Derfor vandt Trump valget

Dagen efter det amerikanske præsidentvalg var præget af chok og overraskelse. De fleste eksperter og journalister havde næsten taget det for givet, at Clinton ville vinde. Reaktionerne blandt Hillary-støtter på de sociale medier delte sig mellem dem, der umuligt kunne forstå, ”hvordan den mand kunne blive præsident”, og dem, der sagde, at alle skulle have forudset det efter Brexit. At det med andre ord handlede om protest og utilfredshed med eliten.

Sandheden er en smule mere nuanceret. Der er adskillige grunde til, at Trump blev præsident. De fleste af dem kunne ses allerede inden valget, og som politisk interesserede må vi alle spørge os selv, hvorfor vi ikke valgte at kigge nærmere på dem. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at der var tale om et utroligt tæt valg. Trump vandt mange af de afgørende svingstater med virkelig små marginer, og Clinton vandt samlet set flertallet af alle amerikanske stemmer.

Demonstranter protesterer imod den nyvalgte præsident Donald Trump.

1. Brexit-forklaringen: outsidernes oprør mod det etablerede system

Den mest udbredte forklaring på Trumps sejr er den økonomiske underklasses oprør mod eliten og det system, der har svigtet dem. Trump har igennem hele valgkampen præsenteret sig selv som den ultimative outsider, der vil kæmpe imod systemet og bringe de tabte jobs tilbage. Han har kritiseret Washington og lovet at ”dræne sumpen” der og vende systemet på hovedet. Han har dermed, som Hohmann fra Washington Post påpeger, ”gjort sig til del af den globale bølge af modstand mod indvandring, frihandel og globalisering”.

Her ramte Trump lige i hjertet af de hvide vælgere uden en universitetsuddannelse, som de seneste år har set uhyggelig stor tilbagegang i deres lokalområder pga. lukning af kulminer, fabrikker og andre arbejdspladser. Disse folk har god grund til at være vrede. De ser meget lidt håb og er desperate efter enhver form for forandring. De blev derfor også kernen i Trumps sejr, idet han, ifølge Washington Post, vandt dem med hele 72 %.

Blandt de hvide vælgere uden videregående uddannelse tabte Clinton ifølge ABC News især stort blandt de landlige vælgere i de midtvestlige stater. Det er en afgørende grund til, at hun tabte de meget vigtige svingstater her og dermed hele valget. Og det er ikke kun hvide, fattige amerikanere, der er utilfredse. Ifølge en måling fra Wall Street Journal fra juli i år mener hele 73 % af amerikanerne, at landet bevæger sig i den forkerte retning.

Trump er en bramfri forretningsmand og reality-stjerne uden nogen form for politisk erfaring. Han er dermed den ultimative outsider i et valg, hvor mange desperat ønskede forandring. Clinton derimod var med sine 30 år i offentligheden den ultimative politiske insider. For mange vælgere handlede det ikke så meget om de to politikeres personlighed, men i stedet om valget mellem en outsider og en insider. En, der ønskede at ændre systemet, og en, der personificerede det.

Det er også en af grundene til, at Trump slap afsted med så mange uheldige udtalelser og såkaldte skandaler, som ville have fældet enhver normal politiker: Jo mere kritik han fik fra medierne og politikere i og uden for hans eget parti, jo mere fremstod han som outsideren, der kæmpede mod systemet. Valget blev, som Michael Moore forudsagde det inden valget, ”the biggest fuck you ever recorded in human history”.

Michael Moore opsummerer folks vrede bedst i sin nye film Trumpland.

2. De helt rette budskaber

Trump så tidligt den store utilfredshed med systemet og de store økonomiske problemer, mange amerikanere kæmper med, og han fandt nogle enkle budskaber, der passede perfekt til deres situation. Han forsøgte ikke, som Romney gjorde det, at nedtone sin egen rigdom. I stedet brugte han den som et bevis på, at han forstår systemet og derfor er den rette til at ændre det.

Han lovede at bruge sin viden til at ændre handelsaftalerne og skattesystemet, så firmaer vil skabe jobs i USA i stedet for at flytte dem til udlandet. Dermed har han gjort helt op med republikanernes normale støtte til frihandel. Han har også lovet at sende illegale indvandrere ud af landet og sikre grænsen til Mexico med en kæmpe mur. Endelig vil han sørge for, at USA ”igen bliver respekteret i verden”, sørge for at bekæmpe ISIS og få de øvrige lande til at betale, hvis de fortsat ønsker USA’s beskyttelse.

Budskaberne ramte helt ind i tidsånden, og Trump brugte dem dygtigt til at angribe Clinton: Hvis hun havde været i Washington så længe, og endda været udenrigsminister, hvorfor havde hun så ikke løst de problemer for længst? Ikke alle hans støtter brød sig om den måde, han fremførte sine budskaber på. Men for dem var indholdet vigtigere end formen.

Trump brugte sin status som berømthed og reality-stjerne til i høj grad at få sine budskaber ud uden de normale mediefiltre. Hans følgere fik dem først og fremmest direkte fra ham selv via Facebook og især Twitter. Og pga. hans underholdningsværdi og enorme uforudsigelighed valgte mange medier at bringe hans store vælgermøder direkte og uredigerede. De medier, der ikke sendte direkte, bragte ofte lange klip med de mest kontroversielle udtalelser. På den måde formåede Trump gennem hele kampagnen at kommunikere sine få, relativt forsimplede og meget populære budskaber.

Samtidig sørgede Trump for at holde fast i og aktivere den store gruppe af hvide kristne, socialt konservative vælgere ved at skræddersy et budskab specielt til dem, nemlig løftet om at udpege socialt konservative højesteretsdommere, som er imod abort. Her var Trump godt hjulpet af, at den næste præsident skal udpege efterfølgeren til højesteretsdommer Antonin Scalia, der døde tidligere på året.

Fundraising-e-mail fra Trump den 7. oktober.

3. Historiske faktorer

Fra et rent historisk perspektiv havde Donald Trump den store fordel. Amerikanerne har nemlig længe haft en tendens til at skifte præsidentembedet mellem de to store partier. Faktisk var 1988 sidste gang, en amerikansk præsident lykkedes med at blive valgt fra samme parti som en siddende præsident, der havde siddet i to perioder (George H. W. Bush, der fulgte efter Reagan).

I 2000 fik Gore, ligesom Hillary Clinton, flertallet af de amerikanske stemmer, men heller ikke han blev valgt. Pendulet i amerikansk politik bevæger sig så at sige frem og tilbage. Som Harry Winston fra FiveThirtyEight fornyligt påpegede, gælder samme tendens i Kongressen. Her har de to partier på skift vundet begge kamre i 1992 (dem), 2000 (rep), 2008 (dem) og 2016 (rep).

Al Gore tabte præsidentvalget i 2000 til George Bush med fem valgmænd til trods for, at han fik en halv million flere stemmer.

Trump havde også en række andre historiske faktorer på sin side, såsom udenrigspolitiske problemer og en langsom økonomisk vækst. Faktisk forudsagde Professor Allan Lichtman fra American University, forfatter til bogen “Predicting the Next President: The Keys to the White House 2016”, Trumps sejr kun baseret på 13 historiske faktorer.

4. De uafhængige kandidater "stjal" Clintons stemmer

I år stillede to præsidentkandidater fra andre partier op til valget. Jill Stein fra Green Party, som ifølge hjemmesiden RealClearPolitics, fik cirka 1 % af stemmerne, og Gary Johnson fra Libertarian Party, der fik 3,3 %. Også den uafhængige konservative kandidat Evan McMullin stillede op, men han var kun på stemmesedlen i 11 stater, og fik cirka 0,4 % af stemmerne.

For de førstnævnte kandidater er der tale om en kæmpe stigning i stemmeandelen fra sidste valg, hvor de kun fik henholdsvis 0,36 % (Stein) og 0,99 % (Johnson). Et kig på valgresultaterne hos RealClearPolitics viser, at Clinton tabte både Pennsylvania, Michigan og Florida med en mindre stemmeandel end den andel, der stemte på en af de øvrige kandidater. En del mennesker har derfor på de sociale medier konkluderet, at deres deltagelse kostede Clinton sejren.

Der skal flere valgdata til, før vi kan konkludere, hvilken kandidat Stein og Johnsons vælgere ville have stemt på, hvis de ikke havde haft muligheden for at stemme på dem. Men det er rigtigt, at meningsmålingerne i løbet af valgkampen har haft en tendens til at give Clinton et større forspring, når vælgerne kun kunne vælge mellem hende og Trump.

Som Mirren Gidda fra Newsweek påpeger, viste en meningsmåling fra Quinnipiac University i september for eksempel et forspring på 5 % til Clinton. Dette forspring faldt til 2 %, da Stein og Johnson blev tilføjet i målingen. Exit polls fra CBS viser nogenlunde samme billede: Stein og Johnsons vælgere støtter Clinton med 14-15 % mere, end de støtter Trump. Hvilket i nogle stater ville have været nok til at sikre Clinton sejren. Til gengæld siger henholdsvis 55 % (Johnson-vælgere) og 61 % (Stein-vælgere), at de slet ikke ville have stemt, hvis kun Clinton og Trump var på stemmesedlen.

Jen Nasty Kirkwoman - et brugernavn, der i øvrigt spiller på Trumps udtalelse "such a nasty woman" - tweeter sin utilfredshed.

5. Hillary Clintons mange problemer

Det er forsimplet at sige, at Trumps sejr alene skyldtes Clintons problemer. Men der er ingen tvivl om, at hendes dårlige image og forskellige skandaler drev mange vælgere væk. Som Sean Spicer fra Det Republikanske Partis centralkomité (RNC) fornylig påpegede i Washington Post, havde Clinton allerede inden valget hos mange et image som utroværdig og ”unlikeable”.

Det eneste, Trump skulle gøre, var at forstærke den allerede eksisterende negative fortælling om hende. Her blev han hjulpet godt på vej af de mange negative historier om Clinton, der prægede valgkampen. Ikke mindst FBIs efterforskning af hendes brug af en privat e-mail-server, mens hun var udenrigsminister.

Også WikiLeaks’ offentliggørelse af hackede e-mails fra ansatte i hendes kampagne og andre demokrater var et stort problem, især de afsløringer, der kom frem omkring The Clinton Foundation. De offentliggjorte mails var særligt skadelige pga. deres drypvise frigivelse, som sikrede at de dominerede mediebilledet over lang tid, og især op til den afgørende slutspurt. Problemet med begge historier var særligt, at de forstærkede et allerede eksisterende indtryk af Clinton som en lidt utroværdig insider, der udnytter systemet.

Clintons høring vedrørende ulovlig omgang med nationale hemmeligheder.

Endelig havde Clinton bare ikke Trumps talent for at holde en tale og skabe entusiasme hos sine tilhængere. Hun appellerer mere til hovedet end til følelserne og viser sjældent selv sine følelser. I samme artikel i Washington Post beskrev Trumps kampagneleder hende meget lidt generøst som ”the most joyless candidate in presidential political history”. Det er selvfølgelig en overdreven karakteristik fra en politisk modstander, men der er et gran af sandhed i det. For de republikanere, der havde svært ved at støtte Trump, blev deres mistro til Clinton en god grund til at se gennem fingre med hans fejl.

Clintons problemer er naturligvis ikke hele historien om hende og hendes kampagne. Havde hun ikke gjort rigtig mange ting godt, var hun ikke kommet så tæt på en sejr. Clinton var strategisk, fokuseret og utroligt godt inde i alle politikområder. Og hun vandt da også suverænt alle tre debatter med Trump. Alligevel er det nærliggende at konkludere, at en kandidat med mindre problemer ville have haft en lang bedre chance for at slå Trump.

6. Comeys brev satte fokus på Clinton i 11. time

Clinton og Trump var de to mest upopulære præsidentkandidater i nyere amerikansk historie. Og med undtagelse af de to konventer har det gennem hele valgkampen været sådan, at den kandidat, der havde mest mediefokus, oplevede, at modstanderen gik frem i meningsmålingerne. Formentlig fordi modstanderens tilhængere blev mindet om, hvorfor de ikke ønskede den anden kandidat. Der var tilsyneladende tale om en slags negativ mobilisering: Clintons vælgere var mere motiverede til at støtte hende, når de havde Trump i tankerne, og omvendt.

Denne dynamik havde i ugerne frem mod valgdagen fungeret rigtig godt for Clinton. Først var medierne fyldt med historier om den famøse Access Hollywood optagelse, hvor Trump taler om at forgribe sig på kvinder. Og derefter med rapporter om alle de kvinder, der trådte frem og sagde, at han rent faktisk havde krænket dem. Denne skandale havde stort potentiale til at skade Trumps chancer: Kvinderne og de unge, som i forvejen hældede mod Clinton, fik en virkelig god grund til at møde op på valgdagen. Og de socialt konservative, kristne vælgere, som i forvejen havde forbehold overfor Trump, fik endnu en grund til at blive hjemme.

Det hele ændrede sig dog markant ti dage før valget, da FBI's direktør Comey sendte et brev til Kongressen for at gøre opmærksom på, at man havde fundet nye e-mails i den ellers lukkede sag om Clintons brug af en privat e-mail-server. De fleste journalister var enige om, at der var tale om en mindre udvikling, og at det næppe ville ændre noget i sagen. Og to dage før valget sendte Comey et nyt brev for at sige, at man ikke havde fundet noget nyt i de nævnte mails. Men skaden var sket. Alt fokus flyttede sig fra Trumps problemer til FBI's efterforskning af Clinton. Trump fik ny ammunition mod hende, og alle hans potentielle vælgere blev mindet om alt det, de ikke kunne lide ved Clinton.

Samtidig måtte Clinton bruge tid på at tale om den nye sag, hvilket druknede de positive budskaber, hun havde håbet at fokusere på i slutspurten. Dette dæmpede formentlig entusiasmen hos hendes støtter. Selvom det viste sig at være en lille sag uden det store indhold, må dens betydning for valgets udfald altså ikke undervurderes. Sean Spicer fortæller da også til Washington Post, at Comeys brev føltes som at vinde i lotteriet.

Den 28. oktober sendte FBI’s direktør et brev til Kongressen i 11. time og ændrede dermed hele valgets dynamik

Den rette mand på det rette tidspunkt med den rette portion held

For et år siden ville kun de færreste have troet, at Trump skulle blive USA’s næste præsident. Faktisk troede stort set ingen, at han havde en chance for at blive republikanernes kandidat. Men Trump overraskede alle, og den 20. januar næste år vil han officielt blive USA’s 45. præsident.

At det lykkedes for ham, skyldes den dygtighed, hvormed han præcist ramte folkestemningen i USA og fik præsenteret sig selv som den ultimative outsider på et tidspunkt, hvor mange desperat ønsker forandring. Han valgte nogle få populære budskaber og præsenterede dem på en direkte og bramfri måde, som mange fandt appellerende.

Set i lyset af hans sejr vil det være let udelukkende at fokusere på alt det, han gjorde rigtigt, men det vil være at omskrive historien. Trump skabte masser af unødige distraktioner og uheldige sager for sig selv og flyttede dermed tit fokus fra Clintons problemer og over på sig selv. Han var udisciplineret og impulsiv og rodede sig ud i kampe med de forkerte mennesker.

Når det alligevel lykkedes ham at vinde, skyldes det ikke mindst en god portion held: Han var oppe imod en meget upopulær kandidat, hvis kandidatur hjalp til at motivere hans støtter. Han havde de historiske faktorer på sin side. Han blev muligvis hjulpet af de kandidater, der stillede op fra øvrige partier. Og ikke mindst var han ekstremt heldig med timingen af det brev, FBI's direktør Comey sendte til Kongressen kun ti dage før valget.

Trump var den helt rette mand på det helt rette tidspunkt, og han forstod virkelig at ramme folkestemningen. Men han var også en heldig mand, og i så tæt et valg kan lidt held let være afgørende.