Medieelitens monopol smuldrer
Danmark befinder sig både i en økonomisk og værdimæssig krise. Det ses tydeligst i kampen om medierne, hvor det ikke er modargumenter eller fakta, der anvendes, men hvor medieeliten forsøger at bringe medier og debattører, der publicerer modsatrettede holdninger, til tavshed.
Et kendetegn ved totalitære regimer er, at deres medier kun bringer nyheder, der passer magthaverne. Det er uden betydning, hvad der er sandt eller falsk. Borgernes nysgerrighed er ligegyldig, for meningen med medierne er ikke at formidle virkeligheden, men at konsolidere magten hos magthaverne og forhindre pluralisme. I den demokratiske del af verden er der også alvorlige problemer, her agerer kapitalistiske mediemoguler medieelite, i kraft af at de ganske enkelt ejer store medier, som de bestemmer over.
Facebook, Google og Twitter arbejder også med censur og magtmanipulation. Twitter har for eksempel permanent udelukket den britiske journalist Milo Yiannopoulos, mens Facebook og Google holder brugerne fanget i 'filter bubbles'.
Vi går en fremtid i møde, hvor algoritmer bestemmer de nyheder, brugerne modtager. Og algoritmerne er ikke optimeret i forhold til nyhedskriterier, relevans eller sandhedsværdi, men efter bekræftelse af brugerens identitet med henblik på at få dem til at klikke på flest mulige annoncer.
I Danmark er vores problem, at medierne finansielt og organisatorisk er så sammenflettet med staten, at det nok er svært at overbevise udenforstående om, at den danske mediebranche er ægte fri og uafhængig. Sandheden er da også, at danskerne i årevis har lidt under en ensidig medieverden styret af den danske medieelite, og den er udemokratisk.
I Danmark er hele befolkningen tvunget til at betale for indholdsproduktionen, men det er bestemt ikke hele befolkningen, der får indhold, som tilfredsstiller deres grundlæggende nysgerrighed. Magthaverne har for eksempel i årevis uden at få svære spørgsmål fra pressen kunnet indføre dramatiske ændringer i det danske samfund.
Problemet er, at indholdsproducenterne tilsyneladende er enige med et flertal af politikerne for eksempel om, at multikulturalisme og EU er goder. Det er på sin vis heldigt, for det er et flertal blandt politikerne, der finansierer medieelitens løn.
Frygten for mediediversitet
I disse år er vi alligevel vidne til, at medieelitens indholdsmonopol smuldrer. Sandheden er, at mediebranchen i Danmark kun overlever i kraft af sit monopol og tvungne indbetalinger fra borgerne. Men mediebranchen er alligevel blevet ramt af vaskeægte disruption, for teknologien har de facto ophævet dens monopol.
Internettet er det nye sendenet for både tv og aviser. Og med de nye teknologier kan enhver nu producere og distribuere indhold frit. For eksempel kan enhver sende live-tv via en telefon og Facebook; måske var det derfor, at pressen var ekstra bekymret, da statsminister Lars Løkke Rasmussen lancerede sin 2025-plan live via Facebook.
Lars Løkke varsler offentliggørelsen af 2015-planen på Facebook.
Borgerne kan selv være indholdsproducenter, og et af de bedste danske eksempler på det er Den Korte Avis (DKA). DKA blev i 2012 grundlagt af Ralf Pittelkow, tidligere politisk rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen, og Karen Jespersen, der har været minster for både Socialdemokratiet og Venstre.
Katalysatoren for deres projekt var et homogent mediebillede, hvor emner som EU, indvandring, islam og venstreekstrem vold altid friholdes fra ægte, hårdtslående kritik, til trods for at mange danskere netop efterspørger dette. DKA startede som en modreaktion mod den danske medieelite.
Grundlæggerne af Den Korte Avis, Ralf Pittelkow og Karen Jespersen. Polfoto/Peter Hove Olesen.
Det var spektakulært, hvordan DKA læste medievirkeligheden bedre end de etablerede mediers udviklingsafdelinger, der stadig troede på, at de kunne få flere abonnenter ved at udelukke læsere med ‘pay walls’. Samtidig aktiverede DKA let en ret stor gruppe mediebrugere, som medieeliten stadig ikke vil give indhold, fordi medierne stadig anser kritik af det fejlslagne integrationsprojekt for at være underlødig.
DKA var klassisk blue ocean-strategy, og med det afsæt blev DKA hurtigt mainstream. De tog simpelthen brydetag med det største problem i det danske medielandskab, nemlig at nærmest alle medieressourcer flyder fra borgerne via staten til folk, der ser meget ens på verden og er meget enige om det meste.
Hillary vinder valget! (Nej, hun gør ikke)
Intet sted var tankehegemonien tydeligere end i dækningen af det amerikanske præsidentvalg 2016. Det var spektakulært, fordi medieeliten i USA som for eksempel CNN og NYT mere end nogensinde før helt åbent holdt med demokraternes kandidat. I realiteten førte de valgkamp for Hillary.
Eksempelvis beskyttede såvel amerikanske som danske medier Hillary ved at underbelyse sager, der var ubekvemme for hende. Samtidigt kommunikerede de, at Trump var både farlig og uærlig. Trump har sagt grimme ting, men Wikileaks viste os, at Hillary har gjort grimme ting. Den pointe ignorerede medierne. Det var også kun i kraft af borgerjournalisme på Twitter og Facebook, at offentligheden fik indsigt i, at Hillary havde et så dårligt helbred, at hun faktisk kollapsede til en 9/11-mindehøjtidelighed.
Hillarys ildebefindende under den amerikanske valgkamp kom hurtigt på de sociale medier.
I dag ved vi, at medieelitens indholdsproduktion om valget tilsyneladende bestod i at rapportere om, hvordan de gerne selv ville have, at valget endte. Således beskrev DKA malende, hvordan “Journalistisk Venstreparti” var i chok, og det var der faktisk ikke andre medier, der gjorde. I USA forsøger Hillarys presse nu at opfinde en ny virkelighed. Nu formidler de narrativer om: fejloptælling af stemmer, russiske hackere og ‘fake news’ og de danske journalister overtager ukritisk synspunkter om ‘falske nyheder’ fra den amerikanske mediekontekst.
Mens DKA repræsenterer blue ocean strategy, så agerer medieeliten i det røde hav. Deres marked er fuldstændigt mættet, fordi de alle leverer cirka det samme indhold. Præsidentvalget var kun et frisk eksempel på, at medieeliten forhindrer diversitet i dækningen af væsentlige begivenheder.
Men politisk vold er et andet emne, der altid har været underbelyst. Danske medier har gennem årtier undladt at afdække, hvordan de venstreekstreme miljøer systematisk anvender vold. En anden udeladelse er empirisk observerbare forhold omkring integration.
Og hvis vi endelig skal tale om ‘had’ og ‘populisme’, så har Politiken i årevis kørt et ideologisk korstog mod det borgerlige Danmark og aldrig holdt sig for god til at lægge spalter til bl.a Carsten Jensens perfide personangreb. De ville være omfattet af racismeparagraffen, hvis dem, han talte om, ikke lige var hvide danskere.
Medieeliten hjælper DKA med at falde
Fornyligt startede så boykotten af DKA. Den er startet af en privatperson, Tommy Kirkegaard, der får held til at presse Nordea til at stoppe med annonceringen på DKA. Det går viralt, og DKA er således under et konkret økonomisk angreb.
Tommy Kirkegaards henvendelse til Nordea på Facebook.
Angrebet inspirerer ikke til solidaritet fra medieeliten - tværtimod. De deltager aktivt i at booste historien på sociale medier. Og en DR-ansat, Anders Stegger, appellerede politiserende på P3 til, at lytterne deltager aktivt ved at kontakte firmaer på Facebook for øge presset på DKA. Lyttere fik også lidt mere end popmusik, da Anders Stegger ironiserede over, at Kenneth Kristensen Berth (MF, DF) skulle skydes. Det foregik vel at bemærke alt sammen i hans arbejdstid på en tvangsfinansieret, landsdækkende public service-kanal.
En racist fra et racistisk parti holder af sin racistiske blog, forståes. Resten er lodret forkert og ganske vanvittigt. Som altid. pic.twitter.com/adU0Ahf3eh
— Peter Falktoft (@peterfalktoft) 11. december 2016
Peter Falktoft er tidligere P3 vært.
Der var heller ikke hjælp at hente hos journalistforbundets formand, Lars Werge. Han deltog tværtimod i boykotten ved at fremhæve, at han slet ikke mener, at DKA er ‘journalistik’. Hans kritik lød blandt andet: “Det er tydeligt, at man hylder et ensidigt billede af en virkelighed, og det er ikke journalistik.”. Werges syn på journalistik kunne være interessant at anlægge på andre mediestøttede publikationer for eksempel det kommunistiske “Arbejderen” og det halvautonome “Modkraft”. Lever de op til Lars Werges kriterier for alsidighed?
En frisk start?
Det er frivilligt, om du vil være med i folkekirken, men det er ikke frivilligt, om du vil betale til medierne. Men sådan behøver det selvsagt ikke at være. Man kan sagtens forestille sig crowdsourcing-modeller, der kunne bruges til en mere demokratisk fordeling af licensmidler.
Da vi er et lille sprogområde med en sjælden, unik og bevaringsværdig kultur, så kunne staten facilitere prioriteringen af danske midler, men tiden er i realiteten løbet fra den model, hvor en lille elite selv prioriterer indholdsproduktionen. Det kan de moderne medieforbrugere selv gøre for eksempel på internettet. Alternativt kan man bare lade partierne på Christiansborg fordele midlerne efter deres egne præferencer. Det har tidligere virket, for der er ingen regel uden undtagelse.
Der har de sidste år været et nybrud i danske medier, som egentligt blot var et politisk forsøg på at skabe diversitet. Radio24syv har leveret imponerende radio og er et klart eksempel på, at man faktisk godt kan skabe vedkommende og mangefacetteret medieproduktion med statsstøtte (rent personligt ville jeg gerne se TV24Syv).
Også Radio24syv har været under skarpt angreb fra medieeliten. Senest da de i sommeren 2016 fik historikeren og bloggeren Mikael Jalving til at lave programmet “Je Suis Jalving”, der fik mediebranchen til at stå på den anden ende, fordi de havde glemt, at David Trads sommeren 2015 fik lov at lave det samme program “Tradsalderen”, blot med modsat fortegn.
Der er behov for, at danskerne får indflydelse på de danske medier, og at journalisterne frigøres fra “konstruktiv” holdningsmassage tilbage til at lave hæderlig journalistik, og det kan kun gå for langsomt! Hvis vi vil bevare samfundsdebatten på danske hænder, skal det danske mediemarked gøres mangfoldigt - alternativet er, at en medieelite med stadigt svindende tilslutning erstattes af et globalt medieudbud, der slet ikke vedkommer vores dagligdag.
