Guide til det måske mest folkelige folkemøde

Panikken har været stor op til Folkemødet 15: Vil folketingsvalget ødelægge alt og efterlade Allinge som en støvet soveby? Med 2710 registrerede arrangementer og en Folkemødeavis, der i tykkelse minder stadig mere om en søndagsudgave af Berlingske, tør vi godt mane frygten til jorden: Folkemødet skal trods det forestående valg nok overleve. Også selvom der er aflysninger af både færger og arrangementer.
Men måske er det valgets skyld, at det er de lidt alternative – måske næsten folkelige – arrangementer, der i år stikker mest ud. Vores hurtige dom over mange af de mere seriøse politiske arrangementer lyder nemlig, at der mangler lidt schwung og nyskabelse på årets folkemøde. Det kniber med reelle udfordringer og vilje til nyskabende debat.
 
Selvom færre politikere vender snuden mod Bornholm, skal det forestående folkemøde nok overleve. 

Forhåbentlig bliver denne vurdering, der udelukkende bygger på programmerne, gjort til skamme, når først mødet kommer i gang – og under alle omstændigheder behøver man ikke at kede sig. For der er masser af både alternative, seriøse, sjove og smalle arrangementer, der i den grad pirrer vores nysgerrighed. Så måske er folketingsvalget en gave til alle dem, der i Folkemødets første fire leveår har efterlyst mere folkelighed. Der er noget for alle i år. Bliv inspireret af vores bud på de bedste i kategori – og hav et godt folkemøde.
 
 
For kommunikationsparnasset
Er du kommunikatør og på Folkemødet for at netværke og blive set, er her tre bud på arrangementer, som du både kan få credit for henkastet at nævne en sen aften i baren på Gæstgiveren, og som samtidig vil kunne fylde lidt i den mentale bagage hjem fra fætter/kusine-fest. Landbrug & Fødevarer stiller spørgsmålet: Findes den gyldne lobbyformel? Bo Smith-udvalget sætter fokus på våbenkapløbet mellem pressen og embedsværket – hvordan øges tilliden? Og Operate, Tekniq og Dansk Byggeri sætter gang i Lobbyistspillet.
 
For dig der rejser med DSB WildCard
Tre arrangementer med unge – og mest for unge. DM i Debat hos Politiken er en klassiker – og ældre hangarounds kan normalt lære rigtig meget af de unge, skarpe debattører. Dansk Industri gentager sidste års Melodi Grand Prix – i år med ungdomspolitikere. Og så er debatten om fremtidens unge faglærte både vigtig og relevant – og præsenteret i let form af Ane Cortzen.
 
På Folkemødet er der plads til alle. Foto: Polfoto/Martin Lehmann.
 
For tryghedsnarkomanerne
Nogle mennesker hader bare at blive overrasket. Og dem er der også plads til på Folkemødet, for nogle ting er, som de plejer: Ja, Landbrug & Fødevarer skælder ud på journalister for kun at skrive negative historier. Og ja, Dansk Industri har igen i år et arrangement om topskat, som nogle i Glashuset på Rådhuspladsen ser som den største hindring for vækst. Og så en gammel bornholmsk klassiker i ny indpakning: klagesang over dårlige og dyre færger – i år udført af Enhedslisten.
 
Folkemødet er alsidigt. Et af de mere alternative arrangementer på Folkemødet 2014. Foto: Polfoto/Finn Frandsen. 
 
For alle yuccie-wannabes
Har du som halvgammel mand i kommunikationsbranchen brug for at booste dit image med lidt Young Urban Creativeness, kan du blive klogere på fænomenet bobler, så du selv i en brandert på Hut Li Hut kan argumentere for, at Panorama-sagen er en politisk boble, der forurener debatten. Og er du en ung, kvindelig kommunikatør, kan du teknisk overlegent strø om dig med hightech fremtidsscenarier efter en tur i DTU og IDA's tech lab, hvor de gør det i ting som 3D print, ansigtsscanning og socialt intelligente robotter. Eller i Højskolernes telt møde unge mennesker, der på nye måder rykker Danmark.
 
Fisk, fadøl og økologi på Folkemødet 2014. Foto: Polfoto/Finn Frandsen. 
 
For den kvalitetsbevidste gratist
Folkemødet er vanen tro et tag selv-bord af små og store måltidsoplevelser for dem, der ved, hvor man skal gå hen. Torsdag eftermiddag kan du eksempelvis nyde radiovært Mads Steffensens velkendte røst og en snack, når danskernes sundhedsdilemmaer sættes til debat. Er du ikke en af dem, der har modtaget en QR-kode til Rud Pedersens fredagsfest, eller har du bare brug for fast føde, før du kaster dig over fadøllene, er Klostergården stedet at slå sig ned. Her byder erhvervs- og arbejdsgiverorganisationerne på fri bar, mad fra medbragte kokke og garanti for networking. Er Klostergården for blåt for dig, kan du smutte til folkekøkken og få sat kryds ved samtlige af Dan Jørgensens måltidsråd på én gang.
 
Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup spiser flæskesteg og brun sovs i aftensolen på Folkemødet på Bornholm. Foto: Polfoto/Jacob Ehrbahn.
 
For den rådne banan
Folkemødet er siden begyndelsen blevet beskyldt for at være elitært. Men der er masser af arrangementer om udkantsproblematik, rådne bananer og smalle, lokale vinkler. Kalundborgegnens Erhvervsråd har ikke mindre end otte arrangementer – blandt dem vakler vi mellem Kalundborg er et godt sted at bo, arbejde og drive virksomhed og Kalundborgs styrkepositioner – set fra Borgen. Danske Byggecentre rejser det interessante spørgsmål: Kan Danmark blive mere end Aarhus og København? Og hos Advice kan du opleve Nykredit og Henrik Sass Larsen stå på mål i debat om Realkredit i hele Danmark?
 
For de alternative
Dagene behøver ikke kun at gå op i politik og fadbamser. Få en spirituel pause med Solhilsen under Regnbuen – yoga på stranden fredag og lørdag morgen. Din nyvundne balance kan du passende kanalisere over i Fredsteltet, hvor du i en fredscirkel inspireret af oprindelige folks fredspraksis kan udforske, hvordan du som individ skaber – ja, fred. Og endelig kan du vælge at male lidt med kunstneren Uwe Max Jensens penis, som han stiller til rådighed på Folkemødet. Den kan male andet end DF-kandidater! Prøv selv.
 
Har du brug for en spirituel pause? Så tag et smut ned på stranden fredag og lørdag morgen.
 
Marie With Nedergaard deltager i år på sit andet folkemøde. Hans Beck Gregersen har været aktiv arrangør og deltager siden starten i 2011. Begge arbejder i kommunikationsbureauet Advice.
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også