Er du sunshine for en shitstorm!

Verden er blevet mindre, langdistance-forholdet er blevet lettere, og kærligheden burde egentlig ikke kende til grænser. Medmindre altså du som dansk mand drager mod Sydøstasien, hvor pigerne er feminine og omsorgsfulde og selvopofrende, for så overtræder du grænsen for god smag og savoir-faire.

Så er du - eller i det her tilfælde JEG - en taber, et skvat, en player, et pattebarn, en voksenbaby, en luderkunde, en kvindehader og en sær form for impotent-imperialistisk mors dreng. Blot for at citere et par af de gloser, der angiveligt er hældt ud over min crazy personality i ugen, der gak agurk.

Jeg har ikke fået læst halvdelen af alle de indlæg, da jeg var ude i noget bad wifi på Panglao Island hos min filippinske kæreste, som vi kalder Shine. Men det lykkedes mig altså som optakt til denne shitstorm at få sendt et offentligt postkort hjem i form af en klumme i Berlingske.

Kort fortalt stod der: Alt er godt. Shine håndfodrer mig. Og bader mig. Og vasker mine underhylere i hånden. Og holder mig i hånden, når vi kører bil. Jeg er meget forelsket. Send flere penge!
PS. Gid danske kvinder havde samme form for omsorg.

Ja, ja. Jeg sætter det på spidsen, men hvordan så lille et skriv fra de varme lande kan medføre så stort et krænkelsesmæssigt kuldechok i det høje nord, er mig ubegribeligt.

Det spænder fra en klage over, at jeg ikke har begge hænder på rattet, når vi kører bil, og her må jeg sige til vedkommende: Har du nogensinde været på Filippinerne? Der er gerne otte børn på bagsædet, sikkerhedsseler er ikke implementeret, og hvis du kører i grøften hønefuld og i højt humør, ja, så vil politiet gerne trække dig op igen, så du kan komme LIGE hjem, so to speak.

Det sidste hændte for en bekendt dernede. Jeg forsvarer det ikke, jeg konstaterer bare - at holde i hånd under kørsel er det MINDSTE af alle de problemer, man har i det farverige Filippinerne.

Derimod er det for mig noget af en gordisk knude, hvordan så mange kan mene så meget om så lidt. Og især vide så lidt om så meget. En pige fra 8. klasse skriver i Berlingske, at jeg har taget min mor med hjem (Shine og mig er netop landet her i Danmark), og selv om man jo siger, at sandheden bør høres fra børn og fulde folk, så er det alligevel utroligt, at jeg efter 45 år på Moder Jord skal belæres af et 14-årigt barn, der kalder sig selv feminist.

Men måske er det faktisk sagens kerne. At nu skal vi også rumme mini-feminister, der på trods af absolut zero erfaring med parforhold mener at kunne kloge sig på omsorg, kærlighed og ligestilling i en landsdækkende avis.

Alt er neutralt, indtil man tillægger det værdi. Kan man ikke lære børn og voksne det? Altså, lad være med at dømme andre, før du har et oplyst grundlag at pege fra. De fleste af mine kritikere har tydeligvis aldrig nogensinde sat fod på Filippinerne. Det er selvfølgelig blot et gæt. Men sandt er det, at danskere ikke kan se forskel på filippinere og thailændere, selv om der ofte er lige så langt som mellem katolicisme og buddhisme.

Er det her, at jeg skal understrege, at Shine er en helt moderne kvinde i sneakers, der ikke føler sig underdanig og naturligvis ikke har taget mig for pengenes skyld? Jeg fik spørgsmålet på P1 i går. Hvordan jeg kunne vide, om hun tog mig for kærlighed eller for at forbedre sine levevilkår?

Tænk, hvis jeg gik rundt i Danmark og spurgte tilfældige ægtepar: Blev I gift af kærlighed, eller var der andet involveret? Penge, prestige, social opstigning? Det er noget af et mistillidsvotum at blive mødt med, ikke sandt? Upassende, dømmende og snagende, faktisk. Men det er ikke desto mindre sådan, det er at få sig en såkaldt "købekone".

René Fredensborg med sin østasiatiske kærste.

At dømme efter de mange henvendelser i min inbox, så er der mange danske mænd, gift med østasiatiske kvinder, der må høre på kommentarer om købekoner og sexturisme. Det er pudsigt, for hvis jeg var kommet hjem med en pige fra Brasilien, så havde folket nok fundet det lidt mere eksotisk og … ja, ligeværdigt. Derfor er der uden tvivl en tendens til at folk, især kvinder, især feminister (og deres mini-feminister) ser ned på kvinder fra for eksempel Thailand og Filippinerne og ikke mindst de mænd, der har giftet sig med en sådan.

Den debat vil jeg gerne have. Det var derfor, jeg sendte et lidt (for) provokerende postkort fra Panglao Island. Det er derfor, jeg har deltaget i debatter på Radio24syv og P1. Og det er derfor, jeg har takket nej til Go’morgen- og Go’daw mand økseskaft-tv, for den her debat tager mere end tre minutter og en skaldet tv-kok i hjørnet.

Det er også derfor, jeg har afvist tabloidaviser og sladderblade, for de gør præcis det samme som mangen en kynisk dokumentar på diverse skodkanaler har gjort: nemlig at udstille en stakkels, overvægtig og koneløs seniordansker, som tager til Thailand og finder sig en (måske) lidt for ung og villig kone, og dermed sår tvivl om, hvorvidt den her form for interkontinental kærlighed nu også er helt valid. I moderne farvefjernsyn er der kun to tv-formater: ’Gid, det var mig!’ og ’Godt, det ikke er mig!’

Fortællingerne om danske mænd på jagt efter asian beauties rummer begge dele. Set fra en dansk mands perspektiv gad vi også godt prøve dét der; altså den der særlige omsorg, de feminine dyder og ikke mindst den klare fordeling af kønsroller. Men vurderet med et dansk kvindeblik, så er den danske mand en klam stodder, når han drager østpå på den facon. Altså, godt det IKKE er den danske kvinde, der skal gifte sig med sådan en gammel gris. Selv jeg, på blot 45 år, er en gammel gris, forstås.

Alt dette er blevet bekræftet i ugens debat. I utallige beskeder, som jeg har modtaget. Men kære kvinde: Hvad skal en dansk mand dog ellers gøre, når han oplever, at det moderne parforhold ikke længere levner plads til ham som mand? Når årtiers ligestillingskamp er endt i en slags efterkrigstilstand, hvor kvinden er den nye mand, mor-maskine og karrierekvinde, der kan og vil selv, mens manden er blevet det svage køn, der siger buh og mæh.

Mandeterapeut Annette Jønsson udlægger det sådan her:

”Jeg tror, at danske kvinder føler sig truet på deres femininitet af de her meget feminine, asiatiske kvinder. Vi danske kvinder har deponeret vores femininitet et eller andet sted, så den ikke bruges til hverdag. Vi er blevet nogle seje maskiner med fokus på det praktiske og får ting til at ske.

I takt med at mændene bliver mindre maskuline og mere, som kvinderne gerne vil have dem til at være, desto mindre modspil er der i parforholdet. Der er en ubalance. Det, vi sukker efter i danske parforhold, er hengivenheden og tosomheden. Men danske kvinder er blevet opdraget til at klare sig selv og ikke være afhængige af manden. Det rum, hvor vi giver hinanden kærlige kys og nus, bliver mindre. Vi gemmer hengivenheden til en særlig stund.”

Kort sagt: Danske mænd klager i stigende grad over, at de i enhver forstand ikke får noget fra kvinder, der ikke giver noget fra sig. Indtil de definitivt ender som skødehunde med bæresele og babyrytmik på langtidsbarsel. Den kastrerede mand, ikke sandt?

Jeg har selv været der (minus babyrytmik), jeg er selv blevet hundset rundt med, jeg har taget min tørn og min orlov. Og jeg var ensom i det, det beklager jeg. Og min kone betragtede mig ikke som mandig. Derfor blev det enden på alt.

Jeg tror på det traditionelle kønsrollemønster, de tydelige roller, mand og kvinde, hvor ingen bliver undertrykt, og man løfter hinanden. Jeg tror på et VI. Det er, hvad jeg har lært. Og blev bekræftet igen i den her uge. Feminisme er ikke ligestilling, det er kvinden først. Og det fungerer lige så lidt som manden først. Så lad os kalde det parisme fra nu af. Par-isme!

Og i den konstellation håndvasker jeg også gerne min givne kones sure underhylere. Det er da klart. Sådan fikser man en shitstorm.