Hvad er fremtiden for regeringens spindoktorer
Spin din egen exit

Skrevet af

Redaktionen Kforum

793 artikler

57 indlæg

Livet som særlig rådgiver er et liv på lånt tid - for når ministertaburetten skal gives videre, følger det også, at spindoktoren stopper. Hvad er fremtiden for spinbanditterne? Vi lod dem spinne deres egen exit, som kun en spindoktor kan.
Særlig rådgiver for Manu Sareen i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Niels Ditlev. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.
 
Det har været vildt sjovt. Og vigtigt. Og hårdt. Flertallet i Danmark stemte for en ny regering, og mere er der jo sådan set ikke at sige om det valg - kun at hylde vores fantastiske folkestyre og altid have respekt for det.
 
Det, som fylder nu hos mig, er taknemmelighed over at have været med i et helt igennem OK projekt i knap fire år. Som politisk journalist levede jeg i mange år af at holde øje med magten, som rådgiver fik jeg lov til at være en del af den. Det er privilegeret.
 
Var alt godt, og gjorde vi alt rigtigt? Næh, selvfølgelig ikke, men tættere på end jeg turde håb, før jeg sagde ja til at være med. Og min minister havde i hvert fald fat i den lange ende med det sigende valgkamps-slogan: Mere Kærlighed.
 
Alting er, som det skal være, bare på en ny måde. Jeg glæder mig til det, som kommer nu.
 
Niels Ditlev laver selfie med Manu Sareen. 
 
Særlig rådgiver for Mogens Jensen i handels- og Udviklingsminister, Andreas Gylling. Uddannet cand.mag. i retorik. 
 
”Arbejdspladser i både Hanoi og Herning” var overskriften for Danmarks første handels- og udviklingsminister. Mogens Jensen kan se tilbage på at have sat klar socialdemokratisk retning på en porteføljekombination, som godt nok mødte modstand fra den yderste venstrefløj og et par bekymrede NGO’er, men som i dag nyder bred opbakning i både erhvervsliv og udviklingsmiljø. Han kan også være tilfreds med at have manøvreret igennem et finanslovsforløb, hvor en rekordstor andel af de stigende asyludgifter skulle finansieres over udviklingsbistanden. Det kunne være endt i endnu en løftebrudssuppe, men blev forhandlet sikkert hjem med SF og Enhedslisten som medansvarlige.
 
Endelig ser vi tilbage på en valgkamp, hvor der aldrig er blevet talt så meget om udviklingsbistand. Det er lykkedes at udstille manglen på borgerlig logik, når man både vil styrke indsatsen i nærområder og skære 2,5 milliarder i udviklingsbistanden – uden at fortælle hvordan. Bistand er ikke øverst på vælgernes dagsorden, men blev i nogen grad en del af den samlede fortælling om et Venstre uden økonomisk plan.
 
Mogens Jensen mødes med Myanmars oppositionsleder, Aung San Suu Kyi. Myanmar er et eksempel på et land, der modtager bistand, men som også er et vækstmarked med stort eksportpotentiale. 
 
Planen er i øvrigt stadig fraværende, så en vigtig opgave for den nye opposition bliver at holde presset og pege på hykleriet. Den store opgave for en ny minister bliver at sætte sin egen retning hos et embedsværk, der for længst har opdaget og forberedt sig på, at den borgerlige regering vil rundbarbere budgettet.
 
For mit eget vedkommende er den vigtigste opgave nu og her at holde en lang sommerferie. Næste kapitel har jeg ikke taget endeligt stilling til, men det bliver sandsynligvis noget, hvor jeg bruger bagagen fra mit seneste job.
 
Andreas Gyllings fremtid er endnu uvis, men det vigtigste for ham er, at han skal holde en lang sommerferie. 
 
Særlig rådgiver for Marianne Jelved i Kulturministeriet og kirkeministeriet, Tine Lund-Bretlau. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. 
 
Det har været en lærerig fornøjelse at rådgive en minister med så finjusteret et værdipolitisk kompas. Her har det ikke været folkestemninger, der har regeret, men respekten for og tilliden til det politiske systems strukturer og formåen. Kommunikationsmæssigt har det været en eksercits ud i fagets discipliner fra krisestyring over agenda setting og issues management til kampagner i en konstant omskiftelige hverdag.

Jeg mener, at det var Søren Lippert, Nick Hækkerups rådgiver, der på et tidspunkt sagde, at det ikke giver mening at tale om krisekommunikation i politik, fordi der er en ny krise hver dag. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
 
Her mødes Marianne på eget initiativ med en homoseksuel forfatter under OL i Sochi i 2014 - på trods af, at hun var blevet rådet til det modsatte af systemerne. 

Nu ser jeg frem til at spille Kalaha på terrassen, fiske krabber på havnen i Rørvig og kokkerere lidt lækkert uden at have telefonen klistret til øret. Jeg synes, det er en foræring at få en barsel uden baby til at filosofere over, hvad næste skridt skal være.
 
 
Tine Lund-Bretlau skal spille Kalaha på terassen og fiske krabber. 
 
Mig, Mao og ministeren.
 
Særlig rådgiver for Carsten Hansen i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Jakob Eldrup. Uddannet cand.tech.soc. fra Roskilde Universitet. 
 
Jeg må bare konstatere, at det har været 3 1/2 af de bedste år i min erhvervskarriere. Nu genvandt vi jo desværre ikke regeringsmagten på trods af, at vi rent faktisk leverer et Danmark i væsentlig bedre form, end det vi overtog. På den negative side må jeg sige, at jeg er hamrende ærgerlig over, at min politiske chef Carsten Hansen ikke blev genvalgt. For jeg synes virkelig, at vi har leveret varen med en række vigtige forlig på især boligområdet. Forlig, som heldigvis vil bestå efter regeringsskiftet. Og vi har i fællesskab kæmpet en brag kamp for at få skabt så mange forbedringer som overhovedet muligt i landdistrikterne. Det er bestemt også lykkedes. Men det giver stof til eftertanke at så mange fine resultater ikke har givet os en ny periode ved roret af dansk politik.

Hvad nu? Tjah, nu skal jeg slappe lidt af, og så må jeg jo se, hvad der er af nye spændende muligheder. Men een ting er sikkert. Jeg er ikke færdig med det politiske på og omkring Christiansborg, for det er det, der giver mening for mig. 
 
Jakob Eldrup er ikke færdig med politik men skal i første omgang slappe af.
 
Særlig rådgiver for Christine Antorini i Undervisningsministeriet, Lise Borup Krogsgaard. Uddannet bach.tech.soc. fra Roskilde Universitet og MA i Political Communication and Management fra CBS.
 
De knap fire år jeg har haft adgangskort til undervisningsministeriet har ubetinget været de vigtigste, sjoveste og mest krævende år i mit liv. Min minister leverede to store reformer med folkeskolereformen og erhvervsskolereformen, der kommer til at sætte spor langt ud i fremtiden. Vigtigere bliver det ikke og det er jeg simpelthen så stolt af. Det har været en 24-7-fornøjelse at arbejde sammen med Christine på uddannelsesområdet og være med, hvor der bliver gjort en reel forskel.

Jeg tænker, at sommeren skal være lidt mindre 24-7. Glæder mig til at sætte min telefon på lydløs om natten - og måske også nogle gange i løbet af dagen. Og til at læse ud over avisernes indlandssektion. Og så må vi se, hvad fremtiden byder på.
 
Fremtiden for Lise Borup Krogsgaard byder på at læse indlandssektionen af avisen og en telefon på lydløs. 
 
Særlig rådgiver for Martin Lidegaard i Udenrigsministeriet, Marlene Lyhne Sørensen. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.
 
Jeg startede som særlig rådgiver for Martin Lidegaard i november 2014. Med et folketingsvalg lige om hjørnet, kunne det meget vel blive en kort fornøjelse. Og det blev det. Til gengæld en meget lærerig og inspirerende en af slagsen. Jeg har fået en vigtig indsigt i samspillet mellem embedsværk og minister, i policy making og agendasetting samt krisestyring, kampagnearbejde og issues management.
 
Marlene Lyhne Sørensen skal på telttur og lader mobilen være hjemme. 
 
Først og fremmest har det været et privilegium at arbejde tæt sammen med en så flittig, visionær og kompetent minister, der altid er villig til at lytte, men aldrig bange for at træffe en beslutning. En minister der sætter en ære i at svare journalisterne, når han bliver spurgt. Også når sagerne er kontroversielle. Det vækker både tillid og respekt, og netop derfor har det været en af mine højeste prioriteter at støtte op om det princip.
 
Hvad så nu? Jeg skal have fundet et telt uden huller på dba.dk, så min kæreste, vores to piger og jeg kan komme på telttur. Tror jeg lader mobilen blive hjemme.
 
Her giver Martin Lidegaard en panda-krammer i forbindelse med en klima-kampagne. Marlene Lyhne Sørensen melder, at hun ikke er inden i pandaen.
 
Når pløkkerne er hevet op af jorden igen, håber jeg at finde et nyt job, hvor jeg kan bidrage med min journalistiske baggrund, erfaring med forandringskommunikation i det private erhvervsliv samt seneste erfaring som særlig rådgiver.
 
Særlig rådgiver for Kirsten Brosbøl i Miljøministeriet, Janne Bram Jensen. Uddannet cand.scient.pol. 
 
At være den første socialdemokratiske miljøminister siden Svend Auken - det forpligter. Også på rådgiverfronten. Svend skabte det danske vindmølle-eventyr, så vindmøller idag er et nationalklenodie på linje med bacon, Lego og den lille havfrue. Potentialet i verden for løsninger, der giver rent vand er tre gange større end vind. Nogle forskere mener ligefrem at vand bliver årsag til verdens krige i fremtiden, som olie er det idag.
 
Kirsten Brosbøl til aftenmarked i Beiing, hvor man i baggrunden kan se alle de lokale delikatesser. 
 
Kombinationen af skrappe miljøkrav og innovative virksomheder har betydet Danmark er førende på vandteknologi (rense vand, pumper, ventiler mv.). Det arbejde ville Kirsten og jeg have helt ud over rampen, så det kunne mærkes i antallet af grønne jobs i DK og nogle af de steder i verden, hvor der mangler rent vand. På turen til Kina (Se billede fra marked, hvor der spises friturestegte skorpioner) lykkedes det at få præsidenten Xi Jinping og vandministeren Chen Lei i tale om, hvad Danmark kan på vand og virksomhederne fortæller, det kan mærkes på ordrebøgerne. Så det lykkedes. Ligesom det fx lykkedes at lave en historisk Naturplan for Danmark, få pant på de tyske dåser (noget 7 miljøministre har forsøgt tidligere), og give kommunerne mulighed for at bygge billige boliger - så der også bliver plads til Sosu-assistenten og specialarbejderen i storbyerne i fremtiden.
 
Det lykkedes aldrig at overbevise landbruget om, at vi balancerede hensynet til job i deres erhverv med hensynet til miljø. De brokkede sig til det sidste. Måske er det blot deres natur...? Og nu kan de jo så glæde sig over, at den kommende borgerlige regering har lovet at rulle alle positive miljøtiltag tilbage: Vandplaner, Naturplan Danmark, forbudet mod at sprøjte og gøde på vores sårbare natur etc.
 
Jeg er oprigtigt bekymret for vores miljø og den danske førerposition. Alene Lars Løkkes udtalelser, om at vi ikke skal ligge forrest på det grønne felt, kan mærkes på udlandets lyst til at investere i grønne danske løsninger (fortæller flere store grønne virksomheder, som ikke tør stå frem af frygt for det fremtidige samarbejde med regeringen). For miljøet og Danmarks førerposition på det grønne går vi en sort tid i møde.   
 
Janne Bram Jensen til aftenmarked i Beijing, hvor hun smager friturestegte skorpioner. 
 
Særlig rådgiver i Udenrigsministeriet, Asbjørn Haugstrup. Uddannet Ba.jur. Asbjørn var i sidste regeringsperiode rådgiver for hhv. Martin Lidegaard og Margrethe Vestager i tre forskellige ministerier. Nu er han startet som CEO for Radius Kommunikation.
 
Regeringsperioden var præget realpolitik; nødvendighed, kampen for øget arbejdsudbud osv. Valget blev vundet af dem, der præsenterede distinkte visioner for fremtidens Danmark. Noget der kunne drømmes om.
 
De partier, der kørte kampagne som politik-kanoner, uden en klar underliggende fortælling, tabte.
 
Jeg er rigtig glad for, at jeg forsat arbejder i snittet mellem politik og kommunikation, men jeg var også fantastisk glad for at være særlig rådgiver. Og ja, der blev brugt en del kraft på den daglige medietrummerum og på at håndtere den seneste og den næste analyse fra de mange kommentatorer. Men det vigtigste er politikudviklingen. Det var det både for de fleste politikere, der generelt er langt bedre end deres rygte, og for mange af os rådgivere. Det så måske ikke sådan ud udefra, men det er fordi medieverdenen anlægger mediehåndteringsperspektivet på alt.
 
Jeg tror, det vil være godt for demokratiet, hvis der var flere politikere i medierne og mindre tid til kommentatorerne. Så ville politikerleden dale. Så ville folk opleve de fleste politikere som tænksomme, reflekterende personer, der fra forskellige ideologiske ståsteder vil det bedste for de fleste. En fin ambition for mange medier kunne være et 1:1-forhold mellem politiker- og analytikertid.
 
 
Asbjørn Haugstrup beskæftiger sig nu som CEO og partner i Radius Kommunikation. 
 
Særlig rådgiver i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Jacob Blomgren Knudsen. Uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet. 
 
Det har været spændende 3 1/2 år som rådgiver i en regering. Det er et priviligium at have haft sådan et job.
 
Analyserne på den afgående regering har ofte været delte men det har aldrig præget mit humør i arbejdet.

Jeg er tilfreds med at have arbejdet i en regering, der turde at skabe forandringer. Jeg er sikker på at eftertiden vil dømme SR-regeringen mildere end sin samtid.
 
Jacob Blomgren Knudsen kan holde en velfortjent ferie nu. 

Relaterede artikler

Det sidste spin-kuld? - Regeringen er klar med endnu en omgang udskiftning på spin-bænken, selvom den politiske svingdør ellers ikke har stået s...
Velkommen til Kommentariets diktatur - Valget kommer snart. Hvilke kommentatorer skal du vælge at læse? Dem, der kan udlægge, hvad DONG-sagen, dagpenge, valgda...
Spot Støjbergs støj - Inger Støjberg er placeret på en af de mest profilerede poster i Løkkes regering. Spørger du hende om fortiden, taler hu...
Den iltre nestor - Bertel Haarder har været i dansk politik i årtier og kender alle spillets regler. Han kan argumentere sagligt, men han k...
Messershit og hvad så? - I mange år har Dansk Folkeparti været et af de bedst kommunikerende partier. Partitoppen er næsten altid i topform, når ...
10 hurtige til Vestagers spindoktor - Udover at være EU-kommissær i Bruxelles er Margrethe Vestager hele Danmarks titaner, der er blevet kåret til at være bla...
Er Uber on the road again? - I sidste uge forlod Travis Kalanick posten som CEO i Uber. Det markerer et foreløbigt højdepunkt i den krise, som for al...
Kanonkritisk kongegemal-kommunikation - Begravelsesballadens indhold er helt vildt, og kommunikationen i forbindelse med balladen gør det hele endnu mere skørt....

Giv din stemme

6 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Facebook-annoncering: Skab målbare resultater

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Head of Social

Frist: 18. december kl. 12.00

Kommunikationskonsulent

Frist: 21. december kl. 12.00

Pressechef

Frist: 2. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.