10 store marketingtrends i 2016

Årsskiftet nærmer sig - og dermed også opgørelser og forudsigelser. Carat har kastet sig over sidstnævnte med en række bud på marketingtrends i 2016. Læs med, og se, hvad der kommer til at rykke i det nye kalenderår.
Mediebureauet Carat præsenterede for nylig sin årlige trendanalyse og dermed bureauets bud på de ti største trends, der slår igennem i 2016. De ti trends, som 50 marketingfolk var mødt op for at blive inspireret af, har Carat delt op i fem mikrotrends og fem medietrends, og selvom content ikke er en ny trend, indgår det som en af de nye trends, fordi virksomheder fremadrettet skal arbejde med content på en anden måde.
 
Faktisk vil content få så stor en indflydelse, at det vil fylde hele marketingbudgettet om fem år. Det forudser Heidi Boye, der er strategisk director hos Carat og ph.d. i forbrugeradfærd.
 
Her er de ti trends, vi højst sandsynligt kommer til at se endnu mere til i 2016.

1. Genovervej loyalitet
Hvor mange forbrugere er loyale, når det kommer til stykket? Er klubmedlemmer loyale, eller er de blot medlemmer for at få point og dermed rabat? Svaret er, at de fleste forbrugere er loyale mod de brands, der gør det nemt for dem, og mod de brands, de lige kan komme i tanke om. Derfor handler det om at tænke loyalitet i forbindelse med tilgængelighed og top-of-mind.

Det gjorde McDonald's i Singapore noget ved, da deres udfordring var, at forbrugerne spiste morgenmaden on the go, mens der var færre, der valgte at gå ind og spise på McDonald's. Det lykkedes fastfoodkæden at ændre dette ved at blive en del af forbrugernes morgenrutine gennem telefonen, som er noget af det første - hvis ikke det første - de fleste tager fat i om morgenen.
 
McDonald's i Singapore har lavet en app, der skal få flere folk til at komme fysisk ind hos fastfoodkæden. Appen giver blandt andet brugerne gratis madkuponer, der kan indløses hos de forskellige restauranter. Kilde: YouTube.
 
Ligeledes er en amerikansk onlineskobutik lykkedes med at blive top-of-mind hos forbrugerne ved at kombinere onlineshoppen med en slags fysisk butik, som ikke eksisterer i virkeligheden.
 
Onlinebutikken Netshoes har lavet top-of-mind-marketing ved at skabe en illusion om en fysisk skobutik ved at hænge en iPad op, der viser netbutikken på en shoppinggade. Kilde: YouTube.
 
2. Automatisk shopping
Flere af de spåede trends handler om at gøre det nemmere for forbrugerne, og det er også tilfældet her. Kan du skabe loyalitet ved at automatisere indkøbsprocessen i din produktkategori? Eksempelvis ved at forbrugeren ikke behøver at tænke over, hvilket brand han/hun skal købe næste gang, men blot automatisk genbestiller brandet. Teknologi i dag gør det muligt for forbrugeren blot at trykke på en knap hjemmefra og derved (gen)bestille dagligvarer eller andre produkter, forbrugeren er løbet tør for. Fx som Amazon Dash har gjort:
 
Der er ikke noget, der er mere irriterende end at løbe tør for kaffe, sæbe eller andre basisvarer. Det har Amazon en løsning på. Kilde: YouTube.
 
På den måde løber forbrugeren aldrig tør for kaffe og andre dagligvarer. Eller øl! Det kan det digitale køleskab sørge for aldrig sker. Det fortæller dig, uanset hvor du befinder dig, hvor mange øl du har, hvor kolde de er, og hvornår dit yndlingssportshold er i TV.
 
Ved at gøre købet relevant i tid og sted kommer det digitale køleskab tæt på forbrugeren, og brandet vil med stor sandsynlighed blive det næste valg, når der skal købes øl.
 
Bud-e fridge: Til manden, der har alt. Den fortæller dig, hvornår du skal tanke op med nye øl, og hvornår dine øl er iskolde: Kilde: YouTube.
 
PowaTag er en slags MobilePay, blot endnu smartere. Ved at tage et billede med mobilen af et par sko, kan man købe dem med det samme. Det gør det nemt for forbrugeren at foretage købet.
 
Den nemmeste (og måske også farligste) måde at shoppe på. Med PowaTag tager brugeren et billede af et produkt, personen ønsker at købe, via en app. Herved kan købet foretages med det samme, og det bliver sendt hjem til hoveddøren. Kilde: YouTube.
 
3. Forbrugerkontrollerede butikker
Når en forbruger vil vide noget om et emne, ligger internettet og de sociale medier lige for fødderne. Den viden kan butikkerne vælge at blive en del af. I erkendelse af at Nettos ekspedienter måske ikke ligefrem er de største vineksperter, har Netto indgået et samarbejde med Vivino, som er den app, mange vininteresserede bruger, når de vil vide noget om den enkelte flaske vin.
 
Netto bruger Vivinos brugeranmeldelser og viden om vin til at guide kunderne på en ny måde. Målet er at give kunderne bedre muligheder for at vælge den rigtige vin, når de handler i Netto. Kilde: YouTube
 
Også brugere af virksomhedens produkter kan være med til at inspirere nye kunder. Hos amerikanske Cabela's, der sælger fritidstøj, har man valgt at lade andre kunder fortælle om deres oplevelser med tøjet via opstillede skærme i butikken.

Et amerikansk stormagasin – Norstrom – har tilsvarende taget forbrugernes adfærd på Pinterest til sig på en sådan måde, at de fysiske butikker er indrettet efter de produkter, som forbrugerne finder mest interessante på det sociale medie. Det handler altså om at slippe kontrollen og bringe forbrugernes forslag, anbefalinger og adfærd i spil i butikkerne.
 
4. Deltag i samfundsdebatten
Brands skal tage del i samfundsdebatten og ikke være bange for at tage kontroversielle emner op. Det forventer folk måske endda ligefrem af dem i disse tider, hvor alle via sociale medier er med til at udtrykke holdninger. Det er dog endnu ikke mange brands, der har haft modet til det.
Når man gør det, skal man passe på ikke at være medløber. Man skal komme med sin holdning, før det er 'mainstream', så man som brand viser, at man har noget ægte på hjerte.

Til gengæld skal man også være klar til at få nogle forbrugere imod sig, og det skal derfor være en kalkuleret risiko, man foretager. Starbucks
stod eksempelvis frem for et par år siden og sagde, at de var for homoseksuelle ægteskaber. Og Coca-Cola viste sidste år ved Super Bowl en reklame, hvor der blev sunget America The Beautiful på forskellige sprog og ikke på engelsk, hvilket en del amerikanere fandt kontroversielt.
 
En mangfoldig reklame fra Coca-Cola, som mange amerikanere fandt kontroversiel. Kilde: YouTube.
 
Endelig trak det irske ølmærke Guinness sig sidste år som hovedsponsor ved New Yorks paradefejring af den irske nationaldag St. Patricks Day, fordi arrangørerne ikke ville lade homo- og transseksuelle deltage i arrangementet. Guinness vidste godt, at de gik imod en del af deres kerneforbrugere, men til gengæld fik de opbakning fra en del yngre forbrugere, som vil være deres nye kernemålgruppe i mange år fremover.
 
5. Del dit produkt
I dag vokser en generation op med den indstilling, at man lige så godt kan dele et produkt i stedet for at købe det. Virksomheder skal overveje, hvordan de kan gøre deres services og produkter til en del af den trend. I Japan kan man fx købe et lys (en diode) på sin paraply, der signalerer, at andre kan komme med ind i tørvejr under paraplyen.
 
I Japan kan man købe en diode til sin paraply, der signalerer, at man gerne vil dele den med andre fodgængere.

AirDonkey er en service til folk, der gerne vil leje deres cykler ud. Forbrugerne har selv produktet, men AirDonkey hjælper med en model og et kit, der gør det muligt at lade andre låse cyklen op og låne den i en given periode, hvor man ikke selv bruger den. Måske mens man alligevel er på arbejde?
 
AirDonkey er baseret på deleøkonomiprincippet. Kilde: YouTube.
 
En anden delefacilitet er ShareDesk, hvor man som virksomhed kan stille overskydende kontorfaciliteter til rådighed, som andre kan tjekke ind i et par timer, hvis man mangler et fysisk sted at sidde og arbejde. Eller byggemarkedet Homedepot: Rent a Tool. De stiller en platform til rådighed, hvor forbrugerne kan dele deres værktøj med hinanden.
 
På ShareDesk kan virksomheder stille overskydende kontorfaciliteter til rådighed for andre. Kilde: YouTube
 
Medietrends
Inden for medieverdenen er der især fem trends, der bliver spået til at blive store i 2016.

6. Det nye Facebook
Facebook skal ikke bruges til at jagte så mange likes som muligt, men til at kvalificere forbindelsen til forbrugerne. Det forstod sennepsmærket Grey Poupon, da de fokuserede på kvalitet i stedet for kvantitet i deres Facebook-kampagne, hvor man skulle godkendes for at kunne like Grey Poupons Facebook-side.
 
Sennepsmærket Grey Poupon lavede en Facebook-kampagne, hvor brugerne skulle godkendes af brandet, før de blev accepteret i gruppen. Kilde: YouTube.
 
Toyota i Norge brugte ligeledes Facebook til at øge antallet af prøveture. Facebook blev brugt til at rekruttere hybrid-ejere, som ville give potentielle købere en prøvetur i deres egen bil - helt gratis.
 
Toyota i Norge brugte Facebook til at rekruttere hybrid-ejere, der ville give potentielle købere en prøvetur i deres hybridbil. Kilde: YouTube
 
7. Konversationer uden ord
Det handler om den nye måde at kommunikere på, nemlig med emojis. Domino's Pizza har taget emojis til sig og har som de første gjort det muligt at bestille en pizza blot ved brug af en pizza-emoji.

For nylig lancerede flyselskabet Norwegian en kampagne, hvor man ene og alene brugte emojis til at fortælle om flyselskabets nye rute til Las Vegas.
 
Norwegian brugte emojis som kommunikation i deres nyeste kampagne. Kilde: YouTube.
 
8. Content skal sættes fri
Content skal handle om at have et stærkt koncept og derefter lade indholdet leve på tværs af platforme. Marketingbudgettet vil med tiden blive erstattet af et content-budget, advokerer Carat for.

Et eksempel på en virksomhed, der lever sit content helt ud, er Red Bull, som iscenesætter events og efterfølgende lader forbrugere og medier bringe indhold på forskellige platforme omkring deres events.
 
Red Bull lader ofte tilskuere til deres events løfte en del af marketingopgaven ved at lade dem dele oplevelsen på forskellige platforme. Foto: Scanpix.

Også Spies slipper content fri med deres City Hack, en blog, hvor de lader forbrugerne beskrive forskellige storbyer inden for forskellige vinkler som mode, mad, sport, fotografering, børn og interiør.

Det samme har GoPro gjort med Show us what you've got, hvor de brugere, der skaber det bedste indhold med GoPro, bliver honoreret med pengepræmier. Forbrugerne er de bedste til at tage de fedeste billeder med kameraet, og derfor har GoPro stillet en platform til rådighed, hvor de kan uploade billederne.
 
GoPro har stillet en platform til rådighed for brugerne, så de kan uploade deres bedste billeder. Kilde: GoPro.

9. Den skjulte forbruger
Søgning på nettet er i stigning, men flytter også ind på andre platforme. Forbrugerne har efterhånden vænnet sig til at kunne få hjælp fra f.eks. Momondo eller Just Eat, og man kan som virksomhed vælge at indgå samarbejde med sådanne platforme, eller man kan udvikle sit eget, ligesom Arla har gjort det med opskrifter på Karolines Køkken.

10. Datasamarbejde
Den sidste trend inden for medieverdenen, der kommer til at rykke i det nye år, er datasamarbejde. De fleste virksomheder har en bunke interne data. Måske kan de data blive endnu mere værdifulde, hvis man sammenlægger dem med andre virksomheders data.
 
Eksempelvis har henholdsvis TV 2 & eBay og Ekstra Bladet & SuperBrugsen indgået datasamarbejder, hvor man kombinerer medie- og shoppevaner og efterfølgende kan målrette reklamer direkte til relevante seere eller læsere.

Også Nike har indgået et samarbejde med 02, der er en platform med sportsindhold.
 
Nu er det kun at vente og se, hvilke trends der for alvor kommer til at slå sig fast i 2016. 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også