Too big to fail?

Chris Froome får alligevel lov til at stille til start i Tour de France, der starter på lørdag. Efter ni måneders sagsbehandling er Froome overraskende blevet renset for alle anklager i den omtalte salbutamolsag. Men den pludselige frikendelse er blevet mødt af en storm af vrede smileys på Facebook, og Sky-holdet, der forsvarer en streng anti-dopingprofil, står tilbage med alvorlig ridser i troværdigheden.
Chris Froome får alligevel lov til at stille til start i Tour de France. Team Sky har styret udenom de største skær, men kan Froome slippe af med sit Armstrong-image?
Chris Froome får alligevel lov til at stille til start i Tour de France. Team Sky har styret udenom de største skær, men kan Froome slippe af med sit Armstrong-image?
Er det muligt at vinde verdens hårdeste cykelløb uden brug af doping? Det var fra starten ambitionen hos det britiske cykelhold Team Sky, der kom ind på cykelscenen med et kæmpe budget, og som har domineret Tour de France siden 2012, hvor Bradley Wiggins blev den første englænder til at vinde løbet.
 
Siden har Chris Froome vundet det franske etapeløb fire gange, og han har senest vundet de tre Grand Tours, Tour de France, Vuelta a España og Giro d'Italia, back-to-back, noget kun Eddy Merckx og Bernhard Hinault er lykkedes med før ham.
 
Chris Froome bliver kysset af to værtinder på podiet efter Tour de Romandie i Belgien, 2013. Getty Images.
 
Men det succesrige hold er ikke gået fri af belastende sager de senere år, og særligt den netop afsluttede og meget omtalte salbutamolsag har slidt gevaldigt på Sky-holdets omdømme.
 
Hoste og astmaspray
Da det i december sidste år kom frem, at Chris Froome havde indleveret en positiv dopingprøve under Vuelta a España med en mængde af astmamedicinen salbutamol, hvilken var dobbelt så høj som det tilladte, sendte det Sky-holdet ud i den hidtil største krise. Man stod pludselig til at kunne miste sin stjernerytter, og samtidig pustede sagen til det dopingspøgelse, som altid hænger over et vindende hold.
 
Den britiske rytters astmahistorik har dog længe været kendt i offentligheden, og hos Team Sky kunne man i første omgang forklare miseren med, at Froomes astma var forværret netop denne dag, men at han ikke havde indtaget mere end anvist af holdlægen.
 
Der har siden været spekuleret i en mere præcis årsag til det forhøjede indhold af stoffet i urinprøven, og det var blandt andet på tale, at Froome efter den pågældende etape skulle have taget et par ekstra sug af sin inhalator for at undgå at hoste på TV og dermed fremstå svækket over for sine konkurrenter, hvilket skulle kunne forklare den forhøjede mængde. De har siden nævnt dehydrering som årsag.
 
Mens sagen er trukket ud, har Froome frit kunnet køre cykelløb, da han ikke er blevet tildelt en foreløbig karantæne og heller ikke er blevet suspenderet af sit eget hold. Det har vakt kritik fra flere sider, og blandt andre har den franske cykellegende Bernhard Hinault via franske medier og med vanlig sans for dramatik opfordret feltet til strejke, hvis Chris Froome skulle få lov at stille op til Tour de France, uden at der var faldet dom i hans sag.
 
“De har en masse penge til at forsvare sig, men er det godt for cykelsportens image?”, lød det retorisk fra Hinault, som mener, at Team Sky har fået særbehandling, og der i øvrigt er alt for mange ryttere, der kører på astmamedicin uden reelt at fejle noget.
 
 
Selvom der stadig er delte meninger om salbutamol og lignenede stoffers præstationsfremmende effekt, kunne det have udløst op til to års karantæne, hvis Froome var blevet dømt for ikke-tilladt brug af stoffet. To italienske ryttere, Diego Ulissi og Alessandro Petacchi, er tidligere blevet idømt karantæne i tilsvarende sager.
 

Chris Froome tager et sug af inhalatoren under 2014-udgaven af Critérium de Dauphiné.
 
Hinault-kritikken er i Sky-lejren blevet tilbagevist som “uansvarlig” og “uoplyst,” og man har hele tiden forsøgt at nedtone sagen. “Det er bare en astma-inhalator,” sagde holdmanager Dave Brailsford til Sky Sports, og han har opfordret kritikerne til at sætte tingene i perspektiv. Chris Froome selv har hele tiden bedyret sin uskyld.
 
Sagen så ud til at kulminere, da løbsorganisationen ASO søndag meddelte, at man ikke ønskede at se Froome til Tour de France på grund af den verserende sag. En beslutning, som Team Sky med det samme appellerede til den nationale olympiske komité i Frankrig. Men allerede dagen efter kunne den internationale cykelunion, UCI, til manges store forbløffelse melde ud, at Sky-rytteren var frikendt for alle anklager, og der altså ikke længere var nogen grund til at udelukke ham fra verdens største og vigtigste cykelløb.
 
UCI's pressemeddelelse rummede imidlertid ingen forklaring på, hvordan man var nået frem til netop den afgørelse, og det har skabt lige dele forundring og vrede på de sociale medier, hvor der også er blevet spekuleret i, hvad der mon helt præcist har fremskyndet UCI's afgørelse.
 
Efter ni måneders langtrukken sagsbehandling står det klart, at Chris Froome alligevel får lov til at gå efter sin femte Tour de France-sejr.
 
Chris Froome under Tour de France-pressekonferencen 4.7.2018.
 
Men hvordan vil publikum tage imod ham og Team Sky, når de rammer de franske landeveje?
 
Grim på en cykel
Chris Froome er ikke vellidt af cykelpublikummet, og det har været en vanskelig opgave for Team Sky at vende billedet af Tour-kongen som en kedelig, uæstetisk rytter uden sans for cykelsportens historie til noget mere positivt. I dansk sammenhæng har Jørgen Leth været ude i et decideret karaktermord på den kenyansk-fødte brite, som han gentagende gange har kaldt “usympatisk” og “grim” – muligvis det værste, man kan være i et Jørgen Leth-univers, og det er svært at finde en dansk cykelfan, der vil mene noget andet.
 
Der bliver buhet af Froome ude på etaperne, og på sociale medier bliver han hængt ud for kedelig kørsel. Dette til trods for, at han med årene tydeligt er blevet både mere angrebslysten og kreativ. Kedeligt var det i hvert fald ikke, da han under forrige års Tour de France kørte fra sine konkurrenter ved hjælp af en ny og lidt uortodoks nedkørselsteknik, som på det tidspunkt fik stor opmærksomhed i cykelverdenen.
 
 
Han har nu desuden endelig bevist, at han er er i stand til at vinde alle de store etapeløb, ikke bare Touren, og han satte trumf på, da han under dette års Giro d'Italia vendte op og ned på klassementet med 80 km soloridt på 19. etape.
 
Men lige lidt hjalp det. I stedet for at vække beundring var det som om, det bare gav endnu mere vind i sejlene til kritikerne, der mente, at han på grund af salbutamolsagen slet ikke burde være stillet til start.
 
Da Sky-holdet under Giroen kunne præsentere deres nye hval-dekorerede trøjedesign, der skulle skabe opmærksomhed omkring problemerne med plastik i verdenshavene, kom det nærmest til at virke som en afledningsmanøvre for al den negative omtale, Chris Froome havde lidt under. De Tour de France-tiltænkte trøjer, skabt i samarbejde med Skys organisation Sky Ocean Rescue, kom med et vagt løfte om at ville udfase engangsplastik frem mod 2020, men det kom mest af alt til at fremstå som et desperat forsøg på for en gangs skyld at få Froomes navn sat i forbindelse med en positiv historie.
 
Froome redder hvalerne .
 
#Froomestrong
Det drejer sig ikke kun om Froomes udstråling på cyklen. Også hans ord mangler gennemslagskraft. Når han taler med journalisterne, er han imødekommende og smilende, næsten ydmyg, men det kommer alligevel til at fremstå kalkuleret, når han efter endnu en overlegen etapesejr igen fremhæver holdkammeraternes præstation frem for sin egen. Han har ikke en umiddelbarhed som Peter Sagan, han er ikke sympatisk som Alberto Contador, og det virker mærkværdigt, når han roser det franske publikum for deres entusiasme.
 
Der er en vrede mod Froome og Team Sky på grund af holdets dominans i Tour de France. De er som US Postal-holdet med Lance Armstrong i spidsen, der i sin tid tyranniserede det franske etapeløb uden at skele til de andre traditionsrige løb i cykelkalenderen. Chris Froome er, som Lance Armstrong, blevet kritiseret for, at han i lang tid fokuserede for ensidigt på Tour de France og ikke udviste nok respekt for et løb som for eksempel Giro d'Italia. Men hashtagget #Froomestrong, som har bidt sig fast på de sociale medier, henviser lige så meget til det dopingspøgelse, der hænger som en mørk mistanke over Sky-holdet.
 
 
Team Skys holdbus, der går under navnet Dødsstjernen.
 
Sky-holdet har været meget opmærksomme på at imødegå dopingkritikken og har siden holdets start i 2009 kørt en streng nultolerancepolitik. Det betød blandt andet, at sportsdirektør Steven de Jongh måtte forlade sin stilling, da det kom frem, at hans egen karriere som professionel cykelrytter ikke havde været helt appelsinfri. Dog var der ikke mere nultolerance, end at man dengang diskret valgte at ansætte tidligere Rabobank-læge Geert Leinders, der sammen med Team Skys egen holdlæge, Richard Freeman, gik i gang med at udforske dopingreglementets gråzoner, indtil også han måtte forlade holdet.
 
Team Sky er gået forrest med nye teknikker til at analysere rytternes data under og efter træning, men også ude på etaperne, og sidste år skabte det debat, da de dukkede op til Tour de France med nye, specialdesignede enkeltstartsdragter med indsyede luftlommer, der ifølge en analytiker ansat hos det konkurrende franske hold FDJ havde givet op mod 25 sekunders uretmæssig aerodynamisk fordel på den indledende prolog.
 
De har endda haft deres egne madrasser med til Frankrig for at sikre rytternes nattesøvn mod svingende hotelstandarder. Idéen er, hvis man kan forbedre alle områder bare lidt, kan det komme til at gøre en afgørende forskel i løbet.
 
Det britiske cykelhold fremhæver gang på gang marginal gains, som opskriften på deres store succes. Men al den fokus på disse marginal gains giver bagslag, når spørgsmålet melder sig, om Sky-holdet kunne finde på at forbryde sig mod egne etiske retningslinjer i jagten på de små fordele. Det er med salbutamolsagen nemlig ikke første gang, at holdet er kommet i søgelyset for mistænkelig omgang med medicinske præparater.
 
Holdet har tidligere været under anklage for uetisk brug af det smertestillende middel tramadol, og da russiske hackere i 2016 lækkede fortrolig information om en række atleter, kom det frem, at den tidligere Sky-rytter og Tour-vinder Bradley Wiggins havde fået tildelt hele seks TUE'er (therapeutic use exemptions) i løbet af sin professionelle karriere, hvilket der kom en større sag ud af. Team Sky formåede at ride stormen af, men ikke uden ridser i lakken, og nu er altså endnu en sag føjet til listen.
 
Too big to fail?
Det er et uheldigt tilfælde, at Chris Froome vandt sit første Tour de France samme år, som Lance Armstrong gav sit famøse Oprah-interview. Der er ingen virkelig forbindelse mellem Froome og Armstrong, og alligevel er det som om, Froome aldrig rigtigt har kunnet slippe fri af den amerikanske rytters skygge og den dopingmistanke, der klistrer til dertil. Om de to ryttere kommer til at lide samme skæbne står endnu hen i det uvisse.
 
 
Lance Armstrongs tidligere holdkammerat Floyd Landis, som vandt Tour de France i skandaleåret 2006 og siden fik frataget sejren, har i et interview med The Guardian sagt, at hvis Chris Froome på et tidspunkt falder, så kommer han til at rive hele holdet med sig. Ifølge Landis, der om nogen må kunne vurdere det, bøjer Sky i bedste tilfælde reglerne, og det er derfor blot et spørgsmål om tid, før det hele kollapser.
 
Men er Sky-holdet blevet for store til at fejle, hvilket udfaldet af salbutamolsagen kunne tyde på?
 
Da Chris Froome stod på podiet i Paris efter at have vundet sit første Tour de France, lovede han, at hans gule trøje ville kunne stå tidens prøve, men spørgsmålet trænger sig på, om Team Skys hårde linje mod doping har været spil for galleriet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job