|
|
En sugarbabys livsvalg
No money, no honey

Det startede med et blowjob til 2000 kr. Nu er Gina Jaqueline sugarbaby på fuldtid. Kilde: DR Arkiv.

Gina Jaqueline er sugarbaby, men hendes liv er langt fra sukkersødt. Hun søger ægte kærlighed, anerkendelse og omsorg, og det får man ikke fra sugardaddies, som lever deres egne, seriøse liv ved siden af den forsødende datingkontrakt. Det ligner ikke lykken for Gina, men det er hendes eget valg.
Gina Jaqueline er sugarbaby. En ung kvinde, som dater velhavende mænd og får oplevelser, kontanter eller gaver som tak for sit selskab. Er det prostitution? Nej, det er sugardating. Forskellen ligger i kontrakten mellem en sugardaddy (*eller -mama. Oh yes, det hedder de) og en sugarbaby. Her står det ikke mejslet i sten, at det skal ende med en lykkelig omgang sirup på hvide lagner.
 
 

About last night @emmamatell 💘

Et opslag delt af (Geor)Gina Jaqueline (@ginajaqueline) den

Gina Jaqueline.
 
Men har du set programmet om Gina på DR3, har du også kunnet konstatere, at det i hvert fald i hendes tilfælde ofte gør.
Og klikker du ind på sugardaters.dk, kan du se, hvad kontrakten består af: ”Det er manden, der forkæler, forsørger og forsøder livet for sin kvinde. Kvinden kan til gengæld koncentrere sig om at være mere kvinde og om at forkæle den mand, hun er sammen med.”
 
"Det er ikke sugardating at sælge sex for penge!" står der på sugardatingsiden Sugardaters.dk.
 
Hver gang konceptet sugardating omtales i medierne, får det flere sugerdaddies og -babies til at oprette en profil på sitet. Ifølge Berlingske er der kommet 20.000 flere til på bare et år, så nu er antallet oppe på 78.000.
 
Det er flere end der bor i Esbjerg. Og modsat Esbjerg kommer der kun flere til.
 
Fordelingen er, ifølge Berlingskes kilde, ca. 45 procent sugardaddies, 35 procent sugarbabes, 20 procent boytoys og små fem procent sugarmamas. Så Gina Jaqueline er en del af den andenstørste gruppe, hvor hun bruger sin søde ungdom, sit smukke udseende og sin kære let læspende mund til at koncentrere sig om at være kvinde for sine mænd.
 
So fucking what?
Hun kommer ud af det med forrygende smukke designertasker og -tøj, bruger kun eksklusive makeup-mærker, spiser på dyre restauranter, hvor hun ikke er bleg for at sende maden tilbage, hun får ophold på Københavns smukkeste hoteller, hvor hun i øvrigt formår at få alt, jeg mener alt (Ross fra Venner har intet på hende), ud af sine værelser. Hun lever luksusversionen af et liv i 20’erne.
 
Men det er i de smukke blå timer mellem nat og morgen, at vi får set en flig af den pris, hun betaler, og det menneske hun er, når makeuppen gnides væk og afslører hendes næsten barneagtige ansigt. Der fortæller hun, hvad der er på spil. Følelser, selvværd og hungren efter mere end sekvensomsorg.
 
Hvis du er ung og smuk, kan du som Gina leve det vilde luksusliv som sugarbaby. Det koster kun dit selvværd. Kilde: DR.
 
Nogle gange vil hun gerne bare dele en is med en, uden at han skal levere en taske for det. Ofte siger hun til de venner, som ved, hvad hun lever af, at hendes ”sugardaddy” bliver en god ægtemand en gang for en meget heldig kvinde. Hun har for længst afskrevet sig selv som den kvinde.
 
Hun ved godt, at når sugardaddy forlader hende, inden det bliver morgen, så er det, fordi han er færdig med at blive forkælet. At han ikke skal være der, når morgenånden indtræffer, og en gnist af håb eller en snert af afmagt kan anes i Ginas enormt pæne øjne.
 
Man behøver ikke at have læst psykologi for at se, at savnet af faderen, der forlod hende og verden for lang tid siden, har knækket et eller andet inden i hende. Hun ved endda, hvornår det skete. Da hun som 15-årig valgte de 2.000 kroner for et blowjob i en brandert. Et valg hun understregede ved at komme tilbage efter en runde to.
 
Samtidig med at fortællingen om Ginas liv er på skærmen, slutter tusinder og atter tusinder kvinder sig til under hashtagget MeToo over hele verden. Væk er de dage, hvor kvinder holdt kæft om seksuelle overgreb og krænkelser, og selvom MeToo ikke er en hvervekampagne, så står feminismen i dag så stærkt, at mænd er begyndt at kapitalisere på den.
 
Du kan købe de rigtige slogans i H&M eller TopShop, du skal bare lægge et par hundrede kroner, og så kan din nyerhvervede T-shirt understøtte, hvor træt du er af det patriarkalske bullshit. Når vi er der, hvor de store tøjkæder er begyndt at lukrere på feminismen, og Danmark har fået opstillet et feministisk parti til et byråd, kan man vist godt sige, at feminisme er mere mainstream end nogensinde.
 
Men hvor er der plads til typer som Gina i feminismen?
Er hun med i paraden hos Girlsquad, hvor fjerdebølgen ruller indover os med kampen for at være seksuel, leve af seksualiteten, begå et Ludermanifest og stadig blive taget alvorligt i debatten overfor jakkesættene? Eller er hun fanget et sted i tredjebølgen, hvor kvinder, som kunne være hendes mor, synes, det er uendeligt synd for hende, at hun er et produkt af et massivt svigt, som i sidste ende kommer til at ødelægge hende helt, og hun i øvrigt skal stoppe med at date deres (eks)mænd?
 
Måske vil nogle af dem endda gå så vidt at sige, at hendes empowerment som fri seksuel kvinde stadig har sine begrænsninger, når den er underordnet, om mændene synes, hun er lækker nok til at være en sugarbabe. Hvor falder et menneske som Gina ned i bølgerne af feminismer, som kun kan blive enige om én ting, og det er, at samfundet stadig tilgodeser de maskuline dyder mere end de feminine?
 
Jeg tror, at Gina er fuldstændig ligeglad. Hun lever lige nu og bruger de remedier, hun har fået stillet til rådighed: internettet, pink cigaretter, udseendet og en vindende personlighed. Og hvorfor skulle hun også give en fuck?
 
De selvudnævnte fjerdebølgefeminister hylder deres seksualitet med Ludermanifestet.
 
Jo, nogle af os kan godt frygte, at linen, hun danser på, løber ud i armod og absolut ingenting. At det med at satse på udseendet i en branche, hvor en ”sugardaddy er en moden mand med erfaring, styr på sit liv, sin økonomi og med en lyst til at dele det, han har med en smuk og ofte yngre kvinde”, udelukkende fører til en dead end. For hvad skal der ske med sugardateren Gina, når hendes valuta falder, hendes udseende falmer, og hun bliver jævnaldrende med sit tidligere publikum?
 
Til sammenligning kan vi forsøge at se på, hvad der kunne være sket for Gina, hvis hun ikke var så umanerligt klassisk smukt skåret. Hvad nu hvis Gina var en rund pige med smilehuller på halsen, korte ben med kalveknæ og en tendens til den kvindelige version af et pik-slips på maven? Eller en dreng af samme statur? Jeg skriver ikke, at det ikke også er smukt, men jeg skriver, at i den verden, som sugardating lukrerer på, er der langt mellem de succesfulde mennesker med den slags udseende.
 
Igen forklares det på sitet, hvor sukkerets svar på yin og yang mødes: Det er de karikerede og gamle kønsroller, som er i spil, og kvinderne – som ikke er golddiggers, står der – foretrækkes unge og smukke.
 
Hvad ville der så være sket for en ikke klassisk smuk ung pige eller dreng, som fik tilbudt penge for et blowjob på gaden og i mangel af stopklods, ville tage imod? Ville den pige også have muligheden for at kunne gøre ”sexet selskab for gaver” til en succesfortælling på de sociale medier? Gøre det til et ekstra lag af sexet, når faderproblematikkerne boblede over, og man bare gerne vil give hende et kram – eller sin pik, hvis man nu er sugardaddy – og ville det være cute, hvis en pige med bølgepap på lårerne ryger heftigt på grønne Cecil, mens hun kommenterer på (nok ikke velhavende) ældre mænds tilbud om at forkæle hende?
 
Hvad sker der mon med en sugarbaby, når hun ikke længere er ung og sprød?
 
Jeg har ikke set den version af fortællingen, så jeg kan ikke komme med et svar. Men ordet næppe popper op i mit hoved. Den pige vil nok blive tvunget til at finde andre veje, og hun vil næppe high five med Girlsquad eller poste billeder af pels og perler på Instagram. Jeg tror ikke engang, at hun ville kunne se sig selv i deres vigtige kamp for at kunne kommercialisere sit udseende og stadig blive talt til ordentligt. For hendes problem ville være, at hun ikke havde adgang til den magt heller. I hvert fald ikke som eksklusiv sugarbaby.
 
Og her er så spørgsmålet, om det overhovedet er empowerment, når Gina står tilbage og falder uden for sugardating-universets præferencer og skønhedsidealer. Dem der bestemmer udløbsdatoen på Ginas udseende og rykker videre til en ny og yngre krop. For spørgsmålet er jo ikke, om vi ikke ser hende – og andre smukke, unge kvinder og mænd, som har taget seksualiteten i egen hånd og nyder goderne af den magt, som det giver dem. Spørgsmålet er, om vi også ser dem, når udseendet og magten forsvinder.
 
I en verden, hvor barndomme som Ginas ikke er et særsyn, er det alligevel lidt spændende og pirrende at se, at hun tager den magt, hun har fået tildelt af naturen og udnytter den på – en slags - bedst mulig vis. Selvom jeg som seer konsekvent sad med en følelse af, at Gina skulle have kærlighed og ikke sex og gaver, så ved jeg også godt, at mit medfødte privilegium har skærmet mig for situationer, hvor den slags overhovedet var på tale.
 
Det er rigtig godt tv, for selvom kvinder har haft mulighed for det liv i årtusinder - okay, de kaldte det nok ikke sugardating i tidernes morgen, men jeg er sikker på, at du kan finde betegnelser for lignende arrangementer i museumskældre verden over - så har den udvej fra armod altid været forbundet med skam.
 
Her kan jeg høre koret af mænd, som råber, det ikke er sandt. Og kvinder, som lyver for sig selv. Men sandheden er, at det ikke har været cool at sælge sin krop for ydelser. Det er basic viden. Hvis det var sådan, så ville mange flere gøre det. Ja, så ville vi se karriererådgivere sige til unge piger og drenge, som ikke længere kan få arbejde uden uddannelse, at de jo kunne starte et lækkert lille bureau med deres krop og følelser på display.
 
Men hvorfor kommer der så flere til?
Måske er skammen ikke længere så altomfavnende og kvælende? Hvorfor kan tusindvis af Instagram-brugere hjerte og sende emoji-blomster til Ginas SoMe-liv uden at være dømmende eller udskammende?
 
Fordi kvinder heldigvis er i gang med at reclaime deres seksualitet. Fordi vi ved, at gråzonen også dækker over en mangel på valg. Fordi vi som mennesker – ser man bort fra kommentarspor og idioter – er ved at have så meget viden, at vi kan se flere dybder i det valg, som Gina foretager sig. Fordi myten om ”den lykkelige luder” også rummer et håb om, at det er sandt.
 
 

🎞 analog @emmamatell

Et opslag delt af (Geor)Gina Jaqueline (@ginajaqueline) den

Man kan hylde hende, hade hende eller have ondt af hende, men i sidste ende er det Ginas eget valg.
 
Vi kan ikke tåle ideen om, at det smukke unge menneske lider, så vi bakker op om hendes valg, selvom det måske betyder, at hun ødelægger sig selv endnu mere. Samtidig med at vi kan se, at hun jagter den samme drøm om kærlighed og følelsen af succes, som så mange andre af os, og hun gør det med de midler, hun har. Og for en pris, som hun øjensynligt har erkendt skal betales, når ikke hun flirtende siger: ”Den, der har flest minder og været nøgen længst tid, har vundet ...”
 
Og det er jo tåleligt, eller?
 
Her kommer både jeg, fjerde, tredje og alle bølgerne til kort. For det enkelte menneskes valg, om hvad der definerer lykke, er det enkelte menneskes. Det bør ikke koste hverken skyld eller skam. Alligevel sidder jeg med et håb om et samfund, der kunne give unge piger og drenge en mulighed for en anden vej, inden de får 2.000 kroner for det første blowjob?

Relaterede artikler

Er du femiseksuel? - Glem de gastro- og medieseksuelle. De femiseksuelle har tiltvunget sig mediemagten. Fra det forudsigelige feministiske t...
Rårøv - den nye pige i kassen - I massekommunikation kommer kvinder i kasser. Kasser kommer i bølger. Og bølger kan bruges til at sælge produkter. Hvis ...
Årets (anti)feministiske fuck-ups - Kvindernes Internationale Kampdag fejres hvert år den 8. marts for at sætte fokus på kvindernes stilling i verden. Kvind...
Den feministiske apokalypse er begyndt - Margaret Atwoods feministiske mesterværk The Handmaid’s Tale fra 1985 sendes i øjeblikket i TV-serie-format på HBO med E...
Mette Høegs Louisiana-fadæse - Litterat og evig gatekeeper ved litteraturens port, Mette Høeg, skrev i Berlingske i går, torsdag den 24. august 2017, e...
Crazy-apologi med svenskerkort og romerske økser - I en kronik bragt af Weekendavisen tordner Ole Bornedal mod #metoo-kampagnen, der ifølge filminstruktøren mest af alt mi...

Giv din stemme

45 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationsrådgiver

Frist: 26. november

Praktikant

Frist: 10. december

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Bliv en dygtigere facilitator med co-creation

1. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.