Tyskland stadig verdensåbent trods AfD
Det tyske valg stiller Tyskland og Europa over for store udfordringer, der vil dominere de kommende måneder og formentligt år. Valget og de kommende udfordringer lader sig imidlertid ikke forstå, hvis ikke man ser lidt nærmere på baggrunden af resultaterne, ikke mindst med et historisk perspektiv.
Resultatet af det tyske valg skal tages med et gran salt. Især skal man passe på at sammenligne tilbagegangen for de store midterpartier, CDU og SPD, og fremgangen for det højrepopulistiske, indvandrer- og EU-kritiske parti AfD med de danske erfaringer fra 1990'erne og 2000'erne. Udviklingen i Tyskland er en anden, og baggrunden for de aktuelle udviklinger kan ikke sammenlignes med de danske erfaringer.
AfD og de indenrigspolitiske udfordringer
I Danmark blev succesen for AfD ofte tolket ud fra danske erfaringer. Ligesom Poul Nyrup Rasmussen i slut 1990'erne først omtalte DF som ikke ”stuerene”, blot for at se dem vinde indflydelse op gennem nullerne, ser mange danske iagttagere AfD's politiske isolation som et midlertidigt fænomen. Det gælder for de store partier, ikke mindst SPD, om at tage befolkningens bekymringer omkring indvandring og islam alvorligt; således kan man høre gang på gang. Desuden antyder mange iagttagere, at AfD selvfølgelig, præcis ligesom DF, om ikke alt for længe kommer ind i varmen.
AfDs valgkampagneplakater.
Bag denne forestilling ligger en idé om en overordnet udvikling, der angiveligt skulle ligne ”de danske tilstande”; at man i Tyskland har haft berøringsangst over for spørgsmålet om indvandring, var tøvende med et opgør omkring den tyske skyldkultur efter Anden Verdenskrig, og generelt har undervurderet folkets indvandringskritiske og islamkritiske opfattelser.
Ingen af disse antagelser passer og især: Ingen af dem forklarer AfD's succes.
I modsætning til Danmark har Tyskland siden Anden Verdenskrig haft en stærk, og i mange henseender dominerende nationalkonservativ højrefløj. Denne højrefløj var helt fra begyndelsen af den vesttyske forbundsrepublik repræsenteret i højreekstreme partier såsom SRP og DP, som ikke kun var repræsenteret i Forbundsdagen, men – i tilfældet DP – også havde regeringsansvar under Adenauer. Samtidig stod det konservative parti CDU – og især søsterpartiet CSU i Bayern – langt til højre hvad angår familiepolitik, national selvopfattelse, uddannelsespolitik mv.
Gennem hele efterkrigshistorien – helt op til 00'erne – fandtes der med andre ord en ekstremt indflydelsesrig højrefløj i det konservative parti, der forsvarede nogenlunde de samme positioner, som vi i dag ser i AfD.
Især i forhold til de erindringspolitiske dagsordener og med blik på familiepolitikken var der næppe nogen forskel. I årtier talte konservative politikere om den såkaldte skyldkultur, der skulle brydes. Og de fleste lokale og regionale forsøg på at opbygge mindesmærker for holocaustofrene blev i årevis blokeret af konservative partier. Selv idéen om, at Hitlers værnemagt var ”sober”, var udbredt på den konservative højrefløj, som diskussionerne i 1990'erne viste.
Debatterne i Tyskland var med andre ord ekstremt polariserede. De fleste positioner, som AfD står for i dag – både indenfor det familiepolitiske område, i forhold til indvandring og den tyske historie – var udbredte gennem hele den (vest)tyske efterkrigshistorie, hvor de både var repræsenteret i en nationalkonservativ højrefløj i CDU og CSU, og i forskellige højrepopulistiske partier, såsom Die Republikaner, der i 1989 fik næsten otte procent af stemmerne ved Europavalget.
Skiftet kom omkring 2000. CDU havde tabt valget i 1998 og kunne se på tallene, at de havde store problemer med især yngre vælgere i byerne, deriblandt især blandt yngre kvinder og moderne, moderat konservative familier. Det forstokkede familiesyn og de indædte kampe om den tyske historie virkede malplacerede for den nye, mere liberale generation, der ikke længere kunne forholde sig til de traditionelle værdier, som fortsat stortrivedes i CDU.
Bag udviklingen ligger det, som man i forskningsverden kalder for en ”stille revolution”: Værdierne i samfundet havde gennem årene forandret sig, og de traditionelle konservative værdier havde massigt tabt indflydelse. Den ny partiformand Angela Merkel fik derfor til opgave at flytte partiet mod midten af samfundet for at gøre det attraktivt for de afgørende vælgere i midten af samfundet. De nationalkonservative positioner, som indtil det tidspunkt havde stortrives i det konservative parti, blev mere og mere marginaliserede; de blev mere og mere presset ud af partiet.
Mutter Merkel in der Mitte.
AfD's nuværende succes er en konsekvens af denne udvikling. I mere end femten år havde man ventet på et nyt højrepopulistisk parti, der kunne udfylde tomrummet til højre for CDU, som Merkels bevægelse mod midten havde efterladt – og det er dette tomrum, som AfD lige nu udfylder.
Den værdipolitiske splittelse
Samtidig gør denne baggrundshistorie det tydeligt, at Merkel – og for så vidt de tyske socialdemokrater – i dag står overfor den svære, næsten umulige opgave, at de på den ene side skal forsøge at appellere til vælgerne til højre for CDU, og at de på den anden side skal passe på ikke at tabe midtervælgerne, som er afgørende for at kunne vinde valgene.
Ser man lidt nærmere på baggrunden for det aktuelle tyske valgresultat, bliver det tydeligt, at opgaven er umulig at løse. På alle værdipolitiske områder adskiller sig AfD's vælgere markant fra resten af den tyske befolkning. Således bakker eksempelvis 73 procent af de konservative op om et progressivt familiesyn, herunder ægteskab for homoseksuelle, mens 55 procent af AfD's vælger afviser det samme.
Og spørger man om indstillingen til Merkels indvandringspolitik, er mere to tredjedele af de konservative vælgere tilfredse med den, mens alle AfD's vælgere afviser den. Og konfronteret med det grundlæggende spørgsmål, om Tyskland skal være et verdensåbent land, eller om man skal værne om de nationale grænser, svarer et overvældende flertal i alle partier – på nær AfD – at Tyskland skal være et verdensåbent land. Mens f.eks. 79 procent af CDU's vælgere peger på Tyskland som verdensåbent land, satser hele 85 procent af AfD's vælgere på beskyttelsen af de nationale grænser.
AfD's vælgere står, med andre ord, isoleret på det værdipolitiske område. Det er en misforståelse at tro, at Merkels CDU eller SPD blot kan overtage de positioner, som AfD står for i dag; disse positioner har ingen opbakning i resten af samfundet og vil virke skræmmende på partiernes moderate vælgere. Der er ifølge en del undersøgelser ingen opbakning til AfD's flygtningekurs i resten af samfundet.
Og især på det historiepolitiske område – synet på nazitiden – er det tydeligt. at et kæmpestort flertal af den tyske befolkning er enormt lettet over, at de indædte, hårde debatter fra 1980'erne og 1990'erne, som AfD forsøger at genoplive, er faldet til ro. Der findes ingen generel interesse for at genstarte de gamle debatter i samfundet. Og AfD's krav om en mere restriktiv indvandrings- og flygtningepolitik får kun støtte af et mindretal på omkring 30 procent af tyskerne. I andre undersøgelser svarer næsten 80 procent af vælgerne, at Tyskland fortsat skal tage imod flygtninge.
Merkels vælgere bakke op med emoji-inspirerede bannere. Merkel er kendt for at ovenstående håndgestik. Scanpix/Michael Dalder.
Regeringsforhandlinger
Den i Danmark udbredte ide om, at AfD med sine nuværende positioner kommer ind i varmen, har med andre ord ingen gang på jorden. Og også sammenligningen med Dansk Folkeparti halter. Hvor det er lykkedes DF at flytte vælgerne og politikerne på det indvandringspolitiske område til højre, er der ingen tegn på at AfD's positioner er attraktive for midten af samfundet.
Udviklingen er i Tyskland gået den anden vej: De stærkt nationalkonservative og indvandringskritiske stemmer, som var udbredte i 1980'erne og 1990'erne, har tabt massiv indflydelse. AfD's positioner er isolerede i befolkningen.
Alligevel skaber deres succes problemer, ikke mindst i de kommende regeringsforhandlinger. Især det bayriske CSU vil forsøge at appellere til de mere strukturkonservative vælgere i det katolske Bayern, mens De Grønne, FDP og store dele af CDU vil forsøge at opbygge en moderne indvandringslovgivning og generelt appellere bredt til midten af samfundet.
De største knaster i de kommende forhandlinger om en såkaldt Jamaica-koalition mellem CDU/CSU, FDP og De Grønne vil imidlertid ligge på andre områder. Især på det finans-, energi- og Europapolitiske område vil det være svært at se fælles positioner. Hvor De Grønne er åbne over for de franske planer om en grundlæggende reform af EU – inkl. investeringsfond og fælles finansminister med sit eget budget, og Merkel tydeligvis satser på en videreudvikling af EU, har det liberale FDP kategorisk udelukket at støtte de franske planer om et økonomisk tættere samarbejde i Euro-zonen.
En del af den europæiske fremtid vil afgøres af de tyske forhandlinger; de åbner eller lukker for de forskellige planer, der lige nu er i omløb, og der er en del iagttagere, der tvivler på, om FDP og De Grønne vitterlig kan arbejde sammen.
På det indvandringspolitiske område vil der derimod godt kunne tænkes et samarbejde mellem FDP og De Grønne, hvor der i store dele af Tyskland hersker enighed om, at Tyskland har massivt brug for indvandring. Og selv om De Grønne i højere grad fokuserer på humanitære aspekter, vil en moderne indvandringslov, der for eksempel giver mennesker fra Mellemøsten og Afrika mulighed for legalt at rejse til Tyskland, kunne udarbejdes af alle partier.
Alle ved, at Tyskland står til at mangle omkring 15 millioner mennesker på arbejdsmarkedet i den kommende generation, og især de liberale FDP og CDU er allerede nu presset fra deres bagland i erhvervslivet for at åbne for yderlige indvandring og samtidig gøre det endnu nemmere for asylansøgere, der befinder sig i Tyskland, at komme ind på arbejdsmarkedet.
Sammenlagt kan man sige, at det tyske valg på det indenrigspolitiske område vil få mindre vidtgående konsekvenser, end man umiddelbart skulle mene. Internationalt vil vi fortsat have et stærkt og indflydelsesrigt Tyskland – dets position overfor Europas fremtidige udvikling er dog fortsat uafklaret.
