Ekkokammeret er en illusion

For nogle måneder siden argumenterede jeg i et indlæg her på bloggen for at slå koldt vand i blodet, før vi gav ekkokamre og filterbobler for stort et ansvar for Trumps valgsejr. Nu viser ny forskning fra Stanford University, at der mere end nogensinde er grund til at forholde sig kritisk nuanceret til teorier om de sociale mediers skadelige konsekvenser for demokratiet.

Det er vigtigt at slå fast, at spørgsmålet hverken drejer sig om, hvorvidt mediernes algoritmer personaliserer den informationsstrøm, vi præsenteres for, eller om vi som brugere på internettet har en tendens til at søge mod fora af ligesindede.

Vi ved, at filtereffekter forekommer, og vi ved, at mennesker har et kognitivt bias, der får os til at stole på informationer, der bekræfter vores synspunkter. Det betyder rimeligvis, at der har været ekkokamre lige så længe, som der har været menneskelige fællesskaber.

Det, der er sagens kerne, er, hvorvidt de sociale medier har forstærket ekkokamrenes effekter, og om de har gjort det i en sådan grad, at det kan siges at have forværret den offentlige samtale?

Fænomenet 'filterboblen' er opstået, efter at informationsstrømmen er taget til. Søgemaskiner og sociale medier hjælper nu brugerne med at sortere i information.

Derfor er det svært at sige noget præcist om ekkokamrenes effekter

Problemet er, at det er let at dokumentere eksistensen af ekkokamre på de sociale medier, men svært at sige noget om, hvilken forskel, de gør. Jeg er eksempelvis medlem af flere svampesamlergrupper på Facebook, og de fungerer som mere og andet end en praktisk foranstaltning, der tillader os at dele gode råd og erfaringer.

Det er også meningsfællesskaber, hvor vi bekræfter hinanden i vores holdninger til, hvordan vi passer godt på skoven, og hvad der er god og dårlig stil, når svampejagten går ind. Det er et ekkokammer, men er det blevet større eller mindre på grund af Facebook?

Nu er ekkokamre om svampejagt næppe et demokratisk problem, men udfordringen med at sige noget kvalificeret om deres konsekvenser er den samme. Vi kan med sindsro antage, at svampesamlere også havde ekkokammeradfærd, før de kunne mødes på nettet, men det er ikke muligt at tilvejebringe et egentligt sammenligningsgrundlag.

Vi kan trække data fra grupper på Facebook og vise, hvordan brugerne deler og reagerer på hinandens indhold, men vi har ikke mulighed for på samme måde at dokumentere, hvad der blev delt og diskuteret, når den lokale svampeklub mødtes for tyve år siden.

Det er en skærpende omstændighed, at vi for det meste er henvist til platformenes API’er, når vi skal trække data. Det betyder, at de sociale medier dikterer betingelserne for, hvad vi kan undersøge. På Facebook betyder det for eksempel, at det er relativt let at undersøge, hvad der sker på åbne sider og grupper, men meget svært at få indblik i, hvad der sker på brugernes profilsider eller i deres news feed.

Det kan give en tendens til at beskæftige sig mest med de grupper og sider, der netop er tænkt som interessefællesskaber, og mindre med den øvrige aktivitet på platformen, hvor bekendtskaber ikke er defineret gennem bestemte interesser eller politiske overbevisninger.

De fleste Facebook- og Twitterbrugere mener, at deres netværk består af folk med blandede politiske overbevisninger. Kilde: The Political Environment on Social Media, 2016.

Vi er derfor ofte henvist til enten at lade platformene undersøge sig selv eller til at forlade os på spørgeskemaundersøgelser af, hvordan brugerne oplever dem. Det, der er spændende ved den nye undersøgelse fra Stanford, er, at den problematiserer nogle af de surveyresultater, der hidtil har understøttet teorien om, at nettet øger ekkokammereffekterne.

Hvad viser undersøgelsen?

Et af de stærkeste indicier på, at internettet generelt, og de sociale medier i særdeleshed, har haft en negativ indflydelse på kvaliteten af den offentlige samtale, kommer fra undersøgelser af politisk polarisering. Der findes forskellige måder at måle polarisering på, men det overordnede billede er, at den er stigende. I undersøgelsen fra Stanford sammenligner man ni af de mest almindelige måder at måle polarisering på og kommer frem til en gennemsnitlig stigning i den amerikanske befolkning på 18 procent mellem 1998 og 2012.

Det synes altså at underbygge hypotesen om, at vores adfærd online gør os mindre tilbøjelige til at have en dialog på tværs af politiske skillelinjer. I den periode, hvor nettet er blevet en faktor i folks hverdagsliv, er vi også blevet mere polariserede. Der er i hvert fald en korrelation, der er værd at undersøge nærmere. Eller er der?

Undersøgelsen viser også, at den øgede polarisering er tydeligst blandt de ældste befolkningsgrupper, og at den bliver støt mindre, jo yngre befolkningsgrupper der er tale om. Amerikanere under 40 er således kun blevet 5 procent mere polariserede i perioden, mens tallet er 38 procent for personer over 75.

Da vi samtidig ved, at der i 2012 var 80 procent af de 18 til 39-årige, der brugte sociale medier, mod 20 procent af dem, der var over 75, konkluderer forfatterne, at vores omgang med internettet ikke er nogen god forklaring på den øgede polarisering.

Hvad kan undersøgelsen have overset?

Forfatterne anerkender selv, at der kan være såkaldte spill over-effekter, hvor ældre mennesker måske ikke selv er på sociale medier, men får deres informationer fra nogen, der er. Det forklarer stadig ikke, hvorfor de bliver så relativt meget mere polariserede af at blive udsat for disse informationer, men det åbner muligheden for, at nettet trods alt spiller en større rolle, end vi umiddelbart ser.

Man bør også tage forbehold for, at undersøgelsen bygger på data til og med 2012 (formentlig fordi tallene for politisk polarisering ikke er opdaterede). Meget har ændret sig i verden i løbet af de sidste fem år, og det kan selvfølgelig også gælde forholdet mellem onlineadfærd og politisk polarisering.

På den anden side er det også i denne periode, at vi er blevet opmærksomme på problemstillingen. Cass Sunstein forudså ekkokamrenes komme i 2009 og Eli Pariser formulerede sin tese om filterbobler i 2011. Det har sidenhen, efter varierende pres, fået både Facebook og Google til at tage forskellige initiativer for eksempelvis at mindske nogle af de filtereffekter, der fører til meningsbobler, eller ved at indføre fact checking af indhold. Vi ved ikke præcis, hvad platformene har foretaget sig, men det er en faktor, der kan have haft betydning.

Eli Parisers bestseller "The Filter Bubble".

Er der så ikke nogen problemer?

Jo, der er masser af problemer! Polariseringen er jo stadig stigende, og vi ved, at politiske aktører bruger nettet aktivt til at sprede misinformation og det, der er værre.

Vi ved at tonen er hård og uforsonlig, vi ved, at der er bots og betalte trolls, der forvrænger debatten, og vi ved, at vi som brugere også skal tage et ansvar selv for ikke at blive fanget i filterbobler (både ved aktivt at opsøge indhold af en anden politisk observans end vores egen og ved at fastholde et pres på medieplatformene for at justere deres algoritmer). Men det bliver stadig sværere at påstå, at der er en enkel sammenhæng mellem ekkokamre på nettet og polariseringen af den offentlige samtale.

Det er, som tidligere nævnt, usandsynligt at vi kan blive ekkokamrene kvit. Til gengæld bør vi overveje, at de redskaber, der i øjeblikket giver politiske dæmagoger og propagandister vind i sejlene, også står til rådighed for dem, der ønsker at blotlægge, hvordan misinformation spredes, hvordan debatten forvrænges, og hvem der står bag.

I min forskningsgruppe har vi netop indgået et samarbejde med europæiske partnere, som vi kalder Public Data Lab. Vores første fælles projekt har været at udvikle en guide til journalister og medieprofessionelle, der ønsker at udforske fænomenet fake news med assistance fra digitale metoder. Tilsvarende initiativer spirer frem mange andre steder i Danmark og udlandet.

Fællesnævneren synes at være, at vi kan tage tyren ved hornene og udnytte nettets potentialer til at skabe redskaber, der understøtter en offentlig samtale i rivende udvikling, snarere end at længes tilbage til en verden uden ekkokamre, der alligevel aldrig har været.

Figur: Hvordan spreder en falsk nyhedshistorie sig på tværs af nettets sfærer? Her følger vi historien om, at den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron skulle være bøsse. Projektet er en del af vores Field Guide to Fake News og er udviklet i samarbejde med Le Mondes Les Décodeurs. Klik på figuren for at se den forstørret.