Hillary helt helt forkert

Den forkerte forandring

Når der er stor mistillid til politikerne som profession, vil folk vælge den største "agent of change". Den politiker, som virker mest atypisk. De vil simpelthen bare noget andet og noget nyt, når professionen er i krise.

Trumps kampagne har hele tiden været bygget op om et meget konsistent forandringsnarrativ om amerikansk storhed og genrejsning, som alle amerikanere kan forstå. Progressive tror ofte fejlagtigt, at forandring drejer sig om fremtidigt ”hope” and ”change”. Forandringen kan sagtens være konservativ og nostalgisk som en genrejsning af fordums storhed.

Forandringsagenten Trump vil forandre tilbage. Og han inkarnerer selv det anderledes og det forandrende. Mand og budskab vil fandme noget andet end de to partier, som har styret amerikansk politik i en evighed. Det gav en forfriskende energi til dette skøre alternativ.

Den forkerte identitet

Kravet om arbejdspladser og velstand slår kampen for kvinders ret og rettigheder. Ikke mindst i den amerikanske arbejderklasse. Hillarys kampagne har fra starten været bygget omkring en samlende fortælling: Stronger Together, som en kommentar til Trumps potentielle splittelse af USA. Med kampagnebudskaber målrettet konservative kvinder med familieværdierne i orden har Hillary forsøgt at samle en base i USA af kvinder. Problemet er blot, at fællesskabet omkring Stronger Together har været for diffust og hendes feminisme for elitært højborgerlig med ringe appel til mennesker med virkelige sociale problemer.

Den forkerte vælgerforståelse

Vælgere vil have underholdning. Underholdning slår kompetencer. For mange amerikanere er politik og politikere blot berømtheder ligesom filmstjerner i Hollywood eller kendte tv-stjerner. Derfor slår en reality-tv stjerne en mere traditionel, kedelig politisk kandidat på underholdningsværdien.

Clinton er et talende Excel-ark, som aldrig nogensinde har sagt noget sjovt. Det taber man på i USA. For at få en smule stjernestøv og energi til det talende Excel-ark var hendes kampagne nødt til at invitere til gratis koncerter med verdenskendte musikere som Katy Perry og Bruce Springsteen og med Obama som opvarmning. Ofte gik publikum, så snart koncerten var færdig, og før Clinton begyndte at tale. De frygtede nemlig, at det ville være kedeligt. Når hun så talte, virkede hun træt og uengageret.

Arbejder du med mailkampagner, loyalitetsskabende kommunikation og CRM? K-netværket Direct & Dialog markedsføring er netværket i København for dig, der er ansvarlig for eller specialist i direct marketing.

Det er ikke godt nok og ikke underholdende nok til at blive præsident i USA. Obama har også anklaget hende for at være for doven og ikke nok til stede ude i de afgørende svingstater.

Clinton sammen med popfænomenet Katy Perry. Kilde/GettyImages.

Den forkerte målgruppe

It’s the economy, stupid. Demokraternes base er den amerikanske arbejderklasse og klassekampen. Clintons målgruppe og mål har været en identitetspolitisk alliance af kvinder, homoseksuelle, intellektuelle og miljøaktivister. Denne alliance er opstået på bekostning af den historiske alliance med arbejderklassen. Basen er blevet underkendt. De følte derfor, at de var blevet usynlige i en usynlig, glemt verden af armod. Derfor dette råb og vreden mod Washington-eliten. Som Francis Fukuyama skrev i FT:

“In the US, there was a political failure insofar as the system did not adequately represent the traditional working class. The Republican party was dominated by corporate America and its allies who had profited handsomely from globalisation, while the Democratic party had become the party of identity politics: a coalition of women, African-Americans, Hispanics, environmentalists, and the LGBT community, that lost its focus on economic issues.”

Pride-gænger udklædt som Hillary Clinton. Kilde/GettyImages.

Den forkerte rådgiver og ubetinget troskab

Valget af og trofastheden mod Huma og hendes sexmonster-mand Wiener skabte kæmpeproblemer og støj omkring Clintons kampagne fra start til slut. Ægteparret Huma & Weiner skulle aldrig havde haft lov til at lave den famøse docusoup om dem selv og deres luftkastel-kamp for borgmesterposten i New York. Og den ubetingede troskab mod Huma og hendes fortsatte ansættelse sikrede, at Trump og FBI kunne forbinde Clintons e-mail-skandale med Weiners sexting. Hvad der blot blev endnu et eksempel på hendes dårlige dømmekraft og ifølge hende selv gav kampagnen det afgørende knæk.

Weiners sexting-skandale på forsiden af New York Post.

Det forkerte angreb: Love Trumps Hate

Opmærksomheden og energien om Trump var så stor, at Hillary måtte definere sit slogan negativt og kampagen som ikke-Trump med sloganet: Love trumps hate. Egentlig et godt slogan, som nu lever videre post-Trump, hvis det ikke handlede alt alt for meget om Trump.

Clinton kom dermed til at reducere sig selv til appendix og kommentar til modkandidaten. Strategien var et altomfattende karaktermord på Trump. Det var desværre en kæmpefejl at tro, at karaktermordet kunne udgøre en positiv politisk platform, der kunne pege tilbage på Clinton. Problemet er, at dårlig omtale blev god omtale, fordi den pegede på Trumps evne til at blive altings referencepunkt.

Hillary Clintons valgslogan.

Ved at tiltrække sig opmærksomhed og kritik viste Trump, at alt andet stod i et dialektisk negativt forhold til ham. Altså at resten af verden er ikke-Trump, mens han fremstår som den eneste positivt definerede. Forklaringen er kognitiv ifølge Lakoff. For når man benægter et frame, bekræfter man det. Når man angriber, legitimerer man den angrebne som en værdig modstander:

“Mutual inhibition. When one is turned on the other is turned off; when one is strengthened, the other is weakened. What turns them on or off? Language that fits that worldview activates that worldview, strengthening it, while turning off the other worldview and weakening it. The more Trump’s views are discussed in the media, the more they are activated and the stronger they get, both in the minds of hardcore conservatives and in the minds of moderate progressives. This is true even if you are attacking Trump’s views. The reason is that negating a frame activates that frame, as I pointed out in the book Don’t Think of an Elephant! It doesn’t matter if you are promoting Trump or attacking Trump, you are helping Trump.”

Dette var budskabet, som Hillarys 15.000 vælgere blev eksponeret for i to timer to dage før valget ved et rally i Philadelphia. Don't think of an (orange) elephant.

Angrebet blev til et uønsket og uintenderet forsvar. En sand Cobra-effekt. Afsløringen af Trumps sexisme bekræftede blot hans integritet blandt tilhængerne. Altså at han var den, han sagde, han var. At han sagde de ting, som han følte, uden tanke for konsekvenserne. Absurd nok understøttede det altså hans etos som en ærlig, men sexistisk alfahan. Optagelsernes hemmelighed og maskuline ærlighed øgede dermed blot hans autencitet. Han var den samme i omklædningsrummet som på nationalt tv. Det virkede anderledes og mere positivt, end det var tænkt.

Det, der skulle være et karaktermord, blev et bevis på en karakterstærk integritet. Ved at medierne, eliten og demokraterne var så eksplicit anti-Trump, blev modsætningen den absolute accept af være anti-establishment. Altså polariseringen og shamingen skabte sin egen modreaktion og modshaming. Kommunikationsmønstret blev en dialektisk, dobbelt delegitimering af Trump-troen og troen på elitens fornuft og nyheder.

Korrektionen afslører sloganets uheldige dobbelthed.

Det skabte en absolutistisk diskurs, hvor begge positioner var så ekstreme, at kun begge kunne være sande på samme tid. Ja, begge blev ramt af mudderkastningen, så kandidaterne kom til at fremstå på samme lave niveau. En sejr for Trump, som var kampagnens underdog og den mest beskidte af dem. Han trak så at sige Clinton ned på sit lave niveau med det resultat, at alt og alle blev lavt.

Den forkerte alder, historik og erfaring

Kampagnens centrale præmis var, at Clintons alder, livsbane og erfaring ville vinde valget. Det virkede modsat. Hendes alder og historik gjorde hende til en slidt kandidat med lig i lasten, som ikke kunne stå for en ærlig og radikal forandringsdagsorden. Hendes insideridentitet og -historik skabte en aura af uberettiget “ret” til at blive præsident. Igennem Wikileaks kom hun til at fremstå som lederen af et udemokratisk, småkorrupt familiedynasti, som ikke længere kunne skelne mellem familiens penge, fonde og indtægter fra de politiske job.

Hendes ultimative styrke blev hendes ultimative svaghed. Moralen for alle kommende politikere er derfor: Lad være med at tro, du skal vokse op i et politisk parti. Byg dig en base, og prøv lykken så hurtigt, som du kan komme til. Jo mindre prøvet og jo mere ren, desto bedre. Ellers kommer dine erfaringer og historie til at stå i vejen for din fremtid.

Den forkerte kompleksitet

Trump tænkte og talte i enkle, direkte monokausale årsager og virkninger. Trumps vandt på at reducerere politik til "en årsag – en virkning" (ulovlig immigration-> byg mur -> ingen ulovlig immigration). Denne overdrevne reduktion af kompleksitetet blev så solgt som et kontraktpolitisk tilbud. Som Lakoff skriver i sin analyse af Trump på Kforum:

“Direct causation is dealing with a problem via direct action. Systemic causation recognizes that many problems arise from the system they are in and must be dealt with via systemic causation. Systemic causation has four versions: A chain of direct causes. Interacting direct causes (or chains of direct causes). Feedback loops. And probabilistic causes. Direct causation is easy to understand, and appears to be represented in the grammars of all languages around the world. Systemic causation is more complex and is not represented in the grammar of any language. It just has to be learned. Many of Trump’s policy proposals are framed in terms of direct causation.”

Alt imens Clintons kampagne byggede på en diffus, multikausal hyperkompleks sammenhængstænkning kombineret med en feministisk platform for at nedbryde et metafysisk glasloft, som hæmmer karriereudviklingen for den øverste ene procent af kvinder på arbejdsmarkedet. I begge tilfælde er såvel årsag som virkning uklar. Hvorfor og hvordan nedbrydes glasloftet, og hvordan står hvem stærkere tilbage. Ja selve begrebet glasloftet er næsten umuligt at forklare.

Hillary Clinton bryder igennem glasloftet.

I begge tilfælde er der meget uklare årsager og virkninger. Det er dermed for komplekst og diffust til at indgå i en kontrakt med vælgerne om dette elite-feministiske projekt eller løst definerede fællesskab uden egentligt indhold, ud over at det er ikke-ekskluderende ikke-Trump.

Den forkerte risikoforståelse

I 30 år har politik handlet om at blive bedre til at styre kommunikation. Men det amerikanske folk vil have oprigtighed og ustyrlighed frem for det gennemtænke og kontrollerede. I mange år har vi set risikominimering som et ideal, men nu skal politikere lære at være mere risikosøgende. Det nye ideal er zero fuck given-politisk kommunikation, hvor den store gevinst forudsætter det store gamble.

Politikere skal turde kaste sig derud, hvor de kan blive hængt til tørre, og de skal kunne politisere deres egne mediestunts. Ja, kampagnen og kommunikationen skal op i hastighed og underholdningsværdi. Udfra devisen, at hvis alt er under kontrol går det for langsomt og er for kedeligt – og det viser blot, at du er udspekuleret og lusket som en Clinton med hemmelige mailservere.

Som en Trump-tilhænger udtrykker det her: Hvis man siger, at man vil sige sandheden, vil nogle blive sure. Meget sure. Folk er sure på Trump. Ergo siger Trump sandheden.

Den forkerte metode

Clinton brugte millioner og atter millioner på tv og dør-til-dør-indsats. Alt tyder på, at dette har virket kontraproduktivt. At de mange unge liberale med deres dørklokkeri har øget modviljen og mobiliseringen blandt Trumps kernevælgere. Altså skabt en følelse af nødvendighed og vilje til at stemme for Trump, nu han var så usynlig, og de liberale var overalt.

Den forkerte datamodel

Den måde, målinger er blevet lavet på de sidste 20-30 år, fungerer ikke længere, og sociodemografiske variabler forudsiger ikke længere vælgeradfærd, som de burde gøre (bortset fra uddannelse). Det lykkedes for Trumps datafolk at finde minoriteterne i minoriteterne: de mennesker, som alle sociodemografiske variabler tydede på ville stemme på Clinton – og mange af dem lykkedes det ham at pacificere med negativ kampagne mod Clinton eller få til at skifte side i de mest afgørende stater.

Clintons datamodel skød langt fordi og så slet ikke bølgen af Brexit-stemmer, som vendte valgets udfald. Clintons brug af big data overså og modellerede ikke denne usynlige tavse majoritet. Datamodellen var forkert, og algoritmerne byggede altså på nogle forkerte forudsætninger.

Den forkerte afslutning

På valgnatten magtede Clinton ikke at holde sin tabertale. Det er mod alle regler og ritualer. Det er bare heller ikke okay ikke at tale til og trøste de mange mennesker, som har arbejdet i årevis for drømmen om Hillary 2016. Tilbage stod de skuffede og forvirrede demokrater uden leder og retning. Utak blev deres løn. Her kunne Demokraternes partisekretærs forkølede tale ikke stå mål med katastrofens og overraskelsens vægt.