Et stille ungdomsoprør i kriseramte Udkantsdanmark
Hipstere smager på den rådne banan

Skrevet af
Drop Kødbyen og Nordvest. De unge og de kreative har fundet et nyt tilholdssted – Udkantsdanmark. Her kan de dyrke kål og leve i harmoni med deres værdier og yogapraksis. Men er der tale om et oprør mod systemet, når storbyens hipster-hippier flytter til Samsø og Sydsjælland for at få fred og friske grøntsager?
”Jeg vil gerne væk fra byen. Jeg vil gerne være tættere på naturen. Jeg vil gerne ud, hvor der er mere rum omkring mig – rum til personlig og kreativ udfoldelse,” siger den unge fyr, der sidder over for mig på en kaffebar i København. Han vil til Udkantsdanmark. Og han er ikke den eneste.
 
Flere unge er begyndt at pakke livet i byen sammen og rykke på landet. De vil leve et liv, de ikke længere føler, at de kan leve i byen. Et liv, der handler om at komme tættere på  naturen. Tættere på sig selv. Væk fra stress. Væk fra en by, som i takt med centralisering og kapitalismens udvikling er blevet for dyr og for forbrugerorienteret. Det sker ironisk nok samtidig med, at regeringens tiltag om at flytte ministerier ud i udkantsområderne tvinger andre til ufrivilligt at flytte på landet.
 
”Der ulmer et oprør, et oprør fra udkanten. Er oprør et for stærkt ord? Nej, for oprør er at gøre modstand mod det, man ser som uretfærdigt og forkasteligt,” skriver formand for Ærø Folkeuniversitet Viggo Mortensen i bogen Oprør fra udkanten.
 
Mange af de unge idealister, der flyttede i storkollektiver på landet i 70'erne, ønskede at forandre samfundet meget markant. Det nye oprør er mere individuelt. Udlængslen og forandringstrangen blandt de unge økohipstere handler især om selvrealisering. Foto: Steve Forrest.
 
Kapitalismen og centraliseringen, som de sidste mange år har defineret vores samfund, har kapitaliseret de menneskelige værdier og skabt en social og økonomisk ulighed mellem land og by. Og særligt efter finanskrisen i 2008 er flere borgere begyndt at sætte spørgsmålstegn ved det samfund, vi lever i. Der er noget økonomisk og ideologisk, der ikke længere hænger sammen. Og selv om affolkningen af Udkantsdanmark i lang tid har været på den politiske agenda, er der ikke sket meget for at forbedre forholdene for hverken tilflyttere eller beboere. Det stopper imidlertid ikke de meningssøgende udflyttere.
 
”Vi længes efter et fællesskab, der giver mening, sammenhæng, tilknytning og ro,” skriver Karen Lumholt, der kommer fra Tænketanken Cura, i sit essay i ’Oprør fra Udkanten’.
 
Men når de unge pakker deres toværelses lejlighed og deres ’TagTomater’ sammen og rykker til udkanten sammen med filminstruktøren Hella Joof, forfatteren Helle Helle og sangeren Peter Sommer, som også er med på trenden, er der så tale om et oprør? Eller er det bare endnu et bevis på, at vores samfund i stigende grad efterlader samfundsudviklingen til selvorganisering og privat iværksætteri?
 
Der er dem, der hænger ud over et glas økologisk juice i madhallen på PapirØen. Andre flytter langt ud af byen og laver deres egen af hjemmedyrkede gulerødder. De er ikke så forskellige, som man skulle tro. Foto: Scanpix/Christian Lindgreen.

Kunstigt åndedræt fra storbyen
Det er ikke første gang, man ser folk flytte til udkanten for at starte et nyt liv. I forlængelse af ungdomsoprøret i 70’erne flyttede mange unge i storkollektiver på landet. Dengang handlede det om fællesskab og fællesøkonomi. Sådan er det ikke helt i dag. Nogle af værdierne er de samme: fællesskab, bæredygtighed og en ’blødere’ ideologi. Men man har sorteret de store politiske kampe fra. Særligt ideen om fællesøkonomi. Hvor det dengang i højere grad handlede om politisk aktivisme og modstand, handler det i dag om at skabe et rum for sig selv og sine (nærmeste) medmennesker. Det er stadig et værdibaseret oprør, men det er også et langt mere individuelt oprør. Det handler om at skabe et åndehul for sig selv snarere end for samfundet som helhed.
 
Men hvis der er tale om et oprør, som Viggo Mortensen skriver, og hvis det oprør skal have nogen reel effekt, bliver det nødt til at leve op til en form for samfundsansvar, der ikke kun handler om, at københavnere kan udleve en romantisk drøm om landlivet.
 
”Forestillingen om, at man skaber varig vækst og udvikling i landdistrikterne ved hjælp af kunstigt åndedræt fra København, er forkert,” skriver Jens Kjerulf Petersen i et debatindlæg til Dagbladet Information sidste år.
 
Der skal skabes et harmonisk fællesskab i samråd med de mennesker, der allerede bor i udkanten. Selv om regeringens ide om at skabe arbejdspladser i Udkantsdanmark er fin, er måden, det bliver gjort på, skidt. Tvang har sjældent skabt gode og sammenhængende samfund.
 
Ét blandt adskillige tomme huse i Sandby på Lolland. Én mands affolkede hul, en anden mands fredfulde oase? Foto: Polfoto/Joachim Adrian.

Udkanten er en sprække i systemet
Spørgsmålet er imidlertid, om de nye udflyttere skaber gode, sammenhængende samfund? Man kan nemt argumentere for, at de, der flytter på landet for at sidde i fred bag deres computer, ikke er til stor gavn for fællesskabet i udkanten – eller i kampen mod de kapitalistiske og individualistiske værdier. Men de er heldigvis ikke de eneste, der rykker derud.
 
Baseret på en række interviews, jeg har lavet med unge udflyttere, er der forskel på motivet for at flytte til udkanten. Og hvor udtalt det er. Ser man på initiativer som Yduns Have på Samsø eller det kommende Permatopia i Karise syd for Køge, er der i langt højere grad tale om et forsøg på at bane vejen for et nyt bæredygtigt og fællesskabsorienteret samfund.
 
Selv om nedprioriteringen af Udkantsdanmark ikke kan ses som en positiv ting, har det alligevel skabt en sprække i det kapitalistiske system. En sprække, der giver én mulighed for at skabe noget nyt, skriver Karen Lumholt. Og det er den, som udflytterne mere eller mindre bevidst udnytter. Det er dog ikke uden ideologiske faldgruber.
 
Rabarberhøst i Yduns Have på Samsø. Yduns Have er økologisk landbrug og hytteudlejning, startet og drevet af en gruppe unge mennesker fra København, der ville dyrke fællesskabet og så vidt muligt leve af egne afgrøder. Foto: Yduns Have.
 
En magtstrategi?
Set med Foucauldianske øjne kan selvstartede projekter og ’skrive-yoga-foto-ophold' i udkanten nemt blive set som et resultat af den neoliberales individualistiske magtstrategi.

Kreativitet og selvorganisering har maskeret sig som radikale og oprørske initiativer, men har de seneste år vist sig også at være en kapitalistisk magtstrategi. Og selv når borgere rigtig forsøger at tage ansvar for en fælles udvikling og skabe et alternativ til kapitalismens værdisæt, er det svært at komme fri af den eksisterende samfundsstruktur, da måden, oprøret bliver gjort på, stemmer overens med kapitalismens foretrukne metode, selvorganisering, argumenterer den tyske teoretiker Stefan Kratke i sin bog The Creative Capital of Cities.
 
Den pointe går igen hos de to forfattere og teoretikere Josephine Berry Slater og Anthony Iles. I bogen No Room to Move: Radical Art and the Regenerating City skriver de: “Art and aesthetics (...) has worked to produce the propagandistic illusion that a substantial regeneration of society and its habitat is occurring. It is, however, one that masks the unaltered or worsening condition that affect the urban majority as welfare is dismantled, public asset sold off and free spaces enclosed.” Og de tilføjer: "Governmentality uses aesthetics to penetrate the subject more deeply, to tap into our capacity for self-government.”
 
Sidste gang, de kreative flyttede på landet, havde man et markant venstreorienteret, politisk fokus og eksperimenterede med alternative samværs- og livsformer i storkollektiver som Thylejren, som er et af de helt få storkollektiver fra den tid, der stadig eksisterer. Her ses tre beboere i 1992. Foto: Polfoto/Ole Kjær.

Men har du værdierne i orden ...
Der er dog en vej udenom problemet, skriver dimittenden fra Yale University Maibritt Borgen i sit essay ’The Inner and Outer form of Self-organisation'. Hvis selvorganiseringen skal undslippe kapitalismens lange arm, er det nødvendigt, at værdierne gennemsyrer projektet – det er via dem, at oprøret lykkes. Og der har udkanten en fordel. Den er ikke i lige så høj grad som byen infiltreret i det kapitalistiske net, som Josephine Berry Slater og Anthony Iles beskriver. Men det er samtidig vigtigt, at værdierne kan eksistere i den virkelige verden. Det er ikke længere tilstrækkeligt bare at gøre modstand, hvis man vil opnå langtidsholdbare løsninger. Systemet skal ændres indefra.
 
”Maybe we need to embrace, rather than deny, our current individualism. The current urgent task seems to be to fuse the prevalent individualism and identity politics with a return to modes of organisation that can promote long-term political change and go beyond the singular protests at COP 15, Wall Street, and the student protests in London,” Maibritt Borgen.
 
Mange af storkollektiverne fra 70’erne overlevede ikke – kravet om fællesøkonomi blev en kamp mod virkeligheden. Den kamp har man opgivet i dag. Men det er ikke, fordi kampen er blevet for hård, det er i højere grad, fordi vi er blevet klogere. Vi har indset, at skal man ændre på samfundet, skal det ske langsomt og støt. Som at udvide en elastik. Og selvorganisering er et godt redskab, så længe det handler om værdier og ikke bare om at prøve noget nyt eller lave profit.
 
Helle Helle, hvis romaner for det meste udspiller sig på landet på Sydsjælland, bor midt i en skov i Sorø. Hun bor vist hverken i kollektiv eller dyrker økotomater og politiske agendaer, men hun er måske alligevel en del af det lavmælte oprør? Foto: Simone Astrid Pedersen.
 

Relaterede artikler

Kill The Poor - Hvorfor skal de svage og ubemidlede hetzes? Hvorfor trampe på dem, der allerede ligger ned? Der er ved at opstå en ny, m...
Hvorfor fuldskæg? - Siden Moses delte vandende, har holdningerne til fuldskæg været delte. Barbering har man praktiseret siden 2000 f.Kr., o...
En rigtig hipster ejer ingenting - Vi vil ikke eje. Vi vil låne, leje og streame. Det er længe siden, at den fysiske pladesamling blev dømt ude og resten a...
Snaps eller kaos! - Venstreorienteret vin. Hvad er det? Findes højreorienteret vin så også? Ja – i høj grad. Der er gået kulturkamp i vin – ...
Færdig med fuldskæg - Du tænker måske, at det får dig til at se viril og maskulin ud, but guess what? Du er i overhængende fare for at ligne e...
Farvel til Hipsteren, hulubulu til Cutesteren - De originale hipstere er snart så gamle (undskyld, kreative senior-typer), at der er interessante generationsforskelle m...
Mor og far: Jeg er hamster - Identitet er en sjov størrelse. I gamle dage var man den, man var. Nu kan man være hvad som helst. Fx drage. Eller ulv. ...
#LollandFalsterlovestorm - Med ”Lolland-Falster Lovestorm” gør øboerne selv op med den stigmatiserende mediedækning. TV 2’s dokumentarserie "På røv...
Alt om medier og kultur - I hvilke artikler kan du finde viden om kultur og medier? Kforum giver dig overblikket her. Fx: Hvad sker der, når små b...
Alt om politik og samfund - Du kender Lars og Helle ud og ind, men du kan også både navn og politisk ståsted på europæiske og amerikanske politikere...
København er mere end biksemad med håndbajer - København er et hit. Fra hele verden flokkes trendy mennesker til for at suge til sig af hash, cyklisme og afslappet hav...
Vejen til de gamle kultursnobbers lommer - De gamle hippier og slumstormere er blevet – ja, gamle. Indeni er de imidlertid unge som vårharer, og de er lige så imma...
Middelklassens overdådige fortrængning - I disse septemberuger vil en masse københavnske familier få at vide, at de fremover ikke vil have råd til at bo, hvor de...
Hippien er den nye hipster - Den gode nyhed: Du kan tage dit hipster-look op til næste level. Den dårlige nyhed: Nu skal du virkelig mene noget med d...

Giv din stemme

42 stemmer
4,0/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.