Macron eller Le Pen?

Det er selvsagt muligt at finde en uendelig liste af ting, der gør Brexit, Trump og den første runde af det franske valg til forskellige fænomener. Men det er også muligt at finde en samlende og gennemgående konflikt i kampagnefortællingen: Sejrherrerne i de forgangne valg er i meget høj grad dem, som er lykkedes med at ”frame” deres modstander som del af et indspist og korrumperet system, der skal gøres op med.

Men de to franske kandidater, Marine Le Pen og Emmanuel Macron, der hver især forsøger at repræsentere deres eget oprør, skal balancere mellem at være noget nyt – men omvendt ikke noget alt for usikkert i et land, hvor statsmandsskab kræver værdighed. Derfor er den kampagnemæssige fortælling om de to tilbageværende kandidater, højrefløjskandidaten Marine Le Pen og den uafhængige centrumkandidat Macron, også en fortælling om kalkuleret balancegang mellem det oprørske og det præsidentielle.

Mellem den præsidentielle monark og den oprørske rebel

To krav er afgørende for at forstå det politiske kommunikationsklima i Frankrig og det politikerideal, som de to politiske kandidater skal forsøge at leve op til.

Det første er kravet om et oprør mod et politisk system, som hverken før 2012 med borgerlige Nicolas Sarkozy eller under socialistiske Francois Hollande er lykkedes med at levere et gram af de politiske løfter om arbejdspladser og genforhandling af EU’s budgetkrav, som de lovede. Der er et krav om fornyelse og et oprør med en politisk klasse med nul troværdighed i Frankrig som i mange andre vestlige lande.

Mange steder er arbejdsløsheden i Frankrig højere, end da Hollande blev valgt, og ungdomsarbejdsløsheden er over 20 procent i snit. Og den er højere i rustbæltet i nord og solskinsbæltet i syd.

Hollandes scooteraffære var i den grad med til at tage værdigheden fra hans statsmandsskab. Almindelige franskmænd kan tage en scooter hen til deres elskerinde. Det kan en præsident ikke.

Men selvom det politiske klima i Frankrig måske kunne kalde på ”rupture”, må oprøret mod det politiske system ikke være for vulgært. I hvert fald ikke for den afgørende middelklasse. I Frankrig er præsidentembedet omgivet med en noget anden pomp og pragt, end vi ellers er vant til, selv i præsidentielle systemer. Præsidentembedet oser i sin symbolik af en nærmest enevældig gloire, potens og magt.

De to forgangne præsidenters mangel på personlig popularitet kan spores tilbage til en vurdering blandt mange vælgere af, at de ”ikke lever op til embedets værdighed”. Særligt Frankrigs afgående præsident, Francois Hollande, har med sine svage politiske resultater og udiskrete sidespring været med til at trække veksler på franskmændenes tålmodighed med deres politiske ledere.

Franskmændene efterspørger altså politisk værdighed og statsmandskab samtidig med noget nyt og anderledes.

Den teknokratiske Macron som midtens rebel

Man siger, at hvis man kender de 30 rigtige mennesker i Paris, kan man blive lige hvad man vil – og det gør den populære, tidligere minister og Hollande-rådgiver Emmanuel Macron. Med en fortid som teknokrat uddannet fra Paris’ bedste skoler er Macron på mange måder inkarnationen af den franske elite.

Men Macron har ikke desto mindre formået ikke bare at være opfostret blandt elitens elite, men også at bryde med den på rette tidspunkt. Da en række af hans nærmeste rådgivere anbefalede ham at vente med at stille op til 2022, skulle han efter sigende have kritiseret dem for kun at forstå det politiske system af i går: ”Muligheden er der nu”, skulle han ifølge det franske magasin ”L’Express” have forklaret dem.

Macron så udmærket, at det er bedre ikke at være repræsentant for den hadede Hollande-regering end at kunne bygge en valgkamp på et etableret parti, en veltrænet kampagneorganisation eller et skolet politisk følge.

En rejse væk fra det ellers system-trænede politiske maskineri og mod en mere fri og ubesudlet position. Han kickstartede sin politiske bevægelse "En Marche!" med "La grande marche" der blandt andet indsamlede data på over 25.000 franskmænds håb og ideer til fremtidens politik i Frankrig.

Gadetøsen Le Pen som Frankrigs Merkel

For Le Pen er rejsen gået noget nær den modsatte vej: mod en større grad af accept fra det etablerede Frankrig. Det har ikke mindst været en rejse for Front National, hvis tidligere leder Jean-Marie Le Pen, Marines far, blev afbildet af den ikoniske portrætforfatter Helmuth Newton med sine to rottweilere – en formentlig bevidst og slet skjult reference til Hitlers portrætter med sin schæferhund, Blondie.

Modsat de ellers klassiske protestpartier i Europa har en del af Marine Le Pens dédiabolisation, altså af-djævlificering, som Aaron Timms kalder det, været at udnævne tidligere teknokrater og frafaldne centrum-højre profiler til sin inderkreds. En rejse mod det mere regeringsduelige og mere acceptable. Men stadig med smagen af oprør: Le Pens slogan ”Au non de peuple” – i folkets navn – inkarnerer hele ideen om at bringe folkets krav til torvs overfor et indspist system af elitister.

Le Pens dédiabolisation kulminerede i sidste uge. Først tog Le Pen orlov som partiformand – formentlig for at kunne frigøre sig mere fra den partipolitiske platform og komme flere vælgere i møde. Dernæst lancerede Le Pen-kampagnen en plakat af hende. Vel-retoucheret og poleret toner Le Pen frem, på kanten af et bord med stakke af bøger bag sig. En reference til det krav om belæst kompetence og vid, som omkranser enhver statsleder – men også en modsætning til hendes tidligere personlige brand som den provokerende, rapmundede, folkelige stemme. Det er ikke arbejderne i Ardennerne, der har bedt om, at hun skulle have bøger i reolen.

Ugen sluttede med en moderering af Le Pens ellers berømte EU-kritik. Nu mener Le Pen ikke længere, at Frankrig skal melde sig ud af euroen. Endnu et forsøg på at appellere til de moderate centrum-højre vælgere.

Le Pen og bøgerne. Kilde: Gettyimages

I oprør for Frankrig

Så to kandidater balancerer i den afgørende uge af det franske valg. Begge har fra start forsøgt på at gøre kampagnen til et oprør mod det bestående. Og det kraftfulde i begge kandidaters oprør er en ingrediens, som efterhånden er meget genkendelig i flere af tidens succesfulde kampagner: kampen mod et (korrumperet) system – eller klasse om man vil – det være sig mod EU, lobbyisterne, bankerne, de kulturradikale eller det, der ligner.

Det kraftfulde ved at vinde positionen som den nye oprører er, at der er en semantisk selvfølge i, at ”den lille” – historiens David – naturligt må have en særlig form for politisk legitimitet. Alene det at være den svage i konflikten giver automatisk en form for moralsk renhed, der skabes alene som konsekvens af det opfattede styrkeforhold. ”Den lille” er bedre og oftest også sjovere at holde med. For tænk nu, hvis det skete, at man slog den store favorit.

Ideen om et oprør er ekstra klangfuldt på baggrund af Frankrigs revolutionshistorie, men grundnarrativet er på ingen måde nyt i vesteuropæisk kulturhistorie. Det danner underlægningsmusik for meget af den vesteuropæiske selvforståelse.

Vores helte har gennem både kristendommen og den moderne historie været dem, der har kæmpet mod det ”store”, bureaukratiske, ikke-lyttende og kyniske system: Den lille snarrådige David sloges mod den store, onde Goliath. Jesus var en outsider, der gjorde oprør mod både jødiske farisæere og magtfuldkomne romere. Og Martin Luther stillede sig op mod et system af korrumperet, katolsk magt, der undertrykte og udbyttede masserne – hans egen praksis er så en anden historie.

På den måde er rammesætning af modstanderen som elitær, vel-forbundet eller ”overklasse” en del af et kulturelt narrativ, som er med til at give vores politiske kampe mening.

Slaget i Amiens

Oprørets og den lilles stemme må naturligvis stå på den svages side. Og i kampagnens sidste dage er kampen om at blive den lilles kandidat intensiveret. Særligt Marine Le Pen har gjort det til sin kamp at være stemme for La France oubliée: de forladte og glemte småbyer efter småbyer, hvor industriarbejdspladserne lukker, der er langt til offentlig service og så langt til de parisiske boulevarders intellektuelle, som man kan komme. Fx en by som Amiens, 120 km nord for Paris, hvor Whirlpool-fabrikken, der producerer hårde hvidevarer, skal lukke og arbejdspladserne flytte til Polen.

Le Pen i Amiens med arbejderne på Whirlpool-fabrikken. Kilde: Gettyimages

Længe havde fabrikkens arbejdere protesteret mod udflytningen, og fabrikkens skæbne indrammede på den måde den franske arbejdspladsproblematik, skepsis mod EU-samarbejde og de anti-globale strømninger i noget så folkeligt som en vaskemaskine.

Opmærksom på sin udfordring med at vinde de områder i Frankrig, hvor arbejdsløsheden er høj, tog Macron-kampagnen onsdag initiativ til et møde med fabrikkens ledere og tillidsmænd på en restaurant i Amiens (med reference til Hollande havde Macron lovet, at han ikke ville stå på ladet af en lastbil og love arbejderne guld og grønne skove). Le Pens kampagne så en oplagt mulighed for at udstille Macron som værende i seng med fabrikkens ledelse, aflyste Le Pens kampagnemøder i Paris og drønede mod Amiens.

Kort efter Macron var ankommet, dukkede Le Pen op på fabrikkens parkeringsplads, hvor hun anklagende krammede de fyringstruede medarbejdere og harcelerede mod Macrons møde med fabrikkens ledere i de pæne mødelokaler inde i byen. Mod sine rådgiveres råd begav Macron sig så til Whirlpool-fabrikken. Efter at være blevet modtaget med vrede tilråb brugte han over en time på at tale i megafon til og svare på spørgsmål fra de vrede fabriksarbejdere.

Billederne af Emanuelle Macron i Amiens står i stærk kontrast til dem af Le Pen, hvor hun er omgivet af glade fans, der tager selfies og gruppebilleder, imens Macron er omringet af kaos fra de demonstrerende fabriksarbejdere. Se også videoerne her, hvor forskellen også er til at se. Tydeligt. Kilde: Gettyimages

Kandidatens sidste ansigt

Den reelle kommunikationskamp i de sidste dage af den franske valgkamp bestemmer formentlig også, hvem der ender med at være den egentlige, troværdige og duelige forandring i de franske tvivleres øjne. Er det kvinden, der græder med arbejderne og deler deres offerholdning og ønske om verden af i går? Eller er det den unge mand, der ikke lover fortiden igen, men både vil åbne verden, reformere Frankrig dybt, beskatte de multinationale og ændre EU's udstationeringsregler?

Macrons paradoks er, at hans succes i første runde kan blive hans problem i anden runde. Jo større succesen og opbakningen fra det franske politiske establishment bliver til Macron, og jo flere af hans tidligere modstandere, der opfordrer deres vælgere til at stemme mod Le Pen, desto mere risikerer de, at hun ligner det reelle alternativ til det politiske system.

Macron går ind i den sidste uge af den franske valgkamp – trods forsøget på at skille sig ud – som valgkampens Goliath. Macron fører stort i målingerne (som Hillary gjorde), han får opbakning fra alle moderate politiske modstandere (som Hillary gjorde), og resten af det etablerede, vestlige politiske system håber, at han vinder (som de gjorde med Hillary).

Det gør det politiske klima i Frankrig op til anden runde af det franske valg til det bedst mulige for en Marine Le Pen, der ønsker at fremstille sig selv som det reelle alternativ til den indspiste politiske klasse.

Omvendt er Le Pens problem, at hun kun har en uge til at ændre image hos midtervælgerne, til at blive præsidentiel nok i deres øjne. Og hendes forsøg på at blive accepteret af en større del af de franske midtervælgere ser måske efterhånden mere og mere desperat og kalkuleret ud. Hendes holdningsskift i særligt den sidste uges tid risikerer at give hendes vælgere indtrykket af, at hun måske er lige så opportunistisk og falsk som mange af de politikere, hun forsøger at gøre oprør imod.

På den måde kan Macron, den unge oprører Macron, komme til at fremstå som valgkampens kæmpe, mens oprøreren Le Pen kan ende med at ligne systemets falske politiker.

Hvem franskmændene mener bedst lever op til deres behov for politisk omvæltning, men som stadig kan fylde præsidentembedet med værdighed, må tiden vise.