|
Anmeldelse af 'Fire and Fury'
Det vilde, vanvittige Hvide Hus

Michael Wolffs eksplosive kiss and tell-bog 'Fire and Fury' trækker blodige fodspor i amerikansk politik og har allerede fået konsekvenser for bogens hovedkilde, tidligere chefstrateg i Det Hvide Hus, Steve Bannon. Billede: Getty Images / Manipuleret.

Annegrethe Rasmussen anmelder Michael Wolffs kontroversielle bestseller 'Fire and Fury' set fra Washington D.C. Ifølge den nye bog er det langt fra kun de elitære mainstream-medier, der anser Donald Trump for at være et uvidende fæ: Samtlige præsidentens venner, børn og stab har det på samme måde, og Det Hvide Hus befinder sig i en tilstand af konstant alarmberedskab.
Michael Wolffs nye bog Fire and Fury om valget samt Trumps første ni måneder som præsident har sat Washington D.C. på den anden ende, afsløret Trumps børn som magtsyge, svage og intrigante, ligesom den peger på mulige ulovligheder i Trump Towers samarbejde med Rusland. Og tirsdag i denne uge blev hovedkilden til bogen Steve Bannon, tidligere kampagnechef og chefrådgiver for Trump, fyret fra Breitbart News efter pres fra mangemilliardæren Robert Mercer.
 
”1. juni meddelte præsidenten, efter en lang og bitter intern debat, at han havde besluttet at trække USA ud af Paris-aftalen om klimaet. For Bannon var det en dybt tilfredsstillende lussing – a slap in the face – rettet mod den liberale selvretfærdighed. Det var også en bekræftelse af, at Trump instinktivt var en sand Bannonite. Elon Musk og Bob Iger trak sig øjeblikkeligt fra Trumps rådgivende business council. Beslutningen var imidlertid også det træk, som Ivanka Trump havde brugt allerflest af sine kræfter i Det Hvide Hus på at forhindre. MÅL, lød det triumferende som kommentar fra Bannon, efterfulgt af, the bitch is dead.
 
Citatet er i fordansket form hentet fra Michael Wolffs 321 sider lange bog Fire and Fury – Inside the Trump White House, som udkom i denne uge i USA.
 
Beretningen, der ifølge forfatteren bygger på over 200 interviews med såvel høj som lav i amerikansk politik, inklusiv præsidenten selv og hans absolutte inderkreds, har sat de nationale medier, Det Hvide Hus og den politiske klasse i Washington D.C. på den anden ende, siden de første kapitler blev bragt i sidste uge.
 
Bogen ligger nummer et på både hard copy- og lydbogslisten på amazon.com, og grundet enorm interesse er der p.t. 2-4 ugers leveringstid på papirudgaven.
 
Trump lignede et spøgelse, da han vandt
Et helt kapitel, som blev genudgivet i New York Magazine allerede onsdag i sidste uge, fokuserede på ugerne inden præsidentvalget i november 2016 og afslørede blandt andet, at ingen i Trumps egen kampagne havde regnet med at vinde.
 
Det havde Trump heller ikke selv. Dette skyldtes ikke en atypisk eller pludselig opstået beskedenhed hos ham, men at målet ifølge Wolff var et andet: At blive så eftertrykkelig verdensberømt, at han kunne opbygge et tv-imperium med sin gamle ven Roger Ailes, der måneder før var blevet tvunget ud fra sit livsværk, Fox News.
 
Planen var ifølge kilderne til bogen, at Trump selv – ved siden af sit ejendomsdynasti – skulle være kongen af den nye kanal. Hans børn ville være blevet etablerede som nationale brands i hele USA.

Hans medierådgiver Kelleyanne Conway skulle have sit eget højtgagerede TV-program. Ifølge bogen brugte Conway selve valgdagen på at ringe rundt til alle sine mange kontakter i medieverdenen, især inden for kabel-tv, en særdeles lukrativ forretning i Amerika, og skyde skylden på det forventede nederlag på de etablerede kræfter i det republikanske parti. Især gik det ud over den daværende formand for The Republican National Committee Reince Priebus, der senere endte som Trumps første – kortvarige – Chief-of-staff.
 
Og endelig skulle Steve Bannon, chefstrateg og kampagnechef i de sidste afgørende måneder, manden både Bloomberg News og Time Magazine har kaldt for henholdsvis ”den farligste mand i amerikansk politik” og ”den store manipulator”, ende som den ukronede leder af alt-right-bevægelsen.
 
Alt-right er den selvproklamerede såkaldt ”alternative højreorienterede” bevægelse i USA. Kort sagt består den af et miks af hvid etnonationalisme og barsk kritik af den veluddannede, liberale elite med et nik til manosfæren – den digitale kritik af især feminismen, men også af identitetspolitik, og hvad der ses som en kvælende politisk korrekthed i universitetsverdenen, blandt kultureliten i Hollywood og i de store byer, hvor Millenials styrer hvad der må siges og hvad der er ”forbudt” at mene.
 
Trump selv ville være ”det store offer” for den ultimative insider, Hillary Clinton, og det kunne ingen bebrejde ham, mente kandidaten selv, for hans egen kampagne var ”den værste af alle”, ”komplet umulig” og latterlig. Byggematadoren lignede da også et ”spøgelse da han vandt”, siger bogen, der også fortæller, at Melania Trump græd, ”og det var ikke af glæde.”
 
Da de første lækager kom ud i sidste uge, gik de kendte ”late night shows” forudsigeligt amok.
 
Her er det Stephen Colbert:
 
Og her giver The Daily Shows Trevor Noah sit besyv med, hvor man kan høre nogle af de mest saftige detaljer:
 
 
At Trump ville tabe, var dog ikke, skal det siges, Steve Bannons vurdering. Ifølge chefstrategen selv var han netop den eneste, som troede på sejren, og ligesom spindoktor Karl Rove, der ifølge kommentatorer så sig selv som ’hjernen’ bag præsident George W. Bush, havde den stærkt belæste Bannon også høje tanker om sig selv og den intellektuelle bagage, som han forsynede Trump-kampagnen med.
 
Ifølge kampagnechefen og hans støtter var det nemlig stort set udelukkende Bannon, der havde lagt strategien for Trump – altså fundet frem til det, som i dag ofte blot kaldes ”the base”. Basen i Trump-kampagnen var især hvide, desillusionerede mandlige arbejdervælgere i kombination med de grupper i USA, der traditionelt stemmer på republikanerne – de mest velstående og religiøst sindede konservative borgere.
 
Den analyse af valgkampen irriterede imidlertid Trump lige fra starten. Karakteristisk for præsidenten er det nemlig, at det er ham og kun ham, der har æren for hans succes, mens de nederlag, der måtte være, alle skyldes de inkompetente fjolser, der omgiver ham.
 
Fire and Fury er med andre ord fyldt til bristepunktet med særdeles personlige, intime og dybt afslørende detaljer om en række hovedpersoner i valgkampen 2016 og de første ni måneder af præsidentskabet.
 
Hvad bogen til gengæld ikke kan siges at være, er en egentlig overraskelse i sig selv. Mange af historierne har dels været kendt blandt politiske insidere i månedsvis, dels er det overordnede billede af Trump som en utålmodig, dameglad narcissist med en fuldkommen manglende evne til at koncentrere sig om noget som helst, hvor han ikke selv taler (eller som er i billeder – helst på tv) heller ikke just breaking news.
 
Stærk på politisk sladder, personer og detaljer
Der, hvor bogen står stærkest, er i de mange, mange detaljer, personskildringer, den uforlignelige politiske sladder fra Inside the Beltway og så den perfekte timing.
 
At være first mover er som bekendt stort set alt for sådanne typer bøger, og at Trump selv, ganske typisk, ikke har kunnet nære sig fra at reagere arrigt på påstandene fra bogen – især beskyldninger om en manglende mental kompetence – har kun hældt benzin på det brændende PR-bål.
 
”Hvor skal jeg sende chokoladen hen som tak”, lød det spottende fra Wolff i weekenden, da Trump havde svinet journalisten til som en low life fantast og utroværdig tabloidjournalist og tilmed havde tweetet, at han i øvrigt selv var ”a very stable genius”.
 
 
Medierne havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, selvom de efterhånden er vant til lidt af hvert. Blandt andet har CNN lavet en kritisk analyse af citaterne.
 
Kritik af førstebørn, en ikke-undskyldning og en spektakulær fyring
Men ret skal være ret. Det er sandt, at Wolff er kendt for at overdrive og ikke altid have kilderne i orden, men han er også en prisvindende feature writer og forfatter.
 
Flere respekterede journalister fra de store, seriøse medier bemærkede imidlertid ved gennemlæsningen, at der er rigeligt med faktatjekket og velkendt stof i bogen til, at man bør tage den alvorligt. Og bortset fra nogle få faktuelle oplysninger (en journalist fra Washington Post har fået byttet navn med en lobbyist, og en kendt demokrat, Hilary Rosen, fik sit navn stavet med to gange ’r’) er ingen af bogens mest opsigtsvækkende citater for alvor blevet undsagt.
 
Steve Bannon blev tirsdag fyret som CEO fra sit medie Breitbart News for sine særdeles direkte og kritiske bemærkninger i bogen, hvor han åbenlyst sviner især førstedatter Ivanka Trump til – hun er ”dum som en dør”, lyder det – og Trumps svigersøn Jared Kushner.
 
Bannon siger også, at Don Junior ville ”krakelere som et æg, man slog på, for åben tv-skærm”, hvis han skulle vidne i Bob Muellers Rusland-undersøgelse. Den megarige Mercer-familie, der er medejer af mediet, havde allerede undsagt Bannon, og det var ifølge amerikanske medier med til at gøre udslaget for beslutningen om at skille sig af med den kontroversielle chef.
 
Steve Bannon, der ifølge flere medier er den farligste mand i amerikansk politik.
 
Bannon havde da heller ikke just ruttet med beklagelserne. Han kom med en undskyldning, som han offentliggjorde efter betydeligt pres i starten af ugen, hvori han præciserede, at han ikke mente, at Don Junior var ”forræderisk”, da Trumps søn sammen med Jared Kushner og kampagnechef Paul Manafort holdt møde med nogle russiske repræsentanter, der hævdede at være i besiddelse af ”snavs” om Hillary Clinton. Det var Manafort, der burde have vidst bedre og ikke have taget mødet, meddelte Bannon, der i bogen siger:
 
The three senior guys in the campaign thought it was a good idea to meet with a foreign government inside Trump Tower in the conference room on the 25th floor with no lawyers. They didn’t have any lawyers. Even if you thought that this was not treasonous, or unpatriotic, or bad shit, and I happen to think it’s all of that, you should have called the FBI immediately.
Ydermere lyder vurderingen fra Bannon, hvilket han heller ikke har trukket tilbage, at ”the chance that Don Jr. did not walk these jumos up to his father’s office on the twenty-sixth floor is zero”.
 
Udtrykket “jumos” er Bannons hjemmelavede forkortelse for “junior Moscovites”.
 
Hvis den påstand er rigtig, hvilket man ikke kan vide noget om, så ville Trump åbenlyst have pådraget sig et betydeligt problem, for så ville han have vidst besked med mødet med den russiske advokat, og det har han hele tiden fastholdt, at han intet vidste om.
 
Rusland og kompromitterede, indfedtede penge
Bannon har ifølge sig selv en klartskuende – og negativ – analyse af russerne, hvilken Trump ikke deler. Moskva skal man holde sig fra, lyder det flere gange fra kampagnechefen, hvorimod Trump selv ikke fatter, at det skulle være kritisabelt at have talt med f.eks. den russiske ambassadør i Washington.
 
What’s the problem?”, spørger præsidenten utålmodigt, da det kommer frem, at hans justitsminister, Jeff Sessions, har holdt møde med Sergey Kislyak. Først da han får forklaret, at Sessions har benægtet mødet i sin senatshøring og dermed teknisk set har vildledt Kongressen, indser han – irriteret – at der kan være et problem.
 
Den tidligere kampagnechef fastslår også direkte i bogen, at hvis Bob Mueller skal finde noget kritisabelt i Trump-kampagnens kontakter med Rusland, så bliver det via ”pengeruten” og Trumps svigersøns forbindelser med Deutsche Bank:
 
This is all about money laundering. Mueller chose Weissmann first and he is a money laundering guy. Their path to fucking Trump goes right through Paul Manafort, Don Jr. and Jared Kushner. It’s as plain as a hair on your face, it goes through Deutsche Bank and all that Kushner shit. The Kushner shit is greasy”, lyder vurderingen fra Bannon, der ikke giver meget for “executive privilege” i den forbindelse: “There’s no executive privilege. We proved that in Watergate.”
 

Jared Kushner: Ivanka Trumps ægtemand og Donald Trumps seniorrådgiver og svigersøn.
 
Stillingskrig mod Trumps ’demokrater’
Den nu fyrede medietopchef har i det hele taget intet til overs for de mennesker i Det Hvide Hus, som han kalder for ”demokraterne”. Især er han rasende på Ivanka Trump og Jared Kushner – Jarvanka, som han kalder dem – samt formanden for Trumps økonomiske råd Gary Cohn – en tidligere chef for Goldman Sachs; han er registreret demokrat og stemte i øvrigt på Hillary Clinton.
 
Bannon beskylder dem også for at lække historier til medierne, men, som Wolff godtgør i bogen, er det nok snarere sådan, at begge lejre nærmest konstant – lige fra starten af præsidentskabet – lækker til udvalgte journalister. Lækager, der igen og igen fører til vilde slagsmål og et nærmest fuldstændigt fravær ikke bare af politik, men også af nogen form for sammenhængende ideologi eller retningslinjer for lovgivningsarbejdet. Som den daværende pressetalsmand Sean Spicer opgivende siger efter blot få måneder i jobbet: ”You can’t make that shit up.
 
Bannon selv slår i den førnævnte undskyldning fast, at “my support is also unwavering for the president and his agenda – as I have shown daily in my national radio broadcasts, on the pages of Breitbart News and in speeches and appearances from Tokyo and Hong Kong to Arizona and Alabama.
 
Men spørgsmålet er, om man nogensinde kan komme tilbage i Trumps gode bog, når man er ophavsmand til historier om, at Trump er en færdig mand med højst en tredjedel chance for at blive siddende, og samtidig har udtalt sig så kritisk om præsidentens yndlingsbarn, Ivanka, som tilfældet er.
 
Men det er ikke kun Bannon, som taler ilde om familien Trump.
 
De nærmeste bliver i det hele taget langt fra skånet i bogen, hvor det også hedder sig, at Melania Trump græd, da hendes mand vandt valget; hun havde ifølge Wolff fået lovning fra Trump på, at det aldrig ville ske.
 
I øvrigt oplyses det også, at Melania og Donald har separate soveværelser – det har et first couple ikke haft siden Kennedy. Trump er i øvrigt i seng foran sine tre tv-skærme kl. 18:30 med en hamburger og sin telefon.
 
Ifølge bogen foretrækker han mad fra McDonalds, fordi han er paranoid og bange for at blive forgiftet, hvilket også er grunden til, at han har beordret rengøringsstaben til ”ikke at røre ved sin tandbørste”, og han vil heller ikke have sit sengetøj skiftet, men skal nok ”selv tage lagnet af”, når det er tid til et nyt.
 

Præsidenten og førstedamen Melania Trump.
 
Trump er i øvrigt ikke synderlig begejstret for at bo i Det Hvide Hus, som han finder gammeldags og dårligt indrettet. Han finder stedet ”lidt uhyggeligt”, lyder det.
 
Favoritbarnet, Ivanka, er også krediteret for selv at gøre grin med Trump, især med sin fars hentehår. Wolff skriver, at hun ofte underholder sine venner med, hvordan præsidenten bruger en særlig kam og masser af hårspray til at holde lokkerne i skak, når de først er redt hen over hans transplanterede isse:
 
”She often described the mechanics behind it to friends: an absolutely clean pate – a contained island after scalp reduction surgery – surrounded by a furry circle of hair around the sides and front, from which all ends are drawn up to meet in the center and then swept back and secured by a stiffening spray. The color, she would point out to comical effect, was from a product called Just for Men – the longer it was left on, the darker it got. Impatience resulted in Trump’s orange-blond hair color”.
 
Trumps yndlingshårfarveprodukt.
 
Trumps gamle bedsteven Thomas Barrack er også citeret for at kalde Trump for "ubegavet” og ”skør”, hvilket Barrack har benægtet overfor New York Times, og mediemogulen Rupert Murdoch, som Wolff har kendt i mange år og skrevet en biografi om, kaldte efter en telefonsamtale mellem de to mænd om immigrationspolitik og specifikt om behovet for flere visa til den amerikanske Tech-industri den på det tidspunkt kommende præsident for ”en idiot”.
 
Et ideologisk tomt præsidentskab
Hvad ellers? Jo, hvis man bare ikke kan få nok af saftige detaljer fra Det Hvide Hus og omegn og er interesseret i samspillet mellem Trump, hans familie, rådgiverne og medierne samt hans stab og Kongressen – med andre ord, hvis man gerne vil have noget House of Cards-stemning, så er der ingen vej udenom at købe Fire and Fury. Bogen har i øvrigt et ganske godt blik for mere konventionel politisk analyse også. Det er langt fra blot sladder, som Wolff disker op med.
 
Hans vurdering af Trumps præsidentskab lyder eksempelvis således:
 
The paradox of the Trump presidency was that it was both the most ideologically driven and the least. It represented a deeply structured assault on liberal values – Bannon’s deconstruction of the administrative state meant to take it with media, academic and not-for-profit institutions But from the start it also was apparent that the Trump administration could just as easily turn into a country club Republican or a Wall Street Democrat regime. Or just a constant effort to keep Donald Trump happy.”
 
Det er efter min mening en præcis og skarp analyse. Trump er – og det står klart i eksempel efter eksempel bogen igennem, uanset om vi taler om hans forsøg på at lokke sine venners hustruer i kanen – en yndet sport – eller forholdet til pressen og politikerne eller hans børn og hustru, som han stolt kalder for ”trofæ-hustruen” og i øvrigt altid angler efter ros fra – ikke nogen ideolog.
 
Han er først og fremmest en mand, der vil vinde, beundres og ikke siges imod. En mand, som vil hyldes og elskes. Det kan man lave mange psykologiske profiler ud fra, men man kan ikke nødvendigvis vide, hvor man ender politisk.
 
 
At der er et stort antal mennesker rundt om Donald Trump, der bruger uforholdsmæssigt mange kræfter på at manøvrere og bringe sig selv i spil i det rette forhold til ham, er der ingen tvivl om.
 
Store dele af bogen er forbeholdt dette magtspil, og det er nøjagtig lige så kulørt og underholdende som de reality-shows, Trump selv var vært for i The Apprentice. Der er også en god del psykologi og sammenligninger med andre alfamænd i det politiske landskab.
 
Ingen figur kommer specielt heldigt ud efter at have været en tur under Wolffs forstørrelsesglas, og man kan sige, at det mest forstemmende ved bogen nok er den totale mangel på politisk vision – udover dommedagstrommerne – ikke bare hos Trump, men blandt hele hans stab og rådgivere. Politik er 100 % reduceret til et spil om magt, styrke, smiger og beundring.
 
Hvis der har været nogen linje eller vision noget sted, er den forsvundet. Noget som den unge (33-årige), men politisk rutinerede deputy chief-of-staff Katie Walsh også bemærker, da hun opgivende siger til Kushner, kort tid før hun i marts 2017 forlader Det Hvide Hus: ”Just give me three things the president wants to focus on. What are the three priorities of this White House? Yes, said Kushner, wholly absent an answer, “we should probably have that conversation.”
 
Alt i alt er Wolff ikke til at komme udenom, hvis man er vild med amerikansk politik. Jeg læste selv bogen ud i et køre i starten af ugen og fandt den fascinerende og godt garneret med politiske gys hele vejen. Nå ja, og senere på året kommer der flere Trump-biografier fra insidere og journalister, herunder en fra forhenværende pressetalsmand Sean Spicer. Der skal nok være artige detaljer at hente også. En politisk sæbeopera, verden aldrig tidligere har set mage til: To be continued – dagligt.

Relaterede artikler

Trump er ren Hollywood og omvendt - Som regel er det fiktionen, der afspejler virkeligheden, men under det igangværende amerikanske præsidentvalg synes det ...
Den farligste mand i amerikansk politik indtager Det Hvide Hus - Donald Trumps kampagnemager Stephen Bannon er blevet udnævnt til præsidentiel chefrådgiver i Det Hvide Hus. Det er en ud...
Troværdig kommunikation efter Trump - Autenticitetszonen er blevet udvidet: Brugt rigtigt kan grovheder, løgne og direkte amoral styrke en politisk kandidat. ...
Er der håb for mudderpølen? - Donald Trumps første pressemøde i denne uge fandt sted i skyggen af de vildeste rygter og anklager mod den republikanske...
Er der en voksen til stede? - Sean Spicer, Donald Trumps helt nye pressetalsmand, har allerede været på kanten af en fyring. Ikke fordi han løj foran ...
Er du Trump-seksuel? - Trumps opstigning(?) fra succesrig(?) forretningsmand til leder for den vestlige verden har delt vandene i to: Dem, der ...
Djævlens spindoktor med Nixon Tattoo - Hvis du mener, Trump er en smule skør, så skulle du møde hans bedste ven og politiske strateg Roger Stone. Han er crazyy...
WTF sker der lige i Det Hvide Hus? - Nedenunder det løbende realityshow, som Donald Trumps præsidentskab ganske forudsigeligt har udviklet sig til, befinder ...
Hvordan fanden skete det? - Det er svært at tabe. Det er meget svært at tabe verdens vigtigste job til en populistisk, forudsætningsløs svindler. Et...
Alle Trumps taknemmelige helte - Det første år med Donald Trump som præsident skortede ikke på eksempler på forargende udtalelser fra den præsidentielle ...
RIP virkelighed - længe leve kayfabe - Sondringen mellem fakta og fiktion smuldrer i den amerikanske politiske debat. Tilbage står et spejlkabinet af kriseskue...
No Hope for Trump - Donald Trumps fjerde kommunikationsdirektør Hope Hicks – en kvinde så populær hos præsidenten, at han omtaler hende som ...
Løgne rejser hurtigere end sandheden - En sand nyhed tager seks gange så lang tid om at nå 1500 mennesker end en løgn. Sådan er internettet indrettet, for såda...
Furore i Singapore - Præsident Donald Trump har på opsigtsvækkende manér givet freden på den koreanske halvø en chance med sin tur til Singap...
Sådan endte cupcake-gate - Fra højre til venstre har det officielle Danmark fordømt studievært Trish Regan, da hun bevæbnet med flere fordrejede og...

Giv din stemme

38 stemmer
3,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Job

Digital redaktør

Frist: 24. september

Digital kommunikationskonsulent

Frist: 8. oktober kl. 10.00

Kommunikationskonsulent

Frist: 11. oktober kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.