Forfatterrespons på dårlige anmeldelser
Tag din dårlige anmeldelse som en mand

Jesper Buch reagerede på en dårlig anmeldelse med en hadevideo. Hvordan reagerer man som forfatter på en dårlig anmeldelse, så man vinder sympatien trods kritikken? Foto: Scanpix/Ritzau/Per Pejstrup.

Er det en god idé at hænge anmeldere ud på Facebook eller true dem med tæsk, fordi de ikke kan lide ens bog? Næppe. I stedet bør man sætte pris på, at anmelderen giver sig tid til at gå i dialog med litteraturen. Vil man have udelukkende rosende ord, kan man satse på bogbloggere og forlagets pressetjeneste.
Iværksætteren Jesper Buch fik en dårlig anmeldelse i Berlingske i begyndelsen af april: Én stjerne var, hvad der kunne falde fra filosoffen Rune Selsings hånd
 
Det var Buch mildest talt ikke tilfreds med. Han lagde en video på Facebook, hvor han stiller spørgsmålstegn ved, »hvorfor Berlingske mener, at en iværksætterhåndbog skal anmeldes af en mavesur filosof«. Spørgsmålet om fagligheden kan vel kun betragtes som ganske legitimt, spørgsmålet om anmelderens humør er mere tvivlsomt. Igen og igen i den 10 minutter lange video får Selsing netop disse emblemer: midaldrende, mavesur og filosof. Det emmer ikke ligefrem af det overskud, Buch ellers gerne vil udstråle.
 
 
 
Hvornår er man usexet nok til at måtte udtale sig?
Det er ikke første gang, at en forfatter udtrykker sin utilfredshed med en anmeldelse – og det bliver næppe den sidste.
Tidligere i år var det forfatteren Morten Sabroe, der efter en tre-stjernet anmeldelse så sig nødsaget til at tage til genmæle mod Berlingskes helt nye anmelder, Katherine Diez. Forfatteren havde været en tur forbi Instagram og fundet et billede af Diez, der poserer koket i sin seng, hendes bryster kun dækket af Sabroes roman.
 
 
 
På Instagram var billedet ledsaget af en kommentar om, at Morten Sabroe og hans 32 centimeter (romanens billedrige titel) havde ligget oven på hende hele natten. Den morsomhed lod Sabroe dog ikke til at fange, i stedet delte han det bemeldte foto med en tungt sarkastisk kommentar, der ikke efterlod tvivl om, at en kvinde, der tog sig sådan ud, selvfølgelig ikke kunne have kvalificerede holdninger til litteratur. 
 
Man kan kun gætte på, om det skyldes, at romanen er tættere på anmelderens krop, end forfatteren selv kunne gøre sig forhåbninger om at komme. Sabroe virkede helt blind for, at hans bog de fleste steder blev modtaget meget kritisk. Kristeligt Dagblads Rasmus Vangshardt, der ikke har den fejl at have bryster og langt blondt hår, gav romanen to stjerner og kaldte både plot og sprog for miserabelt.
 
Desuagtet fik fejden Diez-Sabroe hele Mediedanmark til at gå i selvsving, og både forfatter og anmelder var forbi P1-programmet Shitstorm, selv om Sabroe nægtede at være i studiet samtidig med Diez.
 
Trusler, ankenævn og tekstlig vold
Tilbage i 2011 truede forfatter Ib Michael Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl med tørre tæsk. Og i 2014 efterlyste Henrik Dahl, der i øvrigt i mange år selv har virket som kritiker, et ankenævn, hvor anmeldere kunne stilles til regnskab for deres dårlige anmeldelser, efter at hans roman NT var blevet sablet ned i flere dagblade. Det var åbenbart gået sociologens næse forbi, at det er ganske muligt at klage til pressenævnet, hvis man mener, at anmelderen er inhabil, mangler faglighed eller slet ikke har læst bogen.
 
En desillusioneret Henrik Dahl ville kunne anke den dårlige anmeldelse af sin bog. Foto: Scanpix/Ritzau/Søren Bidstrup.
 
Der er mange måder at reagere på dårlige anmeldelser. Ingen er rigtigt kønne. Som både eksemplet med Sabroe og Buch viser, så kommer forfatteren til at fremstå forsmået og selvhævdende. For forfatteren er slet ikke målet for anmeldelsen; anmelderen har et udestående med litteratur, ikke med forfatteren (bevares, det skal der nok være nogle der har, men grundlæggende er det ikke det, der er meningen).

Da Katherine Diez kaldte Sabroes roman for »en ny Porsche med en gammel mand ved rattet, der lidt for ofte mister orienteringen«, var det så et karaktermord på forfatteren selv? Hvor går grænsen for, hvad man kan skrive om en bog – og om dens forfattere? Hvornår begår man vold mod teksten? Det spørgsmål behandler kritikeren Kristina Marie Darling i dette essay på LA Review of Books

Tekstlig vold tager mange former, påpeger forfatteren, og en af de værste er, når læseren drager slutninger, der rækker ud over, hvad der står på siden og ind i forfatterens private liv og private krop. Darling hævder blandt andet, at denne vold oftest begås af midaldrende, hvide mænd mod litteratur skrevet af yngre kvinder, seksuelle og etniske minoriteter. Volden mod teksten består i at sætte forfatteren foran teksten. Noget, der næsten virker uundgåeligt i dag.

Man kan i hvert fald blive i tvivl, når Mette Høeg i Berlingske anmelder nyoversættelsen af Joan Didions »Play it as it Lays«  og går til frontalangreb på redaktør og oversætter Olga Ravn med denne tirade:

»Valget af at udgive Didion i Skalaserien med Ravn som oversætter fremstår umiskendeligt som en selvpromoverende demonstration af gode kønspolitiske intentioner. Det afslører en mangel på forståelse og interesse hos forlaget og redaktørerne for fiktionens fundamentale fjendtlighed over for ideologi og illustrerer feminismebevægelsens manglende evne til i praksis at efterleve sit teoretiske ideal. For det er ikke etisk ansvarligt eller idealistisk konsistent at afgrænse rækkevidden af tidligere oversete værker til Emma Holtens og Olga Ravns fankreds, blot fordi deres forfattere er kvindelige. «


Mette Høeg, der efterhånden har været involveret i en del polemik på grund af sine anmeldelser af og kommentarer til danske forfattere.

Ravn besvarede for øvrigt denne kritik ved på Instagram lakonisk at spørge, hvem hendes følgere mon troede, at Høeg ville kaste sig over næste gang.

Definitionen på en god anmeldelse
Vi kan diskutere, hvad den gode anmeldelse er, herfra og til evigheden. Jeg selv er både blevet undervist i det og har selv forsøgt at lære det fra mig. Den danske litteraturforsker John Christian Jørgensen definerer anmeldelsen som bestående af to elementer: Meddelelse om en ny udgivelse og vurdering af den udgivelse, en journalistisk funktion og en forbrugervejledning.

Vi bør nok – for klarheds skyld – adskille anmeldelsen af fagbøger fra anmeldelser af fiktion. Der er simpelthen nogle andre faglighedskriterier, der gør sig gældende, når det kommer til faglitteratur. Man ville næppe sætte en vicevært til at anmelde en bog om årsagerne til den økonomiske krise eller en doktor i medicin til at vurdere et værk om Marx’ kulturkritik. Det er for øvrigt det grundlæggende argument i Buchs anke mod Berlingskes disposition, som vi så tidligere.

»Enhver cykelsmed kan komme ind fra højre og anmelde litteratur«, har Klaus Rifbjerg en gang sagt. Den holdning er han næppe alene om, visse dagbladsredaktører lader til at mene det samme, når de caster anmeldere ud fra et kriterie om at levere polemik frem for evnen til at bedrive faglig kritik. Bevares, de to kan sagtens sameksistere – og de gør det heldigvis ofte. Det kræver dog blot en større belæsthed, end de fleste cykelsmede kan mønstre.

Ud over John Christian Jørgensens parametre vil jeg gerne tilføje, at anmeldelsen også skal være en del af samtalen med og om bogen. Det kræver, at man har læst sin del af kanonen, samtidslitteraturen og litteraturteorien, hvor elitært det end måtte forekomme. Og så skal anmeldelsen være en god tekst. Det er her, de syleskarpe, nærmest perfide anmeldelser har deres berettigelse.

Top 10 over de ondeste anmeldelser
Lars Bukdahl turnerede en gang – måske gør han det endnu – med et oplæg om, hvorfor de ondeste anmeldelser er de bedste, og hvorfor de bedste er de ondeste. For anmelderen er den negative anmeldelse affødt af hævn for den tid, man har spildt med en dårlig bog, og som et andet kældermenneske nyder læserne at svælge i bitter sarkasme.

Hvis man ønsker en hurtig top 10 over onde anmeldelser, så findes de her.

Anmeldelser skal være underholdende, uden at det går ud over sagligheden. Sagligheden, ikke objektiviteten. En anmeldelse er altid et udtryk for anmelderens personlige præferencer – om end den gerne skal række ud over dem og være i stand til at begrunde dem.

Den amerikanske forfatter, litteratur- og perceptionsforsker Siri Hustvedt skriver i sin seneste essaysamling En kvinde ser på mænd der ser på kvinder (2017), at kunstoplevelsen altid opstår i mødet mellem værket og beskuer (eller i dette tilfælde læser). Vi tilgår altid kunsten med vores bevidste og ubevidste bias, vores egne fordomme, vores egen smag, vores eget liv, vores køn, vores klasse, vores uddannelse, etc.

Derfor tilgår den veluddannede anmelder litteraturen med andre briller end hr. og fru Jensen. Det er meningen, selv om de – måske i særdeleshed fru Jensen, som statistikken viser – også skal læse bogen. Anmelderens opgave er ikke blot at sætte sig i disse læseres sted, men derimod at åbne værket for læseren, tilbyde nye perspektiver og sætte teksten i kontekst.

Bogbloggerne kaster med flere stjerner
Hvis forfatter – og forlag –  ikke er interesseret i kritik, kan de blot undlade at sende bøger til aviserne, men i stedet nøjes med at skibe dem afsted til de bogbloggere, der sammen med forlagenes egen pseudojournalistik og podcast indtager en stadig større plads i den litterære offentlighed. Bloggerne er markant mere positive i deres anmeldelser, stjernerne sidder løsere, og deres vurderinger ligger højere end dagbladenes, viser en undersøgelse, Politiken har lavet

Bogbloggerne er ikke anmeldere. De vurderer nok værket, men de sætter det ikke ind i en større ide- eller litteraturdebat. Selv forlagene indrømmer, at bogbloggerne er et supplement, ikke en erstatning. Samtidig fylder kritikstoffet mindre i aviserne, fordi det skal konkurrere med interviews, foromtaler, forbrugsstof og hvad man ellers putter ind under den store kulturjournalistiske hat.

Det gør det blot endnu væsentligere, at vi har en kritik, der er både faglig og kritisk. En kritik, som ikke taler værkerne efter munden. Ikke at den altid skal tale dem imod, men den skal i hvert fald indgå i en relevant dialog. Det burde også være i forfatternes egen interesse at bevare en kritik, der har ambitioner for litteraturen.

Den tyske romantiske digter Friedrich von Hardenberg, mest kendt under navnet Novalis, hævdede, at det er en udmærkelse i sig selv, hvis et værk lader sig kritisere. Egentlig kritik i hans forstand kunne kun skrives om værker med særligt potentiale. Det gode værk er det kritiserbare værk. Skulle dagbladskritikken tage konsekvensen af dette, ville det betyde at mange bøger slet ikke skulle anmeldes, og at bare det at blive anmeldt ville være en bekræftelse af bogens værdi. Egentlig praktiseres dette allerede, hver dag kuraterer litteraturredaktørerne det danske bogmarked, fx ender selvudgivelser så godt som aldrig i spalterne.

Er succeskriteriet P1?
Dårlige anmeldelser er ikke kun et onde. Det har ganske givet ikke gjort noget skidt for Morten Sabroes salgstal, at der blev skrevet om disputsen med Diez i flere aviser, eller at de lige var forbi P1. Ligeledes får Buchs bog nok en del mere opmærksomhed i disse dage, end den ellers ville have fået.  Der er meget sandhed i, at en dårlig anmeldelse er bedre end ingen anmeldelse.

Selvfølgelig er der anmeldere, der snyder i svinget, ikke læser en bog til ende eller har lidt for travlt med at få anmeldelsen færdig. Ligesom der er nogle, der kan lide at kritisere blot for kritikkens skyld eller lader egne idiosynkrasier farve anmeldelserne for meget. Mit bud er, at der er mange flere, der tager deres arbejde vanvittigt alvorligt, selv om en takst på 1500 kr. per anmeldelse – som er prisen på mange dagblade – på ingen måde står mål med arbejdstiden. Hvis man betalte kritikerne en ordentlig løn, ville de måske være bedre til at læse og tale om bøgerne.

Ind imellem støder man på den påstand, at der tidligere herskede en uskreven regel om, at forfattere aldrig besvarede anmeldelser. Det er ikke meget, der underbygger den. Min egen første anmeldelse i Politiken endte da også i DR-programmet P1 Debat. Heldigvis – tør jeg godt sige – er litteratur og kritik endnu ikke forvist til få sider i dagbladene eller i smalle tidsskrifter, det kan stadig få sindene i kog og trække overskrifter – også i radio og tv.

Relaterede artikler

Vild med bøger vildt dårligt - DRK’s nye bogprogram med Flemming Møldrup er blottet for nerve og idé og undlader konsekvent at tage litteraturen seriøs...
Ja, vi har brug for en læserevolution - Hvordan går det med den danske forlagsbranche? Hvilke udfordringer står den over for - og hvilke muligheder giver udvikl...
Vreden, Gudinde! besyng - Siden antikken har kvinder fået frataget deres stemme, så de ikke kunne vidne om forbrydelser, voldtægter og overgreb. P...
Perfide ordgyderier fra elfenbenstårnet - Carsten Jensen er nok den højest profilerede polemiker i danske medier. Det er han blandt andet i kraft af formuleringer...
Lær at skrive af din yndlingsforfatter - Umiddelbart kan det være svært at se sammenhængen mellem forfatteren Amalie Skram og en dansk kommunikatør i 2018. Men d...
Cherrypicking fra Immanuel Kant - Lektor i medievidenskab Jesper Tække anmelder Jesper Balslevs nye bog ”Kritik af den digitale fornuft”. Han er lodret ue...
Har du talt med en bog i dag? - Takket være Googles AI-projekt kan du snart tale med alle bøger i verden på én gang. Fremtidsforskeren Ray Kurzweil har ...
#MeWetoo - Hov! Hvad? - I den forløbne uge har den sociale platform MeWe fået et mindre rykind af danskere, primært forfattere. Flytningen er en...
Tintin i grænselandet - I snart to årtier har Mads Brügger med ulastelig påklædning, trademark-stoneface og energi uden bremser bevæget sig genn...
Ret, Rulle og Rasmus - Kontroversiel sag i kommunikationsbranchen: En voldtægtssag (hvor den anklagede blev frikendt) får nu et voldsomt efters...
Hævnens ekko - Dette er fortællingen om et filmmagasin, der i sidste uge blev afstraffet for vild og voldsom adfærd. "Ekko har fortjent...
Fake news, medieøkonomi og offentlighed - I sin bog Tilbage til virkeligheden giver Pierre Collignon en tiltrængt og kritisk analyse af den nutidige nyhedsjournal...
Med det opsvulmede øje mod verden - Kvaliteter som vanskæbne, skrivegeni og personligt mod er helt fremme ved relanceringen af Knud Romer med ”Kort over Par...
Alt er netop ikke nyt - Sophie Egede-Schrøder har anmeldt bogen ”Som ringe i vandet – Strategisk PR i en forandret medievirkelighed” på vegne af...

Giv din stemme

66 stemmer
1,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

52 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Job

PR-konsulent med kærlighed til finans

Frist: 31. juli kl. 12.00

Kommunikationschef

Frist: 9. august

Kommunikationspartner

Frist: 15. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tag med til K-dag

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.