Apple er en badebold

Jeg er på én gang ved at blive godt og grundigt træt af både min iPhone 4S og min MacBook Pro. Måske er det min egen skyld, for jeg har aldrig rigtig sat mig ind i alle de features, applikationer og opgraderinger, der formentlig får det hele til at gå op i en enhed. Min udfordring er, at jeg finder det så uendelig uinteressant. Helt naivt har jeg levet i troen på, at Apple-produkterne af fri vilje ville kommunikere med hinanden, afvise virustrusler og gøre verden til et lettere sted at kommunikere i.

MacGab

Men for mig er Apple blevet et roterende møllehjul. Når jeg vil downloade anbefalede opdateringer, bliver jeg bedt om at lukke programmer, jeg aldrig har hørt om, og som slet ikke er åbne. Outlook skal være åbnet i op til en halv time, før nye mails pludselig bliver hentet ind fra et sted i skyen. Det tager tid at veksle mellem kontaktpersoner, mails og kalenderen, og efter installationen af styreprogrammet ”Yosemite” skal jeg hver morgen geninstallere Java. Når jeg arbejder i Word, arbejder programmet så langsomt, at jeg kan skrive et ord – det kunne fx være ”tragikomisk” – og efter omkring 30 sekunder uden cursor toner ordet langsomt frem på skærmen, bogstav efter bogstav.

(ventetid)

misk.

Det er anstrengende at se på, ja, faktisk nærmest lidt uhyggeligt. Sidder der mon en doven, lille mand inde i venterummet af børstet stål og trykker modvilligt på tasterne? I så fald har han kørt mig derhen, hvor jeg nærmest er lettet, når bogstaverne ”misk” i det mindste kommer på én gang.

Apple-Humac-Microsoft-Java-finten

Hos Humac, hvor jeg har købt udstyret, er de søde, selvom hende i telefonen vist ikke helt forstod problemet. Sikkert fordi jeg ikke kan forklare det ordentligt. Efter et par mailudvekslinger og telefonsamtaler fandt jeg dog frem til, at jeg skulle ringe til Microsoft, hvor jeg nu, efter flere forgæves forsøg, både har tastet mig igennem lange tastevalg, talt med supportere i tre forskellige lande og til sidst smidt røret på lige efter at være kommet igennem. Faktisk hev jeg en nødløgn frem: Efter ikke at have haft begreb om, hvilken beskrivelse der bedst inkluderede mit problem, tastede jeg bare ”2” i håbet om at kunne tale med et levende menneske. Den unge mand stillede mig tre spørgsmål. Fornavn og land kunne jeg på fingrene. Men det tredje var vist noget med et kundenummer. ”One moment, let me find it”, sagde jeg, og så smækkede jeg røret på.

Humac-butikken: nice place - no solution.

I overbevisningen om, at det hele er min egen skyld, tog jeg Mac'en under armen og gik ind i en Humac-butik. Der var klinisk rent og pænt, og jeg blev omgående ekspederet af en gut, som virkede til at vide, hvad han talte om. Men jeg fik fornemmelsen af at blive udsat for vvs-kloak-murer-tømrer-finten. Altså den hvor alle kan argumentere for, at det er den andens skyld – mens man ikke selv har mulighed for at vide, hvad nogen af dem taler om. I den digitale verden hedder det Apple-Humac-Microsoft-Java-finten. Det er lidt andre ord (fx er ”fedtansamling” at sammenligne med ”kompatibilitetsproblemer”), men finten er den samme. Måske er det en sammensværgelse.

Gammel før tid

Blandt de mange gode råd og vise ord fandt jeg vist ind til kimen af det hele: Ifølge Humac-manden skal man regne med, at sådan en MacBook Pro holder i fire-fem år. Så har investeringen på over 10.000 kroner åbenbart aftjent sin værnepligt. Også selvom der stadig er masser af plads på harddisken. Vi talte ikke om min iPhone, som ofte er tilsvarende langsom, men jeg gætter på, at det samme gør sig gældende dér.

Nu ved jeg godt, at børn og unge for længst er gået over til iPhone 6 og lækre MacBooks med retina-skærme. Forleden talte jeg med en sød pige på ti år, som syntes, at det var vildt komisk, at jeg – som er 33 år ældre, end hun er – kun havde en 4S’er. For den er jo vildt gammel! Men jeg, vildt gamle mand, synes faktisk, at det er hæsligt at give over 5.000 kroner for en telefon. Mens tweens, teens og konfirmander boltrer sig i de seneste modeller, holder jeg fast i min 4S’er – og var lykkelig forleden, da en flink inder på Amagerbrogade kunne skifte skærmen for 350 kroner, så jeg efter at have tabt min oldnordiske iPhone på et linoleumsgulv slap for at købe en ny.

Hverken cool eller unik

Jeg undrer mig over, hvornår – og hvorfor – det gik galt. Og om det er gået galt for Apple eller mig. Altså – med et overskud på 118 milliarder kroner ville det være kækt af en digitaliseringstræt dansker at fælde en dødsdom over verdensfirmaet. Og så alligevel…

For bare få år tilbage var det, som om der ikke fandtes andet end iPhones. Alle andre brands var latterlige; både designmæssigt og funktionelt. Nu hører jeg oftere det modsatte. At folk er blevet trætte af Apple og i stedet drømmer om en af de lækre (og tilsvarende dyre) smartphones fra Samsung med en skærm, der buer ned om kanten, og som kan oplades trådløst. Tilsvarende med de bærbare computere. Er der ikke bare et eller andet stabilt og velkendt over sådan en PC, som efterhånden også fås i helt fint design?

Alt fra Apple var the shit. Før i tiden.

Tænk, hvis der er mange flere end mig, der har nået mæthedspunktet for smart design og hellere vil have noget, som de i bund og grund kender bedre til. Tænk, hvis konsulenter ikke længere behøver at have en Mac i retrotasken af læder for at se smarte ud. Det frække kultbrand er blevet hvermandseje og virker nu til selv webbanken, det offentlige og billetbestilling. Der er ikke noget cool eller unikt ved at troppe op med en Mac.

Hvad nu?

Tilbage står jeg med mit eget problem: Min MacBook opfører sig som en på 120 år. Skal jeg virkelig ofre over 10.000 kroner på en ny model hver fjerde år? Jeg kan ikke leve med daglige fejlmeldinger, ventetider og geninstallationer – eller frygten for, at det hele går ned midt i et foredrag. Så et eller andet skal der jo ske.

Var jeg vildt trendy, ville jeg sikkert kende til et lille, fremadstormende computerfirma fra Korea, hvor nogle nørdede fyre havde brudt alle konventioner og samlet et nyt verdensvidunder i et tidløst design, som hyper nu og falmer om fem år. Det ville leve op til det stadig mere fortærskede dogme om, at det altid er historierne og ikke produkterne, fremtidens forbrugere orienterer sig efter. Men skiller jeg mig virkelig så meget ud fra mængden, når jeg siger, at jeg vitterlig er ligeglad med historierne, når det kommer til valget af min fremtidige hardware? Og hvor stiller det et brand som Apple, hvis illusionerne om gnidningsfri funktionalitet krakelerer, samtidig med at brandet i sig selv slet ikke har den samme unikke tiltrækningskraft som tidligere? Det er mindst lige så tankevækkende som alle de fejl, deres seneste opdateringer har været behæftet med.

Så hvad nu? Jeg ved det virkelig ikke. Måske er det som med bankerne: Man er utilfreds, men man gider ikke bøvlet med at skifte.

Måske er det det, Apple satser på.

Farlig strategi!