Facebook-leaks og hvad de betyder
Er det vores egen skyld at Facebook er et sort hul?

Facebook vil tjene penge. Men Facebook har også et ansigt. Et ansigt, som alle dets to milliarder brugere danner. Facebook udtrykker derfor på godt og ondt verdens sjæl. For kort tid siden blev en del af Facebooks retningslinjer leaket, så vi nu kan skue langt ind i virksomhedens maskinrum. Trine-Maria Kristensen tager os med rundt i de mørke kroge.
Herhjemme har vi ofte debatten om, hvornår man må sige, lige hvad man mener, og gøre brug af sin ytringsfrihed. Og hvornår man skal lægge bånd på sig selv, opføre sig anstændigt og stoppe med at håne andre. I sidste uge afskaffede Folketinget blasfemiparagraffen, fordi et flertal af politikerne anser ytringsfriheden og retten til at sige, hvad man vil, for at være vigtigere end beskyttelse af følelser hos mennesker med bestemte religioner eller anskuelser.
 
Vi plejer at sige, at vi har vide rammer for ytringsfrihed, og vi holder meget af, at ingen bestemmer, hvad vi må mene. Måske gælder det også, når vi er på Facebook? Vi bruger i hvert tilfælde meget tid på Facebook, de 3,4 millioner af os, som har profiler. 64 procent af alle danskere over 12 år er på Facebook dagligt ifølge en DR/Gallup-undersøgelse, og de fleste af os bruger mobiltelefonen til at tjekke Facebook med.
 
 
Facebook er afhængig af civiliseret adfærd
Forleden kunne man læse, at en amerikansk undersøgelse har vist, at vi tjekker vores mobiltelefon 46-76 gange om dagen – mit bud er, at det halvdelen af gangene er Facebook, der trækker. Og Facebook er tilsyneladende enig med den fløj i debatten herhjemme, der går ind for det, man måske kunne kalde ”radikal ytringsfrihed”, at man simpelthen ikke skal censurere noget som helst, nogen kan finde på at sige, medmindre det har konkrete og væsentlige følgevirkninger for faktiske personer i den virkelige verden.
 
Det har avisen The Guardian for nyligt afsløret i et større tema, som er udarbejdet på baggrund af mere end 100 lækkede dokumenter og samtaler med tidligere ansatte hos Facebook, som har arbejdet med at moderere indhold.
 
Som regel fungerer Facebook fint. Dine venner er jo civiliserede mennesker, der deler fornuftige opslag om paneldebatter på Folkemødet og artikler fra Kforum. Men ikke alle bruger ytringsfriheden på Facebook til at dele billeder af studenterhuer, der trykker.
 
De vide rammer, som Facebook advokerer for, bliver misbrugt til alle mulige former for hadefuld retorik, ubehagelige billeder og videoer, og for nylig har Facebook med de nye muligheder for ”live-video” skam både streamet en thailandsk mand, der slog sin 11 måneder gamle baby ihjel og derefter begik selvmord, samt en amerikansk mand, der begik et mord live i Cleveland.
 
Sagerne vækker naturligt nok postyr. Herhjemme live-streamede en ung kvinde sig selv, da hun kørte for stærkt og kørte galt – heldigvis uden at nogen kom alvorligt til skade. Der er også øgede eksempler på svindel og humbug på Facebook, fordi det er forholdsvis let at oprette falske profiler og at overtale intetanende brugere til at købe falske varer.
 
Facebooks svar på noget af kritikken har været, at de vil øge den hastighed, de reagerer med, når brugere anmelder indhold, og at de derfor vil ansætte 3.000 ekstra moderatorer. For det er ikke bare live, det går galt. Der deles generelt alt for meget vold, alt for meget had, dyremishandling, vold mod børn, film og billeder der bruges til mobning – for eksempel har der været nogle grumme sager om handicappede, der bliver mobbet helt ubarmhjertigt på Facebook.
 
Hemmelige lukkede grupper og åbne, falske profiler
Nogle af delingerne af det stygge materiale foregår i store åbne, offentlige grupper på Facebook, hvor det ikke er alle, der kender hinanden, og hvor en del af fascinationen for nogle af medlemmerne er, at man kan provokere fremmede og ”vise sig” ved at turde dele noget, der er farligt eller ulovligt eller kontroversielt.
 
Det er almindelig kendt, at såkaldte ”trolls” ofte er aktive ”for the lulz” (Whitney Philips, “This is why we can’t have nice things - Mapping the Relationship between Online Trolling and Mainstream Culture”, MIT Press, 2015). Altså, at der findes grupper af provokatører online, som udelukkende deltager med indhold eller kommentarer for at grine af de reaktioner, de kan frembringe med provokationen.
 
Herhjemme har blandt andet gruppen Offensimentum (som på et tidspunkt havde mere end 100.000 medlemmer) fået en del opmærksomhed for opslag, der helt sikkert laves for at provokere og såre og håne – eller for at vise, at man ”tør”.
 
Andre delinger af det tvivlsomme materiale foregår i hemmelige lukkede grupper (som ikke kan søges frem via søgefeltet, og som man kun kan komme ind i via en invitation fra en ven). Hemmelige grupper oprettes og benyttes af folk, der værdsætter godt gammeldags privatliv, som kan lide loyaliteten.
 
De hemmelige, lukkede grupper understøtter ifølge Facebook også ytringsfriheden de steder i verden, hvor myndigheder eller autoriteter rask væk forfølger borgere for deres synspunkter, hudfarve, religion, seksualitet osv. Formodentlig er det også for at beskytte denne gruppe af brugere, at Facebook tillader, at man kan tilgå Facebook via Tor-browseren (som gør det vanskeligt at spore, hvor man kommer fra, fordi man er online uden fast IP-adresse).
 
Et tredje problem er falske profiler. Det er meget populært at mene, at Facebook har gjort os alle til ansvarlige onlineindivider, der står på mål for alt, hvad vi skriver. Synspunktet er opstået, fordi vi ifølge Facebooks vilkår, stk. 4, forpligter os til at bruge eget navn og eget billede og at ”være os selv” på vores profiler.
 
Det er ikke tilladt at oprette en konto inkognito eller med falsk identitet. Det betyder bare ikke, at der ikke findes mange falske profiler, og at de ikke benyttes til had, chikane og svindel. Jeg har til denne artikel talt med Karina Muriel Mimoun, som på sin blog Sweetchili.dk dækker mange former for onlinesvindel.
 
Hun fortæller, at når svindlere trues med, at deres falske profil anmeldes til Facebook, så skriver de rask væk tilbage, at det er let at oprette en ny falsk profil. I nedenstående tilfælde skrev hun til en mand, som gjorde seksuelle tilnærmelser til en ung pige online, for at få ham til at stoppe med chikanen, og hun truede ham med at anmelde hans profil. Hans svar var, at det tager ham fire minutter at oprette en ny falsk profil, så han kan fortsætte sin chikane ugeneret:
 
Samtale med bruger, der optræder under falsk profil.
 
Karina Muriel Mimoun fortæller også, at der på danske Facebooksider, i grupper og på falske profiler foregår både våben- og narkosalg på Facebook, ligesom hun til blogindlæg har talt med folk, der er blevet truet med at få offentliggjort nøgenbilleder, hvis de ikke ville sælge seksuelle ydelser. I nogle af de danske hemmelige grupper er det også muligt at tjene penge på at skrive anmeldelser på nettet – både gode og dårlige.
 
51.000 anmeldelser af hævnporno – på en måned
At problemet er stort, er indiskutabelt. Fra de lækkede dokumenter, som The Guardian er kommet i besiddelse af, kan man læse, at Facebook alene i januar måned 2017 modtog mere end 51.000 anmeldelser om ”hævnporno”. Det klassiske eksempel på hævnporno er en forsmået kæreste, der deler et intimt billede (som er sendt i fortrolighed, mens forholdet stod på) for at ”hævne sig” på ekskæresten i fuld offentlighed.
 
Men mange af sagerne drejer sig om andre former for afpresning, nedgørelse og kontrol over den nøgne eller seksualiserede person på billedet. Der behøver ikke være tale om en nær relation, for at der er tale om hævnporno. Hævnporno er naturligvis en forbrydelse – det er ikke tilladt at dele andre menneskers private billeder uden deres samtykke. Hævnporno, der involverer børn under 15, er en meget seriøs forbrydelse, da man så er ovre i børnepornografi.
 
De 51.000 anmeldelser af hævnporno førte da også hos Facebook til, at 11.900 konti blev deaktiveret, 16 personer blev sendt til videre undersøgelse i et ”Investigation Team” hos Facebook, og 33 af sagerne handlede om børn og blev derfor overdraget til et såkaldt ”Safety Team” i Facebook.
 
Facebook samarbejder i alle sager, som omhandler ulovligheder, med myndighederne og overgiver bevismateriale til politiet, hvis de mener ”der er reel risiko for fysisk skade”. Det fremgår af Facebooks fællesskabsregler:
 
Fra Facebooks fællesskabsregler.
 
Bliv Facebook-moderator og se direkte ned i livets kloak
I Facebook sidder der i dag 4.500 moderatorer og ser på det indhold, der hver dag anmeldes for at være kriminelt, voldeligt, selvskadende, pornografisk, indeholde grov mobning eller dyremishandling osv. Det betyder groft sagt, at alt det grove indhold, som ikke anmeldes af brugerne, ikke opdages.
 
I modsætning til hvad mange tror, så har Facebook ikke spioner, der sidder og kigger på tilfældigt indhold – eller automatiserede processer, der søger efter nøgen hud eller automatpistoler, når der uploades billeder. De har forsøg i gang med genkendelse af billeder (som allerede er registreret som for eksempel børnepornografiske), men Facebooks ”overvågning” består basalt set af, at Facebook reagerer, når en bruger anmelder et stykke indhold for at overtræde Facebooks regler. Der findes ikke et opsøgende Facebookpoliti, der patruljerer for at holde ro og orden.

Facebooks moderatorer har travlt, og derfor har Facebook oven på de kontroversielle sager med streaming af selvmord og mord i maj måned meldt ud, at de ansætter yderligere 3.000 moderatorer snarest for at få bugt med al den had og nedgørelse. En moderator hos Facebook har typisk ca. 10 sekunder til at afgøre, om noget skal lukkes/ slettes, eller om indholdet kan blive på platformen, fordi det ikke overtræder reglerne eller er for slemt.
 
Reglerne for, hvornår noget er ok, og hvornår det skal fjernes, kan være svære at forstå. Fortolkninger af dem kan derfor ende med at være den enkelte moderators ansvar. Og inden han eller hun får ansvaret for at træffe den slags beslutninger, har han ifølge The Guardian typisk fået et 14-dages kursus.
 
Men det er psykisk et hårdt job at være moderator, der er stor udskiftning, og moderatorer, der er interviewet i forskellige sammenhænge kan alle fortælle, at det som regel ikke er et job, man bliver hængende i. Man sidder hele dagen og ser på depraverende indhold fra internettets sorteste huller – og det er svært ikke at blive påvirket.
 
Nogle moderatorer arbejder internt i Facebook, og andre arbejder gennem underleverandører, som ifølge The Guardians dækning ikke leverer ret meget psykologisk bistand. Hos The Guardian har de talt med moderatorer fra andre typer af virksomheder, for eksempel en organisation, der arbejder med børnemishandling og børneporno, og her fortæller en moderator, hvordan jobbet er understøttet af psykologisk sparring, muligheder for de-briefing og et miljø, hvor der konstant gives feedback – også fra ofre og deres pårørende,som understreger, at arbejdet er vigtigt og gør en forskel – noget, de moderatorer fra Facebook, som The Guardian har været i kontakt, med ikke kan genkende.
 
Du må gerne true humoristisk eller helt generelt
Fra de mange manualer, der er lækket, ved vi nu, hvordan Facebook på en række områder vurderer, om noget skal blive på platformen eller skal slettes. Facebook selv har valgt ikke at kommentere i detaljer på historierne i The Guardian og andre medier om manualerne. Facebook vil dog gerne vil sige, at manualerne altid er under udvikling, og at Facebook hele tiden lærer af de sager, der opstår og forsøger at tilpasse deres guidelines til forventningerne (og kan man tilføje – til mediernes omtale).
 
Screendump fra den danske film om Facebooks privacypolitikker, Facebookistan.
 
Det er ret tydeligt, at Facebook, når det gælder skriftlig kommunikation, forsøger at køre med regler, hvor brugerne må så meget som muligt. De må for eksempel lave grove vittigheder og være truende, så længe det ikke udmønter sig i reel skade på dem selv eller andre.
 
Facebooks egne begrundelser er, at folk har brug for at lukke luft ud, at kunne skrive ærligt og brutalt om det, de oplever, og at humor er kontekstuel og svær at afkode – og at så længe det ikke fører mere med sig – altså at ingen bliver skadet - så skal der være plads til stort set alt. For eksempel er det ok, at du skriver ”Ha ha. Jeg slår dig ihjel” som kommentar på Facebook, men hvis du undlader Ha ha og skriver, at du vil gøre det med en kniv – eller værre endnu med et skydevåben, og at det bliver på fredag - så skal det slettes.
 
I mange af manualerne gælder det overordnede princip, at så længe trusler og seksuelle udtryk er generelle og udelader for mange detaljer om, hvordan man vil udføre volden eller de seksuelle akter, så er det tilladt. Facebook skriver selv i deres fællesskabsregler:
 
På grund af mangfoldigheden i vores globale fællesskab skal du huske, at ting, der kan virke ubehagelige eller foruroligende på dig, muligvis ikke overtræder vores fællesskabsregler.
 
Billeder gør det hele sværere
Man må også gerne fortælle, at man er seksuelt ophidset, men Facebook er ret puritansk, når det gælder billeder af ophidselsen. Udfordringen er så, hvornår det bliver sprogligt for eksplicit for Facebook? The Guardian har materiale fra Facebook, hvor sætningerne ”Yeah, I would like to poke that bitch in the pussy” og “How about I fuck you in the ass girl?” er tilladt, her har Facebook imidlertid efterfølgende præciseret overfor avisen, at de to sætninger ikke længere er tilladt.
 
Men sætningen “Hello ladies, wanna suck my cock?” er muligvis stadig tilladt. (Facebook har ikke ønsket at kommentere på, præcis hvilke eksempler der fortsat er tilladt).
 
Fordi man kan livestreame video på Facebook, kan det være vanskeligt for Facebook at nå at stoppe indhold, der er stærkt ubehageligt (for eksempel selvmord og mord og dyremishandling live), men Facebook siger også selv, at de for eksempel tillader opdateringer om selvmord og selvskade, så længe det måske kan føre til, at nogen finder dig og hjælper dig i tide.
 
På samme måde tolererer Facebook billeder af dyremishandling med den begrundelse, at det måske kan føre til øget opmærksomhed. Grænsen går ved sadisme og ”fejring” af dyrets lidelser, men for eksempel skal moderatorer ikke automatisk slette billeder af en hund, der sparkes. Hvis der er tale om meget voldsom mishandling eller video af mishandlingen, skal moderatorer sætte en mærkat på indholdet, der markerer, at det er ”forstyrrende”.
 
Når det gælder seksualitet på billeder, er der derimod ikke meget tolerance, og det er også på det område, at Facebook tidligere har haft mest ballade. For eksempel skal alle former for synlige brystvorter væk. Og det er helt klart en overtrædelse, hvis nogen sutter på bemeldte brystvorte. Det er den regel, der har givet problemer i forbindelse med billeder af mødre, der ammer en baby.
 
Selv om amning aldrig har været forbudt, så er der sket det, at moderatorerne har set de nøgne bryster og draget den konklusion, at de nok ikke må være der. Det er samme regelsæt (om bryster og tissemænd), der har gjort det umuligt for Peter Øvig Knudsen at dele billeder af nøgne hippier fra 70’erne.
 
Forfatteren Peter Øvig Knudsen måtte ifølge Facebook ikke dele billeder fra sin egen bog 'Hippie' (og Apple ville i øvrigt heller ikke ikke sælge bøgerne i sin netbutik). Øvig reagerede ved at selvcensurere sine billeder således.
 
Ikke noget man kan forestille sig kan hidse ret mange op i Skandinavien, men altså ikke en visuel side af livet, som Facebook mener skal være på platformen. Nøgne børn er generelt ikke tilladt. Billedet fra Vietnamkrigen af den unge pige der løber (nøgen) fra Napalm-angrebet (et billede, der vandt en Pulitzerpris, og som nogen mener var så ikonisk, at det var med til at stoppe Vietnamkrigen) blev fjernet af Facebook, hvilket skabte stor debat.
 
Det ikoniske Vietnam-billede.
 
Efterfølgende ændrede Facebook reglerne (billedet af pigen i Vietnam er nu tilladt, ligesom andre historiske eller nyheds-relevante billeder kan være det. Nøgenhed i forbindelse med billeder af Holocaust er også tilladt, dog skal billeder af nøgne børn i forbindelse med Holocaust stadig fjernes, hvis de anmeldes).
 
Alle billeder af tissemænd skal også slettes – medmindre de indgår i et kunstværk, og selv der er der delte meninger om, hvad der kan slippe igennem. Der findes for eksempel materiale fra Facebook, der fastslår, at 1600-tals statuer, der viser ”voldtægten af sabinerinderne”, og malerier, der viser ”Zeus voldtægt af Europa”, skal slettes, hvis de rapporteres. Det er nok ikke billeder, som vi på den måde vil finde ophidsende i vores kulturkreds, men altså …
 
Luca Giordano ”The Rape of Europe”, Hermitage Museum, Skt. Petersborg.
 
Manualerne og reglernes kompleksitet med mange undtagelser og specifikationer illustrerer om noget, at Facebooks opgave er svær. Det er næsten umuligt at lave regler, som de næsten to milliarder brugere af platformen er enige om er retfærdige, og som kan dække vores kulturelle præferencer kloden rundt.
 
Det er helt sikkert, at debatten kommer til at fortsætte i årene fremover. Det er også ret sikkert, at reglerne vil blive ændret undervejs, og at forskellige folkestemninger, medieomtaler, shitstorms, store begivenheder mm. vil have betydning for, hvordan reglerne ændres.
 
Har vi selv et ansvar?
Et af Facebooks argumenter for ikke præventivt at skærpe reglerne yderligere – eller at begynde at forfølge problemerne mere proaktivt med overvågning – er, at vi som brugere af platformen jo selv vælger, hvem vi er venner med, og hvilke grupper vi er medlemmer af, og hvilke sider vi er fans af.
 
Det er kun annoncerne vi ikke selv vælger – og de er trods alt meget sjældent fyldt med had og hån. Argumentet lyder, at hvis du bare kun bliver venner med din familie og dine venner og ikke melder dig ind i alle mulige grupper, hvor du ikke kender de andre, så kan du let undgå det meste snask. Og jeg forstår godt argumentet, samtidig med at jeg synes, det er lidt for let.
 
Har Facebook for eksempel ikke et ansvar for de mange unge, som bruger Facebook til at bygge deres identitet og lege avancerede former for ”sandhed eller konsekvens” på platformen? Børn og unge søger ofte grænser, og på Facebook møder de ingen, fordi der ikke er nogen autoriteter i de rum, de befinder sig i.
 
Jeg håber selvfølgelig, at de unge, som deler nøgenbilleder, bliver klar over de enorme konsekvenser, det har for ofrenes psykiske helbred, og jeg håber, at de, der mobber eller skriver hånlige kommentarer om mennesker med handicap eller sygdomme, møder en god gammeldags irettesættelse og kommer til at mærke konsekvenserne af at såre andre mennesker.
 
Men det er præcis det, der er udfordringen. For hvem skal sikre at handlinger og overtrædelse af andre menneskers grænser får konsekvenser? Det er de færreste voksne, der har kendskab til de sider eller grupper, hvor de unge dyrker deres nye former for identitets-oppustning. Grupperne kan som sagt være hemmelige og dermed umulige at søge frem. Ligesom børnene kan have falske profiler.
 
Jeg er selvfølgelig helt med på, at forældrene i første omgang har et ansvar og skal tale mere med deres børn om tilværelsen online. Jeg synes for eksempel, forældre skal insistere på at være venner med mindre børn online – og at de skal forsøge at holde sig på tilpas god fod med de ældre børn til, at de faktisk bliver inddraget i konflikter og spurgt til råds.
 
Jeg synes også, at mange forældre gør en stor indsats. Men når det er sagt, så nytter det ikke, at de børn og unge, hvis forældre IKKE kan finde rundt på Facebook, overlades til selv at finde grænserne? Det er muligt, sammenligningen her er skæv, men vi har jo også andre steder i samfundet indført regler og politikker, der skal sikre, at børn og unge ikke udelukkende er overladt til deres egne ideer om, hvad der er smart at gøre, så snart de voksne ikke kigger?
 
Der er ordensregler og mobbepolitikker på skoler. Efterskoleelever sendes hjem, hvis de drikker sig fulde eller ryger hash. Man må ikke løbe i svømmehaller, og man skal bruge hjelm, når man kører på knallert. Man bliver indkaldt til samtale på kontoret, og ens forældre får et brev med hjem, hvis man deler nøgenbilleder i det store frikvarter. Og ligesom reglerne for god færdsel i trafikken blev udviklet i takt med, at flere fik biler, og bilerne kunne køre stærkere, så tror jeg også, at vi bliver nødt til at tale lidt mere om, hvilke regler der skal gælde online – og hvem der skal håndhæve dem.
 
Men selvfølgelig har vi som brugere selv et ansvar. Ifølge Karina Muriel Minoun, der som allerede nævnt skriver om svindel online, er det i dag sådan, at folk ofte ikke anmelder ulovligheder, hvis de for eksempel er blevet svindlet for et mindre beløb. Dels fordi det er flovt, og dels fordi de måske ikke orker at finde ud af, hvordan processen er – eller fordi de skal melde det i deres egen politikreds, og vi ved jo alle sammen godt, at politiet ikke har for mange ressourcer til alt muligt pjat.
 
Men hvis vi ikke tager os lidt sammen og anmelder flere af de lovovertrædelser, vi oplever, så har hverken politiet eller lovgiverne en chance for at opdage, om den her bagside af Facebook vokser og er alvorlig? Og hvis Facebook skal ændre reglerne eller skærpe dem på nogle områder, så skal det ret sikkert ske på grund af et pres fra brugerne – og det er alle os, der bare klikker ”blokér” eller ”fjern som ven” i stedet for at bruge tre minutter på at anmelde indhold, vi finder er over grænsen.
 
Er det Facebook, der skal løse de her problemer?
Jeg kan egentlig godt lide, at der er højt til loftet på Facebook, og at man kan sige meget uden censur. Jeg ser det ikke som det store problem, at folk bander eller brokker sig i en terminologi, der er noget hårdere end den, jeg selv ville vælge. Jeg kan sagtens finde ud af at blokere folk, der opfører sig ubehageligt.
 
Løsningen er ikke at give brugerne endnu flere restriktioner. Og moderatorerne kan næppe finde mere skidt, end de gør i forvejen under deres nuværende arbejdsbetingelser. Der skal en anden indsats til.
 
Men jeg kunne godt tænke mig, at Facebook gjorde mere ud af at lære deres brugere at spotte falske profiler og at se, om Facebooksider (med varer til salg) måske så skumle ud – og at de gjorde deres procedurer for anmeldelser og regler for, hvad der er tilladt, lidt mere gennemsigtige.
 
Det virker lidt for lemfældigt, om den ene sætning eller den anden sætning med seksuelt krænkende ordlyd er tilladt – og på mig virker det utrygt, at processen for, hvordan reglerne opdateres og af hvem, er lukket for offentligheden. Jeg er helt med på, at to milliarder mennesker ikke kan spørges til råds, men måske kunne man finde metoder til at inddrage flere brugere i nogle af de her processer, og måske kunne nogle af de smarte brugere få ideer til, hvordan Facebook bliver et endnu bedre netværk?
 
Måske kunne man synliggøre, hvor mange gange et opslag var anmeldt – eller måske kunne man spørge brugerne direkte til deres oplevelser i forskellige grupper og fora? Facebook er en kæmpe data-generator, og de forsker selv i mange former for adfærd for platformen. Jeg synes godt, de kunne tage tyren ved hornene og forske lidt mere i, hvordan brugerne oplever skyggesiderne, og lede lidt mere efter greb, der kan hjælpe og støtte vores samfund i at gøre Facebook mindre kriminelt.
 
Jeg tror ikke nødvendigvis, at vi skal overlade hele reguleringen til Facebook. Vi lod jo heller ikke bilfabrikanterne om at lave trafiklovgivningen og finde på nogle regler for færdsel. Jeg tror bestemt, politikerne skal på banen med nogle indskærpelser af, at lovgivning også gælder online, og nogle ressourcer til, at politiet kan forfølge lidt flere sager og måske være mere synlige om de resultater, de faktisk opnår.
 
I dag kan man ikke ret let finde nogen, der tror, at politiet er aktive og dygtige og på forkant online. Det betyder ikke, at politiet ikke gør en indsats. Men som alle andre steder i samfundet er det sådan, at hvis det ikke er synligt for de kriminelle, at overtrædelse af reglerne har konsekvenser, så florerer kriminaliteten, for ”der sker jo ikke noget” ved det. For os borgere øger det utrygheden, at et redskab, vi bruger så meget, kan virke så ureguleret. Så det arbejde, politiet faktisk gør, bør man måske synliggøre mere.
 
Jeg kunne for eksempel godt forestille mig et mere synligt politi online. Personligt kunne jeg også godt lide nærpoliti-tankegangen, og at man af og til ser en patruljebil på gaden. Jeg gad ikke leve i en politistat, hvor de stod på alle gadehjørner med skarpladte geværer, og det, jeg ønsker på Facebook, er ikke øget overvågning bag skjulte døre.
 
Jeg forestiller mig mere synlige og direkte muligheder for at anmelde (eller måske bare diskutere) online-ulovligheder med ”online-politiet”. Politifolk med en god grundforståelse af Facebooks mekanismer kunne måske hjælpe borgere med at gennemskue, om noget var inden for eller uden for lovens grænser på nettet – og om noget skal anmeldes til Facebook eller til politiet?
 
Og jeg er med på, at dansk lov allerede gælder for danske profiler. Det problematiske er for mig at se, at der i dag ikke rigtigt er nogen, der systematisk håndhæver loven på Facebook. Hurra for ytringsfriheden på Facebook, men hvordan sikrer vi, at den også online kan trives, samtidig med at vi som borgere føler os beskyttet mod overgreb, ulovligheder, chikane, mobning og svindel?

Relaterede artikler

Facebook Workplace bliver dødsstødet til dit intranet - Facebook har netop lanceret Facebook Workplace (tidligere Facebook at Work), som lige om lidt rammer din organisation. E...
Facebook: ven, fjende eller fremtid - Hvis danske medier og Facebook gik i parterapi, er det ikke sikkert, at parterapeuten overlevede. Forholdet er præget af...
Din virksomhed får Facebook Workplace i 2017 - Hvad kommer i kølvandet på et år, hvor Facebook Workplace som intranet er testet med positiv respons? Og hvor ord som di...
Få styr på dine privacy-strategier - Er du Snowden-hardcore, Faker eller nyligt privacy-bevidst? Et nyt marked for privacy tech spirer frem i Europa og reste...
Danskerne vil ikke betale for onlinenyheder - Vi vil ikke betale for online-nyheder i Danmark, og det er et problem for mediehusene, der kæmper om annoncekronerne. En...
De otte største digitale trends i 2017 - Her er Pentias bud på otte af de største digitale trends i 2017:
Teknologikritik for hipstere - Charlie Brookers tv-serie Black Mirror, der lige nu kan ses på Netflix, er svær at blive klog på. Stephen King kalder de...
Facebook liker nu VR - Facebooks ’Virtual Reality’ Spaces tegner en vision for fremtidens digitale kommunikation og samarbejde, men Facebooks f...
Har du styr på dit personlige brand? - Personligt har jeg godt 45.000 følgere på de sociale medier. Af disse er 18.000 på LinkedIn, og det giver et stærkt tale...
Når du bliver ”afvennet” - Så skete det igen. Jeg blev defriendet på Facebook eller ”afvennet”, som jeg selv kalder det med mit hjemmeopfundne dans...
Hvorfor 76 gange om dagen? - Ny bog skrevet af forskeren Adam Alter sætter fokus på vores mobilafhængighed. Bogen forklarer, hvordan og hvorfor vi er...
Opskriften på Facebook-superfans - Følelsen af at tilhøre et fællesskab er vigtig for 44 procent af danskerne. Samtidig siger 39 procent af danskerne, at d...
Har smartphones ødelagt en hel generation? - Har smartphonen ødelagt en generations fornemmelse for nærhed, givet den opmærksomhedsforstyrrelser, Fear of Missing Out...

Giv din stemme

10 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Employee Advocacy

Få værktøjer og viden til at arbejde med medarbejder-ambassadører

8. november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.