnskabsmænd. Man forestiller sig, fortæller de, at det vil tage måneder eller år, før vores møjsommeligt opbyggede civilisation ville blive synligt skadet af menneskets fravær. Men efter to dage lukker de elektriske systemer ned, efter to uger er al mad væk. Efter to måneder har naturen taget over, gror alle vegne og fylder mere end husene.

Ja, Kaspar Colling Nielsen har ret: Vi er skrøbelige, og verden er farligere, end vi troede.

Nature strikes back. Men er der stadig håb? I virkeligheden taber vi, fordi det, når civilisationen undergraves, kommer til at blive mennesket mod menneskets natur i stedet for mennesket mod naturen.

Så det store spørgsmål, vi egentlig bør stille os selv, er, om humanismen kan overleve alt.

Grænseoverskridende festivaldesign

Jeg iler ud i kaffeteltet, hvor de frysende samler sig i smågrupper om de blafrende stearinlys. Kaffen er dog god og croissanterne friske, og således opmuntret vandrer jeg sammen med en del andre ad den lyserøde løber til Turbinehallen, hvor designeren Saar Friedman fra OPEN skal tale om grænseoverskridelse, hvilket virker en lille smule farligt i disse MeToo-tider.

Det viser sig dog ret hurtigt, at Friedman bare kommer fra Jerusalem – et sted, hvor man dagligt er hæmmet af både kulturelle, religiøse og etniske grænsesætninger og traditioner, og hvor grænseoverskridelse derfor kan være et positivt ord.

Saar Friedman viser, hvordan det hele begyndte: med en fest i Jerusalem City. Eget foto.

I ingen anden by løber så mange og forskelligartede historiske og religiøse tråde sammen som i Jerusalem. Her bor ortodokse jøder, sekulære ditto, muslimer, kristne og ikke troende. Alle skilte er skrevet på både hebraisk, arabisk og engelsk. Tusindvis beder ved Grædemuren, samles ved Kristi grav og i Al-Aqsa-moskeen (som er det næsthelligste sted for muslimer over hele verden). Masser af forskelle og konflikter. Man aner begyndelsen på endnu et dystopisk spor og ønsker, at der var mere klassisk polstring på konferencestolene.

Men så siger Friedman de forløsende ord: Jerusalem er et bedre brand end Coca-Cola. Og vi er i et snuptag langt borte fra verdensødelæggelsen.

Han begyndte sit liv som flyerdesigner for en gigantisk fest i downtown Jerusalem i 1997. Han viser billeder fra det gigantiske festorgie med konfettistorme, selvlysende drinks og et dansegulv på størrelse med Rådhuspladsen. Alt andet end det, vi forbinder med Jerusalem.

Friedman er også med på billederne, som en lillebitte person midt i infernoet. Han har indsat en pil, så man kan se ham. En rig amerikaner, Lynn Shusterman, ønskede som Friedman at se på Jerusalems potentialer frem for byens begrænsninger. Hun skabte en treugers festival, der havde til formål at få folk til at se anderledes på byen. Festivalen fik navnet Mekudeshet, du er hellig for mig. Jerusalem skulle hyldes.

Friedman og hans lille designbureau OPEN skulle skabe den grafiske identitet.

For ham handlede det om at vække en bevidsthed om de grænser, den enkelte bærer i sig, og vække mod til at overskride dem. Overskridelse af den enkeltes kultur og traditioner ved hjælp af kunst, musik og bevægelse. Men hvordan oversætte det til et inspirerende og personligt design?

Friedman viser hele designprocessen, og det er virkelig spændende. Udarbejdelsen af koncepter med flimrende multifarver til symbolklynger og dertilhørende logikker. Intet af det ramte festivalens sjæl.

Designerne måtte væk fra computerne, ud af deres egen comfort zone. De tog hver en post-it på hovedet, en gul, pink og grøn, og gik omkring på må og få i kontoret. Deres vandringer blev af en app oversat til små farvede stier, der viklede sig ind og ud af hinanden, som de trådte ind over hinandens linjer.

Det talte ind i noget af tankegangen om at gå ud af sin comfort zone, men ramte ikke rigtigt endnu.

Så begyndte de at filme mennesker, der havde overskredet grænser. Tradtionsmæssige, kulturelle eller kønslige. Som muslimske Nadim Shiban, rundviser på Museum of Islamic Art, der er gift med en kristen kvinde. Eller Isca Smith, som underviser i traditional jødedom og engang var en mand.

De lavede 10 film og designede et grafisk, sort-hvidt mønster til hver af dem. Mønstrene blev lagt som stier hen over festivalens budskaber i forskellige variationer. Vandrende mønstre på alle sprog.

Friedman slutter sin grænseoverskridende fortælling med et enkelt budskab: Luk ikke dit hoved eller hjerte. Udfordr dig selv. Design skal invitere til forandring, til at folk træder ud af deres comfort zones. Så begynd med at træde ud af din egen.

Stories that truly matter

Nogle tror altså stadig på humanismen, og det varmer. Men kun indtil vi alle sammen vandrer ud i det rå landskab efter budskabet om, at der er frokost, og vi finder ud af, at der kun er tre madboder. Jeg stiller mig op for enden af den otte meter lange kø foran den anonymt udseende vogn. Det er ikke muligt at se, hvad man kan købe, eller hvad det koster. Klokken er kvart over ét.

Klokken tyve minutter i to når jeg frem til den stakkels mand, der helt alene står for at fodre cirka hundrede sindssygt sultne mennesker af. Han er for længst løbet tør for brød, og vores Habibi hotdog er derfor bare en salat i en plastikbakke til 40 kroner. En meget velsmagende salat skal jeg skynde mig at sige. Men, hm...

Hurtigt er pausetiden gået, solen skinner nu, men vi vil ind i mørket og opleve historierne skinne i stedet for. Programpunktet hedder Stories that truly matter, og spændende mennesker fra reklame-, film- og tv-branchen står klar i kulissen.

Jeg opsummerer i mit stille sind formiddagens program i sætningen ”Dystopier skal bekæmpes med demokratiske fester” og klapper Malcolm Green frem. En motherfucker-sej brite med attitude og et helt livs erfaring fra reklamebranchen.

Who the fuck am I and what the fuck am I doing står der på hans første slide, bortset fra, at det lille fyord er blevet erstattet af syvtakkede stjerner. En elegant overgang fra provo til corporate stuff. Malcolm Green laver blandt andet film for Maersk. Baggrundsbilledet er fra filmen "Den danske pige" om David Ebershoff, som var den første person i verden, der fik foretaget en kropsbekræftende kønsorganoperation.

Kodeordet for de fleste virksomheder er: autentisk. Men det må kunne stikke dybere end at lade være med at give modellerne makeup på og lægge et grimt filter på billedet, før det lægges på Instagram, siger Green.

Og det, alle mennesker er optaget af lige nu, er movements og moments. Vi vil stå for noget og gøre noget.

Hvordan taler Maersk med de trends? Man ser en container for sig. En kran, et skib, en oliepumpe, en død måge og fem mænd i jakkesæt og hjelme. Mit første bud er: dårligt.

Malcolm Green med Maersks brief til ham sat op på megacontainere. Eget foto.

Men Green ville ind under huden på Maersk og finde tilbage til menneskene, som han ved findes i hver af stjernens takker overalt på kloden. Hvad er det, Maersk er og gør?

Måske er vi igen på vej ind i en undvigelse af dystopien ved hjælp af demokratiske fester?

Men så starter han med Trump, overantidemokraten. Trump er en god storyteller, siger Green. Han har et enkelt og intuitivt forståeligt mål: Make America great again. Lidt a la: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Stands de internationale aftaler, og lad os koncentrere os om USA. TRADE IS BAD.

Meget inspirerende, siger Green, og det er ikke på grund af den meget aircondition, at vi lige nu gyser. Straks efter bryder han heldigvis gennem vores frygt for, at han er Trumptilhænger, og råber Make trade, not war. We love trade. Det, der kan binde alle, der arbejde i og omkring Maersk sammen, er handel.

Jeg er lettet, men ikke overbevist.

Men nu flyder det med billeder og video fra den store skærm; historier fra det virkelige liv. Vi møder Uffe og Rasmus, der er water warriors i deres startup for havbeskyttelse. Sefa, som er blomsterentreprenør. Afrika skal anderkendes for sin kreativitet. Afrikanske kvinder skal tage kraften hjem til sig selv på blomsterfarme. The salmon sisters, Claire og Emma, der trawler i Alaska og designer arbejdsvenligt tøj. Cubanske Sandra, der sælger urtesæbe i sit firma D’Brujas (hekseri).

Det er nært, vedkommende, autentisk. Film og musik glider sammen og bliver til en, må jeg indrømme, ret vild film om We <3 Trade.

Lad os bruge den intimitet til at tale om havfiskeri og kvindefrigørelse – i stedet for Maersk, slutter Green og beviser, at alt kan lade sig gøre, hvis man finder sine grundværdier.

Er alt lige vigtigt?

Når man er på konference, må man på et tidspunkt mellem mæt og stopmæt (mentalt forstås) stille sig selv spørgsmålet, om alt er lige vigtigt. Hvad der ikke så vigtigt ud, men endte med at være det på en listig kommerciel og på samme tid demokratifremmende måde, var Malcolm Greens indslag.

Jeg er taget med på this.conference, fordi jeg er interesseret i, hvad der er vigtigt for mennesker nu. Hvilke ting vi skal være bange for, og hvilke ting vi skal bruge kræfter på at kæmpe mod. Jeg er selv bange for at blive underlagt store mediers manipulerende kommunikation om egen fortræffelighed, og derfor ser jeg nu på resten af mine udvalgte programpunkter (med medier som taler) med større skepsis efter denne demokratifremmende og postapokalyptiske festdag.

Jeg får delvis ret; man er mere imponeret over sig selv i det følgende og mere forretningsorienteret. Det tiltaler givetvis nogle. Jeg bliver lidt visionstørstig. But here it goes:

Den danske journalist Miki Mistrati arbejder nu blandt andet for BBCII! (BBC3), der har taglinen Makes me laugh or makes me think. Her laver han reality.

Vi hører en masse om dødt flow-tv og nye platforme, som vi godt ved i forvejen, men Mistratis hovedbudskab er egentlig nyt: Hvis din historie er god nok, så kan den være så lang, som den behøver. Folk bider bare sin oplevelse over i bidder, der passer dem. Til gengæld skal titlen på dit produkt være lang – og så skriver BBCII! tre påkrævede shearable moments allerede i produktionsplanen.

Jeppe Aaen kommer fra Hello Monday og taler om sit arbejde med YouToube Kids – og sine problemer med at fortælle autentisk fra en dybt kommerciel platform.

Jeppe Aaen on stage. Den pengeelskende sæl er et billede på, hvor svært det er at tale autentisk om noget ægte, hvis der er økonomi i det. Eget foto.

Jeg må give ham ret. Med min viden om børns afhængighed af skærme, hjernens tilbøjelighed til at vælge det nemme og hans egen præsentation af målet om at få platformens design til at få en feeling af noget, børnene elsker – is, føler jeg mig ikke overbevist om, at han er langt fra målet endnu.

Carla Cammilla Hjort fra Art Rebels og Space10 fortæller om community building og om, hvordan man designer en bedre og mere bæredygtig fremtid. Alt for brugte buzzwords, som skal bæres frem af en tonstung autenticitet, hvis de skal virke.

Carla Cammilla Hjort. Foto: Maria Høj Hansen.

Carla Cammilla kender jeg lidt fra way back; hun er seriøs i det, hun gør, og det virker faktisk ærligt, når hun siger, at hun altid har været motiveret af tanken om at kunne stjæle fra de rige og give til de fattige. Lykkeligvis fik hun mulighed for at få fingrene i IKEAs penge, som hun nu arbejder på at dele demokratisk og bæredygtigt ud af.

Løsningen hedder Foodproducing architecture, både i form af små gro-rum, der kan lasercuttes ud fra en skabelon og samles uden søm, og deciderede labs, der kan indrettes i restaurationskøkkener med solcellelys, så urter og salater kan serveres med det samme med stort set nul CO2-aftryk. You can grow, where you serve.

Her får vi både den praktiske knowhow og den store vision i én pakke. Og faktisk også en aktiv undgåelse af et dystopia, inklusiv fællesmåltid. Så endte this alligevel lykkeligt.