Her er svarene på alle dine Facebook-spørgsmål

Er det nødvendigt at annoncere? Hvordan får vi flere fans? Hvilke love skal man være opmærksom på? Facebook kan være et gyldent talerør til dine kunder. Men det kan også ruste, hvis ikke du bruger det korrekt. Social Media Ads Specialist David Lorentzen har samlet 15 vigtige spørgsmål og svar om den professionelle brug af Facebook.
Annoncering, regler, opdateringer og værktøjer. Her kan du få svar på nogle af de vigtigste spørgsmål om Facebook til virksomhedsbrug. Kilde: Getty Images.
Annoncering, regler, opdateringer og værktøjer. Her kan du få svar på nogle af de vigtigste spørgsmål om Facebook til virksomhedsbrug. Kilde: Getty Images.
Facebook er en marketingkanal; det er svært at komme udenom. Desværre er tingene også blevet noget mere komplicerede end de var for bare 4-5 år siden, hvor det primært handlede om at komme hinanden ved.#REKLAMEPLADS#
 
Bare man kunne lave godt content, skabe engagement og opdyrke brandambassadører, så ville den gode karma sprede sig som ringe i vandet. Det var dengang rådgivere i ramme alvor gik rundt og kaldte sig selv ”social media-evangelister” (sic!).
 
Facebook udvikler sig år for år. Det gælder om at følge med, hvis man bruger Facebook professionelt. Kilde: Giphy.
 
Dengang oprettede man en Facebookside, skrev en opdatering og var i gang. Det gør man stadig, men så er det, at spørgsmålene for alvor melder sig.
 
Nogle af de spørgsmål og deres svar har jeg samlet her – med hjælp fra en masse gode mennesker på LinkedIn, som er kommet med input. Tak til jer!
 
Synes du, at der mangler nogle, så fyr løs i kommentarfeltet efter artiklen.
Husk også, at alt, hvad du læser herunder, er udsprunget af skribentens holdninger. Det er ikke nogen rigtig måde at bedrive Facebook-marketing på – eller marketing i det hele taget. #REKLAMEPLADS#
 
1: Skal vi overhovedet være på Facebook?
Det korte svar kunne være: Ja, for det er der, folk er! Og fordi det er den største og en af de lettest tilgængelige platforme.
Der er dog ikke sikkert, at Facebook passer til alle. Til gengæld er det helt sikkert, at ikke alle passer til Facebook. Sagt groft forenklet: Hvis du ikke kan underholde et middagsselskab med dine fantastiske produkter og ydelser, så kan det godt være, at du skal overveje situationen, for på Facebook vil folk gerne underholdes.
 
Flertallet vil have større gavn af end ulempe ved at være på Facebook, men det betyder ikke, at det er her størstedelen af marketingressourcerne skal lægges.
 
2: Hvor tit skal man opdatere?
Når jeg spurgte min dansklærer, hvor lang stilen skulle være, svarede han altid: Lang nok.
20 sider var velkomne, men var ti af dem bare fyld, så var den for lang.
 
Du skal ikke opdatere blot for at opdatere. Du skal gøre det, fordi du har noget at sige, og med al den larm, der er på Facebook i dag, er det i forvejen svært at få ørenlyd. Snakker du blot for at snakke, gør du det ikke nemmere for dig selv.
 
Det er måske fristende, men du skal ikke opdatere hele tiden. Vælg det allervigtigste og mest relevante for brugerne. Kilde: Giphy.
 
3: Hvordan skal vi se ud, og hvad skal tone of voice være?
Jeg har ikke noget endegyldigt svar, men det er en rigtig god idé at tage stilling til spørgsmålet. Især den grafiske del er vigtig på et visuelt medie, og mange virksomheder tager sig direkte frygtelige ud, fordi de undervurderer betydningen.
 
I forhold til tone of voice er det, ikke mindst for medarbejderne, rart at have nogle nedskrevne retningslinjer om, hvor grænsen går for, hvor frisk man må være i både opdateringer og svar til kommentarer. Start fx med at afklare, om emojis er ok? Og i så fald hvilke emojis?
 
4: Hvad skal vi gøre med negative kommentarer - fx på annoncer?
For lige at tage den med annoncer først: Du skal gøre det samme, som på dine opdateringer.
De færreste undgår negative kommentarer, og det er intet rigtigt eller forkert. Personligt mener jeg, at man skal være åben for dialog med brugerne – men man skal ikke være skydeskive.
 
Husk, at der er tre ting, du kan gøre:
  1. Skjule en kommentar. Så kan kun brugeren selv og deres venner se den.
  2. Slette en kommentar. Så forsvinder den helt, og ingen kan se den.
  3. Udelukke en bruger. Så kan vedkommende stadig se og dele indhold fra siden, men ikke kommentere, like eller andet.
Sidst med ikke mindst kan du lette arbejdet for dig selv, hvis du bruger din sides page moderation-funktion, som du finder under settings. Her kan du blokere visse ord, så kommentarer, der indeholder disse, skal godkendes, før de vises på siden.
 
5: Er den organiske rækkevidde død for Facebooksider?
Ja. Og nej. Der har i årevis været snak om, at den organiske, d.v.s. den ikke-betalte, rækkevidde for Facebooksider ville nå nul inden årets udgang – og ”året” har så været skiftende fra år til år.
 
Den organiske rækkevidde er ikke død (selvom den lugter sådan), men den har været for nedadgående længe. Den kloge community manager forbereder sig selv og virksomhedens strategi til en virkelighed, hvor annoncering er måden, man får sine budskaber ud på.
 
Den organiske rækkevidde er det antal brugere, man kan nå uden at betale. I takt med at Facebooks annonceværktøjer er vokset, er det blevet sværere at nå ud til folk på "naturlig" vis. Kilde: Giphy.
 
6: Hvordan øger jeg min organiske rækkevidde på Facebook?
Man ender altid med, på en eller anden måde, at måtte sige det åbenlyse: Lav godt indhold, som folk interagerer med.
Der er dog også ”tricks”, du kan bruge, som fx at croppe (beskære) et for stort billede, således at en bruger får lyst til at klikke for at se det fulde billede. Eller ved at skrive en uddybende kommentar til din egen opdatering, så brugerne skal klikke på ”se kommentarer”.
 
Alt dette og mere til registrerer Facebook som interesse fra brugerne. Hvis du googler ”newsfeed optimization”, kan du finde en masse blogs med tips og tricks inden for dette emne.
 
7: Hvordan får jeg flere fans?
Skal du overhovedet have flere fans? Har du ikke nok? Det er mit indtryk, at brugerne ikke er lige så løse på page like-fingeren som tidligere, så der skal mere til i dag.
 
Måden at få nye fans på er – igen – at levere godt indhold. Annoncering er en anden måde (som ikke udelukker den første!). Her kører jeg selv (og for kunder) kun like-annoncer rettet imod én målgruppe: Personer, som var været på mit website, men ikke er fans.
 
Det er personer, som ved deres handlinger har vist, at de er interesserede i min virksomhed. Gik jeg blot ud og målrettede mod folk, som var interesserede i Facebookannoncering, ville jeg skyde med spredehagl og ramme folk, som ikke aner, hvem jeg er. #REKLAMEPLADS#
 
8: Hvad er det bedste format? Video? Links? Billeder?
Det bedste svar her er: Glem spørgsmålet og brug det hele! Video er det nye sort i manges øjne, og video er godt, men kun video er ikke godt. Det samme gælder andre formater.
 
Forskellige folk interagerer med forskelligt indhold. Jeg ser ikke så meget video, men klikker til gengæld gerne på links. Min og alle andres ageren registrerer Facebook, og hvis du bruger overvejende ét format, så vil du overvejende nå de samme personer, fordi Facebook prøver at være så relevant for brugeren som muligt.
 
Med andre ord: Folk er forskellige. Det bør dit indhold også være.
 
Skift endelig blandt indholdsformater, så du både har et varieret udtryk og kan nå flere folk. Kilde: Giphy.
 
9: Hvad er det bedste værktøj til content planning?
Dyce, Trello og DivvyHQ er nogle af dem, jeg ser nævnt i diverse fora, mens andre laver egne systemer med fx Google Sheets eller Google Calendar. Hootsuite og Buffer er to andre, som man kan komme i gang med for et ganske lille, månedligt beløb.
 
Så er der naturligvis Falcon.io, som dog er i en noget anden prisklasse og kan så meget mere end blot content planning.
 
Er det kun planlægning, man har brug for, så er jeg tæt på at sige, at noget af det bedst fungerende, jeg ser rundt omkring, bare er et stort whiteboard med ugenumre og dage. Så kan hele afdelingen følge med, og de, som konkret har fingrene i skidtet, bruger Facebooksidens kladdefunktion til at forberede de færdige posts.
 
10: Hvilke regler og love skal man være opmærksom på?
Åhhh, jeg kunne ride denne kæphest i timevis. Lad mig gøre det kort: Du skal sandsynligvis have styr på meget mere, end du har nu.
 
I de gode, gamle, trykte (og trygge) dage var der et filter mellem dig, som annoncør, og modtagerne. Det var de trykte mediers reklameafdelinger, der fangede de fleste brud på diverse love. I dag er det dig, uden mellemmænd, som er ansvarlig for det, du sender ud.
 
Du skal som minimum have styr på Facebook Page Guidelines og Facebook Advertising Policies.

Men du er ikke i mål blot med disse to regelsæt. At noget er tilladt på Facebook betyder nemlig ikke, at det er tilladt i Danmark, så du skal også kende Markedsføringsloven.
 
Forbrugerombudsmandens efterhånden over 5 år gamle ”Standpunkt om sociale medier”, som rapporten kaldes i daglig tale, bør også stadig være pligtlæsning for enhver, der arbejder inden for området.
 
Jeg kunne fortsætte med Persondataloven, Ophavsretsloven og et par andre, som i visse tilfælde kan have relevans, men hvis nu alle de, der kaster sig ud i markedsføring uden kendskab til de mest grundlæggende regler, blot læser de førstnævnte, så ville vi, som branche, være nået langt.
 
11: Hvad er Facebook Business Manager?
Facebook Business Manager (BM) er Facebooks løsning til virksomheder på Facebook. BM er ikke andet end en måde at organisere en virksomheds aktiver på (Facebookside, annoncekonto, Instagram, etc.) samt at tildele adgang til ansatte og samarbejdspartnere.
 
Dertil kommer, at BM løser et kæmpe problem med annoncekonti, som var (og er) bundet til personlige profiler – og hvad gør man så lige, når en medarbejder skifter job og dermed tager kontoen med sig?
 
Jeg anbefaler klart, at enhver virksomhed eller organisation kommer på Facebook Business Manager. Du kan læse en introduktion til Business Manager her.
 
12: Kan man sælge på Facebook?
Man kan godt sælge på Facebook. Spørgsmålet er, om du kan? Den klassiske fejl, mange begår, er, at de ikke har styr på, hvor deres kunder befinder sig i salgstragten og derfor er for lidt sælgende over for dem, der er købsparate – og for sælgende over for dem, der ikke er i købsovervejelser endnu.
 
Husk: Folk er ikke på Facebook for at købe dit produkt. De er der for vennepraleri og kattekillingevideoer. Ingen leder efter dit produkt på Facebook. Det gør de på Google.
 
En anden ting, man skal have styr på, før man kan bedømme, om man kan sælge på Facebook eller ej, er Facebooks konverteringssporing.
 
Facebook er tidsfordriv og underholdning for folk. Hvis du skal sælge noget på Facebook, så skal du være helt sikker på, at der er en bred køberbase for dit produkt. Kilde: Giphy.
 
13: Skal man absolut annoncere på Facebook?
Næ. Du skal ikke. Du kan også gå til netværksmøde med en hovedpude foran ansigtet, så ingen kan høre, hvad du siger. Men hvorfor så ikke bare blive hjemme?
 
Den organiske rækkevidde på Facebook er som tidligere nævnt ikke død, men den er faldet dramatisk, og mange virksomheder har nu folk ansat, som bruger mange timer ugentligt på indhold.
 
Spørgsmålet er: Hvorfor blive ved med at lave indhold, hvis færre og færre ser det? Hvorfor gå rundt med en pude for munden? Det dyre er at lave indholdet – ikke at få det distribueret via annoncesystemet. Jo mere tid der går, jo mere falder den organiske rækkevidde, og jo mere tydeligt bliver valget, som reelt er: Betal for annoncering, eller lad være med at producere indhold.
 
Sidste argument for annoncering er, at hvis du vil arbejde strategisk med salg på Facebook, så er annoncering den eneste vej i forhold til at kunne arbejde intelligent med data og salgstragte.
 
14: Når jeg laver en annonce på Facebook, kan jeg så også få vist den på Instagram?
Ja! Instagram er som bekendt ejet af Facebook, og Instagram er blot en placeringsmulighed i Facebooks annoncesystem: Sæt flueben, og så er din annonce på Instagram.
 
Når dét er sagt, så husk dog, at Instagram og Facebook er to ganske forskellige platforme, hvad angår brugernes ageren. Det, som virker på Facebook, virker ikke nødvendigvis på Instagram, så overvej, hvorvidt det er smart blot at køre samme indhold ud på begge kanaler.
 
15: Hvad er forskellen på at booste og at annoncere?
At booste er nemt, at annoncere er godt. Og derudover er et boost faktisk annoncering – annoncering er bare ikke altid et boost. Der er kun ét annoncesystem på Facebook, og hvad enten du booster eller opretter din annonce fra bunden, ender den i det system.
 
Når det er sagt, så er der dog langt flere muligheder til din rådighed, hvis du opretter din annoncering igennem Ads Manager. Du får kort og godt bedre annoncering.
 
Det var 15 spørgsmål, jeg og mit netværk ofte hører – eller ville ønske, at flere stillede sig selv. Som nævnt i starten: Hvis du synes, der mangler nogle, så kom gerne med dem i kommentarerne herunder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også