No Hope for Trump

WASHINGTON D.C. – Donald Trumps Hvide Hus sætter mange rekorder. En af dem er ikke en, man normalt ville prale af: udskiftningsraten blandt de ansatte.Trump er oppe på at have skiftet tre gange flere stabsmedlemmer på nuværende tidspunkt, end præsident Obama omsatte af folk i hele sit første præsidentskab.

Og i denne uge forlod en af præsidentens tætteste nøglemedarbejdere pladsen: Kommunikationsdirektør Hope Hicks meddelte, at hun sagde sin stilling op.

Trump og Hicks, mens relationen endnu var varm.

Som netmediet Politico, der breakede nyheden, skrev, betyder det, at medierne fremover må undvære den mest prominente ”Trump whisperer”. Ingen kunne som Hicks oversætte og formidle præsidentens tanker videre. Og Trump skal ud at finde sin femte kommunikationsdirektør på under et år; Obama havde fem i de otte år, han var præsident – George W. Bush havde fire i alt.

Hope hvem?

Men hov, vent nu lige, tænker læseren måske: Hope Hicks? Hende har jeg da ikke rigtig hørt om.

Og nej, det har de fleste danskere næppe, og det skyldes, at hun nok er den mest ikke-kommunikerende topmedarbejder udi kommunikation, man kan forestille sig.

De fleste, der er interesserede i amerikansk politik, kender alt til Kelleyanne Conway og hendes ’alternative facts’, ligesom det var svært at undgå at lære Sean Spicer – og nu Sarah Huckabee Sanders – at kende som pressetalsmænd. Og Hope Hicks’ forgænger i embedet som kommunikationsdirektør, Antonio Scarramucci, var så højtråbende og selvpromoverende, at han selv blev historien fra dag et (og det var nok også hovedårsagen til, at han holdt blot 11 dage på posten – en anden rekord: Den ansatte nogensinde, der har besiddet et job i Det Hvide Hus i kortest tid).

Med Hope Hicks forholder det sig anderledes.

Den 29-årige tidligere fotomodel og PR-uddannede Hicks har arbejdet tæt sammen med og for Trump i de seneste tre år, men hun arbejdede for familien Trump allerede før 2015, nemlig som kommunikationschef for Ivanka Trumps modebrand. Og uanset, at mange Trump-kritikere sikkert kunne være fristede af at søge forklaringen på hendes tætte og gode forhold til Trump i hendes udseende, er det efter alt at dømme ikke det, men hendes indre kvaliteter, som indtil for ganske nylig har gjort hende til den medarbejder, som Trump stolede allermest på og satte allermest pris på.

Hope Hicks bliver i Det Hvide Hus kaldt 'Trumps ægte datter' ifølge forfatteren til Fire and Fury: Inside the Trump White House, Michael Wolff.

Hope Hicks – som Trump normalt kun omtaler kærligt med kælenavnene ”Hope-y, ”Hopie” eller ”Hopester” – har været opfattet af præsidenten som hans ”anden datter” og kaldes i medierne jævnligt for Trumps ”emotional crutch”; en kvinde, han stoler ubetinget på, og hvis loyalitet, der aldrig har været sat spørgsmålstegn ved. Og for Trump, som foretrækker en stab, der enten ér familie eller opfører sig som om, de er, er ubetinget loyalitet og beundring en top-kvalifikation.

Og den kvalitet besad og besidder Hicks i metermål. Hun kalder rutinemæssigt præsidenten for ”en unik leder” og ”det eneste udslagsgivende, som gjorde, at vi vandt valget”, ”han alene er budskabet”, som hun udtrykker det, ligesom hun har beskrevet det at arbejde for Trump som sit ”livs gave og enestående mulighed”.

’Trump er en varm, intelligent og charmerende mand’

Hicks har med sin direkte adgang til Trump også været mediernes faste ”go-to-kvinde”, når der skulle arrangeres interviews med præsidenten. Ligesom hun har været utrættelig, når det gjaldt den utaknemlige opgave at forklare journalister, at præsidenten – der ofte portrætteres som ukoncentreret og stærkt optaget af, hvordan han selv fremstår i medierne – ”slet ikke er sådan”, men i virkeligheden er en ”varm, morsom, intelligent og charmerende” mand.

Hun har samtidig set det som en af sine hovedopgaver at ”blødgøre præsidenten”, at vise hans ”menneskelige side” og at glatte ”uoverensstemmelser og misforståelser ud”, så præsidenten har kunnet bevare sin emotionelle ligevægt, fremgår det af utallige medieomtaler og portrætter af den nu afgående kommunikationsdirektør, der imidlertid også ofte omtales som ”mystisk”, ”utilgængelig” og ”omgivet af hemmeligheder”.

Med hendes afgang mister Trump med andre ord ikke bare en nøglemedarbejder udi kommunikation, men en, der har gjort, at han kunne føle sig lidt mere veltilpas på arbejdet – mere tryg og værdsat i en by, hvor knivene sidder løst og ofte kastes mod ens ryg. Eller som New York Times udtrykte det fredag, ”for Trump er det at miste Hope Hicks som at miste en legemsdel”.

Da Hicks fik jobbet som kandidat Trumps dengang i øvrigt eneste pressemedarbejder tilbage i 2016, kaldte samme avis hende den ”absolut mindst kvalificerede pressemedarbejder en kandidat nogensinde har haft”; en karakteristik, der har fulgt Hicks på posten som kommunikationsdirektør. Men som den daværende kampagnemanager Paul Manafort sagde: “Her most important role is her bond with the candidate. She totally understands him.”

Trump alene hjemme – og sur

Det er derfor ikke ubegrundet, når mange, der kender den meget humørsvingende præsident, nu er bekymrede for, at han skal blive endnu mere uforudsigelig og irritabel på jobbet.

Som det politiske netmedie The Hill skriver:

”The White House has a massive hole to fill as it seeks to replace communications director Hope Hicks, whose departure is seen as a devastating blow to President Trump at a time when his administration is besieged by conflict. Hicks has been by Trump’s side since the start of his campaign, and allies describe her as a steadying force with an unparalleled ability to connect with her boss.”

Eller med et andet lignende udsagn fra Associated Press:
”Hicks, 29, had a seemingly untouchable role in the West Wing, often viewed more as a surrogate daughter than a staffer. Perhaps most importantly, she served as Trump's glamorous sidekick and validator, always ready to provide "Mr. Trump" with a smiling dose of positive reinforcement.”

Trump måtte sidste år også sige farvel til sin mangeårige ven og bodyguard Keith Schiller, der havde samme personlige kemi og forbindelse med præsidenten, som Hicks har. Schiller tog sin afsked fra Det Hvide Hus efter flere sammenstød med stabschef John Kelly, der forhindrede bodyguarden i frit at kunne gå ind og ud af Trumps kontor, som han ville, og den afsked hensatte også Trump i dårligt humør, lød det i medierne. Den britiske avis The Independent skrev, at præsidenten var ”knust” over tabet.

Hope Hicks rykkede i øvrigt, symbolsk, også ind i det kontor, som Schiller efterlod, og det er ikke forkert at antage, at præsidenten nu kun har sin ”rigtige” familie tilbage, som han for alvor stoler på i Det Hvide Hus. Visse medier beskriver Trump som ”i stigende grad isoleret” efter Hicks’ afgang.

No Hope left – Twitter amok i ordspil

Medierne morede sig også efter hendes farvel, især over de mange ordspil, det er muligt at lave på navnet ’Hope’, der som bekendt også betyder ”håb” på engelsk. På Twitter konkurrerede kommentatorer og ganske almindelige borgere om, hvem der kunne formulere de mest bidende, sjoveste eller mest elegante ordbilleder.

Hope Hicks OUT. Who will be the next to go?! #TheCelebrityAppresident #BringBackTheMooch pic.twitter.com/d1NwtjveVS
— The Daily Show (@TheDailyShow) 28. februar 2018

Huffington Post samlede mange af dem i en artikel, der kan læses her.

Hope Hicks meddelte selv – ret typisk for hendes stil som kommunikationsdirektør – at hun ”savnede ord” for, hvor taknemlig hun var over for præsidenten.

Trump havde omvendt og vanen tro ikke lige så svært ved at finde flere ord: “Hope is outstanding and has done great work for the last three years. She is as smart and thoughtful as they come, a truly great person. I will miss having her by my side, but when she approached me about pursuing other opportunities, I totally understood. I am sure we will work together again in the future”, lød det.

Kaos-præsidentens mest kaotiske uge nogensinde – og Kushners mareridt

Men spørgsmålet står fortsat tilbage om timingen.

Hvorfor forlader Hope Hicks Trump og Det Hvide Hus lige nu?

Det kan man især undre sig over, fordi Hicks efter alt at dømme vitterlig sætter præsidenten meget højt, og fordi den forgangne uge har været totalt kaotisk på regeringens indre linjer og endnu mere turbulent end alle de andre turbulente uger, som ellers er blevet til Trumps varemærke. Så hvorfor bidrage endnu mere til det indtryk kunne man spørge om.

Først er det nok på sin plads at opsummere ugen:

”Kaos” er sandsynligvis det ord, der oftest forbindes med Trumps præsidentskab - og især med atmosfæren i Det Hvide Hus. Eller som NBC News udtrykker det: Trump’s presidency has been defined by chaos. This week was even worse.

Ugen startede med kioskbaskere fra landets tre førende kvalitetsaviser, Washington Post, New York Times og Wall Street Journal, med bl.a. korruptionsanklager mod præsidentens svigersøn Jared Kushner. Her kom det frem, at Kushner havde modtaget en halv milliard dollars i lån fra virksomheder, lige efter topcheferne fra de samme virksomheder havde været til møde i Det Hvide Hus.

The New York Times rapporterede, at Joshua Harris, grundlægger af firmaet Apollo Global Management, mødtes med Kushner i Det Hvide Hus, hvorefter Harris blot få måneder efter mødet lånte Kushner-familiens firma ”Kushner Companies” 184 millioner dollars. I samme artikel fremgik det endvidere, at familien Kushner også modtog et andet lån på 325 millioner dollars fra Citigroup kort efter et møde med Citigroups administrerende direktør Michael L. Corbat. Det møde fandt også sted på adressen 1600 Pennsylvania Ave i Washington.

Forargelsen i medierne var betydelig. Se Late Nights nyhedsvært Seth Meyer og hans bidende gennemgang her:

Derudover bliver Kushner anset for så uvidende og naiv om sit stofområde i regeringen som rådgiver for præsidenten (udenrigspolitik, især Mellemøsten og handelsforhold), at flere udenlandske regeringer – herunder De Forenede Arabiske Emirater, Kina, Israel og Mexico - ifølge Washington Post har holdt møder om, hvordan man kunne udnytte ham bedst.

Samtidig og godt nok ikke forbundet hermed, men som en udvikling, der gjorde tingene endnu værre for Kushner, mistede the first son-in-law sin midlertidige sikkerhedsgodkendelse i sidste uge, hvilket betyder, at han ikke længere har lov til at se dokumenter, der er stemplet ”top secret”, men kun den lavere klassifikation ”secret”.

Kushner har tidligere med sin midlertidige sikkerhedsgodkendelse på tophemmeligt niveau haft adgang til alt, og han har ifølge insidere i Det Hvide Hus været mere end almindeligt interesseret (modsat sin svigerfar, der ikke orker at læse sin daglige briefing fra efterretningstjenesterne) i rapporterne om USA’s sikkerhed og har ofte udbedt sig supplerende oplysninger og mere indgående briefinger om udviklingen i lande, der er vigtige for USA at vide besked om. Og – lyder det fra kritikerne, hvoraf der er mange – de lande er ofte nogle, hvor Kushner Companies også har økonomiske interesser.

Medierne har også kunnet bringe historie efter historie om en magtkamp i Det Hvide Hus mellem stabschefen og Ivanka Trump og Kushner, ofte blot kaldet Jivanka eller Jarvanka – en magtkamp, hvor Kelly fører på points, efter den mistede sikkerhedsclearing.

Udmeldinger om våbenkontrol og handelskrig

Men det var slet ikke alt.

Trump bidrog i rigelige mængder selv til balladen hele ugen igennem, efter at han torsdag rask startede en handelskrig ved at meddele ny toldsatser på import af stål og aluminium – uagtet, at hans økonomiske toprådgiver Gary Cohn har truet med at forlade sin post, hvis ændringerne bliver gennemført, og uagtet, at hans eget parti er arge modstandere af tiltaget.

Our Steel and Aluminum industries (and many others) have been decimated by decades of unfair trade and bad policy with countries from around the world. We must not let our country, companies and workers be taken advantage of any longer. We want free, fair and SMART TRADE!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) 1. marts 2018

Samme aften foretog Trump en 180 grader politisk kovending om våbenkontrol efter massakren på et gymnasium i Florida.

På et møde mellem præsidenten og begge partier tilkendegav Trump først til de forsamlede republikaneres måbende rædsel, at han dels gik ind for en strammere våbenkontrol og et forbud mod salg af semiautomatiske våben til unge under 21, dels nok mente, at man kunne konfiskere folks våben uden en retlig tilladelse, hvis den pågældende person blev anset som mentalt ustabil eller farlig af myndighederne.

Som Trump sagde ved mødet, ”det tager alt for lang tid at gå i retten. Jeg går ind for at konfiskere først, og så kan man se på det juridiske bagefter”. Han bebrejdede også sine republikanske partifæller, at de var ”alt for bange for” våbenlobbyorganistionen The NRA.

Se ordvekslingen her:

Ikke engang præsident Obama, der var en stærk tilhænger af øget kontrol med våben, ville være gået så langt, påpegede iagttagere, og NRA, der har støttet Trump som præsident, var ude at tage afstand.

På Breitbart News udnævnte man fluks Trump på forsiden som ”forræder” og ”våbentyv”:

Torsdag holdt præsidenten imidlertid aftenmøde med NRA og formentlig også med sit politiske bagland, og så gik han sjovt nok ikke længere ind for konfiskation, men derimod for ”due process”, som det hedder på engelsk, når man lader retten tale, før man berøver borgere deres (lovligt erhvervede) ejendele.

Som NRA’s Chris Cox bagefter konkluderede:

I had a great meeting tonight with @realDonaldTrump & @VP. We all want safe schools, mental health reform and to keep guns away from dangerous people. POTUS & VPOTUS support the Second Amendment, support strong due process and don’t want gun control. #NRA #MAGA
— Chris Cox (@ChrisCoxNRA) 2. marts 2018

Nå ja – og så tweetede Trump også skældsord (som han ofte gør) mod sin siddende justitsminister Jeff, ligesom det blev lækket til medierne, at den nationale sikkerhedsrådgiver general McMaster også var på vej ud af døren.

Blot en helt almindelig uge i det spektakulært kaotiske Hvide Hus.

Hope Hicks’ affære med Rob Porter

Tilbage til Hicks.

Det er oplagt at spekulere i to forhold, der kunne have ledt til hendes farvel:

For det første den presseomtale, som blev hende til del efter skandalen omkring en anden tidligere ansat, stabschef Kellys sekretær Rob Porter, som Hicks på det tidspunkt var kæreste med (de er ikke sammen længere), plus anklager om, at Hicks ikke havde holdt sig neutral i sagen, men havde været med til at skrive rosende presseudtalelser til Porters forsvar.

Porter blev fyret under intens pressedækning først i februar, da det kom frem, at begge hans eks-hustruer – Colbie Holderness og Jennifer Willoughby - i interviews med FBI havde anklaget ham for hustruvold. Det var anklager, som offentligheden ikke kendte til, før det britiske tabloidmedie Daily Mail og internetmagasinet The Intercept begge offentliggjorde dels detaljerede historier om begge kvinders voldsanklager, dels et billede af Colbie Holdernes, der viser hende med et blåsort øje efter Porters overgreb.

Efter det kom frem, blev præsidenten angiveligt irriteret over, at Hope Hicks havde ”sat sine egne interesser over hans”, som en ansat i Det Hvide Hus siger til Kforum.

Og i forbindelse med skandalen rettede medierne for alvor og for første gang det kritiske spotlys mod Hicks som privatperson. Paparazzi-fotografer tog billeder af kæresteparret - kommunikationsdirektøren og stabssekretæren - til middag og efterfølgende på vej ind i hendes lejlighed. Ydermere advarede eks-hustru Willoughby i et interview med CNN Hicks om, at kommunikationsdirektøren ville ”blive Robs næste offer.” Alt sammen – må man formode – ubehageligt for Hicks.

Paparazzifotoet af Hope Hicks og Rob Porter

Just som denne skandale var på vej til at løje af – Sarah Huckabee Sanders fremhævede på flere pressebriefinger, at Porter blev fyret, ”blot timer efter, at vi fik besked med omfanget af de fulde anklager” (læs: billederne, som ingen i Det Hvide Hus havde set før) – skete massakren på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida, hvor 17 mennesker, herunder 14 gymnasieelever, blev dræbt. Masseskuddrabene overdøvede alt andet, og et planlagt pressemøde i Det Hvide Hus, hvor journalisterne havde fået besked om, at Kelly selv ville svare på spørgsmål om Porters fyring og om, hvad Kelly havde vidst og ikke vidst, blev aflyst af respekt for ofrene.

Presset på den notorisk pressesky Hicks, der altid har værnet om sin privatsfære, var med andre ord betydeligt, og flere af hendes venner udtalte til medierne, at hun havde haft det virkelig dårligt med den store interesse for hendes privatliv.

Vanity Fair skriver, at Hicks var ”følelsesmæssigt overvældet” over presset af at arbejde i Det Hvide Hus, og klimaet var blevet for ”hedt for hende.”

Hvide løgne for Trump

Og ugen efter #Portergate kunne Hicks så lægge en ni timer lang afhøring i the House Intelligence Committee i forbindelse med den igangværende undersøgelse om Ruslands indblanding i den amerikanske valgkamp i 2016. Hicks sagde efter alt at dømme ikke meget af substans, men nægtede ifølge flere deltagere at svare på spørgsmål, der handlede om Rusland eller om tiden som pressemedarbejder for Trump som kandidat – hendes forklaring og udtalelser er ikke offentligt tilgængelige.

Et udsagn blev dog lækket til medierne, nemlig, at hun under afhøringen erkendte, at hun af og til ”havde fortalt hvide løgne” på vegne af præsidenten til medierne.

Det udsagn irriterede efter sigende Trump betydeligt og er første gang, medierne har hørt noget om, at præsidenten var rigtig vred på sin nære medarbejder.

Ikke desto mindre fastholder den journalist, der kom først med nyheden – New York Times’ Maggie Haberman – at Hicks’ beslutning om at sige op ikke havde noget med de hvide løgne at gøre, men snarere var et resultat af udmattelse over tre år ved Trumps side. Og en intens afsky over for Washington, som den reserverede Hicks - der er vokset op i et svalt og diskret overklassemiljø i Greenwich, Connecticut, og som ofte forlod hovedstaden i weekenden for at besøge sin familie og hænge ud med få, udvalgte venner i New York – aldrig blev glad for at være flyttet til.

Hun agter også at flytte fra Washington, lige så snart hun er stoppet endeligt i næste måned.

En feministisk hypotese: Hope Hicks er færdig med at være fars pige

Der er dog også en tredje – ikke så ofte set i medierne, men på den anden side ikke usandsynlig – grund til, at Hicks kunne have fundet udgangen. Nemlig den, at hun simpelthen er blevet træt af at danse efter Trumps misogyne pibe og har fundet ud af, at det næppe kan betale sig for hende selv i det lange løb at spille rollen som den evigt servile og udglattende reservedatter.

Det skriver den feministiske forfatter og commentator Jill Filipovic i en bidende kommentar :

” More likely, she’s motivated by the same thing as her boss: unadulterated self-interest. Perhaps, finally, she realized the good-girl game is rigged to let the boys win.”

“The problem with being the mostly silent hardworking nice girl is that you also might end up the fall guy — the one who stays up all night finishing the project while your less-diligent peers knock off, the one who simply smiles tightly as a male colleague takes credit for your work. Or the one who, having long been a sympathetic filial ear for your very undisciplined boss, is finally being forced to talk — and realizing that your story does not sound good.”

Hvad den endelige bedømmelse vil blive af Hicks, når stormen over hendes afgang har lagt sig, er ikke nemt at svare på.

Mange medier har hæftet sig ved hendes usædvanlige CV. At hun vitterlig intet vidste om politik, men kun om ”corporate communication”, der er en radikalt anden branche end politisk kommunikation, hvor hun havde præcis nul erfaringer, før hun startede (noget som Trump i øvrigt fremhævede igen og igen under kampagnen, når han talte om hende ,og som han så som et ’absolut plus’).

De fleste omtaler af hende fremhæver hendes unikt tætte og personlige forhold til Trump og til Trump-familien som den væsentligste kommunikation, herunder hendes særlige evne til at ”læse” præsidenten.

Hicks – en amatør, hvis hvide løgne var langt fra harmløse

Ikke alle mener imidlertid, at Hicks blot har været en uskyldig eller udglattende faktor. Chefredaktøren for det venstreliberale, intellektuelle tidsskrift The New Yorker David Remnick skriver, at Hope Hicks ”narrer sig selv, hvis hun tror, at harmløse hvide løgne er det eneste, vi vil huske hende for”.

Remnick skriver, at Trump som præsident overgår alle andre tidligere politiske ledere i løgnehistorier, og at Hicks’ rolle i fabrikationerne har været betydelig:

”The President’s daily communications are a tangle of falsehoods, defamations, and tall tales, and Hicks was his facilitator, his defender, his explainer. That line of work goes far beyond the scope of “white lies”, skriver han og uddyber: ” Hicks, even in her camera- and microphone-shy way, spent years being loyal to Trump and his mendacities. She was always prepared to do his bidding, including when there was an ugliness to the bidding.”

Et andet medie, der er barsk i både tonen og dommer over Hope Hicks, er The Daily Beast, der kalder Hicks for ”en amatør, der var dødsdømt fra dag et” i en artikel med titlen, ”Hicks Learns That Hope Isn’t Enough to Make It in Trump’s White House.”

Skribenten bag artiklen, Karen Hinton, vurderer, at Trump er “mere isoleret i Det Hvide Hus end nogensinde efter Hicks’ afgang, og konkluderer: “Despite often being described as an “emotional crutch” for the president, she had no apparent understanding of how to manage her White House portfolio to gain an advantage for her president or herself. White House duty strains the capabilities of even the most seasoned pros. An amateur is doomed from day one”.

Der er håb for Hope – men drømmechefen har hun allerede haft

En ting er til gengæld sikker; når Hope Hicks er færdig med at hvile ud med sin familie i Connecticut og sine venner i New York og har reflekteret over sine tre år ved Trumps side og sine 13 måneder i Det Hvide Hus: Det vil næppe være jobtilbud, hun vil mangle.

De fleste vurderer det som helt usandsynligt, at hun vil skrive en ”kiss and tell”-bog om Trump – modsat andre tidligere ansatte, der er i fuld gang med netop det – men snarere, at hun vil tage imod et lukrativt job i sin gamle branche: corporate communication, hvor hun ifølge tidligere kolleger var både effektiv, dygtig, flittig og vellidt.

Det kan dog tænkes, at det omvendt vil være svært nogensinde at finde en arbejdsgiver, der for Hicks kan matche Trump. Som hun sagde i november 2017 i det eneste større interview, hun gav efter valgkampen til Forbes Magazine, så er han ”drømmeklienten” - altid og nogensinde:

"FORBES: Do you have someone, like, a dream client for down the road?

HICKS: Yes, Donald Trump. He's everything.

FORBES: He's the dream client?

HICKS: There's nobody else.

FORBES: No one?

HICKS: Nobody.”