Kan hun overhovedet holde en tale?

Hun er ikke en genial taler, men hun er god til noget. Hillary Clinton har altid været kvinden, som talte om kvinders ret. Jo mere og bedre hun taler om kvindesagen, jo mere vil hun slå Trump. Her er de bedste fem eksempler, og de virker virkelig godt i kampen mod macho Trump. Yes, she can.
Foto: Polfoto/Carolyn Kaster
Foto: Polfoto/Carolyn Kaster
Fra hun trådte sine børnesko i et offentligt embede som førstedame af Arkansas, har hun været kontroversiel. Hillary Clinton har fået så mange klø, at hun slet ikke burde kunne stå. I 1993 var hun på forsiden af det New York-baserede magasin Spy Magazine, portrætteret som en domina i lak, med pisk og udsyn til barmen. I midthalvfemserne var der endda en form for national sport, opkaldt efter hende: ”Hating Hillary”. Som værten Tucker Carlson på nyhedskanalen MSNBC har udtalt, "er der bare noget ved hende, som føles kastrerende.” Og måske ikke helt uden grund.
 
Hillary portrætteret på forsiden af Spy Magazine i 1993 med pisk og push-up. Kilde: Superfictions. 
 
Hun er kvinden, der valgte at beholde sit eget efternavn efter at have indgået ægteskab. Om end hun til sidst måtte bukke under for normerne, da hendes fravalg efter sigende også kostede hendes mand stemmer i Arkansas, da han stillede op som guvernør. Hun er kvinden, amerikanerne kan takke for den flatterende konkurrence “First Lady Cookie Bake-Off”, da hun i en bemærkning nægtede at undsige sin egen karriere – og i forbifarten kom til at kritisere samtlige hjemmegående mødre. Forsøget på kompensation blev en kagedyst med Barbara Bush for at bevise, at Clinton også besad passende feminine soccer mom-dyder. Hun er kvinden, der ikke nøjedes med at dufte til magten i East Wing, men som den første førstedame blev indlogeret på anden sal af West Wing i det Hvide Hus med en stab på 20 mennesker. Og hun er kvinden, der på ingen som helst måde tog til takke med at spille andenviolin, men to gange er gået efter en af de mest magtfulde positioner i verden.
 
 
Hillary Clinton venter på at holde tale ved Mary Ryan Boys and Girls Club i Milwaukee. Foto: Polfoto/Patrick Semansky.
 
Gennem hele sin karriere har Hillary Clinton aldrig helt opført sig, som en kvinde bør i den amerikanske offentlighed. Hvor det at bukke under for gentagen kritik, hån og sexisme ikke ville have været helt uforståeligt, har Hillary Clinton imidlertid retorisk vendt det til sin fordel og gjort det til sit varemærke. Og det er svært at sige Clinton uden at nævne det retoriske fokus på ligestilling. Her er de fem eksempler, som er bedst egnet til at komme Hillary Clintons retoriske greb en smule nærmere.
 
1969: Wellesley Graduation
I 1969 er Hillary Clinton 21 år gammel og modtager sin bachelor i statskundskab fra Wellesley College, hvor hun holder en afslutningstale for sin årgang. I øvrigt som den første studerende i pigeskolens historie. Clinton har i flere omgange krediteret Wellesley College som det, der grundlagde hendes værdier og ambitioner. Og i talen er kimen til hendes varemærke også tydelig:
 
”Our attitudes are easily understood having grown up, having come to consciousness in the first five years of this decade – years dominated by men with dreams, men in the civil rights movement, the Peace Corps, the space program – so we arrived at Wellesley and we found, as all of us have found, that there was a gap between expectation and realities.” Og fortsat:
 
“But it wasn't a discouraging gap and it didn't turn us into cynical, bitter old women at the age of 18. It just inspired us to do something about that gap.”
 
Unge Hillary, der i 1969 holdt afslutningstalen for sin årgang. Starten på mange taler med ligestilling som fokus. Kilde: Wellesley College.
 
Arbejde for ligestilling er præcis, hvad hun fortsat gør årtier senere. Men hvor der er tydelige paralleller til den politiske hjertesag, er der meget få til den sproglige stil, som senere hen også kendetegner hende. Talen fremstår meget rå og har udelukkende sagen for øje uden at skele til pakettering eller ornamenter. Den karakteristiske Clinton’ske sproglige stil kræver, at vi spoler frem til Hillary Clinton som offentlige figur. 
 
1995: Women’s Rights Are Human’s Rights
I 1995 afholder FN den fjerde verdenskonference om kvinder i Beijing. Hillary Clinton, som er USA’s førstedame, er inviteret. Forud for talen er debatten gået højt, og fra flere sider er Clintons deltagelse blevet mødt med tvivl. Det skal forstås i den kontekst, at Hillary Clinton blot et år inde i rollen som førstedame har påtaget sig en mere offentlig og tydelig politisk rolle end tidligere førstedamer. Og i forlængelse heraf har flere kritiske såvel som venligt stemte røster været nervøse for, om hendes markante holdninger på ligestillingsområdet kunne skade USA’s diplomatiske relationer med Kina.
 
 
”Human rights are women’s rights and women’s rights are human rights”, lyder ordene i den tale, som stadig står som en af de mest indflydelsesrige af sin slags på ligestillingsdagsordenen i nyere tid. Slagordene kommer efter en optakt, hvor Clinton bygger spændingen op med gentagelsen” It is a violation of human rights when…” efterfulgt af eksempler på steder, hvor kvinder ikke nyder enten samme retsbeskyttelse, økonomiske beføjelser eller sociale status – alene på grund af, at de er kvinder. Den rytmiske gentagelse er med til at skabe et klimaks inden den famøse sætning og giver næsten talen en aktivistisk eller pastoral klang, som også er kendt fra fx Martin Luther Kings ”I Have A Dream”. Knap så underspillet. Og sigende for hendes talerstil.
 
Talen er i den grad skelsættende for hendes retoriske virke. Det er en tale, hun gentagne gange vender tilbage til. Som Secretary of State i 2011 taler hun i Genève i anledning af FN’s internationale menneskerettighedsdag om homoseksuelles rettigheder og omskriver dele af talen: “And that is why gay rights are human rights, and human rights are gay rights.” Ligesom det nu også er muligt at købe en “Women’s rights are human rights”-T-shirt i den officielle Hillary Clinton-kampagnebutik online.
 
1996: It Takes a Village
Vi skriver 1996, og Bill Clinton står til genvalg i november. I starten af 1996 udgiver Hillary Clinton en bog om sine visioner for den amerikanske familie med titlen “It Takes a Village”. På Demokraternes nationale konvent i Chicago i august samme år holder Hillary Clinton en tale af samme navn, der skal give præsidenten rygdækning – og ikke mindst iscenesætte ham som en mand af troværdighed, der vogter moralen og besidder den nødvendige visdom.
 
 
Hvor Hillary Clinton tidligere har plæderet for ligestilling ud fra et spørgsmål om kvinders rettigheder, plæderer hun nu for, at ligestilling handler om familiens rettighederne: “But we are all responsible for ensuring that children are raised in a nation that doesn't just talk about family values, but acts in ways that values families.” Hun går ind og redefinerer det, som traditionelt har været republikanernes domæne, nemlig ‘family values’, og sætter det ind i en ny kontekst. Og det, at hun udvider ligestillingsbegrebet til at omfatte mere end kvinder, er også noget, der skaber en talerplatform for hende senere hen i hendes karriere, fx i form af LGBT-rettigheder.
 
Samtidig er talen fra 1996 rent stilistisk ret interessant. Hillary Clintons stil er nemlig langt mere feminin, end hun hidtil har været kendt for. Hun gør en dyd ud at fortælle om sig selv som hustru og mor, hun bruger flere anekdoter fra privatlivet og er langt mindre konfrontatorisk. Den sprængfarlige stil og de sprængfarlige emner er dysset ned i en politisk usikker tid, og hun spiller i stedet rollen som mere dydig og traditionel førstedame.
 
Hillary Clinton taler ved et velgørenhedsarrangement ved Children's Hospital i Los Angeles – et stop på hendes kampagnerejse med bogen "It Takes a Village". Kilde: Polfoto/Reed Saxon. 
 
2008: Democratic National Convention
Spol tiden 12 år frem til samme begivenhed, men med andre aktører og en ny politisk scene. I 2008 har Hillary Clinton fået den – omstændighederne taget i betragtning – tvivlsomme ære at holde hovedtalen og præsentere Demokraternes præsidentkandidat, Barack Obama, på Demokraternes nationale konvent. Og det efter at hun i over et år har gjort sit ypperste for at sværte ham til. Nu står hun og skal overbevise partiet om en samlet front. Hillary Clinton går med eget udsagn ikke i skyttegraven, men binder sine egne visioner for USA op på Obama, som var han en helt naturlig forlængelse af dem:
 
“I haven't spent the past 35 years in the trenches advocating for children, campaigning for universal health care, helping parents balance work and family, and fighting for women's rights at home and around the world to see another Republican in the White House squander the promise of our country and the hopes of our people.” Og videre:
 
“Most of all, I ran to stand up for all of those who have been invisible to their government for eight long years. Those are the reasons I ran for President, and those are the reasons I support Barack Obama for President.”
 
Som i tekstbidden ovenfor er ligestilling et tema, der bliver nævnt gentagne gange igennem talen. Og Hillary Clinton får således lånt Obama en troværdighed på det område – hvor hun står stærkt – ved at binde hendes visioner sammen med hans. Så længe det er nødvendigt.
 
 
2015: Campaign Launch Speech
Spekulationerne var mange. Og endelig blev de bekræftet, da Hillary Clinton i en kampagnevideo i april sidste år annoncerede, at hun stiller op til valget om at blive Demokraternes præsidentkandidat til valget i november 2016. To måneder senere blev videoen fulgt af op en større begivenhed i New York, hvor den første reelle kampagnetale blev holdt.
 
I talen takker hun indledningsvist folket i New York – hvor hun igennem otte år har været senator – og hylder staten for dens fremsynethed og historiske arv. Og ikke mindst for at være et sted “with absolutely no ceilings”, der som bekendt er metaforen for det, der forhindrer kvinder i at nå til tops i erhvervslivet (eller offentlige embeder for den sags skyld). Tonen er slået an. Og resten af talen binder årtiers ligestillingsretorik sammen, fra kvinders rettigheder over familierettigheder til LGBT-rettigheder som fx: ”In America, every family should feel like they belong” og “And, we should ban discrimination against LGBT Americans and their families so they can live, learn, marry, and work just like everybody else.”
 
Ligesom den anden politiske fløj får en kraftig kritik på et område, som traditionelt er meget betændt i USA, når Clinton siger: ”They shame and blame women, rather than respect our right to make our own reproductive health decisions.”
 
 
Agendaen er tydelig. En stemme på Clinton er en stemme på lighed. Og med en af afslutningsbemærkningerne gør Clinton det også klart, at hendes visioner for USA er mere end blot politisk motiveret. De er personlige: “An America where a father can tell his daughter: yes, you can be anything you want to be. Even President of the United States.”
 
Det tyder på, at Hillary Clinton bliver Demokraternes præsidentkandidat til november. Og hvis Donald Trump bliver modkandidat hos Republikanerne vil det i den grad være modsætninger, der mødes. Hvor Clinton har gjort ligestilling til sit retoriske varemærke, har Trump gjort det modsatte og er notorisk kendt for sexistiske kommentarer og et konservativt syn på kvinders rolle i offentligheden. Men Trump provokerer i en mere polemisk forstand, hvor Hillary Clinton gør det – og har gjort det de sidste mange årtier – alene fordi hun er kvinde i en offentlig rolle og bryder normer for offentlig debat og sjældent tilpasser sig andres forventninger. Og paradokset er, at Clinton er billedet på alt det, Trump harcelerer imod. Sejren i november vil ikke kun være en historisk sejr. Det vil i den grad også være en sejr over opfattelsen af, hvordan en (kvindelig) debattør kan påvirke den offentlig mening. Og uanset hvad vil det være værd at finde popcornene frem fra juli og følge debatterne fra begge sider frem til november.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job