Shame on Fie

Først rejste en moralsk mediestorm sig mod svenske PewDiePie. Nu er den danske youtuber Fie Laursen havnet i en storm om sugardating. De uansvarlige YouTube-celebs viser tilbage til et digitalt medie, der stadig er et moralsk vilde vesten med aktører uden skam i livet eller tanke for, at den største målgruppe er børn og unge.
Youtuberen Fie Laursen er igen i modvind. Hendes kritikere mener ikke, hun tager sin rolle som influencer alvorlig. Piger, der følger Fie Laursen, begejstres over hendes sugar daddy-eksperimenter.
Youtuberen Fie Laursen er igen i modvind. Hendes kritikere mener ikke, hun tager sin rolle som influencer alvorlig. Piger, der følger Fie Laursen, begejstres over hendes sugar daddy-eksperimenter.
“I’ve got so many bitches after me.”
 
Sådan siger Fie Laursen i YouTube-videoen 'Fie svarer haters'. 
 
Den 20-årige stjerneyoutuber, blogger og realitykendis Fie Laursen har fået ”haters” på nakken, efter at hun har lavet flere videoer om, at hun benytter sig af sugardating og får fede gaver fra sine sugardaddies. Hendes første gave var en iPad, og hun har for eksempel fået en iPhone af 38-årige Hugo. Det eneste, han ”krævede” som tak, var, at Fie Laursen tog et billede af sig selv med den nye iPhone og sendte billedet til ham.
 
 
I en af videoerne på YouTube, 'Date med sugardaddy', fortæller Fie Laursen, at hun har fået 14.000 kroner for at spise middag med en mand i to timer. Hun fortæller også, hvorfor hun har kastet sig over sugardating. Det er, fordi hun har fået mange henvendelser fra mænd i 30’erne og 40’erne, som gerne vil støtte hende ved at sende gaver. Ifølge Fie Laursen spurgte mændene: ”Fie, kan du ikke lave en Amazon Wish List?”
 
”Jeg vidste heller ikke, hvad en Amazon Wish List er, før jeg fik en masse henvendelser fra mænd, der har en fantasi om at forkæle unge piger,” fortæller Fie Laursen, der har oprettet en wish list – en digital liste over de ting, hun ønsker sig.
 
Det er en god deal for Fie Laursen. ”Det vilde er, at jeg ikke skal gøre noget,” siger hun. Hun skal bare oprette en wish list, og så lander gaverne automatisk i hendes hjem. Og så også gå på date mod betaling. Smart, ikke?
 
Er det også en god deal for de mange gaveglade, mindreårige piger, der ikke forstår eller kan forholde sig til, at der kan eksistere underliggende forventninger forbundet med gavegivelsen? Nej, lyder det fra kendte kvinder som Saszeline, Camilla Richardt og Ditte Okman, der langer ud efter Fie Laursens promovering af sugardating, fordi hun er et forbillede for mange helt unge piger.
 
Forbilledet Fie
Fie Laursens vej til berømmelse begyndte med, at hun selv blev shamet: Hun var et mobbeoffer på nettet. Og dermed den perfekte rollemodel, et tidligere mobbeoffer, der nu har tusindvis af følgere på diverse sociale medier. Fie Laursen – "...follow my magical life" – har 194.000 følgere på Instagram og knap 90.000 på sin danske YouTube-kanal. De mange følgere gør Fie Laursen til en influencer og et kæmpe forbillede for en masse unge piger.
 
Over 100.000 mennesker har set videoen, hvor Fie Laursen viser sine sugardating-gaver frem.
Fie Laursens sugardating-videoer får masser af visninger. For eksempel har over 120.000 set hendes video 'Jeg har en sugardaddy'.
 
 
I kommentarsporene på de i alt tre videoer, Fie Laursen har udgivet om sugardating, udtrykte flere børn interesse for sugardating med kommentarer som “hvordan får jeg en sugar daddy Fie?”, “Jeg elsker dig Fie. Jeg vil være ligesom som dig”.
 
Flere YouTube-brugere udtrykte faren for, at sugardaddies fik direkte adgang til interesserede børn via kommentarfeltet, og at forældre skulle tage sig i agt. Fie Laursen har siden valgt at lukke ned for samtlige kommentarspor.
 
Den sidste tid har Fie Laursen brugt sin stemme på at hævde sig selv ved at nedgøre alle, som har reageret negativt på hendes positive fortællinger om sugardating, og hun fralægger sig ethvert ansvar for den indflydelse, hun besidder.
 
Fie Laursen vs. Saszeline
Den første stjerne, der offentligt har kritiseret Fie Laursens sugardating, er sangerinden Saszeline, der selv er professionel blogger. I sit blogindlæg Are you fuckin kidding me??? er Saszeline tydeligt berørt og tager kraftigt afstand fra Fie Laursens fortælling om sugardaddy, fordi Fie Laursen er en rollemodel for mange unge piger:
 
“Du ER (desværre) et forbillede, men seriøst, skal du nu til at gøre det OK at have en sugardaddy? Du siger, du bryder et tabu. Nej du gør ej, du gør det ok at være en ung pige som bliver købt for materielle goder. Det er der slet ikke noget ok med. At modtage gratis gaver fra fremmede mænd, uden at de skal have noget retur. Det findes ikke, og det er slet ikke noget, du skal opfordre til. Alle de piger, som ser op til dig, og som kommenterer, at de nu også ønsker en sugardaddy. Jeg kan næsten ikke være i min egen krop lige nu. Du bliver simpelthen nødt til at stoppe det! For det er HELT fuckin forkert! De skal overhovedet ikke tænke tanken om at have en sugardaddy!”
 
Fie Laursen tager dog til genmæle over for Saszeline og kalder hende for “mommy police” – og tilføjer, at hun ikke giver en fuck. Saszelines kritik af Fie Laursens uansvarlighed preller tilsyneladende af, og hun opfatter mest af alt kritikken som gratis promovering, idet Fie Laursen har efterladt kommentaren “Tak for promo smukke <3” på Saszelines blog.
 
Fie Laursen vs. Camilla Richardt
En anden youtuber og blogger, der harcelerer over Fie Laursens sugardating-hyldest, er Camilla Richardt i vidoen 'Sugar Dating'. Richardts kritik går på, at seerne kunne være “70.000 små piger der sidder og kigger på det, og der måske sidder og tænker ‘helt sikkert det vil jeg også prøve.’”
 
Camilla Richardt nævner alle de værst tænkelige scenarier i flæng, såsom kidnapning, voldtægt og mord. Kernen i Camilla Richardts kritik kan findes i den voldsomme udtalelse, “Fie kan måske være skyld i, at 15-20 små piger bliver slået ihjel”, og derfor finder hun det nødvendigt at udgive en video, som tager kraftigt afstand fra Fie Laursens positive fortælling om sugardating, hvis det kan redde et liv.
 
Fie Laursen tager til genmæle i YouTube-videoen 'Fie svarer haters':
 
 
Hun starter med “I’ve got so many bitches after me”, men heldigvis for Fie er hun ligeglad med sine haters “ I don’t give a fuck bitch. Bitch shut the fuck up.”
 
Fie Laursen er bevidst om, at hun er indflydelsesrig: “Min kanal slagter hendes.. and you want some views bitch. Du er ikke klar til 1. division bitch og det er nok også derfor at du bruger mit navn som clickbait (...)”.
 
Fie Laursens kritik af Camilla Richardt går blandt andet på, at hun har udgivet videoen som en strategi for at tiltrække trafik og views på sin egen YouTube-kanal på grund af Fie Laursens popularitet: “Du ligner en billig kopi af mig og du er delusional. Du sviner mig til for at få views”.
 
En strategi, som Fie Laursen i øvrigt selv benytter sig af. Fie Laursen vælger ikke at sige direkte, at en af de ‘haters’, hun omtaler, er Camilla Richardt. Et valg, der højst sandsynligt ikke er taget for at sikre Camilla Richardts anonymitet, men for at begrænse antallet af views, der bliver omdirigeret til hateren ved at namedroppe YouTube-profilen. En ren magtdemonstration.
 
Fie Laursen ved, at det skaber værdi i form af views og har en betydning, når hun nævner et navn. Det er dog nemt at finde frem til hateren. Det aktive kommentarfelt på Fie Laursens konto har for længst bekendt, hvem der indirekte bliver talt om, samt givet til kende, om de hiolder med #teamfie. Tilkendegivelser, der ofte gives af brugere på de sociale medier i håbet om at få et magisk like eller subscription af den, som der er sympati for og alliance med.
 
16-årige Fie Laursen, da hun stod frem som offer for netmobning.
 
Fie Laursen har ry for at pynte, dramatisere og at skabe opmærksomhed om sig selv via sådanne virkemidler. Det er derfor ikke forbavsende, at flere af kritikerne peger på, at fortællingen om sugardating blot er endnu et voldsomt og uansvarligt virkemiddel i jagten på mere trafik, følgere og materialistiske goder.
 
Som tidligere mobbeoffer og tidligere offer for shaming ved hun stadig ikke bedre end at shame tilbage. I videoen antyder Fie Laursen flere gange, at når hun bliver slået på, så slår hun igen.

“Hvem blev behandlet bedst her? Dig med din eks, der fik delt dine nøgenbilleder? Eller mig med en sugardaddy, som ikke rørte, mig, som ikke gjorde mig noget?" Der er her tale om, at Camilla Richards efter sigende har fået lækket nøgenbilleder, som hun har sendt til en tidligere kæreste. En hændelse, der er set i mange afskygninger i Danmark i de senere år.

“Send alle de nøgenbilleder du vil, men det gør dig ikke bedre, fordi det var en kæreste. Jeg fik penge for i to timer at blive behandlet som en prinsesse under en middag og bagefter gik vi hvert til sit. og nej jeg smed ikke tøjet og jeg kunne aldrig finde på det for betaling. Men jeg kan da se, at du gør det gratis? Og bagefter whiner over, at dine billeder er blevet delt.”
 
Fie Laursen laver en nedgørende sammenligning og bruger et udsagn, som er kendt i debatten om nøgenbilleder: Du er selv skyld i, at dine billeder er blevet delt, hvis du har taget tøjet af og taget billeder af dig selv og delt det med et andet menneske, uanset den indbyrdes relation.
 
Fie Laursen vs. forældre
Fie Laursen er udmærket klar over, at internettet rummer slemme videoer, som børn og unge ikke bør se. I videoen 'Fie svarer haters' anklager hun forældrene for at kritisere hendes fortælling for at være en glorificering af sugardating-fænomenet. Hun mener, at forældrene jo må kende til faren, som følger med, når de vælger at give deres børn adgang til internettet, og dermed, at det er forældrenes ansvar, at børnene kan håndtere, hvad de ser og hører.
 
En fuldkommen fralæggen sig sit moralske ansvar som rollemodel og som content/indholdsskaber. Men Fie Laursen har vel heller ikke meget at miste strategisk set, da forældre ikke er hendes målgruppe. 
 
Det kan dog virke vildt, at Fie Laursen, der selv er blevet shamet, åbenlyst gør grin med ca. 9-15-årige drenge i videoen  'Reacting to fuckboy musical.ly's!' på sin engelske YouTube-kanal.
 
For eksempel siger Fie Laursen:
 
“He is literally 12 years old. Why does he even have an iPhone? Why is he posting this? I don’t like this generation. OMG. Jesus Christ.
 
Det er tilsyneladende forældrenes ansvar – ikke Fie Laursens, der med sine mange følgere som medseere vurderer drengene.
 
Influencers
Fie Laursen er åbenbart ikke en rollemodel ifølge hende selv. Hun siger, at hendes content ikke henvender sig til unge, og dermed skulle hendes ryg være fri for kritik. Eller som hun siger i videoen 'Date med en sugardaddy': ”Når jeg tænder kameraet, er det ikke kun teenagepiger, der ser med. Jeg har mange følgere blandt mænd i 30’erne og 40’erne.”
 
Yderst interessant er det, at Fie Laursen henvender sig direkte til sine yngre følgere til slut i 'Fie svarer haters' – på trods af at hun hævder, at hun nærmest ingen yngre følgere har. Det er en direkte framing, når hun drejer kritikken af sin video til, at den beror på, at unge er for dumme til at være kritiske over for, hvad de ser på nettet. Dette gør hun ved at tage dem i forsvar og rose dem:
 
“Fuck alle de der andre de prøver at få jer til at se dumme ud (... ) Jeg ved I ikke bliver let påvirkede fordi I er kloge. I er mine kloge bitches og I er ikke dumme. Omverden, lad vær med at gøre mine følgere dumme. Aldrig fucking prøv at undervurdere mine følgere, fordi these sexy bitches, they know what they are doing.”
 
Hvad der virker som et umådeligt stærkt kneb i forsøget på at skabe allierede og loyale følgere. Unge følgere, som hun ellers hævder, hun ikke laver indhold til.
 
Det lader ikke til, at Fie Laursen har fanget pointen om, at det ikke kun er sugardating i sig selv som fænomen, der er kritikkens kerne, men i lige så høj grad hendes formidling som rollemodel og glorificering af idéen om, at man kan spise fin middag og føle sig som en prinsesse, alt imens man tjener mange tusinde kroner på oplevelsen – og tro, at dette ikke giver anledning til, at andre ønsker samme magiske oplevelse. Eller som hendes tagline er: “...follow my magical life".
 
Problemet er, at hun er en rollemodel, der inspirerer. Uanset om hun ikke har lavet en direkte opfordring, sætter hendes enormt materialistiske og positive fortælling om sugardating en masse tanker og spørgsmål i gang hos dem, der ser med.  
 
Bloggeres, youtuberes og instagrammeres, også kaldet influencers, konsistente og langvarige deling af personlige historier skaber følelsen af loyalitet, kendskab og nærhed i relationen mellem de pågældende og deres følgere, på trods af at der oftest er tale om en envejskommunikation. Mængden af indflydelse ligger tungt i den loyale relation, og netop derfor er influencermarketing et så populært og stærkt strategisk reklameredskab i dag.
 
Så selvom Fie Laursen ikke mener, at hun direkte reklamerer eller opfordrer nogen til noget, så kan hun ikke frasige sig den indflydelse, hendes ord og fortællinger har på dem, der følger med. Og dermed har hun et ansvar ligesom enhver anden indflydelsesrig/meningsdannende personlighed, ikke mindst når målgruppen er mindreårige.
 
Hvem bestemmer, hvad Fie Laursen må dele med sine followers? Fie Laursen er en del af den såkaldte Premium-del af Bloggers Delight blogfællesskabet. Blogs i Premium-netværket er nøje udvalgt, “fordi de er blandt de mest interessante og læste indenfor deres område,” skriver Bloggers Delight.
 
YouTube-indhold er tilgængeligt for alle. Indholdet i videoer er kun meget lidt modereret og filtreret, oftest kun med hensyn til kommercielle konflikter (for eksempel musikpatent), men ikke de verbale udsagn eller værdierne bag. Det er langt hen ad vejen op til den enkelte youtuber at vurdere indholdet. Også når emnet er sugardating, og den potentielle målgruppe er små piger.
 
Spørgsmålet er, om det holder med det moralsk vilde vesten på YouTube? Eller om vi skal placere et større ansvar på bloggernes netværk og de sociale medier? Bør Fie Laursens bloggernetværk Bloggers Delight tage et medansvar for at moderere og stille sig kritisk overfor det, som deres influencers udgiver – og i øvrigt passe på deres influencers?
 
De store youtubere og bloggere har et kæmpe ansvar som rollemodeller for børn og unge. Men som eksemplet med Fie Laursen viser, er moralsk ansvar ikke en del af det digitale stjerneliv – endnu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også