Fra identitetsleg til identitetsarbejde
Hvem er du egentlig på Facebook?

"Det giver egentlig ikke giver mening at tale om og forstå identitet som en stabil størrelse."

Skrevet af
Det giver ikke mening at tale om og forstå identitet som en stabil størrelse på Facebook. I stedet sker der ”identifikationsprocesser” i form af de måder, vi hele tiden skaber, forhandler og bekræfter, hvem vi er, i samspillet med andre.
Da jeg onsdag aften i sidste uge klikkede ind på Facebook for at se, hvad denne aftens nyhedsstrøm mon kunne underholde mig med, bød Facebook mig velkommen med et ”godaften Lisbeth” og en opfordring til at skrive en opdatering om ”fodboldkampen mellem Real Madrid og Wolfsburg”. 
 
Der var ingen tvivl om, at Facebook var overbevist om,  at ”jeg” er en person med stor interesse i fodbold, og at de nu forsøgte sig med lidt kærlig nudging for at få mig til at producere noget indhold, der kunne interessere folk i mit netværk. Der er en del fodboldfans i mit Facebook-vennenetværk, men jeg er så afgjort ikke en af dem. 
 
Så personligt blev jeg, som aftenen gik, mere og mere irritereret over Facebooks nærmest barnlige insisteren på, at ”jeg” da måtte brænde for at meddele mig til verden om lige dette emne. Men forskeren i mig var fornøjet  – for nu oplevede jeg på egen krop, hvad det vil sige, når der er modstrid mellem den identitet, en social netværkstjeneste gerne vil have jeg påtager mig og den identitet, jeg selv føler, jeg har - og gerne vil have mulighed for at udtrykke på platformen. 
 
Tre perspektiver på identitet online
I min bog "Sociale Netværksmedier" beskriver jeg, med udgangspunkt i sociologoen Richard Jenkins teorier om social identitet, tre forståelser af identitet:  Den psykologiske, den sociale og den, jeg kalder den  ”systemiske ” identitet, som kan forklare det ”identitetsarbejde”, der finder sted på de sociale medier. I den sammenhæng er en af Jenkins væsentligste pointer, at det egentlig ikke giver mening at tale om og forstå identitet som en stabil størrelse.
 
Den nys udkomne bog "Sociale Netværksmedier" af Lisbeth Klastrup.
 
I stedet bør vi (som forskere) snarere se på ”identifikationsprocesser” i form af de måder, hvorpå vi hele tiden skaber, forhandler og bekræfter, hvem vi er, i samspillet med andre. Hvor det psykologiske perspektiv på identitet fokuserer på, hvordan vi oplever, vi har det ”indeni”, og i forlængelse heraf, hvordan de sociale medier kan hjælpe med at udtrykke eller påvirke disse følelser af for eksempel utilstrækkelighed eller selvfedme, sætter man i et socialt identitetsperspektiv fokus på, hvordan vores identitet udvikles i samspil med andre. 
 
Det bliver særligt tydeligt på de sociale medier, hvor vores selvfremstilling i form af statusopdateringer, billeder med videre er tænkt til at indgå i et konkret samspil med ens venner i form af likes, kommentarer eller delinger, og hvor ”de andre” i tillæg helt uafhængigt af vores egen tilstedeværelse på platformen kan tale om os, dele billeder af os, tagge os osv. og dermed også i høj grad være med til at påvirke, hvordan andre opfatter os.   
 
Den sociale identitet er derfor netop en identitet, der konstant er til forhandling i samspillet med ens netværk. Jeg bør for en god ordens skyld dog tilføje, at der i min optik er elementer af ens identitet, der ikke er til forhandling og for det meste forbliver stabil over tid: ens køn, fysiske kendetegn (fx korte ben), kropssprog osv.
 
Fra identitetsleg til identitetsarbejde
I den forbindelse er det interessant, at hvor de tidlige sociale medier og sociale verdener var primært tekstbaserede, og derfor på grund af fraværet af billeder også tilbød en høj grad af anonymitet og dermed også mulighed for såkaldt identitetsleg, hvor man kunne udgive sig som for eksempel en person af det modsatte køn, så er de nutidige sociale netværksmedier i høj grad bygget op omkring en fremstilling af vores identitet som værende ”autentisk”:  For at vores ”rigtige” venner og bekendte kan finde os på disse tjenester, er vi nødt til at optræde som os selv. Både på fotos og typisk med brug af vores offline navn eller et kaldenavn, som vores venner kan genkende.  
 
I dag tager vi derfor i høj grad både vores offline identitet og vores egen krop med som en del af vores kommunikation med andre. Det er tankevækkende, at Facebook begrunder sin aktuelle navnepolitik med denne formulering: “ When people use the names they are known by, their actions and words carry more weight because they are more accountable for what they say”. 
 
For dem handler det tilsyneladende om ansvarlighed – hvis vi optræder med vores “rigtige” navn, så skal vi nok opføre ordentligt.  At folk, trods det at de optræder foran et netværk af venner, bekendte og kollegaer, alligevel ikke altid opfører sig særligt ordentligt, har vi vist alle oplevet. 
 
Så en bagvedliggende grund til denne stædige insisteren på, at en ”autentisk” identitet er den mest ansvarlige identitet, er nok også, at et kendskab til vores virkelige navn, alder, bosted og nationalitet osv. gør det meget nemmere at målrette reklamer til os og mere relevant at sælge data om os til tredjeparts interessenter.
 
Sociale kategorier og systemisk identitet
Et andet perspektiv på den sociale identitet er den, der forstår social identitet som noget, der i høj grad bygger på en kategoriserende adfærd, i form af de kategorier, vi selv i daglig tale, ikke mindst på de sociale medier, bruger til at markere et skel mellem os (og de grupper, vi selv oplever, vi tilhører), og ”de andre” (hvis grupper vi ikke ønsker at tilhøre), som når vi for eksempel i vores opdateringer eller kommentarer tager afstand fra  ”halalhippier”, ”nazifeminister”,  ”borgerlige røvhuller” og så videre. 
 
Endelig kan vi forstå identifikationsprocesser og adfærd ud fra en forståelse af identiteten som ”systemisk” – altså den identitet, der påføres os af systemer og personer uden for vores kontrol. Denne udefrakommende identitetstilskrivning sker typisk også via en formelt kategoriserende adfærd: vi bliver for eksempel af staten defineret som indfødt eller indvandrer med et unikt cpr-nummer, i de kommunale systemer optræder vi som ”enlig” eller ”gift”, når der skal tildeles børnepenge og så videre.
 
Men der kan også være tale om de kategorier, som nyhedsmedierne placerer os i gennem de billeder eller de ord, de bruger:  Som ”utilpasset ung”, ”realitystjerne”.  Denne type af kategorisering er typisk ideologisk, økonomisk eller politisk motiveret. 
 
Fra et kritisk perspektiv så er det også ideologiske og økonomiske motiver, der ofte er grundlaget for, hvordan vores identitet kan komme til udtryk på de sociale netværkstjeneste. Ikke bare i form af det, vi siger, men også i form af, hvem vi får lov til at være. Teknologien selv kan nemlig også pålægge os en bestemt identitet.
 
Når de sociale medietjenester bestemmer, hvem vi skal være
Lad os se på et par eksempler:  Det var først for ret nylig, efter massivt pres, at Facebook ændrede kategorierne for hvilket køn, man kunne vælge, når man oprettede sin profil. Indtil da kunne man kun enten markere, at man var ”mand” eller ”kvinde”.  For mange er det et uproblematisk valg, men langt fra for alle. Hvad med de mennesker, der ikke har lyst til at fortælle Facebook, hvilket køn de har? Eller er i færd med at skifte køn? Eller identificere sig som en person, der har både mandlige og kvindelige træk?
 
Facebooks to kategorier blev derfor opfattet som alt for mangelfulde. Firmaet Facebook lyttede, og fra februar 2014 har det således været muligt at vælge mellem 50 forskellige kønsbetegnelser (inkl. neutral), når man opretter en profil på sitet, hvilket jo unægtelig har udvidet paletten en del. 
 
Et udpluk af nogle af de valgmuligheder, brugeren har, når der skal vælges køn på Facebook.
 
Men Facebooks rigide opfattelse af, hvilken identitet folk bør have, skaber fortsat problemer. Det var således også i 2014, at en gruppe amerikanske drags skabte et vist mediehype, da de ”udvandrede” fra Facebook til den erklærede ikke-kommercielle, sociale netværkstjeneste Ello, fordi de ikke kunne få lov til at bruge deres dragnavn/identitet som deres officielle navn på Facebook, og flere havde oplevet at få deres profil slettet (dog angiveligt også, fordi nogen havde anmeldt disse profiler).   
 
Samtidig har blandt andet også de amerikanske indianere (native americans) oplevet problemer, fordi deres indianske kaldenavn (fx creepingbear) ikke bliver godkendt af Facebook som et rigtigt navn. Facebook har siden – tilsyneladende også som respons på blandt andet denne gruppes kritik – blødt op for deres krav – og tjenesten meddelte så sent som december 2015, at det nu skulle være muligt at angive særlige grunde (som fx at man er ”etnic minority”)  til at man ønsker et ”unikt” navn. 
 
De forbeholder sig dog stadig retten til at bede folk om at indsende officielle identifikationsdokumenter, så de kan dokumentere deres eget navn, hvilket jo kan være svært, hvis kaldenavnet udelukkende er et, man er kendt under i den kultur, man færdes i, men ikke nødvendigvis er nedfældet på formelt papir.
 
Samtidig har andre tjenester som Twitter og Instagram været ude i nærmest det stik modsatte problem. Disse tjenester har i udgangspunktet ladet folk optræde med de profilnavne, de har lyst til, hvilket ikke overraskende har ført til, at folk har oprettet falske profiler for celebrities, kendte politikere, måske blot for at underholde folk, men også med mulighed for på den måde at sprede fx falsk propaganda. Det har så ført til, at disse tjenester (Twitter i 2009 og Instagram i 2014) har måttet indføre verificeringsmekanismer, så de rigtige celebrities med videre har kunnet få et ”godkendt” badge på deres profil, der signalerer til deres følgere, at dette skam er den ægte vare.

Vi bruger også de sociale medier til at fortælle, hvem vi faktisk er
Til slut er det dog også vigtigt at påpege, at selvom de sociale netværksmedier i høj grad har tvunget os til at optræde med vores ”officielle” og verifcerbare identitet, så har de også gjort det muligt for netop særlige befolkningsgrupper at komme til orde og sætte spørgsmålstegn ved den identitet, de oplever, de får tildelt af blandt andet de ”gamle” nyhedsmedier eller bestemte politiske partier. 
 
I 2014 gik for eksempel hashtagget #iftheygunnedmedown viralt på Twitter i kølvandet på nedskydningen af teenageren Michael Brown i byen Ferguson. Under dette hashtag postede afroamerikanerne to billeder af sig selv. Ét som de mente, de amerikanske medier ville bruge til at portrættere dem med (som f.eks. berusede, agressive, fulde), og ét som de selv mente, repræsenterede dem bedre (som fx jurastuderende, soldat, politibetjent osv).  
 
Ved at samle sig under dette hashtag kunne de som en samlet bevægelse dermed protestere mod, hvad de oplevede som en systematisk (mis)repræsentation af deres identitet og adfærd.
 
Et tilsvarende eksempel oplevede vi herhjemme i forbindelse med valgkampen i juni 2015, hvor tidligere flygtninge nu fast bosat i Danmark under hashtagget #EngangVarJegFlygtning på Facebook, Instagram og Twitter postede billeder af sigselv, hvor de præsenterede det job, de nu havde eller den uddannelse, de var i gang med, som et modtræk mod, hvad der blev opfattet som et ensidigt negativt fokus på flygtninges identitet og adfærd i valgkampen generelt. 
 
Fra kampagnen #EngangVarJegFlygtning. Kilde: Facebook.
 
Denne kampagne blev så populær, at den siden er blevet omsat til en vandreudstilling, der blandt andet har besøgt Christiansborg og flere større danske byer. Den har dermed også taget skridtet fra kun at adressere et onlinepublikum til også at adressere et offlinepublikum, der ideelt set har mulighed for at få rykket lidt ved deres fordomme om denne ”kategori” af den danske befolkning.
 
De sociale netværkstjenester overlever som forretning, blandt andet fordi vi gerne vil fortælle andre noget om, hvem vi er, og gerne vil have andre til at bekræfte denne selvopfattelse.  De giver os en publiceringsplatform, tilsyneladende fri for begrænsninger. Men ud over de begrænsninger, vi pålægger os selv af sociale og praktiske grunde (vi vil ikke fornæme vores chef eller svigermor unødigt meget), så findes der også de begrænsninger, der ligger tænkt ind i tjenesternes design- og indholdskontrol. 
 
Det er vigtigt, at vi også tager dem i betragtning, når vi skal forstå, hvilken identitet, vi egentlig sætter i spil på dem.

Relaterede artikler

Politik er farlig på Facebook - En ny rapport peger på, at ’tavshedsspiralen’ også er virksom på de sociale medier: Hvis vi tror, andre er uenige med os...
Når et socialt medie er selvterapeutisk - De sociale medier influerer vores privat sfære som aldrig før. Vi deler lystigt ud af privatlivet gennem for eksempel Fa...
41% læser deres nyheder på Facebook - De klassiske journalistiske nyhedskriterier væsentlighed (menneskers vilkår), identifikation (bare det var mig, godt det...
Jeg anklager sociale medie-eksperter: ren snik-snak - Det er slående, hvor lidt tal og fakta, der er i sociale-medie-eksperters udtalelser, artikler og tv-optrædener. Det er ...
Det næste Facebook er en fersken - Har vi plads til flere sociale medier i vores hverdag? Stifteren af app’en Vine, Dom Hoffman, siger ja. Peach er det nye...
Er Yahya Hassan blevet gal? - De dannede lags digterdarling, slumpoeten Yahya Hassan, har solgt over 100.000 eksemplarer af sin debutbog, er blevet ov...
Hva' f**k sker der? Du taler for pænt på facebook - En analyse af debatten på Facebook viser, at langt de fleste af os holder den gode tone over for hinanden - måske endda ...
Takt og tone for Facebook Reactions - Reactions på Facebook giver nye kommunikationsstrenge at spille på. Men også nye fælder, man uforvarende kan falde i. Se...
Minister for Facebook-svineri? - Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen havde knap tiltrådt sit embede, da han blev hovedpersonen i en shitstorm p...
Skamkultur på sociale medier - Har vi en moral på Facebook? ja, det har vi faktisk, og den giver sig udtryk i skam. Jakob Linaa kigger på sociale medie...
Et tweet tager en uge at læse - Et tweet tager en uge at læse. Det fandt jeg i hvert fald ud af, da jeg satte mig for at teste mine følgeres tilgængelig...
Instagreat! - Nu er der igen ballade i den globale, internetbaserede andedam. Den elskede fotodelingsapp Instagram har ændret sit graf...
Hva' så hvis jeg bedre kan lide mit online-jeg? - De bruger mere tid bag skærmen end på nogen anden aktivitet – udover søvn. De slår den garvede PR-agent, når det kommer ...
Facebook Live - hvad er meningen? - Facebook Live. Alle taler om det. Få har set det. Ingen har prøvet det. Endnu. Hvad går Mark Zuckerbergs nye Facebook-sa...
Er du også like-liderlig? - Mange gemmer deres likes til særlige anledninger – men ikke jeg. Jeg deler hele tiden likes ud med rund hånd af alle mul...
Dum dummere SoMe - I Metroxpress faldt jeg over nåheden om, at en blogger har fået fyldt endnu mere filler i sine læber. En googlesøgning p...
Bliv digital power-networker - En bred vifte af platforme gør det enkelt at netværke og udbygge sit netværk med nye relationer med ét enkelt klik. Nye ...

Giv din stemme

16 stemmer
4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Marketingstudent

Frist: Snarest muligt

Kommunikationskonsulent

Frist: 21. december kl. 12.00

Kommunikationskonsulent

Frist: 14. december
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.