Når vi står inde i valgboksen, er vi grundlæggende alene med os selv og et antal felter, hvor der skal sættes et kryds. Her koges demokratiet ned til et ensomt valg, hvor det i sidste ende bliver den enkeltes vilje, der afgør, hvor krydset sættes. Her skal vi ikke have forstyrrende påvirkninger af udefra kommende paroler. Vi bliver kortvarigt sat fri fra den evige talestrøm, som vi til daglig er udsat for.

Der er strenge regler imod ophængning af valgmaterialer i valglokalet. I den allermest afgørende del af processen træder vi altså ind i et aflukke, hvor vi er overladt til os selv. Vi har en ide om, at hvis demokratiet skal give mening, er det afgørende, at vi lader den enkeltes individuelle vilje være det sidste “ord” i afgørelsens time.

Vælgeren står alene med krydset i stemmeboksen, men er grundigt påvirket inden. Kilde: Ritzau/Jens Dresling.

Men selvom “radiotavsheden” i stemmeboksen er ganske kort, er der alligevel en ganske væsentlig pointe med den. Oprindeligt var den tænkt som et værn imod magthavernes repressive hånd. Man ville forhindre at stærke aktører kunne købe, tvinge eller true den svagere borger til at stemme på bestemte måder. I så store demokratiske enheder, som vi arbejder med i Danmark, og hvor borgerne sjældent står lige foran sultedøden, er dette hensyn nok mere principielt end praktisk påkrævet.

Fællesskabet og ensomheden forudsætter hinanden
Udfordringen i dag er imidlertid en anden. For at forstå dette skal vi dykke ned i et udbrud fra Gilles Deleuze, fransk filosof, i 1995: “Det er ikke et problem at få folk til at ytre sig. Problemet er snarere at skabe små rum af ensomhed og tavshed, i hvilke de kan finde noget at sige. [...] Vores plage i dag er ikke blokeret kommunikation, men betydningsløse påstande” (Deleuze, Gilles. 1995. Negotiations, 1972-1990. New York: Columbia University Press, s. 129 – min oversættelse).

Deleuzes bekymring var, at så længe vi hele tiden indgår i samtaler med hinanden, er det vanskeligt at udvikle nye tanker, der frugtbart kan indgå i samtalen. Det er naturligvis en sandhed med modifikationer. De fleste af os kender sikkert til oplevelsen af, at vi i samtalen nogle gange tvinges ud i tanker og positioner, vi ikke selv kunne have bragt os i. I sådanne situationer er samtalen uden tvivl en kreativ gevinst.

Når det så er sagt, så kan en overdreven deltagelse i samtaler også være hindrende for den selvstændige tænkning. Udfordringen ved at deltage i samtaler er, at for at vi overhovedet kan forstå, hvad hinanden siger, er vi nødt til indordne os under hinandens forståelseshorisonter.

Det er en gammel hermeneutisk indsigt, som også blev italesat af Jürgen Habermas tilbage i 1980’erne: Når nogen tiltaler mig, er jeg nødt til at gå ind på tiltalens horisont. Jeg skal i sidste ende tage stilling til det sagte, og det kan jeg kun, hvis jeg forstår, hvad det vil sige enten at afvise eller bekræfte det sagte. Jeg er derfor nødt til at acceptere, at det er netop denne problematik, som det er relevant at forholde sig til.

Kobler vi denne pointe med indsigter fra den franske og engelske diskursanalytiske tradition, bliver det imidlertid klart, at samtalen kan komme til at begrænse vores forståelseshorisonter. Diskursanalysen har lært os, at vi kun kan italesætte forhold i verden ved, at vi fremhæver visse aspekter af den på bekostning af andre. Når jeg f.eks. skal forholde mig til, hvad en politiker siger til mig, er jeg nødt til at indordne mig under den sproglige horisont, som politikeren præsenterer for mig.

Det aarhusianske “valg” i 2017: For meget samtale
Lad os tage et eksempel fra den aktuelle kommunale valgkamp. Jeg bor i Aarhus og skal som sådan tage stilling til, om vi skal fortsætte ad den vej, som er sat af det socialdemokratisk ledede byråd, eller om jeg ønsker et mere borgerligt formet byråd – i givet fald nok ledet af en kandidat fra Venstre.

Går jeg tilsvarende ind på Venstres hjemmeside, ser jeg, at Venstre også har “Visioner for Aarhus”. Dykker man ned i disse, opdager man, at visionerne går ud på at “skabe de nødvendige vækstbetingelser for vores erhvervsliv”, “udvikle graden af lokalt selvstyre i kommunens mange institutioner” og “fastholde og udvikle vores kernevelfærd”.

To ting springer i øjnene: For det første er det, bortset fra rækkefølgen, påfaldende så ens de to partier formulerer sig. Venstre formulerer det lidt mere offensivt og underforstår, at det siddende byråd ikke formår at løfte opgaven, men de er enige om opgaven. For det andet er det påfaldende så visionsløse, visionerne er. Skærer man ind til benet, er opgaven i deres optik at sikre, at vi i den næste periode kommer til at tjene lidt flere penge (ved at få et stærkere erhvervsliv) og spare lidt på pengene ved at få flere til at bidrage frivilligt.

Her ser vi et eksempel på politikere, der har samtalet for meget. Ganske vist vil de nok selv påstå, at de er meget uenige, og det er de måske også, hvis man ser på den konkret førte politik. Men deres valgmateriale viser med al tydelighed, at de har snakket sig ind på et meget begrænset felt af parametre, som de kan være uenige om – nemlig: Hvordan kan vi hjælpe erhvervslivet? Hvordan får vi lokalt engagement? Hvordan bevarer vi velfærden? Disse spørgsmål er de enige om, at de skal besvare – men det bliver lidt vanskeligt at få øje på visionerne. Samtalen har fanget byrådspolitikerne.

Tavsheden som forudsætning for politiske visioner
Nu kan man ikke fortænke byrådspolitikere i at bekymre sig om pengene, da en af de helt store udfordringer for mange byråd netop er at få økonomien til at hænge sammen. Men måske burde vi indføre, at byrådsmøder skulle starte med, at alle byrødderne satte sig 5-10 minutter i hver deres stemme- (eller tænke-) boks?

Her skulle de ikke tænke over, hvordan de bedst kunne positionere sig i en kamp mod den anden part, men i stedet forsøge at komme i tanke om, hvorfor det overhovedet er vigtigt, at vi har valgte repræsentanter, der ikke blot er virksomhedsledere, der skal få biksen til at løbe rundt.

Hvorfor er det, at et demokrati er bedre, des mere det kan give rum til almindelige borgeres tanker, ønsker og (ægte) visioner for, hvordan vi ønsker byens udvikling? Mon ikke det har noget at gøre med, at demokrati netop er stærkest, des større plads vi giver til, at der ligger en mangfoldighed af selvstændige og forskellige hjerner bag vore beslutninger?

Hvis vi tør lukke borgeren inde i en lukket stemmeboks og overlade ham eller hende til sig selv, så burde vi også turde gøre det samme med de valgte repræsentanter.

-

Artikelforfatteren har netop udgivet bogen Tal! – Sammen om samtaleteori.