|
En undersøgelse af den journalistiske praksis hos Den Korte Avis og NewSpeek Networks
Dinosaurusser, meteorer og den nye medievirkelighed i Danmark

Kilde: Getty Images

Skrevet af

Morten Lund Birkmose

1 artikler

0 indlæg

Det amerikanske valg i 2016 og indsættelsen af Donald J. Trump som præsident gjorde noget ved vores opfattelse af journalistik. Pludselig blev det tydeligt for enhver, at vi grundlæggende set ikke længere er enige om, hvad der er sandt, og hvad der er fakta. Nye alternative medier som NewSpeek Networks stormede frem og bød de gamle dagblade op til en dans om sandhed, fakta og journalistikkens væsen. Men hvad er det, disse nye medier gør så anderledes? Hvori består deres opgør med de journalistiske normer? Og hvordan skal vi placere dem i et dansk mediesystem?
Dette speciale er et forsigtigt første spadestik i afdækningen af det oprør mod den etablerede presse i Danmark, som særligt Den Korte Avis og til dels også NewSpeek Networks har stået i spidsen for i de senere år. Det overordnede formål er at afdække, hvordan Den Korte Avis og NewSpeek Networks adskiller sig fra de etablerede danske medier ved at se på deres journalistiske praksis og deres plads i det danske mediesystem.

Gennem en kvantitativ indholdsanalyse af en række artikler fra foråret 2017 fra begge medier med udgangspunkt i det journalistiske ideal om objektivitet, viste der sig et klart billede af en journalistisk praksis, der ligger langt fra det ideal, danske journalister normalt arbejder under. I 53% af artiklerne fra Den Korte Avis og 41% af artiklerne fra NewSpeek Networks skinnede skribentens opfattelse af den givne sag sprogligt i gennem i artiklens overskrift. Hos begge medier var der en udpræget bias til fordel for visse politiske holdninger, da emner som Islam, indvandring, muslimer og politisk korrekthed både fylder meget og bliver entydigt dækket negativt uden noget modsvar. Mest iøjnefaldende viste undersøgelsen, at der i 70% af artiklerne fra Den Korte Avis og 69% af artiklerne fra NewSpeek Networks var et eller flere eksempler på, at der blev fremsat påstande uden noget væsentligt belæg.

Undersøgelsens påvisning af det opgør Den Korte Avis og NewSpeek Networks har taget med de journalistiske normer, viser, at disse medier ikke kan sættes i samme bås som andre etablerede medier i Danmark. I dette speciale har jeg derfor taget de mediesystemiske briller på, for at se hvordan disse nye medier placerer sig i forhold til den etablerede presse i Danmark. Den moderne danske presse har traditionelt været præget af, at dagbladene var og er holdningsbærende, men at deres journalistik i høj grad er kendetegnet ved en gennemgående professionalisme, hvor der er bred enighed om principperne for god og lødig journalistik.
 
I de senere år har gratisaviser og netaviser stået for indtoget af en mere kommercialiseret udgave af journalistikken i en dansk kontekst, der stadig er professionel men mindre politisk vinklet. Den Korte Avis og NewSpeek Networks står i denne sammenhæng udenfor, som en helt ny gruppe af medier, der er nægter at indfinde sig under de normer for den professionelle journalistik, de etablerede medier agerer under. I stedet insisterer de på at journalistikken skal være subjektiv, ubalanceret og præget af deres skribenters egne holdninger og analyser af verden. Specialet her kradser dog kun i overfladen i forhold til at forstå denne nye gruppe af mediers karakteristika og plads i det danske mediesystem. Der er brug for langt mere omfattende forskning i dette område, før vi for alvor kan forstå det opgør Den Korte Avis og NewSpeek Networks har taget med den samlede danske journaliststand.
 
Specialet er skrevet af Morten Lund Birkmose ved Medievidenskab på Aarhus Universitet. Specialet er bedømt til karakteren 10. Læs hele specialet her.

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

64 JOB

Projektleder

Se alle job Indryk job

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Kursusmedarbejder

Frist: 21. oktober

Praktikant

Frist: 1. november

Studentermedhjælper

Frist: 15. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.