Ali Bager og de fyrretyve røverhistorier

De sidste ugers mest omtalte historie om Bager-Ali er historien om den perfekte mediepolitiske fortælling, fordi alle kan bruge historien i deres anti- og sympatier med bandekriminalitet, parallelsamfund og paradigmeskift. Men det er også en historie, der viser, at medierne er, som vinden blæser, og hylder og hælder mennesker ned af brættet på én og samme tid.
Sagen om Bager-Ali var den perfekte rubrik-fortælling om den uskyldige, arbejdsomme assimilerede, der blev offer for utilpassede bølleindvandrere. Foto: Mads Claus Rasmussen.
Sagen om Bager-Ali var den perfekte rubrik-fortælling om den uskyldige, arbejdsomme assimilerede, der blev offer for utilpassede bølleindvandrere. Foto: Mads Claus Rasmussen.
af Jon Kiellberg
Alle er på fornavn med Ali. Bageren fra Tingbjerg, som lørdag den 20. januar fik smadret sin forretning, fordi han nægtede at betale beskyttelsesbandepenge. En måned før var han blevet truet for det samme – uden at politiet dengang greb ind. TV 2 Lorry breakede historien, og så rullede historien for fulde gardiner på alle tangenter de næste 10 dage.
 
Historien skabte viral virak på Twitter og ikke mindst Facebook, hvor en overvågningsvideo viste fem maskerede mænd rasere Ali Parnians butik i Tingbjerg med jernrør og baseballbat.
 
Som sendt fra himlen
En historie som sendt fra himlen lige ned i turbanen på både presse og politikere. En historie, som rummer alle ingredienser til at skabe en mediestorm – få nuancer, få refleksioner – til gengæld for mange følelsesladede reaktioner. Det er historien om:
 
  • Den gode mod de onde
  • Helten, heltinden og skurke
  • Drama, magt og afmagt
  • Godheden og troen på det gode i mennesket
  • Folkestyret når det er bedst
  • Næstekærlighed og velgørenhed
  • Retfærdighed og retsfølelse
 
En bedre fiktiv mediefortælling kunne ikke være blevet opfundet på et redaktionsmøde, hvis ikke det var, fordi historien er sand og den skinbarlige virkelighed ude fra den hårdt plagede bydel Tingbjerg. En historie, som rummer alle klassiske journalistiske dyder og nyhedskriterier som aktualitet, konflikt, sensation og identifikation. For vi kan alle sætte os ind i historien om stakkels Ali, som magtesløs får smadret sit livsværk – uden at politiet i første omgang greb ind. Hans eneste chance for at at starte forfra her i landet som uledsaget flygtningebarn. En mand mod systemet og banderne fra Tingbjerg.
 
 
Ulovligt indtrængende i Alis bageri. Video fra overvågningskamera.
 
For siden Løkke i sin nytårsaftale talte om at tage et opgør med bandekriminalitet og rive ghettoerne ned, har vi stort ikke talt om andet end parallelsamfund, paradigmeskift på udlændingeområdet, nedrivning af udsatte boligområder og senest burkaforbuddet (nå nej, maskeringsforbud).
 
Historien er næsten for god til at være sand og passede perfekt ind i den mediepolitiske dagsorden. Det manglede en case. En konkret historie. En ny Café Viking-sag. En ny Jane, som turde stå frem og stå op imod bander, der truer sig til beskyttelsespenge. Vi er tæt på at tale om en fabel med helte og skurke, som skal så grueligt meget igennem – før det bliver godt igen.
 
Vi ved nu, at denne historie ikke ender sådan, at denne historier rummer mange flere nuancer, og at der ingen vindere er i bager-sagen. At der i stedet gemmer sig tragedier, sørgelige skæbner, og at vi her to uger efter ikke er blevet klogere på sagen og udfordringerne i Tingbjerg, end at ’der tegner sig et broget billede’, som politiet så kulørt har omtalt sagen.
 
Ali bali, ali alibi
Historien om Ali og hærværket på bageriet er rammefortællingen, som alle kan putte deres anti- og sympatier ind over. Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti er ikke sen til at reagere og melder ud på Twitter og Facebook, at hun som privatperson vil samle ind til chokolade og blomster til Ali Parnian.
 
Et gennemsympatisk træk, som straks fik Pernille Vermund og de mest højrebelastede personager i dansk politik til at fare i flint: Er det nu ikke populisme af værste skuffe?
 
I virkeligheden sætter Abildgaard bare ord på den afmagt og frustration, vi alle oplever i de dage efter hændelsen. På under en uge får Mette Abildgaard sammen med en nedsat indsamlingskommission med Chris Bjerknæs (DF) og Peter Hummelgaard Thomsen (A) indsamlet ikke mindre end en halv million kroner, som Ali kan bruge til at genrejse sin bagerbutik med.
 
 
 
Alt er fryd og gammen de første par dage. Inger Støjberg besøger Ali og hans ramponerede bageri, nærmest inden politiet er nået derud med en hær af journalister i hælene. Medierne hylder Ali ukritisk og fremstiller ham som helten – David mod de kriminelle Goliater.
 
Det er en så stærk personbåret fortælling, og med mange mediers fokus på enkeltsagsjournalistik så får vi de første dage et entydigt, unuanceret og ureflekteret mediebillede af sagen. Fremstillingen af Ali som den lille mand mod systemet bliver det billede, som bliver tegnet op. Nuancer er der ikke mange af.
 
Han bliver hyldet og fremhævet som en af hverdagens store helte – både i de store seriøse landsdækkende aviser og i hyggemedier som Aftenshowet. De første dage glemmer langt størstedelen af medierne at holde sig det kritiske medieblik for øje.
 
Massivt presseopbud, da integrationsminister Støjberg besøger bageren fra Tingbjerg.
 
Kun Radio24syv taler med lokale kioskejere og beboere om udbredelsen af beskyttelsespenge. Og de kan ikke genkende billedet.
 
Det er dog ikke den historie, som får pendulet til at svinge fra den store sympatihyldest af ’Bager-Ali’ til at hælde ham ned af brættet. For det viser sig, at der kører en helt anden historie sideløbende. Ali har været indblandet i en sag med sin ven om afbrænding af en BMW i forhold til forsikringspenge.
 
Nu vender billedet. Fra sympatierklæringer og et rosenrødt mediebillede til en nedpilning af Ali. Og selvom Ali Parnian både sidste år ved Retten i Lyngby blev frikendt og bliver det samme af landsretten den 26. januar i år (for biltyveri. Red.), så skyer medierne ingen midler. For selvom de to sager intet har med hinanden at gøre, og Ali bliver frikendt, bliver de to historier blandet godt og grundigt sammen. Ali er ikke længere helten. Nu har han, som der står i flere avisartikler ikke længere ’rent mel i posen’.
 
 
 
Parallelt i pressen kører der nu også en historie om (som den dag i dag ikke er bekræftet), at det ikke handler om beskyttelsespenge. Men om Alis far, som har et udestående med gerningsmændene og den tidligere ejer af bageriet. Det er her, med politiets egne ord, at der ’tegner sig et broget billede’, som bliver det vedvarende og bærende mediebillede fremover.
 
Læs: Der er noget fordækt, noget skummelt ved denne sag og ved Bager-Ali. Vi kan godt nok ikke sætte en finger på det eller et punktum. Men det er det (medie)billede, som efterlades her, to uger efter at sagen eksploderede på alle medieplatforme. Nu er alle blevet tavse. Der er blevet stille, og ingen vil røre ved sagen eller for den sags skyld ved Tingbjerg. Indsamlingspengene er blevet afleveret tilbage til giverne. Kameramænd, politikere og journalister har for længst forladt Tingbjerg og er draget videre.
 
 
 
Tilbage står en mediesag, som startede som den perfekte mediefortælling, som passede perfekt ind i historien om parallelsamfund og paradigmeskift. En historie om en helt, som bliver bygget op på ganske kort tid. Men som også bliver pillet grundigt ned igen og efterlades med et blakket ry og omdømme. Uden at vi er blevet klogere på, hvad der er op og ned. Ali bali. Sagen er forbi.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også