Valget sker på Twitter

Fokuseringen på sociale medier har aldrig været større i en valgkamp. Samtlige partier og langt de fleste kandidater satser målrettet på markedsføring gennem sociale medier, og indhold og aktivitet her bliver flittigt omtalt i de gamle massemedier.
Hver dag sidder Benjamin Rud Elberth og Astrid Haug på TV 2 News og kommenterer den seneste udvikling på Facebook og Twitter, og aviser og tv-stationer bringer løbende oversigter over partiernes “likes” og “følgere”.

Hvis man ser på anvendelsen af sociale medier i valgkampe, viste undersøgelser af valgkampene i 2007 og 2011 – gennemført af undertegnede sammen med Jens Hoff fra KU og Lisbeth Klastrup fra ITU samt Danske Medier – at under ti procent af befolkningen anvendte sociale medier i forbindelse med valgkampen 2007.
 
Ved valget i 2011 var det tilsvarende tal steget til 35-40 procent, afhængigt af optællingsmåden. Samtidig anvendte stort set alle kandidater Facebook, mens mere end halvdelen var aktive på Twitter. Vi gennemfører en lignende undersøgelse i forbindelse med dette valg og forventer, at over 50 procent af vælgerne anvender sociale medier i valgkampen.
 
Helle skyder valgkampen igang med en selfie. Kilde: Polfoto/ Finn Frandsen. 
 
Der er ekstremt stor forskningsmæssig opmærksomhed på dette valg. Ud over at vi gentager vores tidligere spørgeskemaundersøgelse ved dette valg, er en større forskergruppe ved ITU, i DECIDIS-projektets regi, i gang med forskellige undersøgelser. I forhold til tidligere valg har vi forskere fået en række værktøjer, der tillader løbende høstning og mere umiddelbare analyser af indhold på sociale medier. Derfor kan jeg i det nedenstående løfte sløret for foreløbige analyser af brugen af Twitter i den aktuelle valgkamp indtil nu.
 
Sociale medier bruges i valgkampegn som aldrig før. Særligt #fv15. Kilde: Twitter. 
 
Valgkampen på Twitter
Der er i al fald fire dominerende hashtags i valgkampen: #dkpol (det generiske hashtag for politisk debat i Danmark), #fv15 (det “officielle” valg-hashtag) samt DR’s #drdinstemme og TV 2’s #tv2valg. I tabellen nedenfor fremgår det, at #dkpol stadig er det mest anvendte, fulgt af #fv15. #dkpol er langt mere anvendt end normalt, hvilket bl.a. skyldes, at mange, der anvender de øvrige valg-hashtags, også anvender #dkpol. De to store public service-stationer tegner sig hver for ca. 25.000 tweets indeholdende deres respektive hashtags – med TV 2 en smule i front. 
 
Hashtag Antal tweets i perioden 11/5-10/6 
#dkpol 128363
#fv15 83443
#drdinstemme 25935
#tv2valg 26846
Kilde: Topsy.com.
 
Jeg har kigget mere specifikt på #dkpol og #fv15 under valgkampen, startende to dage før valgets udskrivelse 27. maj og indtil videre sluttende 8. juni. Ser man på tweets over tid, eksploderer brugen ikke overraskende under de to “topmøder” mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen 31. maj på TV 2 og 7. juni på DR1.
 
Tweets på #dkpol 25. maj – 8. juni. Klik på billedet for at se grafen i stor. 
 
For #dkpol er der 98.447 tweets i perioden, fordelt på 14.068 brugere. Vi ser nogle tydelige toppe på dagen for valgets udskrivelse 27. maj og under de to statsministerdebatter 31. maj og 7. juni. Bortset fra det følger tendensen den normale dagsrytme for social medieaktivitet, med små toppe morgen og aften og stilhed om natten.
 
Tweets på #fv15 25. maj – 8. juni. Klik på billedet for at se grafen i stort. 
 
For #fv15 ses tidslinjen ovenfor. Overordnet følger den fuldstændig samme mønster som #dkpol, hvilket understreger den meget store brug af co-hashtags (#dkpol og #fv15 sammen).
 
Tendenser for #fv15 
Det giver god mening, at kigge på tallene for #fv15, da det er det største hashtag dedikeret til folketingsvalget. Det viser sig, at der er meget stor anvendelse af co-hashtags blandt de 77.826 #fv15-tweets.
 
dkpol 44684
tv2valg 12975
drdinstemme 12720
dkmedier 1903
valg2015 1463
dkgreen 1204
drvalg 767
nuloverdeigen 749
arbejde 749
stemliberalt 721
Co-hashtags for #fv15.
 
#dkpol dominerer med 44.684. Det vil sige, at 57 procent af alle tweets også er hashtagget med #dkpol. Derefter følger de to andre dominerende hashtags, #tv2valg og #drdinstemme. #dkmedier, et andet generisk og meget anvendt hashtag, fylder også. Vi ser forsøg på konkurrerende hashtags om valget, nemlig #valg2015 og #drvalg, som dog ikke slår an i samme omfang som de store hashtags.
 
Mere interessant kan vi se på valgkampens dagsorden på Twitter. Her fylder miljø og klima (#dkgreen) og arbejdsmarkedspolitik (#arbejde). Det sidste er ikke overraskende, valgkampens øvrige dagsorden taget i betragtning, men miljøspørgsmålet, som åbenbart fylder på Twitter, har slet ikke som tidligere været på den generelle mediedagsorden.
 
Endelig kan vi se, at blå blok dominerer mere end rød blok i top-10: #nuloverdeigen, rettet mod socialdemokratiske løftebrud, og #stemliberalt, et hashtag, der især anvendes af tilhængere af Liberal Alliance. Her skal man dog huske, at stor aktivitet ikke er ensbetydende med stor deling, re-tweets eller i det hele taget dagsordensdominans. Det kræver mere dybdegående analyser at måle sådanne effekter.
Kampen på de sociale medier er i højsædet under valgkampen. Kilde: Twitter. 
 
De 77.826 tweets i #fv15 er fordelt på 11.885 brugere, men der er store udsving i antal tweets pr. bruger. Som dokumenteret hos bl.a. DR er der på Facebook en aktiv gruppe af kandidater og partisoldater, der står for op mod 50 procent af trafikken. Den samme tendens kan spottes på Twitter. Hvis vi ser på de mest aktive brugere, er det dog slående, at det er meget få af dem, der er kandidater i toppen, og afgjort ingen toppolitikere. Man må konkludere, at disse vælger at lægge indsatsen andre steder. I stedet er de dominerende brugere de samme debattører, som man normalt finder på #dkpol.
 
Politikernes afdæmpede aktivitet betyder imidlertid ikke, at de ikke er til stede på Twitter. Nedenfor ses netværket over de 100 mest nævnte inden for hashtag #fv15. Her ligger både Venstre og Liberal Alliance meget centralt i netværket (venstredk, larsloekke, sorenpind, martin_geertsen, kristian_jensen og liberalalliance). Socialdemokraterne sniger sig ind med spolitik og astridkrag. Ellers er det også mediekonti som tv2newsdk, 22skammelsen, jppolitik og dr2tv, der spiller en central rolle i netværket.
De 100 mest nævnte politikere på Twitter inden for hashtagget #fv15. Klik på billedet for at de det i stort. 
 
Der er interessante klynger inden for netværket. De Radikale har en klynge omkring partikontoen radikale, hvor Morten Østergaard, Ida Auken, Sofie Carsten Nielsen, Martin Lidegaard, Manu Sareen og Karen Melchior henviser flittigt. Sidstnævnte har i øvrigt gennem længere tid, også under EP-valgkampen sidste år, været den mest tweetende politiker overhovedet. En anden klynge findes omkring partikontoen liberalalliance og Anders Samuelsen. Disse politikere bruger altså Twitter til at interagere med hinanden og med partiet – det er måske en taktik, der især virker på egne vælgere frem for til at tiltrække nye.
 
 
Politikerne på Twitter
Til sidst lidt om politikernes generelle popularitet på Twitter. Vi ved fra andre undersøgelser, at Facebook i antal brugere såvel som i interaktion i Danmark er ca. ti gange større end Twitter. Denne tendens slår også igennem i valgkampen, dog med mindre kraft. Hvor Helle Thorning og Lars Løkke har henholdsvis 185.296 og 166.193 følgere på Facebook, har Løkke eksempelvis 37.658 følgere på Twitter.
 

(del gerne)VIL DU LØBE MED PÅ LØRDAG? I valgkampen har jeg cyklet og løbet flere steder i landet. Det har givet...

Posted by Lars Løkke Rasmussen on 9. juni 2015
Løkke har mange følgere på Facebook og Twitter, og det kræver energi at følge med. Kilde: Facebook.  
 
Interessant nok har Thorning valgt ikke at være personligt til stede på Twitter. Hun har en profil, oprettet i forbindelse med sidste valg, som har trukket 8.250 følgere. Tilsyneladende er den imidlertid aldrig blevet brugt. Vi ser hende imidlertid i periferien af netværket ovenfor – ofte nævnt, selvom hun altså ikke selv poster. I stedet er det andre S-politikere og kontoen @spolitik, der anvendes af Socialdemokraterne.
 
Den mest populære politiker er stadig Twitter-dronningen fra sidste valgkamp Margrethe Vestager med 106.274 følgere. Løkke er med sine 37.658 følgere den næstmest fulgte, mens andre radikale politikere også dominerer top-10: Ida Auken (27.723), Manu Sareen (25.347) og Morten Østergaard (21.576). Åbenmundede politikere som Søren Pind (25.347) og Dan Jørgensen (16.668) fylder også på listen (Kilde: Twitterpolitikere.dk, lavet af Filip Walberg og Erst Poulsen).
 
Social medie-valget?
Der er ingen tvivl om, at dette om noget er et gennembrudsvalg for sociale medier. Vi ser en langt mere målrettet kampagne fra partierne, både økonomisk og substantielt, hvor de i massiv grad prøver både at målrette deres kampagner mod bestemte vælgergrupper og i det hele taget fylde meget på sociale medier gennem videoer, opdateringer og ikke mindst “second screen-aktivitet” under de store tv-debatter.
Venstre er også med på en lille lussing til regeringen på Twitter. Kilde: Twitter.
 
Når man efter valgkampen skal vurdere de sociale mediers endelige effekt i valgkampen, skal man altså ikke blot kigge på de sociale medier i sig selv og deres trafik. Man skal også se på det komplekse samspil mellem sociale og traditionelle medier, hvor vi ser en dynamik, der langt overgår den, vi har set i tidligere valgkampe.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også