Google overvåger dit barn

I 2007 solgte vi pausen til Apple, og ved indgangen til 2018 solgte vi vores børns uddannelse til Google. Tidligere mente man ikke, at programmerne 'Google Apps for Education' levede op til reglerne om persondatasikkerhed, men i december 2017 ophævede Datatilsynet forbuddet. Spørgsmålet er nu, hvordan Google håndterer vores børns data.
I USA blev Googles uddannelsesprogrammer mødt med: "Stop spying on our children!" På trods af den store kritik har Google nægtet at gå ind i en gennemgang af deres anvendelse af børns data. Nu bliver de samme programmer en del af den danske folkeskole.
I USA blev Googles uddannelsesprogrammer mødt med: "Stop spying on our children!" På trods af den store kritik har Google nægtet at gå ind i en gennemgang af deres anvendelse af børns data. Nu bliver de samme programmer en del af den danske folkeskole.
af Katrine K. Pedersen
December 2017 ophævede Datatilsynet forbuddet mod at anvende den amerikanske virksomhed Googles undervisningsredskaber, 'Google Apps for Education'. Et forbud, der oprindeligt blev givet, fordi Datatilsynet vurderede, at Googles produkter ikke levede op til de danske regler for persondatabeskyttelse.
 
Det skete også i USA  – at Google indtog klasseværelset. Forskellen er bare, at det ikke skete uden debat og fortsat stærk kritik. For én ting er, at Google ganske sikkert har udviklet fantastiske og ovenikøbet gratis produkter og dermed tilbyder folkeskolerne en smart løsning i forsøget på at være med på ’21st century learning skills’-trenden.
 
Men der er som bekendt intet, der er gratis i det digitale storcenter. Som Bill Fitzgerald fra Common Sense Media påpeger: “Unless we know what is collected, why it is collected, how it is used and a review of it is possible, we can never understand with certainty how this information could be used to help or hurt a kid”.
 
Som det fremgår af The New York Times: "Google derives most of its revenue from online advertising — much of it targeted through sophisticated use of people’s data. Questions about how Google might use data gleaned from students’ online activities have dogged the company for years"
 
Google har adskillige gange været på kant med loven. EU's konkurrencekommisær Margrethe Vestager straffede i 2017 firmaet med en bøde på 18 milliarder kroner for at misbruge sin dominans på internettet. Foto: Getty Images 
 
Datasikkerhed kulminerer med uddannelsesværdier
Én ting er datasikkerhed, noget andet er uddannelsesværdier og -tradition. Som New York Times’ Singer konkluderer i sin artikel ”How Google Took over the Class Room”, så har Google iværksat en filosofisk reform i det offentlige uddannelsessystem, hvilken er drevet af markedslogik og kommercielle værdier:
 
“Prioritizing training children in skills like teamwork and problem-solving while de-emphasizing the teaching of traditional academic knowledge, like math formulas. It puts Google, and the tech economy, at the center of one of the great debates that has raged in American education for more than a century: whether the purpose of public schools is to turn out knowledgeable citizens or skilled workers.”
 
I løbet af de seneste år har virksomheden ifølge Singer arbejdet intenst på at tilpasse sine produkter og salgsmetoder til lærere og administrationspersonale og samtidig udkonkurreret Apple og Microsoft. I USA har over halvdelen af de amerikanske public schools (mere end 30 millioner børn) implementeret Google education apps såsom Gmail og Docs.#REKLAMEPLADS#
 
Den samme udvikling har længe spiret i de danske folkeskoler, der i mange år har anvendt virksomhedens produkter som Google Chromebooks, Docs, G Suite for Education og Gmail. Virksomheden har arbejdet målrettet for at aktivere og engagere lærere i hele verden bl.a. ved at facilitere online-grupper, Google Educator Groups, og ved at tilbyde gratis tjenester og produkter.
 
Et eksempel er en folkeskole i Aarhus Kommune, hvilken i 2013 indgik et samarbejde med Google Education Europe. I artiklen ”Google Chrome giver succes i undervisningen” beskriver to folkeskolelærere fra samarbejdet deres erfaringer med at anvende Googles undervisningsprodukter.
 
Google Education blev mødt med kritik i USA, hvor amerikanerne svarede igen med "Stop spying on our children".
 
Samarbejdet resulterede i, at Aarhus Kommune aktivt valgte ”at anbefale Google Apps for Education som undervisningsværktøj i kommunens skoler. Lige nu er 32 lærere fra forskellige skoler frikøbt til at deltage i undervisning en dag om ugen, så de kan fungere som ressourcepersoner for andre lærere, der skal bruge Google Apps for Education.” 
 
Ved udgangen af 2017 gav Datatilsynet  – med afsæt i det irske datatilsyns vurdering fra 2016  – Hedensted Kommune tilladelse til at anvende virksomhedens undervisningsredskaber. En tilladelse, der må forventes at danne præcedens for andre kommuner. Hvis det er tilfældet, så har vi netop skudt en ny uddannelsesreform i gang – uden afstemning – og drevet af en amerikansk virksomhed.
 
En udvikling, der kan få større konsekvenser for fremtidens læring og undervisning i de danske folkeskoler end den nye folkeskolereform, der blev vedtaget i 2015. Og vi – den voksengeneration, der har vagten  – er tavse vidner. Og hvorfor? Det er trods alt vores børns fremtid.
 
Måske, fordi det er for besværligt at forholde sig til accelerationssamfundets udvikling, der konstant tager nye retninger? Måske, fordi vi ikke tror på, at vi har indflydelse? Måske, fordi vi kun ser gevinsterne ved fremdrift?
 
Forfatter bag denne artikel, Katrine K. Pedersen, udkommer med bogen De digitalt indfødte udsatte i februar 2018.
 
Kommunikationsansvarlig hos Google, Danmark har efter artiklens ugivelse kommet med følgende kommentarer: 
 
"På trods af den store kritik har Google nægtet at gå ind i en gennemgang af deres dataindsamling, -analyse og salg af børns data"
 
Vi sælger absolut ikke elevers G Suite data. G Suite for Education er ikke subsidieret via annoncer - det er en annoncefri service. G Suite for Edu er et enterpriseprodukt, med en helt klar kontrakt, der følger europæisk lovgivning for databeskyttelse, der bestemmer, hvordan vi benytter din data. Det er også vigtigt at understrege, at Google hverken ejer eller administrerer elevens data.
 
Yderligere har vi en website specifikt om uddannelse, hvor lærere, skoleledere, IT-ansvarlige og forældre kan finde svar på de mest almindelige spørgsmål om hvordan vi bruger data, den er her.
 
"Ved udgangen af 2017 gav Datatilsynet  – med afsæt i det irske datatilsyns vurdering fra 2016  – Hedensted Kommune tilladelse til at anvende virksomhedens undervisningsredskaber."
 
Tilladelsen, der blev givet, handler om behandlingen af følsomme data, ikke om G Suite i det hele taget.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job