Iværksætteren Jesper Buch fik en dårlig anmeldelse i Berlingske i begyndelsen af april: Én stjerne var, hvad der kunne falde fra filosoffen Rune Selsings hånd. 

 

Det var Buch mildest talt ikke tilfreds med. Han lagde en video på Facebook, hvor han stiller spørgsmålstegn ved, »hvorfor Berlingske mener, at en iværksætterhåndbog skal anmeldes af en mavesur filosof«. Spørgsmålet om fagligheden kan vel kun betragtes som ganske legitimt, spørgsmålet om anmelderens humør er mere tvivlsomt. Igen og igen i den 10 minutter lange video får Selsing netop disse emblemer: midaldrende, mavesur og filosof. Det emmer ikke ligefrem af det overskud, Buch ellers gerne vil udstråle.

 

Da Katherine Diez kaldte Sabroes roman for »en ny Porsche med en gammel mand ved rattet, der lidt for ofte mister orienteringen«, var det så et karaktermord på forfatteren selv? Hvor går grænsen for, hvad man kan skrive om en bog – og om dens forfattere? Hvornår begår man vold mod teksten? Det spørgsmål behandler kritikeren Kristina Marie Darling i dette essay på LA Review of Books. 

Tekstlig vold tager mange former, påpeger forfatteren, og en af de værste er, når læseren drager slutninger, der rækker ud over, hvad der står på siden og ind i forfatterens private liv og private krop. Darling hævder blandt andet, at denne vold oftest begås af midaldrende, hvide mænd mod litteratur skrevet af yngre kvinder, seksuelle og etniske minoriteter. Volden mod teksten består i at sætte forfatteren foran teksten. Noget, der næsten virker uundgåeligt i dag.

Man kan i hvert fald blive i tvivl, når Mette Høeg i Berlingske anmelder nyoversættelsen af Joan Didions »Play it as it Lays«  og går til frontalangreb på redaktør og oversætter Olga Ravn med denne tirade:

»Valget af at udgive Didion i Skalaserien med Ravn som oversætter fremstår umiskendeligt som en selvpromoverende demonstration af gode kønspolitiske intentioner. Det afslører en mangel på forståelse og interesse hos forlaget og redaktørerne for fiktionens fundamentale fjendtlighed over for ideologi og illustrerer feminismebevægelsens manglende evne til i praksis at efterleve sit teoretiske ideal. For det er ikke etisk ansvarligt eller idealistisk konsistent at afgrænse rækkevidden af tidligere oversete værker til Emma Holtens og Olga Ravns fankreds, blot fordi deres forfattere er kvindelige. «

Mette Høeg, der efterhånden har været involveret i en del polemik på grund af sine anmeldelser af og kommentarer til danske forfattere.

Ravn besvarede for øvrigt denne kritik ved på Instagram lakonisk at spørge, hvem hendes følgere mon troede, at Høeg ville kaste sig over næste gang.

Definitionen på en god anmeldelse
Vi kan diskutere, hvad den gode anmeldelse er, herfra og til evigheden. Jeg selv er både blevet undervist i det og har selv forsøgt at lære det fra mig. Den danske litteraturforsker John Christian Jørgensen definerer anmeldelsen som bestående af to elementer: Meddelelse om en ny udgivelse og vurdering af den udgivelse, en journalistisk funktion og en forbrugervejledning.

Vi bør nok – for klarheds skyld – adskille anmeldelsen af fagbøger fra anmeldelser af fiktion. Der er simpelthen nogle andre faglighedskriterier, der gør sig gældende, når det kommer til faglitteratur. Man ville næppe sætte en vicevært til at anmelde en bog om årsagerne til den økonomiske krise eller en doktor i medicin til at vurdere et værk om Marx’ kulturkritik. Det er for øvrigt det grundlæggende argument i Buchs anke mod Berlingskes disposition, som vi så tidligere.

»Enhver cykelsmed kan komme ind fra højre og anmelde litteratur«, har Klaus Rifbjerg en gang sagt. Den holdning er han næppe alene om, visse dagbladsredaktører lader til at mene det samme, når de caster anmeldere ud fra et kriterie om at levere polemik frem for evnen til at bedrive faglig kritik. Bevares, de to kan sagtens sameksistere – og de gør det heldigvis ofte. Det kræver dog blot en større belæsthed, end de fleste cykelsmede kan mønstre.

Ud over John Christian Jørgensens parametre vil jeg gerne tilføje, at anmeldelsen også skal være en del af samtalen med og om bogen. Det kræver, at man har læst sin del af kanonen, samtidslitteraturen og litteraturteorien, hvor elitært det end måtte forekomme. Og så skal anmeldelsen være en god tekst. Det er her, de syleskarpe, nærmest perfide anmeldelser har deres berettigelse.

Top 10 over de ondeste anmeldelser
Lars Bukdahl turnerede en gang – måske gør han det endnu – med et oplæg om, hvorfor de ondeste anmeldelser er de bedste, og hvorfor de bedste er de ondeste. For anmelderen er den negative anmeldelse affødt af hævn for den tid, man har spildt med en dårlig bog, og som et andet kældermenneske nyder læserne at svælge i bitter sarkasme.

Hvis man ønsker en hurtig top 10 over onde anmeldelser, så findes de her.

Anmeldelser skal være underholdende, uden at det går ud over sagligheden. Sagligheden, ikke objektiviteten. En anmeldelse er altid et udtryk for anmelderens personlige præferencer – om end den gerne skal række ud over dem og være i stand til at begrunde dem.

Den amerikanske forfatter, litteratur- og perceptionsforsker Siri Hustvedt skriver i sin seneste essaysamling En kvinde ser på mænd der ser på kvinder (2017), at kunstoplevelsen altid opstår i mødet mellem værket og beskuer (eller i dette tilfælde læser). Vi tilgår altid kunsten med vores bevidste og ubevidste bias, vores egne fordomme, vores egen smag, vores eget liv, vores køn, vores klasse, vores uddannelse, etc.

Derfor tilgår den veluddannede anmelder litteraturen med andre briller end hr. og fru Jensen. Det er meningen, selv om de – måske i særdeleshed fru Jensen, som statistikken viser – også skal læse bogen. Anmelderens opgave er ikke blot at sætte sig i disse læseres sted, men derimod at åbne værket for læseren, tilbyde nye perspektiver og sætte teksten i kontekst.

Bogbloggerne kaster med flere stjerner
Hvis forfatter – og forlag –  ikke er interesseret i kritik, kan de blot undlade at sende bøger til aviserne, men i stedet nøjes med at skibe dem afsted til de bogbloggere, der sammen med forlagenes egen pseudojournalistik og podcast indtager en stadig større plads i den litterære offentlighed. Bloggerne er markant mere positive i deres anmeldelser, stjernerne sidder løsere, og deres vurderinger ligger højere end dagbladenes, viser en undersøgelse, Politiken har lavet. 

Bogbloggerne er ikke anmeldere. De vurderer nok værket, men de sætter det ikke ind i en større ide- eller litteraturdebat. Selv forlagene indrømmer, at bogbloggerne er et supplement, ikke en erstatning. Samtidig fylder kritikstoffet mindre i aviserne, fordi det skal konkurrere med interviews, foromtaler, forbrugsstof og hvad man ellers putter ind under den store kulturjournalistiske hat.

Det gør det blot endnu væsentligere, at vi har en kritik, der er både faglig og kritisk. En kritik, som ikke taler værkerne efter munden. Ikke at den altid skal tale dem imod, men den skal i hvert fald indgå i en relevant dialog. Det burde også være i forfatternes egen interesse at bevare en kritik, der har ambitioner for litteraturen.

Den tyske romantiske digter Friedrich von Hardenberg, mest kendt under navnet Novalis, hævdede, at det er en udmærkelse i sig selv, hvis et værk lader sig kritisere. Egentlig kritik i hans forstand kunne kun skrives om værker med særligt potentiale. Det gode værk er det kritiserbare værk. Skulle dagbladskritikken tage konsekvensen af dette, ville det betyde at mange bøger slet ikke skulle anmeldes, og at bare det at blive anmeldt ville være en bekræftelse af bogens værdi. Egentlig praktiseres dette allerede, hver dag kuraterer litteraturredaktørerne det danske bogmarked, fx ender selvudgivelser så godt som aldrig i spalterne.

Er succeskriteriet P1?
Dårlige anmeldelser er ikke kun et onde. Det har ganske givet ikke gjort noget skidt for Morten Sabroes salgstal, at der blev skrevet om disputsen med Diez i flere aviser, eller at de lige var forbi P1. Ligeledes får Buchs bog nok en del mere opmærksomhed i disse dage, end den ellers ville have fået.  Der er meget sandhed i, at en dårlig anmeldelse er bedre end ingen anmeldelse.

Selvfølgelig er der anmeldere, der snyder i svinget, ikke læser en bog til ende eller har lidt for travlt med at få anmeldelsen færdig. Ligesom der er nogle, der kan lide at kritisere blot for kritikkens skyld eller lader egne idiosynkrasier farve anmeldelserne for meget. Mit bud er, at der er mange flere, der tager deres arbejde vanvittigt alvorligt, selv om en takst på 1500 kr. per anmeldelse – som er prisen på mange dagblade – på ingen måde står mål med arbejdstiden. Hvis man betalte kritikerne en ordentlig løn, ville de måske være bedre til at læse og tale om bøgerne.

Ind imellem støder man på den påstand, at der tidligere herskede en uskreven regel om, at forfattere aldrig besvarede anmeldelser. Det er ikke meget, der underbygger den. Min egen første anmeldelse i Politiken endte da også i DR-programmet P1 Debat. Heldigvis – tør jeg godt sige – er litteratur og kritik endnu ikke forvist til få sider i dagbladene eller i smalle tidsskrifter, det kan stadig få sindene i kog og trække overskrifter – også i radio og tv.