Fake news

Der er flere samvirkende faktorer, der accelererer processen med, at fakta ikke længere synes helt så ukrænkelig og ensidig en størrelse. Denne artikel ser specifikt på sociale medier, neoliberalisme, reformer, journalister og globalisering som de vilkår i nutiden, under hvilke fakta skal opretholde sin fakticitet.

Fake News

De største nyhedshistorier – dem, der blev læst mest - i de sidste måneder op til det amerikanske præsidentvalg var falske. Falske nyheder er nyheder uden hold i fakta, altså løgnehistorier. Mange af dem er distribueret gennem en række websites med affinitet til den yderste højrefløj og oprettet så sent som i foråret 2016. Nogle af historierne og en del af disse websites trækker tråde til Østeuropa og videre til nyhedstjenesterne Spotnik og Russia Today.

Et lignende billede har tegnet sig i Italien i forbindelse med den netop overståede forfatningsafstemning, hvor femstjernebevægelsen med Beppe Grillo og andre fører blogs på websites med forgreninger til Østeuropa, Spotnik og Russia Today. Vi taler om websites, der via de mange hits tjener rigtig mange penge på reklamer og altså bl.a. bringer falske nyheder til torvs.

Brexit-afstemningen med Nigel Farage og Boris Johnson i spidsen viser et tydeligt billede af, hvordan populistiske, typisk højreorienterede globaliseringsmodstandere fisker i frygtfyldte vande. Med uimodståelige dubiøse og/eller provokerende overskrifter tiltrækker de populistiske politikere sig megen opmærksomhed i en treenighed med de sociale medier og massemedierne.

Dette billede står ikke alene, da centrum-venstre heller ikke holder sig tilbage. For eksempel har det ikke kunnet lade sig gøre at finde endelig dokumentation for påstanden om, at Trump en gang har sagt, at de republikanske vælgere er de dummeste. De falske nyheder kommer op, bekræfter læserens verdensbillede og bliver delt videre, uden at historien udsættes for kildekritik. Derfor er spørgsmålet, hvad der bevirker, at vi alle synes tilbøjelige til at klikke og læse tvivlsomme nyheder og ikke sjældent deler dem videre.

Midt i valgkampen dukkede dette Trump-citat op overalt, skønt rigtigheden aldrig er blevet verificeret.

Sociale medier

De sociale medier, eller rettere de ufatteligt rige og meget unge virksomheder, der står bag, bærer deres del af skylden for den nuværende situation. Medieorganisationerne inddeler os via deres algoritmer i fra hinanden afsondrede kommunikative verdener, hvor der florerer forskellige opfattelser af, hvad der er fakta.

Algoritmerne får de falske nyheder til at stå øverst, når vi søger på Google, og de får dem til at komme op før andet, når vi løber vores newsfeed igennem på Facebook. Herved har disse medieorganisationer en stor del af skylden for spredningen af fake news. De kender vores personlige præferencer og er pga. deres virksomhedsmodeller og kommercielle interesser aktivt med til at inddele os i forskellige filterbobler.

Filterboblen er opstået, efter at informationsstrømmen er taget til. Søgemaskiner og sociale medier hjælper nu brugerne med at sortere i information.

En filterboble skabes, når vi kun får resultater på søgninger og historier som opdateringer, der bekræfter vores udsyn og passer ind i vores allerede eksisterende, personlige referencenetværk. I modsætning til massemedier som avisen, bogen, radioen og TV får vi på internettet ikke den objektive, alsidige dækning af begivenheder.

Vi får kun de nyhedsbidrag, vi klikker på, og vi klikker typisk på det, vi godt kan lide at se, høre og læse. Vi går efter det, der bekræfter vores præferencer, udsyn og fordomme, og denne tendens forstærkes af de sociale mediers algoritmer.

Vil du lære, hvordan du får det optimale ud af Facebook? Tag med til K-dag få mere ud af Facebook og jeres SoMe-indhold.

Massemedierne

Pressen og massemedierne generelt har et længere historisk perspektiv. For føje år siden var der stadig en partipresse i Danmark. Partipressen bidrog i bedste Fox News-stil med et endimensionalt perspektiv på begivenhederne. Nyhederne var ideologisk ladet, så fakta blev tolket og tolkningen formidlet som bidrag i partiets egen avis, hvorved tolkningerne blev til ideologiske sandhedsregimenter.

Sovjetunionen var et billede på socialt fremskridt eller en trussel mod Danmarks eksistens – alt efter avis. Den tyske filosof Jürgen Habermas stod fadder til begrebet om den borgerlige offentlighed. Ifølge Habermas skete det store skred, da man gjorde nyheder til handelsvarer.

Idealet var, at pressen i citatform skulle viderebringe politikeres egentlige udsagn og stille forståelsesorienterede spørgsmål, så vi derefter på cafeen kunne diskutere det sagte og tage personlig stilling til sagens kerne. I stedet har vi set en udvikling, hvor diskussionen er gledet ind i selve medieprodukterne med tolkning og konflikt, som vi så passivt læner os tilbage og bliver underholdt af at læse, se og høre.

Der har altid været konkurrerende opfattelser af, hvordan nyheder afklarer, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Ifølge Niklas Luhmann hører denne distinktion ikke hjemme i massemedierne selv. Sandt og falsk hører til videnskabens domæne, hvor der vedvarende forskes i, hvad der kan sandsynliggøres som sandt.

Massemedierne derimod selekterer efter nyhedsværdi og ikke efter sandhedsværdi; de er netop frie til at skrive, hvad de vil indenfor lovens grænser, og påkalder sig opmærksomhed ved blot at bringe noget nyt til tovs. De er dog frivilligt bundet op på deres eget organ, Pressenævnet, og dette organs retningslinjer for god presseskik.

Den investigative journalistik med fokus på afdækning og dokumentering af handlinger og tilstande forstærker separeringen. Metodisk set er noget sandt, når et tilstrækkeligt antal dokumenter eller menneskelige kilder samstemmende forklarer et billede. Peter Øvig Knudsens bog om BZ-bevægelsen og den efterfølgende og stadig pågående kamp om tolkningshøjhed eksemplificerer massemediernes underskud af metodologisk afsikring af sandhed over for den evige kritik af usandhed og usle motiver.

Vi har i Danmark levet i en epoke, præget af en gentleman-overenskomst mellem aktørerne i den danske presseverden, hvor alle med undtagelse af randfænomener som nynazister og tilsvarende parallelverdner har indordnet sig under gentleman-konduiten. Vi har levet i en epoke med en fællesskabsfølelse, der kan føres tilbage til de store public service-organisationer som DR og senere TV 2, der fandt deres forbillede i det engelske BBC.

Disse licensfinansierede eller public service-forpligtede organisationer har med deres objektive journalistiske nyhedskriterier, hvor man ser sager fra forskellige perspektiver, givet os en fornemmelse af at leve i et stort og sammenhængende fællesskab. Aviser har holdninger i deres leder og vinkling, men som ordentlige aviser og mediehuse indordner de sig trods alt under Pressenævnet og dets standarder og etiske retningslinjer for god presseskik.

De nye endimensionale medier

Miseren er, at der nu er vokset en underskov af websites og blogs op i Danmark, der ikke underordner sig Pressenævnet, og som i lighed med de tidligere omtalte, udenlandske websites og blogs helst ser sig fritaget for bredere samfundsmæssig accept.

De lever af og håber på at komme til at leve fedt af vedligeholdelsen af endimensionale filterbobler, hvor segmenter, der allerede er modtagelige for meget snævert vinklede ”nyheder”, stabiliserer sig selv om verdensforståelser uden greb om den traditionelle flerdimensionale tilgang, hvor man også læser ”modpartens” nyhedsmedier og ser fjendens TV.

Citationstegnet om nyheder skal signalere, at vi er vidne til, at nyhedsbegrebet bevæger sig ud i ekstremerne, derud hvor andre dele af befolkningen ikke kan se nyhedsaspektet. Kritikken kommer prompte, ved at man betegner de endimensionale nyheder som fake news. I den bløde ende udtaler journalistforbundets formand, Lars Werge, til Berlingske den 12/12 2016 om Den Korte Avis: “Det er tydeligt, at man hylder et ensidigt billede af en virkelighed, og det er ikke journalistik”.

Længere ude på samme fløj er websitet NewSpeek Networks, hvor vi ikke bare taler ensidighed, men deciderede fake news, eksempelvis den tidligere dementerede historie om, at Merkel får fløjet flygtninge ind om natten for ikke at vække opmærksomhed. Men hvor kommer disse segmenter og filterbobler fra? Er de virkelig skabt af de sociale medier, eller afspejler deres inddeling af os en dybere og mere grundlæggende splittelse?

Screen dump af Jeppe Juhl, der står bag nyhedsportalen NewSpeek.

Reformerne

Skellet mellem filterboblerne af fake news og klassiske journalistiske nyheder har en geografisk bias. Undersøgelser af den amerikanske og østrigske præsidentvalgkamp i 2016 viser, at vælgere, der følger populistiske politikere, har allieret sig med de ensidige, smalle medier, inklusive de sites og mediehuse, der udsender direkte falske nyheder.

Fake News har størst udbredelse på landet og klassiske journalistiske bidrag har størst tilslutning i byerne. I USA vandt Trump flest stater fra de vidtstrakte landlige områder, traditionelt betegnet som rust belt og bible belt. Det samme billede tegner sig ved EU-afstemningen i England om Brexit. I Østrig var det for størstedelens vedkommende hovedstaden Wien, der leverede det afgørende flertal for Alexander Van der Bellen.

I Danmark taler vi om Det gule Danmark. Udkantsdanmarks politiske stemme har fundet sit hjemsted i Dansk Folkepartis gule partifarve. Hvorfor mon det er sådan?

Den danske udvikling er et godt eksempel på den internationale udvikling, der har skabt gode vækstbetingelser for fake news. Efter Struensees første afskaffelse af den danske censur i 1770 skete der en statslig organisering af stat, amter og sogne, og med grundlovens vedtagelse i 1849 blev det kommunale selvstyre reguleret.

De liberale tendenser forudsatte bredde i pressedækningen, så allerede under enevælden blev trykkefriheden indført, så alle (oplyste og dannede) borgere kunne finde sandheden om statens gode indretning, og fornuften kunne sejre. Med grundloven af 1849 fik Danmark et vidt forgrenet net af valgte borgere med indflydelse og ansvar, som nåede helt ud i den yderste lille flække. Hvor sognerådsformanden med sit sogneråd afgjorde det lille samfunds "linje" i allehånde sager, hvor det var den enkelte og helt nære borger, som mødte op på sognerådsformandens kontor (beliggende "lige rundt om hjørnet") og forelagde sit problem.

Den statslige udøvelse af demokratiet som fælles styre var vidt forgrenet og nærværende. Med kommunalreformen i 1970 blev der større afstand mellem beslutningstagere og befolkning. Den fandt sin begrundelse i forventningen om mere effektiv styring af lokale forhold.

Den nyeste tids liberalisme under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen ændrede drastisk den danske lokalforvaltnings demokratiske grundlag med den nyeste kommunalreform i 0'erne. Her blev stort set alle demokratiske institutioner flyttet langt væk fra borgerne, der efterlades som afmægtige og nejsigende protestvælgere til alle afstemninger, mens centrale myndigheder beslutter og gennemfører "konkurrencestatens nødvendige politik".

Læg hertil politireform, retsreform, sundhedsreform, lukning af skoler: Yderområderne tømmes for medinddragelse såvel offentligt som officielt. Den rådne banan bebos af afhægtede mennesker i huse, der falder i pris, uden offentlig transport, realkredit, skole, politistation, borgerservice, hurtigt internet osv.

Neoliberalisme og globalisering

Slår man op på før omtalte italienske komiker og politiker Beppe Grillos blog, som jeg gjorde den 12/12 2016, var tophistorien, at man i flere byer på Sicilien ikke længere har vand. Vandforsyningen er nemlig udliciteret til et fransk selskab i de næste 40 år, og det er godt nok billigt, men altså også dårligt.

Når man går til Trump-vælgerne, som avisen The New York Times har gjort, så tror de overraskende nok ikke rigtigt på, at Hillary vandt the popular vote, fordi ulovlige stemmer fra illegale hispanics blev talt med, men de trykkede like og delte alligevel opslaget med løgnehistorien, fordi holdningen føltes rigtig.

Det amerikanske arbejdsmarked er dereguleret og er slet ikke underlagt samme kontrol og styring, som vi kender det fra Danmark. Slutteligt har det nok aldrig været reguleret, så de mange indvandrere fra Mexico og andre sydamerikanske indvandrere underminerer lønningerne.

Dereguleringen af finanskapitalen på globalt plan har dog haft de allerstørste konsekvenser. I Danmark forsvandt mere end 100.000 arbejdspladser ud af landet og blev flyttet til andre lande med lavere løn, dårligere arbejdsmiljø og ringere miljøhensyn.

Tilsvarende betyder EU for de store befolkninger uden for modernitetens storbyer, at de dagligt oplever underbydende øst-arbejdere på markerne, bag rattet i lastbilerne, i industrier og håndværk. Med neoliberalismen har vi vinket farvel til klassekampen. I stedet er herre-slave-forholdet flyttet ind i den enkelte, der selv må tage ansvar og skyld, uanset hvordan det ellers går. Individualiseringen når nye højder, og de funktionstømte øder på landet svarer igen med vælgerkort og alternative sandheder.

Måske har man efterhånden fået nok, så man med glæde, galgenhumor eller i frustration klikker på, liker og deler enhver nyhed, falsk eller ej, der skriger FUCK YOU til det bedrevidende og belærende by-segment med sit på det tørre. Den neoliberalistiske formulering af globalisering og centralisering som ultimativ og ufravigelig doktrin for global udvikling, hvor den menneskelige afkobling i de voksende slumområder, i nedgangsområder og rådne bananer skyldes det enkelte menneske selv.

Neoliberalistiske sandhedskrav dikterer, at de afkoblede mennesker skal affinde sig med deres stigende elendighed som konsekvens af objektive fakta om modernitetens og globaliseringens lysende fremtid – et historisk vingesus med djævelsk fortegn projiceres ud på, hvad byboere lidet flatterende kalder for Lars Tyndskids mark.

Den postfaktuelle filterboble

I byerne har man navn for denne opførsel, og man græmmer sig over den tiltagende dumhed og egoisme og fremmedhad. I Datolinjen på Radio24syv kunne man den 5/12 2016 høre, at objektiviteten snart er en saga blot, at man snart ikke vil kunne enes om, hvad der er sket under et trafikuheld, da man i den postfaktuelle æra ikke mere er enige om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.

Man definerer problemet således, at de på landet og i byernes ghettoer er blevet hjernevasket af højreradikale som Ralf Pittelkow og Jeppe Juhl - eller er i risiko for at blive det - ligesom vælgerne, der stemte på Trump. Galt kan det gå.

Måske var nejet til at ophæve EU-retsforbeholdet og tilslutningen til det højrepopulistiske parti Dansk Folkeparti ved sidste folketingsvalg allerede betinget af denne deling mellem land og by, uddannet og ufaglært? I byerne er man bange. Medierne kan ikke styres og slet ikke de sociale medier, og verden er så ond og paradoksal, at det er liberalisterne, der leder landet, støttet af selvsamme Dansk Folkeparti.

På Christiansborg synes Dansk Folkeparti nemlig, det er vigtigere at støtte liberalisterne, der ellers har ødelagt livsbetingelserne for deres vælgere, for at få strammet flygtningeområdet end at genoprette et demokratisk og økonomisk mere lige Danmark. Så ingen hjælp derfra!

Journalisterne

Journalisterne bliver helst inde i de store byer og ved ikke ret meget om, hvad der foregår på landet. De kender intet til landboernes eller bare provinsbyborenes livsverden, tanker og bekymringer. Såvel DF's fremgang under sidste valg som nejet til ændringen af retsforbeholdet tegnede et gult Danmark, hvilket journalisterne lod komme bag på sig.

DF's flyer i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet.

De tilhører om nogen den postfaktuelle filterboble, den filterboble, der har italesat ikke bare italesættelse, men også det postfaktuelle. Ifølge den franske medieforsker Baudrillard fandtes den første golfkrig (1990-1991) ikke. Den var et blot simulacrum. Baudrillard argumenterer for, at der aldrig har eksisteret fakta på den lidt firkantede og naive måde, som vi i hverdagen går og tror, og som journalisterne tilstræber at bygge deres nyheder op på.

Massemedierne skaber den repræsentation, vi andre er afhængige af i vores navigation gennem livet og de politiske landskaber. Hvis journalisterne skal tegne et retvisende billede af samfundet, må de sende nogle korrespondenter ud i landet (og i ghettoerne), der kan leve og føle med befolkningen i dens samlede bredde.

Måske vil det kunne give landbefolkningen en stemme, der kan lede politikerne til at orientere sig lidt mindre i blinde, hvilket kan afbøde nogle af konsekvenserne af den nuværende polarisering mellem byernes centre og den nationale periferi. Kunne man måske ligefrem skabe en gendemokratisering, genfunktionalisering og geninstitutionalisering af landområderne? Måske – og måske det ville kunne give et både mindre neoliberalistisk og højrepopulistisk politisk landkort?

Det plaster på såret, som regeringen nu gennemfører, hedder udflytninger, men de er omkostningstunge i videnstab, løn, transport og effektivitet. Slutteligt er udflytningen centralperspektivets forsøg på at koble periferien med centrum gennem udflytning af centrum.

Augustenborg og Hjørring har fået afdelinger, der er del af centralforvaltningen i København – der er tale om territorial spredning af centrum, ikke genkobling af centrum med periferien. Augustenborg og Hjørring er hertil nye kommunale hovedstæder, der igen trækker funktioner og aktivitet ud af de nu dobbelt funktionsudtømte yderområder.

News Media Literacy og den borgerlige offentlighed

Hvad er fakta, og hvad er fup? På trods af erkendelsen fra Baudrillard og de andre poststrukturalister om, at fakta er en fiktiv genre, og at al vor erkendelse kommer fra medierepræsentationer, må vi stille spørgsmålet: Kan vi genskabe konsensus og afpolarisere den polariserede borgerlige offentlighed?

Kan vi atter samles om en socialteknologi eller en social overenskomst, der fastlægger veje og kriterier for en faktuel korrekt nyhedshistorie? I det nye digitale mediemiljø må de bestående mediehuse og journalister gennem et større erkendelsesarbejde og velsagtens en omgang efteruddannelse i News Media Literacy. Denne gren af Media Literacy leverer kriterier for at navigere i det nye informationssamfunds mange endimensionale virkeligheder.

Hvordan afgør man eksempelvis, om en medietekst er en hoax, altså en ikke evident og ikke verificeret historie, hvor kildehenvisningerne ender i tomme eller nykonstruerede URL'er eller forgrener sig ud til Russia Today eller andre tjenester, der er sat i verden for at destabilisere vestlige samfund som Danmark, USA, Østrig og Tyskland?

Der er meget mere godt at hente i News Media Literacy, som vi ikke kan gennemgå her, men som journalister bør studere for at kunne lede og styre debatten i dette vort allesammens fælles samfund.

Fuck-you-vælgerne

Verden er af lave: Hvad der objektivt set er sandt bestrides. Hvad der er objektivt falsk bestrides. Det er et kæmpe demokratisk og samfundsmæssigt problem. Hvis ikke man er enige om, hvad der er sandt og falsk - ikke er enige om, hvad der rent faktisk sker, kan vi slet ikke som samfund diskutere med hinanden om, hvordan vi skal forholde os, og hvad vi skal gøre.

Halvdelen af befolkningen er ikke pludselig blevet gale eller dumme, de har formentligt bare fået nok af centraliserende reformer med lokal afkobling og fravær af anerkendelse og deltagelse, rå og usødet neoliberal deregulering, udlicitering og privatisering, der fører til løbsk globalisering og funktionstømning af deres del af samfundet.

De bliver fuck-you-protestvælgere, der frustreret i fandenivoldskhed klikker på, liker og deler selv de værste løgnehistorier fra websites, hvis ejere bliver styrtende rige på trafikken. Helt så udpræget som i USA er det ikke endnu i Danmark, måske fordi landet er så lille, og vi med de jævnlige nedbrud med DSB alligevel ser landområderne forfalde uden for de grafittibefængte vinduer.

I USA flyver man i stedet, og ser fuck-you-vælgerne som fjerne prikker gennem skyerne under take-off og landing. Men det kan hurtigt blive billedet i Danmark - tendensen, partierne, bloggerne og teknologien er der. Neoliberalisterne kæmper hasarderet videre for at opretholde deres magt, men går den helt gale vej ved netop i denne situation at ville beskære DR kraftigt og sælge TV 2.

Journalister og de medier, de repræsenterer, har i denne politiske realitet et kæmpe ansvar. Journalistens nye dyd bør give andre end bysamfundenes filterbobler en stemme, hvortil de vedvarende må søge og afsløre løgnehistorier af enhver observans. Hertil kan de tale op mod hadske historier, der forsimpler og stempler minoriteter osv.

Ellers afventer vi andre, at de sidste busser forsvinder, og elektricitet, vand og varme privatiseres, som vi har set med frygtelige konsekvenser i andre lande, vi plejer at sammenligne os med.

Tak for sparring og input til Lars Clausen (pædagogisk konsulent) og Peter Tække (peripatetiker).