Lunde fisker efter troværdighed

Esben Lunde Larsen og hans ministerium har brug for ny troværdighed. Hans departementschef Henrik Studsgaard, der hele tiden har stået last og brast med sin minister, har nemlig indvarslet en ’troværdighedskampagne’ blandt ministeriets 3000 medarbejdere, der nu skal gøre sig ”umage med fagligheden, agere som professionelle embedsmænd og tale i øjenhøjde med vores omverden.”
Selvom Lunde Larsen lige netop har reddet sin politiske karriere med røven i vandskorpen, har det stadigvæk haft store konsekvenser for hans troværdighed. Scanpix: Morten Sticker
Selvom Lunde Larsen lige netop har reddet sin politiske karriere med røven i vandskorpen, har det stadigvæk haft store konsekvenser for hans troværdighed. Scanpix: Morten Sticker
Det er selvfølgelig interessant, at man nu skal til at efterleve ovenstående kommunikative værdier - eller at man synes, det er nødvendigt at sige det netop nu. Men det er forståeligt. Det er også på en særlig måde typisk, at Esben Lunde Larsen lader dette interne manifest udgå til sine medarbejdere: Uden at det siges direkte, lader det os jo dermed forstå, at troværdighedsproblemet i hans ressort er embedsmændenes problem.
 
Men med en karakter på 2,9 (på en skala fra 1 til 7) ligger Lunde Larsen selv helt i bund i en rundspørge blandt 1.087 repræsentativt udvalgte danskere, der skulle give regeringens ministre karakter for deres evne til at forvalte deres embede og være en dygtig og troværdig minister og politiker. Undersøgelsen er udført i juni af Analyse Danmark for Avisen.dk.
 

Efter samråd, en politisk næse og fratagelse af fiskeriområdet hænger Esben Lunde Larsens troværdighed i en tynd tråd.
 
Hvordan er det kommet dertil? Her er nogle notater til et svar.
 
Gang på gang har Lunde Larsen leveret manøvrer, som man med nød og næppe ikke kan kalde en stor lodret løgn - men som repræsenterer et af tre fænomener:
 
  1. Han har sagt noget, der er egnet til at få folk til at tro noget usandt, uden dog at have sagt noget direkte usandt
  2. han har sagt noget usandt, men af underordnet art og på en så henkastet måde, at det ikke koster ham hans politiske karriere (skønt det stadig er egnet til at mistænkeliggøre nogle af hans modstandere)
  3. han begår noget, der ikke er i orden og som tjener hans politiske formål, men hvor det ikke er åbenlyst, at det sker med vilje eller i ond tro

Det sidstnævnte fænomen kan vi begynde med. Det finder man nemlig i den optræden, der bevirkede, at Lunde Larsen i august blev afsat som ansvarlig minister for fiskeriet. Det var sagen om ”kvotekongerne”.
 
Baggrunden var, at VK-regeringen i 2007 privatiserede fiskerikvoterne, således at nogle få, pengestærke storfiskere (”kvotekongerne”) kunne opkøbe kvoter i stor stil og bemægtige sig det meste af fiskeriet. I december 2016 vedtog et alternativt flertal i Folketinget imidlertid imod regeringens vilje en aftale om at begrænse kvotekongernes magt. Nu skulle Lunde Larsens ministeriums embedsmænd så levere forslag til, hvordan det praktisk kunne ske, og det gjorde de faktisk.
 
Lunde Larsen ”glemte” imidlertid at fremlægge de fleste af de forslag, som embedsmændene havde produceret. Da det kom frem, vakte det vrede hos bl.a. Dansk Folkeparti.
 
I april 2017 udsendte Lunde Larsen så en opsigtsvækkende pressemeddelelse, hvor han dybt undskyldte over for Folketingets partier, ”at der er forslag til at modvirke kvotekoncentration og kvotekonger udviklet af mit ministerium, som jeg ikke har oversendt til Folketinget. Jeg burde have viderebragt disse oplysninger, da det ville have bistået de enkelte partier i deres arbejde med at begrænse kvotekoncentration og kvotekonger. Det beklager jeg, at det ikke er sket. Det er mit ansvar som minister, at det ikke er sket. Og det ansvar påtager jeg mig.”
 
Det er en udbredt politisk manøvre at ”påtage sig et ansvar” med en udtalelse, som ikke formodes at indebære nogen som helst konsekvenser - andet end at man slipper af fiskekrogen, fordi man udtrykker anger. I øvrigt er det mildt udtrykt, at ”der er forslag”. Lunde nævner ikke, at der var 16 forslag, og at han af alle disse kun fremsendte ét. Han nævner, som man ser, heller intet om, hvorfor disse forslag til at iværksætte flertallets uønskede ønsker ikke blev fremsendt.
 
Sådan noget plejer ellers at høre med, hvis man prøver at komme med en undskyldning. Lunde siger selvfølgelig ikke, at han tilbageholdt dem med vilje - men han siger heller ikke, at tilbageholdelsen ikke skete med vilje. Disse pikante aspekter forbigås slet og ret. Måske skyldes det, at Lunde derved undgår at sige en lodret løgn? Det er Bjarne-Riis-manøvren: Da Riis blev spurgt, om han havde brugt doping, svarede han: ”Jeg er aldrig testet positiv.” Og det var jo ikke løgn!    
 
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen blev i april 2017 kaldt i samråd om omfanget og betydningen af den øgede kvælstofudledning, som fremgår af rapporten 'Vandmiljø og Natur 2015'. Scanpix: Ida Guldbæk Arentsen.
 
Men Berlingske beskrev i sommer, bl.a. i den digitale fortælling "Kvoter, konger og kumpaner", hvordan Lunde Larsens embedsmænd i vinter - formentlig med ministerens opbakning, hvorfor ellers? - lagde strategier for, hvordan man kunne skabe slør om den fiskeripakke, som det alternative flertal havde vedtaget.
 
Det var Dansk Folkepartis vrede over denne ageren, der utvivlsomt fik Lars Løkke Rasmussen til i august at tage fiskeriområdet væk fra Lunde Larsen - men uden altså at fyre ham. For det var da sikkert ikke med vilje?!
 
De to andre greb kommer der eksempler på her. Vi kan se på en udtalelse, som Lunde Larsen kom med i et samråd i Folketingets Miljøudvalg i februar:
 
"Vi behøver ikke gå mange uger tilbage, hvor der var stor forargelse i oppositionen, der havde meget travlt med at udtale sig om nogle kvælstoftal fra en rapport, der var blevet lækket, inden en endelig rapport kom på gaden, og hvor det viste sig, at den forargelse, som var til stede om kvælstoftal, som skulle skyldes regeringens landbrugspakke, jo var tal fra før landbrugspakken.”
 
Her forsvarer Lunde Larsen ”landbrugspakken” mod kritik, dvs. den aftale om landbrug og fødevarer, som regeringen lige før jul 2015 aftalte med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative. Passagen indeholder både greb nr. 2 og greb nr. 1 - som begge er typiske for Lunde Larsens kommunikation.
 
Lunde bruger f.eks. det udtryk, at en rapport var blevet ”lækket”, altså at den var kommet ud til offentligheden på uretmæssig vis. Det er en oplysning, som kunne tjene til at miskreditere kritikere og skabe et indtryk af, at de fører en urimelig, skadelig og kværulantisk kampagne.
 
Det reelle var imidlertid, at rapporten var kommet frem, fordi Danmarks Naturfredningsforening i medfør af offentlighedsloven havde opnået aktindsigt i rapporten i det, der tidligere hed Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning under Lunde Larsens eget ministerium. Desuden leder den henkastede oplysning om "lækage" opmærksomheden væk fra kritikpunktet, nemlig at der ifølge rapporten var en uheldig vækst i tallene for landbrugets kvælstofudledning. En afledningsmanøvre baseret på en lille henkastet usandhed. Det var greb nr. 2.
 
Lunde Larsen kalder brugen af aktindsigt en sygdom. Scanpix: Ida Guldbæk Arentsen.
 
Endnu mere listigt er greb nr. 1, som forekommer der, hvor det hedder: ”Det viste sig, at den forargelse, som var til stede om kvælstoftal, som skulle skyldes regeringens landbrugspakke, jo var tal fra før landbrugspakken”.
 
Formuleringen om tal, ”som skulle skyldes regeringens landbrugspakke”, giver det indtryk, at oppositionen fejlagtigt skulle have givet landbrugspakken (som først blev aftalt i december 2015) skylden for kvælstoftal fra 2015 - altså før pakken blev til. ”Den forargelse, som var til stede,” kan man jo kun tolke, som om den henviser til den samme forargelse hos oppositionen som nævnes i begyndelsen af citatet.
 
Men oppositionen i Folketinget havde ikke fremsat sådan en misforstået beskyldning. Lunde Larsen laver altså her en ”stråmand” - han får det til at fremstå, som om hans kritikere i oppositionen ikke blot havde sagt noget forkert, men også noget ualmindelig kvajet. Og igen afledes opmærksomheden fra det ømme punkt, nemlig de stigende kvælstoftal gennem flere år.
 
Læg mærke til, hvordan en usand antagelse opstår hos læseren i kraft af finurlige sproglige mekanismer og ræsonnementer, der opstår i læserens eget hoved - fordi udsagnet ellers ikke ville give mening.
 
Der er mange snedige måder at udbrede usandheder på, store som små. De rigtig snedige er dem, hvor udbrederen kan sige: ”Det har jeg ikke sagt!” Og dermed ikke påtage sig noget ansvar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job